Biblioteksbøgerne stod stablet i høje stakke. Reolen var fuld af gamle vejrbidte og håndslidte bøger. Sikkert også øjeældede af de mange timer, hvor kloge mennesker havde studeret deres indhold. Været enige eller uenige i deres budskab. Underholdte eller søvnige. I dag var det kun ham, der studerede bøgernes rygge. Han var stukket af herind i de voksnes afdeling. Ned i kælderen. Gad ikke følges med de barnlige kammerater fra 6.a. Hans lærerinde var også utålelig i dag. ‘Gå nu på række’, ‘Stå stille’, ‘Ti stille’, ‘Kom nu, børn’. Det var blot nogle af de kommandoer, så han havde måtte lægge øre til og bide i sig i dag siden de blev stillet op i skolegården for at komme på ‘spændende’ udflugt til biblioteket. Læreren var en neandertaler og en fortaler for oldtidsholdninger til skolegang og børneopdragelse. Evolutionen i hendes familie var stået stille siden stenalderen, tænkte Charles og så for sig lærerindens skrå pande, der var trukket godt tilbage af den stramme hestehale og et næsten udvisket hageparti. Arveanlægget havde tildelt hende en kalkunhage, der kurrede under hagen og på halsen, så det hele så ud til at stå i et. Hun var en dinosaurus, et fossil, der aldrig burde have været udgravet. Hvad spændende var der i at gå som små, stive soldater og kigge lige ud og ikke tale sammen? Lugte til hendes uudholdelige ånde. Råddenskab fra kompostdyngen. Charles græmmede sig. Hvad var der af spændende ting på et bibliotek, måske? Som om han gad læse Anja&Viktor eller en eller anden tegneserie om Tintin.
Han havde luret på muligheden, kigget sig omkring. Da lærerinden var i gang med at hjælpe Bastian og Pernille med et starte en lydbog på de opstillede antikke computere, strøg han om hjørnet og væk. Ud af syne. Han havde sat sig i et moderne, mintgrønt sofaarrangement ude af syne fra børneafdelingen, slået benene op og langet ud efter sin mobil, klar til et spil Forge of Empires, da han havde set lærerinden komme om hjørnet tydeligvis i mangel af en af sine får i flokken. Ham. Som en kødæder på jagt havde hun næsen i sky. Duftede til vindretningen og et byttedyrs frygt. Hurtigt var han kommet på benene og lusket bagud og ind mellem rækkerne af reoler. Det var her han var stødt på en række, der endte i en trappe til kælderen. ‘Kælder, arkiv’, stod der på skiltet. Han var ikke sen til at tage turen derned. I bunden af trappen var der en tung metaldør. ‘Brandsikring, skal være lukket’. En håndskrevet seddel var trykket på dørens overflade. Charles havde trykket håndtaget ned og døren åbnede sig men der skulle lægges kræfter i. Lyset tændte automatisk, da han gik ind. Her duftede af støv og gammelt papir. Den der særlige biblioteksduft.
Også hernede var der reol på reol med bøger. Der var en smule mere kaos hernede. Men nu stod han her så. I hjertet af biblioteket. De gamle bøger. Skrevet af Metusalem og alle de andre rødder. Som sunket i jorden ligesom Atlantis. Som dækket i aske fra det store vulkanudbrud. Bevaret til udviklingens efterkommere. Fremtidsmanden, der ikke gider læse, men vil underholdes. Hellere se på en blå skærm end besværligheden ved at åbne en fysisk bogside og bruge tid på at dechifrere et arabisk inspireret alfabet fra oldtiden.
Charles tog en tyk og gammel læderindbundet moppedreng ud fra reolen under bogstavet C. Støvet dannede en skypumpe efter bogen og Charles fik straks fedtede fingre af at holde på bogen. Titlen på ryggen havde pirret hans interesse. “100 måder at besøge livets begyndelse – Bind 1”. Forfatteren var en navnefælde. Charles Chrystal. Bogstaverne var trykket ind i læderet og farvet med guld, der dog flere steder så ud til at være smuldret væk. Charles nikkede. Bogen havde potentiale til at afløse et spil på telefonapp’en. Han bladrede op på de første sider. Den sære typografi stod regelret på siderne, men det første bogstav i hvert kapitel var skrevet med en kæmpe font, der fyldte halvdelen af siden. Teksten var stort set på hver side suppleret med et billede af et dyr eller en håndskitse af noget udefinerbart. Nogle steder var der lavet tværsnit gennem en hjerne eller lavet diagrammer, der som en birkegren delte sig i flere og mindre kviste. For enden af en af kvistene stod et nøgent menneske. Ukønnet. Charles bladrede videre med rynket pande. ‘Strange’…! Efter hvert kapitel var indføjet nogle tomme men linjerede sider. ‘Noter’, stod der i toppen af hver side. Som om læseren skulle skrive eventuelle tanker ned. Endnu mere ‘strange’.
