Det knagede i gulvbrædderne. Lyset i gangen gik ud. Lyden af en dør, der lukkede, gav genlyd mellem de rå, men alligevel pudsede murstensmure. Hendes forældre havde forskanset sig på deres soveværelse. Hun kunne stadig høre deres rumsterende lyde på badeværelset, men lydende ville snart ebbe ud, og så var hun alene. Alene i mørket. Alene med sine tanker og forestillinger. Hun sov ikke. En natsværmer dansede bag gardinet og de ivrige bevægelser stod i kontrast mod det gullige gadelampelys. Hun følte, at øjnene var opspilede til det maksimale. Synsnerven forsøgte at sende impulser om omgivelserne til hjernen og kontrollere instinkterne, men alt var sløret af nattens disede mørke og værelsets kulsorte intethed, der dog langsomt materialiserede sig i silhuetter af kendt møblement efterhånden som øjnene tilpassede sig. Der var kun konturer af hendes værelse tilbage at studere og fokusere på, for måske at finde det uventede. Den ubudne gæst et sted. De røde uvenlige øjne i krogen eller i sprækken fra klædeskabet. Hun kunne mærke uhyggen komme krybende langs fodpanelerne. Som et koldt vindpust fra en åben dør. Som loftsrummets indkapslede spøgelsesånde, når far åbnede loftslemmen for at sætte julekasserne tilbage på loftet langs gangbroen. Hun kunne ikke sove for de begyndende tanker om, hvad hendes magiske plasmakugle ville finde på i nat. Den var begyndt at snurre elektrisk. Bare for at fortælle hende, at den stadig var der. Stadig ville finde på noget. Skræmmende opfindsomhed. Hun stirrede på den. Intenst. Den var slukket på soklen og stikket trukket ud af væggen for en sikkerhedsskyld. Hun kunne dog ane det svage blålige omrids af kuglen i midten. Den ladede op. Hun kunne mærke det. Mærke den. Mærke dem. De var derinde. Hun vidste det.
Hun lukkede øjnene. Måske kunne hun sove fra det. Det uhyggelige. Hun forestillede sig en frodig eng med græssende heste, summende bier og andre insekter. Sommerfugle i dans fra blomst til blomst. Marken var saftig grøn og uendelig stor, så langt øjet rakte. Solen bagte fra et højt sted og dannede ingen skygger. Hun vendte sig og så skoven. Horisonten var nu indskrænket. Mørke stammer dækkede for skovens endnu mere dunkle dyb. Blikket flyttede sig langsomt tættere på skovkanten. Krattet og de strittende buske kom tættere på. Nu lidt stærkere. Det ruskede i en busk. Blikket fór nu voldsomt hurtigt mod de lumske kroge og det var som om mørket omsluttede hende. Mere og mere. En kuldegysning brød frem fra nakken og spredte sig ned ad ryggen og over hovedbunden. Hurtigere og hurtigere zoomede blikket ind på den visnende busk foran de truende stammer. Nu var hun helt tæt på og hun følte at hun slap, hun faldt fremad. En figur formede sin silhuet bag busken. Den var behåret og grov. Gule øjne stirrede på hende. Spidse ører. Skarpe tænder.
