Jeg, en kæmpe

0
(0)

Jeg ser på en lukket badeværelsesdør.

Kæmper med at holde smerten ud fra den trykkende blære.

Jeg kæmper med at holde masken, når teenageren kommer ud,

og fortæller mig, at det er vigtigt at makeuppen sidder godt inden skole.

Jeg kæmper med at gøre rent for tre.

Kæmper med at holde tand for tunge, når jeg savner hjælp til madlavningen.

Jeg kæmper med at holde budgettet i plus,

når der hele tiden skal udskiftes garderober og købes toiletpapir.

Jeg kæmper mod ungdommen.

Jeg kigger mig i spejlet.

Kæmper med at genkende smilet bag rynkerne.

Jeg kæmper med at acceptere den bløde hud, der bulner,

selvom mit BIM er inden for den acceptable grænse.

Jeg kæmper mig ud af sengen om morgen.

Kæmper med at huske udstrækningsøvelserne om aftenen.

Jeg kæmper med at læse teksten på varedeklarationer,

og se færdselstavlerne i tide i trafikken.

Jeg kæmper mod alderdommen.

Jeg ser på min kæreste og bliver bekymret.

Kæmper for at føle at jeg leverer.

Jeg kæmper for at være til stede, være kærlig og romantisk,

når der hele tiden er et arbejde, der kalder og et hus, der skal holdes rent.

Jeg kæmper med at se lækker ud.

Kæmper for at undgå at blive irriteret.

Jeg kæmper for at opnå det fællesskab og en forbindelse til min kæreste,

når også hun glemmer at være romantisk i dagligdagens hastværk og travlhed.

Jeg kæmper for kærligheden.

Jeg ser på min hund, der stirrer tilbage.

Kæmper for at huske de vante gåture.

Jeg kæmper for at gå hele vejen omkring boligkvarteret,

når nu det regner, sner og blæser og jeg altid formår at tage for lidt overtøj på.

Jeg kæmper med hundens legetøj.

Kæmper for at holde sand og småsten ude og parketgulvet uden våde potespor.

Jeg kæmper for at holde vandet frisk og foderskål fyldt,

når nu den søde hund altid ser på mig med øjne, der stoler blindt på sin herre.

Jeg kæmper mod trofastheden.

Jeg ser mine blodskudte øjne og sorte rander.

Kæmper for at holde gabet tilbage.

Jeg kæmper for at få de sløve øjne, den slatne krop og det øre hoved til at lystre,

når nu skraldebilen, saltsprederen og mågerne vækkede mig klokken fire.

Jeg kæmper for at koncentrere mig.

Kæmper for at holde mig til planen for dagen, så jeg er effektiv.

Jeg kæmper for at hygge fredag aften til X-factor,

når familien er samlet, slikskålen er fyldt og holde humøret højt, men sengen kalder.

Jeg kæmper mod trætheden

Jeg kigger på uret og må erkende at jeg er sent på den.

Kæmper med at acceptere at jeg igen har lavet planer, som jeg ikke kan nå,

når IT-programmer, administration og systemer tager det meste af min tid frem for opgaven

Jeg kæmper med at få tid til træning.

Kæmper med at begrænse min tid på arbejde.

Jeg kæmper med at besøge familien, tage i biografen, se vennerne og være i live,

når nu alderdommen, ungdommen, rengøringen, indkøb, arbejdet, gåture og søvnen har et efterslæb.

Jeg kæmper mod tiden.

Jeg kæmper mig frem til mit dødsleje…

Anmeldelse af historien

Klik på mindst én stjerne for at anmelde historien

Gennemsnitlig vurdering 0 / 5. Antal anmeldelser 0

Ingen anmeldelser endnu. Vær den første

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *