Caroline lå i sofaen og slængte sig. Puden bag hende var blød og vamset, og hun lå faktisk temmelig godt. Og ikke mindst, så duftede stedet her af hende. Hun følte sig hjemme på sin vante plads. Hun filosoferede over livet i al almindelighed. Lod sjælen få fri et øjeblik. Blundede en smule med halvt lukkede øjne og faldt i små periode ligefrem i søvn. Sjælen blev til ånden, der søgte ind i drømmeverdenen, men kom tilbage. Solens stråler havde lige forladt kroppen og var vandret videre hen ad sofaen, men det var OK. Hun var stadig varm og havde det dejligt. Men i de få vågne øjeblikke tænkte hun altså. Sådan i dybden. Hun var på sine senere år blevet noget mere sindig. Ikke så energisk. Hun nød faktisk at ligge her i sofaen, og kigge til fluernes dans i vindueskarmen eller fuglenes svæv på den anden side af ruden uden for. Så hun var måske en kende til den dovne side, hvis hun skulle vurdere sin egen indsats. Hun overvejede hellere om den næste bevægelse var værd at foretage, eller hun i øjeblikket følte sig mere komfortabel, hvor hun var. Det blev ofte til – eller skulle hun måske indrømme langt de fleste gange til -, at hun blev, hvor hun var. Sådan havde hun dog ikke altid været. Et pift et sted i nabolaget ville engang have fået hende til at spidse øren. Måske ligefrem suse ud i haven og give sit besyv med. Gø ad kaldet og håbe, at nogle ville svare hende, eller at der var et barn, der ville blive glad for hendes tilstedeværelse og komme for at hilse på. Det samme ville en luskende kat i krattet også gøre. Altså få hende på tæerne. Om hun så turde reagere på det, var en anden sag. Den kunne jo finde på at sende en pote med klørene hvæsede af sted mod hende. Katte var så sandelig utroværdige væsner. Hun kunne også stadig huske dengang en hoppende bold var for fristende at storme efter og bringe tilbage til sin ejer, eller opsøge samme menneske for at få en god og salig kløtur bag ørerne og lige der over halen. Uh. Det var et lækkert sted at blive kradset. Det gjaldt stadig. En hyggestund med sin herre i sofaen, hvor han kløede hende, var en fornøjelse.
En gåtur var også blevet mere pligt nu end en udpræget fornøjelse. Hun ville ikke besørge i egen have. Selvfølgelig ikke. Det var alligevel for ulækkert, så afsted måtte hun. Men turene var efterhånden blevet kedelige – sådan havde hun i hvert fald haft det en overgang. Det var det samme hver gang. Samme tur, samme tid, samme stemning uanset om det regnede, sneede, blæste eller solen skinnede. Uanset sommer, efterår, vinter eller forår. Enten gik turen forbi søen med robåde og ved krydset til venstre forbi isboden, hvor der altid stod en ny teenager og storsmilede et stykke tid indtil pågældende erfarede, at de blot var på gåtur og ikke agtede at handle, eller også fortsatte de forbi krydset til det næste kryds, hvor hun kunne se æbletræerne stå til venstre og se lækre ud i efteråret, men ellers bare være kedelige. Her ville de dreje til højre i modsatte retning forbi endnu en sø, hvor der lå ænder og duvede på krusningerne i vandet. Det havde da været sjovt at løbe efter de åndsvage fugle en gang, så de skræppende lettede tungt eller blot skøjtede længere ud på søens vand, hvor de nok vidste, at hun ikke ville følge med. Men det var også det. Hun fangede dem aldrig. Og hvad skulle hun også gøre af dem og ved dem, hvis hun gjorde. Nej. Det var blevet for mærkeligt. De kunne få et kort bjæf, og så var det ude af verden.
Hun kendte hver en græstue på vejen. Hvert et hul i rabatten. Hver en skæv fortovsflise. Hver en lygtepæl, og ærligt talt gad hun ikke længere sniffe til Fidos sure pis på den vante stensætning ved kanten af byen. Han troede selv, at det duftede himmelsk, men Caroline var så sandelig ikke enig. Hørmen nåede hende milevidt før stedet, og hun gik altid en stor bue udenom hjørnet og holdt vejret så lang tid, som hun kunne. Hun havde enkelte gange personligt mødt filejsen, og det havde heller ikke været en fornøjelse. Han var også begyndt at se så gammel og tvær ud. Så nu gik de blot forbi hinanden uden at hilse, hvis det skulle ske, at de mødtes.