Hun vågnede brat i faldet og gispede. Pulsen var stigende, da hun vendte tilbage til det sorte værelse. Nu med endnu mere opspilede øjne. Hvad var det, der stod bag busken? Hun kunne mærke åndedrættet. Lungerne reagerede på hjertets kraftige rytme. Men hov. Plasmakuglen lyste op i glimt. Åh nej, tænkte hun. Hun vendte sig i sengen. Hun ville ikke se det. Forsøgte at glemme, hvor hun var. Hvad der var på vej. Hun tvang sig til igen at forme den grønne eng med venlige planter og glade dyr. Det lykkedes. Hun så smilende på mælkebøtterne og hørte hestenes salige vrinskelyde. Hun ville ikke vende blikket mod skoven. Hun ville ikke vide, hvad der formede sig bag hendes ryg. Hvad der måske rakte ud efter hende. Hun stirrede med en voldsom intensitet på dyrene, på græsset, på blomsterne. Men lige lidt hjalp det. Blikket roterede helt af sig selv centimeter for centimeter rundt i retningen af skoven. Hun kunne ikke gøre for det. Nysgerrigheden var overvældende. Skoven var der ikke længere. Nu stod der en pige. Næh ikke bare en pige, men det var hende selv, der stod med ryggen til lidt længere fremme. Splitter nøgen. Hun kunne genkende sløjfen i håret og de lidt udstående ører, men frem for alt det særprægede orangerøde og krusede hår. Hende selv bare i en yngre udgave. Nærmest som spædbarn, men med det kraftige hår ned ad den bare ryg, hvor det ramte numsen. Skoven var væk, og horisonten var genskabt. Dog ikke over en endeløs grøn og frodig eng, men over et goldt landskab. Klippeformationer og bjergtinder med sne spredte sig rundt bag hendes andet jeg længere fremme. Blikket var allerede i gang med at flytte sig tættere på. Åh nej. Engens tæppe stoppede brat foran pigen, eller hende. Hun stod med bare tæer halvt ude over afgrunden. Noget sagde hende, at der var langt ned. Meget langt og med skarpe klipper i bunden. Hun kunne se sig selv dreje hovedet mod blikket. Hastigere og hastigere kom blikket tættere på. Pigen ved afgrunden smilede, men faldt forover. Ud over klippen. Smilende. Hun faldt og forsvandt. Lydløst.
I en gispende bevægelse sprang hun igen op i sengen og greb ud efter hende selv, som om det var så livagtigt. Som skete det lige her i værelset. Igen var pulsen på vej op. Endnu højere op. Hun drejede selv hovedet og kiggede mod plasmakuglen. Den glimtede i små lyn. Flere lyn samlede sig, som når hun greb om kuglen med håndfladen. Lynene samlede sig på modsatte side af kuglen. Stod der en figur i værelset med hånden på kuglen? Hun synes at kunne ane noget. Hun blinkede og koncentrerede blikket. Nej, det var kun knagerækken med hendes julesweater og kasketten. Eller…? Noget måtte sætte plasmakuglen i gang.
Hun skubbede dynen af sine ben og rejste sig. Trissede forsigtigt frem mod kuglen med blikket på figuren. Gulvet var koldt. Det runde gulvtæppe, der lå på ruten undervejs, varmede lidt, men føltes som om det knasede en smule. Lidt ligesom at gå på små vandpytter morgenen efter frostvejr. Joh. Figuren bag kuglen materialiserede sig ikke, men kanterne af figuren passede nu med det hængende tøj på knagerækken. Plasmakuglen lyste stadig blåt og kastede små lyn. Hun kiggede nu ned i lyset. De elektriske ladninger sprang forvirret rundt derinde og fandt deres mål, stadig på modsatte side af kuglen. Hun rakte hånden frem og greb om kuglens glas. Lynene skiftede straks til hendes hånd og blussede op. Fandt hendes fingerspidser, hvortil lynene skød ekstra intenst. Det snurrede i fingerspidserne. Mere og mere. Et kraftigt lysglimt fra kuglen oplyste kortvarigt værelset og hun mistede helt nattesynet, men nåede akkurat at se en høj, slank figur ved siden af vinduet. Stod der en? Hun synes også at den hvide figur havde et stort blodrødt hul som en mund på fuldt gab. Kuglen lyste ikke mere og mørket var tætomsluttende. Hun følte hjerteslaget slå hårdt uden på natkjolens stof. Hun pustede kraftigt, mens hun søgte figuren ved vinduet. Var det virkelig en figur, som hun havde set?
Hun kiggede ned i gulvet. Det mørkeste sted hun kunne finde for at genvinde evnen til at se uden meget lys. En hvislende pusten, som en pensionist, der hiver efter vejret, stod frem i den ellers lydløse nat. Lyden kom fra vinduet. Fra figuren. Hun så den nu. Den stod der og blafrede lidt i stoffet. Hendes vejrtrækning stoppede og håret rejste sig på hovedet af hende. Benene dirrede. En hviskende fremmed stemme brød stilheden. Jeg kan ikke finde hjem… og så en kraftig inhalering gennem et for snævert luftrør. Hun skreg! Stop….!!! Forsvind! Hørte hun sig selv skrige, mens hun stod fastfrosset til plankegulvet ved siden af det runde gulvtæppe. Et lille knald som fra en pose med luft, der sprænges, gav genlyd i værelset.
