Han kiggede ud ad sit beskidte vindue. Glasset var grønmeleret og knap så transparent, som det burde og kunne være. Det var mørkt derude og kun få lysprikker dansede rundt i perspektivet og lod vide, at der var liv. Et liv som ikke var ham forundt. Den vinrøde chaiselong stod bag ham og ventede på selskab. Igen i dag. Skulle han bare lægge sig og lade dagen gå? Det var fristende. Han var jo på bunden. Han kunne ikke komme længere ned. Kunne humøret hæves bare et my, så var det med sang. Han nynnede en tone for sig selv. En melodi som han elskede. Hans tenorale tessitur var klangfuld og præcis. En lang sammenhængende tone, der steg og faldt i volumen inden for stemmens spænd. Steg og faldt i styrke. Den var i firefjerdedele og en simpel sang. Men dejlig og beroligende. Han sang den oftest alene, så han sang den tit. Han lod blikket vandre ud i mørket og kunne mærke bedrøvelsen komme snigende igen. Den melankolske fornemmelse i maven. Det var det samme i dag som i går. Så trist. Blikket søgte tættere på vinduet, hvor lampen uden for var tændt. Den oplyste de nærmeste omgivelser.

Bevoksningen uden for vinduet var vild og utæmmet. Som Siegmund og Sieglindes dramatiske kærlighed og senere erfaring af søskendeforholdet. Grønne fangarme svajede. Voksede dagligt højere og højere. Snart ville hans bolig være indkapslet og gemt. Gemt for evigt. Og godt det samme. Han havde ikke lyst til at bekæmpe ukrudtet selvom tiden var til det. Tiden. Eller evigheden. For hvert sekund kunne han mærke tiden forsvinde. Ensomheden både forsvandt og kom buldrende. Kunne han dog bare være sig selv bekendt. Men tænk hvis nogen skulle se ham. Han var så grim. Store buler transformerede hans ansigt til en pukkelpist i højsæsonen. En acneplaget teenager i færd med at fortære endnu mere chokolade og chips tilsat cola, der ville forværre situationen i morgen. En urskovsvaran, der kun bevægede sig i underskoven ude af syne og ude af sind. Som Kraken fra den overtroiske nordiske mytologi. En afart af Wotan med beføjelser som hersker over mennesker, kæmper og dværge med befalingen ristet i spyddet eller måske en udgave af Fafners drageskikkelse. Han bevægede sig hen til det smadrede spejl. De krakelerede flager af glas hang endnu fast på bagbeklædningen, men billedet han så, var ikke blevet bedre siden sidst han havde beskuet denne grimling derinde. Siden han sidst havde dabbet til spejlet, så det var blevet knust. Hovedrystende virrede han, men han fastholdt blikket på sit udseende, ansigtets tinder og dale, misfarvninger og pletter. Han måtte synge igen. En lille let kærlighedssang, der kunne hæve humøret. Sangen blev dog hurtigt ændret og udviklede sig til en bodssang, da han betragtede sine ødelæggelser. Men det var det eneste, der gav ham lise. Hans eneste redning var musikken og sangen, og noget han nød at gøre, fordi det fik ham til at glemme sig selv og sit afskyelige jeg. Melodien fandt hurtigt vej tilbage til stemmebåndet og blikkets tomhed søgte ud i intetheden her på bunden af alting. Han ville end ikke overveje at stige op på vægten. Han flyttede dog blikket fra intetheden til voldsomheden af sit eget korpus. Han var enorm. Tonstung og svulmende. Hans kolossale bagdel var blevet mere omfangsrig på det seneste. Kroppen satte sig virkelig her efter de tredive. Hudarealerne var flere steder som nat og dag. Sort og hvid. Han sang så lungerne dirrede. Som vævede han skæbnens tråd til nornerne lige inden den ville knække.   

Han kunne ikke længere se forskel på nat og dag. Mørket i boligen var tætomsluttende. Der kom ikke længere lys ind i hans tilværelse. Og heller ikke her i stuen med den røde chaiselong. Hans bolig var et vrag. Han kaldte sin bolig “Den flyvende hollænder”. Han nynnede en strofe fra Sentas ballade, der lagde grund til hans fremtidige motiv, mens han kiggede sig omkring. Her rodede med møbler af udpint træværk og slidt stof. Metaldåser og andet emballage lå kylet til alle sider og svuppede rundt. Plastikflasker og plastikbøtter sejlede halvfulde rundt, når han bevægede sig mellem værelserne. Han boede i skrot. Det føltes virkelig som Ragnarok. I et af de tilstødende værelser lå der flere skeletter til noget, der engang kunne være blevet til et bedre liv. Hullet i boligens ydervæg var stort og flosset. Der var risiko for at skære sig på træværket, hvis man kom for tæt på. Han ville have repareret hullet, så det kunne fungere som en bedre adgang til boligen og ikke lukkede alt muligt skrammel herind, men han orkede ikke. Han prisede sig til gengæld lykkelig over, at han havde fundet boligen selvom det var på bunden. Der var ikke andre lejere til sådan et hul. Sådan en sunken, gammel skude. Han sang nu ekstra højt og længe. Han nød følelsen af at bruge stemmebåndet og sætte vibratoren på, så stemmen fyldte mere. Fik mere rumklang og større fylde. Som var han selveste ridder Parsifal.

