Der var engang… en rød og utilfreds nisse.

Nissen hed Julius, var 105 år gammel, og så hadede han simpelthen Julen med højtidens glimmer og knas, ræs og stress, gran og lirekasser. Det hele. Der var en masse falske forhåbninger i den iscenesættende ståhej, og det var som en lavine gennem menneskene. Det skulle bare være hyggeligt og varmt og kærligt og rødt. Koste, hvad det ville. Forventningerne viste sig alligevel aldrig at holde stik på trods af nissernes ihærdige arbejde. Julius forældre var stik modsatte. De fartede rundt og forsøgte alt for at brede hygge, småkager, granduft og narrestreger rundt til så mange mennesker i deres revir som overhovedet muligt. De fik stress, men gjorde det sikkert for grødens skyld. Gratis mad var ikke at fornægte. Men de fik ikke hjælp af Julius. Næh nej. Han satte sig altid bag brændestablen tæt på deres hjem i skoven, og læste i sin bog om verdens største mand. Der var ingen, der kendte manden, så bogen var interessant. Den forsøgte at afdækket mysteriet om verdens største mand. Det var der, Julius besluttede sig. Der bag brændestablen, at brikkerne faldt på plads. Han ville forsøge at finde verdens største mand. Det var hans livskald. Ikke at være nisse, men være detektiv. Han ville ikke lade sig begrænse af arv til at forblive en nisse, der forsøgte at give menneskene glæde. Den måtte de selv finde. Næ nej igen. Han ville blive sin egen. Vokse sig stor og få hjælp af verdens største mand til dette. Ved solopgang pakkede Julius derfor sin rejsesæk og begav sig ud på eventyr som detektiv.

I tusmørket vandrede Julius ud i den frostklare morgen. Fodtrinene knasede i de visne blade i skovbunden, men da han forlod hytten, kunne han stadig høre sin far snorke. Ved den store paddehat bankede han som altid tre gange på den røde hat med de hvide prikker, og han kunne nu træde ind i menneskenes verden. Agten var at finde og hilse på verdens største mand. Han passerede gamle hr. Hansens bondegård og fiskede avisen op af postkassen. Den måtte hr. Hansen komme til at undvære i dag. Julius var overbevist om, at han i avisen ville finde det første spor, hvor verdens største mand kunne findes. Rigtigt nok var der på side femten et stort og flot billede af en stor rød mand med kridhvid fuldskæg og en tekst, som Julius kunne tyde som, at han kunne slippe for julens stress og jag ved at tage på ferie, og så en pris på en rejse til Tyrkiet. Verdens største mand måtte findes der. Han fandt en egnet gås i Hr. Hansens stald og bad den flyve ham til Tyrkiet. De to rejste af sted mod syd i et vældigt tempo højt oppe under skyerne, men måtte også mellemlande i flere lande undervejs.

For at fordrive tiden på rejsen, begyndte Julius at synge og komponere sin egen sang. Den var på samme tid melodiøs og interessant, og teksten fortalte om hans rejse fra land til land. Han blev ikke færdig, da gåsen lagde an til landing i det land, som menneskene kalder Tyrkiet. Landet så oppefra ud til at være både goldt og bart, og andre steder frodigt, grønt og lysende. Ville han finde verdens største mand her? Julius troede på det.

Han parkerede gåsen, som han undervejs havde lært hed Åse, ved et fornemt telt med vimpel på taget og en indbydende indgang til et farverigt indre. Mon det var her verdens største mand boede? Han trådte ind i teltet og så sig rundt. Der lå en masse mennesker på gulvet og sov. Julius travede op til det nærmeste mørkhudede menneske og hev ham i skjorten. Mennesket missede med øjnene og fik langt om længe øje på Julius. “Ved du, hvor jeg finder verdens største mand?”, spurgte Julius artigt, som han havde lært hjemmefra. Mennesket så ikke just informativ ud, men pegede i retningen af en knopskydning på teltet, hvor indgangen var bevogtet af to farverige mennesker med hjelm, der havde deres faste greb om et krumt sværd og det andet om et spyd. De så dog trætte ud. “Spørg stormogulen”, hviskede mennesket og vendte sig rundt og faldt straks i søvn igen, hvis Julius skulle tyde de dybe vejrtrækninger, der kom fra lejet.