En dør blev flået op i gangen efter et par sekunder, og hurtige skridt nærmede sig. Hvad sker der? Hendes far tændte loftslyset og greb ud efter hende, da han kom ind på værelset. Hun græd. Der stod en ved vinduet, insisterede hun, mens hun pegede på den bare væg. Faren knælede og omfavnede hende. Jamen, søde skat. Der er jo ingen. Døren er låst og din mor og jeg er lige derinde. Du har drømt, sluttede far og afsluttede krammet. Skal vi ikke lige hente et glas vand til dig og få dig puttet igen. Hun kunne mærke, at hun rystede. Havde hun drømt? Hun var selv i tvivl. Det havde været meget livagtigt. Far gav hende glasset med vand, som hun nippede lidt til og lod sig føre tilbage under dynen. Så, min skat! Far klemte dynen godt ned om siden på hende og kyssede hende på panden. Sov nu og drøm søde drømme, smilede han. Ok, stammede hun og forsøgte at smile. Hun stirrende på plasmakuglen. Det var den igen. Ligesom sidste nat. Far slukkede lyset og hun hørte fodtrinene forsvinde bag forældrenes soveværelsesdør.
Hun stirrede ud i mørket og kunne igen ane det svage blålige lys omkring plasmakuglen. Den var ikke færdig. Hun hev dynen over hovedet og kunne straks mærke sine varme ånde i hulrummet. Hun lukkede øjnene. Forsøgte at glemme, hvad der skete i værelset. Dynen gav sig ind ad en smule lige ved fodenden ved siden af hendes ankler. Madrassen knirkede. Hun flåede dynen af ansigtet og kiggede igen ud i værelset. Der var tomt foran sengen, men det føltes som om noget eller nogen stod med den ene fod i hendes seng. Plasmakuglen lyste atter op i glimt som små lyn, der ikke kan finde hvile.
Hun slog igen dynen til side og bevægede sig mod kuglen. Samtidig flakkede hendes blik mod vinduet. Der var ingen. Lynene i kuglen blev igen kraftigere. Hun greb ud og placerede sin hånd på glasset. Lynene fandt hendes hånd. Det snurrede og lyset blev kraftigere. Lysglimtet kom som forudset og lagde alt i mørke. Det rumsterede fra hendes seng. Hun vendte sig i et ryk og så dynen blive lagt på plads hen over noget stort og rundt. Hvad skulle hun gøre? Det var som om dynen lyste op indefra. Som om nogen havde tændt en lommelygte under dynen og man udefra nu kunne se lysskæret. Hun slap kuglen og listede tilbage mod sengen. Hun gik på tåspidserne. Hjertet sad i halsen. Nakkehårene strittede. Det snurrede i maven. Hun kunne høre dynen brumme svagt. Han rakte ud og tog fat i dynens ene hjørne. Turde hun rive dynen væk? Hun tog mod til sig. En våd fornemmelse ramte hendes fingre. Hun kiggede på sin hånd ved dynen. En orange fangarm havde snørklet sig ud under dynen og befølte hendes hånd. Hun hvinede og gav slip, men kunne ikke. Fangarmen holdt fast. I samme nu blev dynen flået til side og hun så ned i et par store slangeøjne og store hugtænder. Hun hev til og fangarmen måtte slippe taget i hendes hånd. Hun satte sig på bagen på grund af bevægelsen. Den orangefarvede figur rejste sig og begyndte bevægelsen ud over sengekanten. Hun skubbede sig bagud mod døren, mens hun forsøgte at mobilisere endnu et skrig, der ville få far herind. Det gik hurtigt og hun nåede døren, da hendes skrig var formet. Hun flåede døren op, men den hvide murstensvæg og gangen var væk. Hun hang på en klippeafsats og kunne kun kigge ned. Lyset fra den nedadgående sol derude lyste op som en kegle ind i rummet. Hun vendte blikket og så figuren