Charles nærstuderede en af notesiderne. Sørme om der ikke var en kyndig sjæl, der havde noteret noget med snørklet skråskrift. Der stod: ‘ Spændende læsning’ og ‘Dette må undersøges – l. 15’, hvilket Charles bemærkede nok var linjenummeret, hvor der var lavet en understregning af en tekst. Teksten, der var understreget, var: ‘På min første rejse, fandt jeg små padder, som jeg dissekerede. Resultatet var skuffende’. Så undersøg du bare det, tænkte Charles og grinede for sig selv.
Charles havde en smule svært ved at læse teksten i bogen. Bogstaverne på siderne var underlige. Som om de skiftede farve eller flød ud eller havde en ruflet kant. Et eller andet, der gjorde at blikket flakkede, når han læste. Han forsøgte ihærdigt og det kunne da også lykkes til husbehov, hvis han koncentrerede sig. Han var ved at opgive bogens budskab, fordi den ligesom ikke levede op til den spændende titel, da han faldt over en side, hvor der var tykke understregninger på flere sætninger og notesiden var fyldt. Han scrollede hurtigt ned over teksten. Det var beretninger fra flere rejser. Men hvorhen? Det stod ikke rigtig nogen steder. Han kiggede noterne efter i sømmene. Flere steder var sætningen afsluttet med en parentes, hvori der stod: ‘Find monoklen’ og tre udråbstegn. Find monoklen. Det var en gammel brille, ikke? Charles studsede over, at personen her helt øjensynligt både kunne læse og skrive uden problemer, men alligevel insisterende sig selv på at finde sine briller. Det var alligevel mærkeligt. Charles tænkte sig om. Det var nok en sandhed med meget få modifikationer at kloge mennesker, genier, altid var en smule sære. For ikke at sige meget sære. Det måtte være forklaringen. Alligevel var der dog noget, der fik Charles til at læse videre.
Der var ingen tvivl om, at bogen handlede om livets begyndelse. Evolutionen. Hvordan mennesket gennem millioner af år blev dannet. Mennesket var en af arterne, der havde kunne finde ud af at forandre sig og overleve. Survival of the fittest. En anden navnebrors bestseller af en oneliner. Charles Darwin. Naturlig selektion. Det var dog som om bogens forfatter rent faktisk levede sig gennem evolutionen med sit testudstyr under armen. På en side havde manden obduceret en mindre dinosaurus. En planteæder, hvis man skulle stole på, hvad han havde fundet i dens mavesæk. Et andet sted legede han med haletudser i et glas vand. Unaturligt udseende haletudser. Et tredje sted var han ved at undersøge et lyserødt hvirveldyr og dets reaktionsmønster. Det var ikke et dyr Charles havde set før. Eller måske hvad der kunne findes i Postojna-grotterne i det sydvestlige Slovenien, men ellers ikke. Og så var der alle de noter, der jo længere frem han bladrede i bogen blev mere og mere drastiske og sorte. Tykke bogstaver og udråbstegn. Han bladrede frem til det sidste kapitel. Der var næsten helt sort af tilføjede streger og marginnoter. Der var dog kun to sætninger under noter med dobbeltunderstregning. ‘Find monoklen’ og ‘Find bind 2’. Der var nogle pletter på bogens kant. Det lignede fingeraftryk og nogle spredte små pletter. Som om noget var dryppet på siden. Det var brunt ligesom størknet blod. Det var blod!
Find bind 2. Læserens sidste besked inden… Ja, hvad der så end var sket, der gav blodsporet. Næseblod? Charles kiggede på bogens ryg igen. Jo. Dette var bind 1. Han lod blikket fare op i reolen. Der stod ikke et bind 2 ved siden af den plads som bind 1 havde forladt. Øv. Han rejste sig og scrollede de nærmeste bogtitler igennem. Heller ikke de indeholdt en bog som denne i en bind 2-udgave.