Men igen vendte Caroline tilbage til placeringen i sofaen. Hun havde vænnet sig til gentagelsen. Selvom hun vidste, at der måtte være mere til livet, så var hun på et platonisk plan glad for gentagelsen. Det gav hende tryghed, og det betød faktisk, at hun følte sig lykkelig. Så hun gik turene, så de vante ting, tog buen omkring stensætningen med hovedet hævet, mærkede bilernes vindpust i pelsen, smilede til teenageren i isboden nogle dage, og gøede en smule af ænderne på nogle andre dage. Bagefter fandt hun så tilbage på sin plads i sofaen. Det samme gjaldt maden. Den stod klar klokken atten, når familien spiste. Hun spiste med ved sin plads ved køleskabet, men gad ikke længere stå og glo på familien efterfølgende, da de alligevel aldrig lod noget slippe fra bordet og ned til hende. Hvis de havde noget forkælelse til hende, så skulle de nok komme med det. Så hun fandt sin plads i sofaen. Dagens rutine fyldte dermed livet op hver dag. Det prisede hun sig lykkelig for.
Hun havde i sit grundprincip taget stilling og valgt, at dette liv gjorde hende lykkelig, og så var hun lykkelig, fordi det ændrede sig ikke. Der fandtes alligevel ingen forpligtende, altomfattende definition på lykke. Så hun havde besluttet sig for, at dette var det. Hun var lykkelig og tilfreds med sin mad, og det tippede til lettere ekstatisk, når der faldt et stykke bacon ned fra oven fra frøken Fortuna. Hun gjorde sig ingen forhåbningen om, at hun faktisk grundlæggende havde ret til denne lykke ved et stykke bacon, og det gav lige så faktisk grundlag for den opildnede følelse, når der så kom et stykke bacon. Det gjorde også at baconet smagte lige godt hver gang. Og hun kunne nøjes med det enkelte stykke og ikke bare måtte have mere lykke. Mere bacon. Hun besad ikke følelsen af, at mere vil have mere. Hun var tilfreds og lykkelige – hver gang. Og dermed var begrebet om maksimering af lykken ikke kontraproduktiv på hende.
Gåtur nu. Hun stod parat og fik seletøjet på, logrede let for at gøre sin herre opmærksom på, at alt var godt. Lod ham sætte snoren i spændet, hoppede ud på fliserne, da døren blev åbnet, kiggede sig omkring og satte så i gang. Ved stensætningen stank der ikke i dag. Tak for det, tænkte Caroline tilfreds. Hun trak vejret normalt. De gik i dag ligeud i krydset og ville runde andedammen. OK. Det måtte så være det.
Hun hørte en energisk bjæffen, da de rundede hjørnet i krydset og hun kunne se søen. Ænderne skræppede og fór ud på søen. Hun kiggede efter, hvad det dog var, der gav røre i andedammen, mens de gik nærmere i det samme adstadige tempo som altid. Da hun kom tættere på så hun, hvad det var. Det var Fidos herre, der stod med en lille irriterende hvalp, der fandt ænderne særdeles spændende at gø ad. Men hvor var Fido? Hun kiggede sig omkring, men fandt ham ikke. Kun hvalpen med Fidos herre.
Det gav ikke mening for Caroline. Hvorfor stod Fidos herre med en ny hund og ikke Fido? Hun kunne ikke helt finde ud af, om det gav hende en lykkefølelse eller det hele bare gav mening nu. Måske var Fidos herre også træt af, at Fidos pis stank på stensætningen. Det måtte være meningen med optrinnet.
Og således fandt Caroline ud af, at meningen med livet netop var mening – på alle niveauer, hvor dette er muligt. Sanselighedens fylde i det kropslige, følelsens fylde i det sjælelige, tænkningens fylde i det åndelige, erfaringens fylde af transcendens i det metafysiske, for at udtømme alle niveauer af mening og ikke udelade nogen.