ved vinduet igen. Den stod lige på den anden side af plasmakuglen. Den åbne mund stod på vid gad, og der flød en klistret rød væske ud fra dybet på den. Kolde øjne stirrede hendes vej. Plasmakuglen skød kraftige lyn. En sort skygge skød ud fra kuglen og ramte hendes venstre fod. En behåret krop foldede sig ud fra klumpen. Gullige øjne rettede sig ind og fokuserede de smalle sorte striber i den gule masse på hende. Hun skreg igen, så halsen sved. Den sorte klump havde fat om hendes ankel. Hun forsøgte at rive den fri men forgæves. Klumpen kravlede tættere på. Hun greb ud efter dørtrinet. Hun ville væk om det så betød et spring ud over klippeafsatsen. Hun fik fat i noget varmt og hårdt. Det brændte. Hun drejede febrilsk sit hoved og så lige op i et sæt blå flammende øjne. Følelsen af mathed og overgivelse lå først i rækken af muligheder. Bag plasmakuglen kom endnu et sæt lysende øjne til syne. Smalle øjne under to brede og sylespidse horn. Hun havde ikke flere skrig i sig. Hun slog ud efter den sorte klump, der allerede havde sat kløerne i hendes natkjole på lårene. Hun ramte men den veg ikke. Hun slog igen. Denne gang dukkede den sig og hendes hånd fortsatte forbi. Hun ramte i stedet den lave reol som plasmakuglen stod på. Den vaklede samtidig med at den spruttede endnu en klump ud på gulvet lige ved siden af hende. Det klæbrige hår smaskede svagt, da denne klump foldede sig ud tilsat en knurrende raspen. Hun så plasmakuglen falde fra reolen. Det gik i slowmotion. Den sorte klump var nået op på hendes brystkasse og langede ud efter hendes hals. Den havde sat en spids negl i huden, klar til at rive og flå. De flammende blå øjne bag hende lå kun få centimeter fra hendes egne øjne. Plasmakuglen ramte gulvet med et crunch og splitteredes i tusinde stykker. Lynene spredte sig nu i værelset og monstrenes øredøvende skrig larmede mere end hun nogensinde havde hørt før. Et sorte hul i væggen ulmede og voksede sig større. Værelset så ud til at begynde at snurre om hullet. Hun kunne mærke den spidse negl i halsen give slip. Den sorte klump forsøgte at undgå hullet. Hun følte sig vægtløs. Hullet sugede værelset til sig. Billeder, løst tøj, glasskår blev suget ind i hulet og forsvandt. Hun mærkede selv suget nu. Ufrivilligt blev hun flyttet tættere på hullet. Det samme gjorde klumperne og figuren ved vinduet. De blå flammeøjne. Døren smækkede i og bjerglandskabet forsvandt for altid. Det samme gjorde lyset. Det eneste, der var tilbage var følelsen af at blive flyttet, hevet i, trukket tættere på og hyl fra hundrede stemmer. Nu fløj hun. Hun så den sorte klump give slip og forsvinde ind i hullet med en vanvittigt vræl. Hun var selv på vej. Hendes fødder ramte væggen og væggen gav efter. Hun forsvandt ind. Indad. Døren til værelset blev åbnet og far stod i nattøj. Måbende. Han rakte ud efter hende med et fast greb om dørkarmen, men for sent. Hun forsvandt ind i intetheden. Hun følte at hun druknede. Druknede i flydende murværk. Kvælningsfornemmelsen var ubehagelig. Hun ville hoste men kunne ikke. Alt blev mørkt. Kulsort. Og alt blev stille. Dødstille. Hun faldt. Faldt i mørket. Hun forsøgte at få fat i noget omkring sig men alt var luft. Suget i maven blev kraftigere. Faldt eller svævede hun? Det var ubestemmeligt. Hun ramte noget blødt og faldt til ro.
Noget rørte hendes arm… Hun åbnede øjnene.