Charles var tæt på at opgive, da han bemærkede noget i mørket i hullet, hvor bind 1 havde optaget reolmeteren. Han stak hånden ind og fandt ryggen af en tyk bog. Også den var fedtet, men han fik den rejst i lodret position og lirket ud i lyset. ‘101 måder at besøge livets begyndelse – bind 2’. Han fandt den. Omslaget var skjoldet. Læderet havde lange striber og siderne var i lange baner brunlige. Som om der var spildt noget på bogen. Mere blod. Charles gøs. Det måtte have været en voldsom gang næseblod. Han åbnede forsigtigt bogen. Selvom bogen var tyk, var der kun én side. Bogen indeholdt ikke tekst og flere noter, men et skjult rum midt i bogen. Der var skåret en firkant ud og i den firkant lå en æske. En trææske med mærkelige udskæringer og mønstre. Han tog den op. Også den var fedtet. Nærmest fugtig. Han kiggede på sine fingre. Hvad der smittede af. Fingrene var røde. Røde af blod. Den tidligere læser måtte have slået sig voldsomt, siden bogen var sølet sådan ind i blod.
Charles lagde bogen fra sig. Fokuserede hele sin opmærksomhed på æsken. En lille krog holdt låget på plads. Han trak den til side og åbnede æsken. Med et slukkede lyset i kælderen. Charles fik et chok og tabte æsken. Rummet var blevet bælgmørkt som med et knips med fingrene. Han hoppede på stedet. Forsøgte at aktivere sensorerne i loftet, men han stod vist et sted, hvor de blinde vinkler trængte til briller eller en mobilitystok. I hvert fald forblev lyset slukket. Noget lyste dog svagt blåt ved siden af hans fod. Han famlede sig frem til det svage lys. Fingrene fandt noget hårdt og glat. Rundt med skarpe kanter. Han holdt det op og tæt til ansigtet for at kunne se, hvad det var. Et glas af en art. Det var monoklen. Han havde fundet monoklen, som læseren af bind 1 ønskede. Hvad så nu? Igennem monoklen kunne han se mere. Det var ligesom om der lå en bog og ulmede på gulvet. Han fjernede et runde glas fra øjet. Nu var det væk. Hver gang han kiggede gennem glasset, lyste bogen på gulvet op. Han famlede sig frem til bogen ved at kigge gennem glasset. Han fandt den. Siderne ulmede ganske rigtigt. Som om der var lys inde i bogen. Han åbnede bogen, hvor den selv fandt det naturligt. Det var bind 1, som han havde lagt fra sig. Siderne stod nu krystal klart, når han kiggede gennem glasset. De før så knudrede og ulæselige bogstaver stod knivskarpt. Bogens side omhandlede krokodiller. Et af fortidens fitteste dyr, der havde overlevet Jordens utallige dommedage. Der var blodstænk på siden. Han mærkede straks et sug i maven og med ét tændtes al lys. Men det var ikke loftslyset, der tændte.
Han befandt sig i vandet. Under vandet i en kuppel. Kælderens reol på reol var udskiftet som med et vift med håndleddet med en farverig underverden. Han kunne trække vejret selvom han rystede af skræk. Han tog sig tid til at kigge sig omkring. To krokodiller kom flydende. Han gippede, men de lod for nu til at være uinteresserede i ham. Men de lignede ikke krokodiller som han kendte dem. De var ligesom lidt anderledes. Uudviklede. Deforme. Under sig kunne han se et lilla havmonster på bunden, der lå og goplede. Det dyr havde han aldrig set før udover i beskrivelserne fra bind 1. Han rystede på hovedet. Hvad skete der lige her? Vandet var krystalklart. Han rakte hånden frem og ramte noget hårdt. En glasvæg. Han stod inden i en glaskuppel. Kunne se livet omkring ham, men det var som om han ikke var der. Som om dyrene ikke bemærkede ham. Heldigt, da en af krokodillerne nu var særdeles tæt på. Hvordan kunne dette ske? Der var et dørhåndtag ved hans venstre side og aftegning af en dør. Dårlig idé at prøve den nu. En af krokodillerne kiggede nu på ham. Ok, der røg den idé om, at de ikke så ham, tænkte Charles og mærkede koldsveden komme buldrende.
Aftegningen af en hånd på glasset foran ham lyste op. Han rakte hånden frem og satte sin egen på stedet. Endnu et sug i maven og med et stod han igen i kælderen på biblioteket. Lyset i loftet var tændt og han kunne høre stemmer fra gangen. Han stod med det runde monokel i hånden. Forvirret. Han sank, tænkte, men en prås gik op for ham. Hvad havde han lige oplevet? Idéen måtte testes. Han slog op på en ny side i bogen. Bind 1. En side om dinosaurusser med skarpe tænder. Han kiggede gennem monoklen ned på bogens bogstaver. De stod skarpt. Letlæselige. Rolige. Han mærkede suget i maven. Lyset svulmede op. En dråbe blod ramte glasset.