Han ville spise ude igen i dag. Selvom han følte sig akavet og forkert derude. Udstødt af sociale grupper. Som om andre ville besvime og dåne af hans blotte apparition. Han vovede sig ud. Kiggede sig omkring. Der var fri bane. Han nynnede for sig selv. Slugte sin usikkerhed. Bedøvede sin utryghed. Nynnede lidt højere. En kompleks variation af tidligere melodier, der nok lå i linje med brudstykker fra cyklussen af monumentale værker i Nibelungens Ring, men nok til at angsten svandt ind. Han bevægede sig længere ud i det ukendte nabolag. Ledte efter dagens oplagte spisested, nu hvor han tilsyneladende var den eneste ude med de tanker. Han så et perfekt sted længere oppe. Der var mere lys og luft. Atmosfæren vibrerede af liv. Trykket fra forventningen forsvandt i takt med at han bevægede sig mod lyset. Han sang. Brugte sit store register til at komme vidt omkring i tonerne og styrken. Han glemte for en stund sig selv. Sit ydre. Sine kvaler. Sin angst. Han måtte vove sig ud og spise. Sangen hjalp ham af sted.

En bevægelse til venstre fik ham til at stoppe op. En flok af sorte skygger kom nærmere. Det var skræmmende. Han var selv kommet ind i lyset og måtte være voldsom synlig i skæret. Han blev revet ud af sine positive tanker og fandt tilbage på dybt vand. Hvad ville de ham? Ville de noget, siden de kom nærmere? Han måtte væk. Han skiftede retning, væk fra de sorte skygger. Op, hvor lyset var kraftigere og hvor han kunne se, hvis noget eller nogen forsøgte at snige sig ind på ham. Humøret steg en smule, da han så at de sorte skygger ikke fulgte efter, men lod sig drive i den modsatte retning. Han sang igen for at slippe frygten. Stemmens beroligende dybde og indre klang fik hjerteslaget tilbage i rytme.

Han var kommet så langt hjemmefra, at han kunne begynde at se sit yndlingsspisested. Han åbnede munden og lod maden komme til ham. Han måtte stoppe op og hoste. Det krilrede så ubehageligt i munden. Han måtte have luft. Han strøg fremad i et hosteanfald. Lyset blev kraftigere og solens stråler fandt vej ned i mørket til ham. Han sank og sang, men sansede ikke at han i sin tonalitet havde bevæget sig uden for den traditionelle harmoni som forsøgte han at kreere sin egen Tristanakkord. Hosteanfaldet tog hans stemme gennem en sand kromatisk skala, i en både opadgående og nedadgående retning. Tempoet var perfekt til at opnå den ønskede effekt, der var så kendetegnet for hans yndede klassiske musik. Krillet havde endelig lagt sig og hosteanfaldet var væk, da han kunne tørre de vandede øjne og kigge op. Han havde nået overfladen.

Han kunne skimte solen. Den nedadgående sols sidste stråler ramte ham på de vældige pukler. En båd vuggede i overfladen og en flyvefisk svævede forbi lige over hans hovedet. Han nåede lige at høre fisken kalde: “Hvor synger du smukt”, inden den igen ramte overfladen og stemmen forsvandt i dybet. Wagner kiggede sig omkring. Han var eneste hval i overfladen. Med lyset kom det gode humør. Havde den sjove flyvefisk lige rost ham for sangen? Han forsøgte igen. Bragte sin stemmes klang til overfladen og tonerne ramte lyset og luften, hvor atmosfæren hurtigt blev både let og luftig som en symfonisk digtning mellem utallige instrumenter. En gråmaleret tingest på himlen kom susende fra bjergtoppene i baggrunden som om selveste valkyrieridtet fandt sted lige over hovedet på ham. Som om de døde helte endeligt skulle bringes til Valhalla. Han lod sin pragtfulde stemme få vinger ud over det uendelige hav i dagens sidste lys. Han glemte tankedybets dunkle sider og lod det kuperede ansigt få lys og farve, mens han sendte sine romantiske fortolkninger af mesterværket ud, hvor tilhørere fra nær og fjern hurtigt fik samlet sig i stimer. Beundrende, betagede og bundsforvante vandskabninger.