Julius listede sig rundt om de to soldater i åbningen, der ikke så særligt venlige ud, og kom ind i et kammer, hvor der stod en fin seng. I sengen lå endnu et menneske. Julius hoppede op i sengen og kiggede på stormogulen. Mennesket var spinkelt og lille. Mørkhåret og tjavset. Dette kunne umuligt være manden, som han ledte efter. Hvilken skuffelse. Mennesket lignede slet ikke det billede, han havde set i EkstraPosten derhjemme. Men Julius var efterhånden blevet sulten, så han droppede for et øjeblik sin agt om at finde verdens største mand, og vandrede beslutsomt ud af teltet. Han så sig om. Han ønskede sig så grueligt en skål varm risengrød. Hvor kunne han skaffe sig sådan en, her langt hjemmefra, hvor menneskene sikkert ikke var vant til at sætte grød frem for at undgå narrestreger.

Rundt om teltet stod frodige marker med en afgrøde, som han ikke kendte fra hr. Hansens bondegård. Det var en enorm stor kåltype. Der gik mennesker rundt blandt kålen og høstede, selvom det var midt nat. De var alle kæmper i Julius øjne, men ingen var større end dem, han kendte derhjemmefra. Verdens største mand var ikke her, og Julius manglede sin risengrød. Han svang sin store rejsesæk over skulderen og begav sig ud i landskabet. Han kunne øjne en bebyggelse i det fjerne med sjove kuppelformede hustage og sært udseende træer omkring. Det var på stående fod bedste bud på, hvor han kunne finde grød.

Julius entrerede den tyrkiske by og kiggede sig omkring. Mennesker var overalt, men det lod ikke til, at de var julestressede eller hastede fra butik til butik eller måske nærmere fra bod til bod for at købe gaver. Det undrede Julius. Faktisk blev han en smule trist over, at menneskene ikke opførte sig, som han forventede. De ænsede ham ikke. Det var bestemt ikke nogen blandt byens mennesker, der tilnærmelsesvis kunne gå for at være verdens største mand. Ingen lignede manden på billedet i avisen. En mand i en bod kaldte Julius til sig med indsmigrende stemme og artikulerende kropssprog. Julius blev nysgerrig. “Ved du, hvor jeg finder verdens største mand”, spurgte Julius manden i boden. Mandens øjne lyste op og han vendte sig straks. “Ja ja, min fine lille herre”, jappede manden af, mens han rodede rundt mellem olielamper, pergamentruller og røgelsespinde, så der stod en sky af rødlige nuancer op omkring ham. “Se her. Se her, min fine lille herre”, kaldte manden, da han vendte sig om igen og havde et sammenrullet stykke papir imellem fingrene. “Dette er, min fine lille herre, et skattekort til at finde verdens største mand?”. Manden smilede overbevisende til Julius og rakte ham rullen. Julius bredte papirrullen ud og ganske rigtigt var der et kort. Et skattekort, som manden sagde. En snørklet punkteret linje gik diagonalt gennem kortet og blev afsluttet med et rødt X. Manden pegede lettere febrilsk på X’et. “Der, min fine lille herre, finder du din skat”. Julius takkede og skulle til at vende sig om, da manden råbte. “Stop”. Han så ikke længere så venlig ud. “Du må betale, min lille herre”.

Julius undrede sig. Betale. Det havde han aldrig hørt om. “Eller…”, fortsatte manden i boden og tog et par uvenlige runde briller på næsen, mens han pegede i retningen af to olmt udseende vagter, der bevogtede en stor port til et palads af en art. “Ellers må jeg råbe på vagterne der”. Julius fulgte fingeren og syntes ikke de to vagter så ud til at være i julestemning. “Eller vi kan bytte””, fortsatte manden i boden. “Bytte”. Julius lyste op. Bytte var helt fint. Han var alligevel træt af at bære rundt på sin rejsesæk. “Værsgo”, smilede Julius og rakte manden i boden sækken. Det var en fin ulden sæk med et guldflettet reb bundet i toppen for at snøre sækken til. Manden i boden bukkede mange gange og accepterede salget.

Julius foldede igen kortet ud. Der var rigtigt nok en markering af paladset, og han fulgte sporet mod X’et. Han havde undervejs fået selskab af Åse. Hun kampsvedte i heden. Det gjorde Julius faktisk også. Tyrkiet var voldsomt varmt. Der gik ikke længe, så fandt han frem til X’et. Eller rettere til vandet. Det var nemlig her kortet viste vej til. Men hvor var verdens største mand. Julius var imponeret af sig selv. Han havde rejst fra sit hjem, via mange lande til Tyrkiet, fundet ud af at stormogulen ikke var verdens største mand, fundet kæmpekål og menneskekæmper, fundet kortet til verdens største mand og nu fundet stedet, hvor han var. Eller skulle være. Det var faktisk voldsomt imponerende. Julius så sig omkring. Her var sand og vand, men ingen mand. Han svedte stadig og måtte lige dyppe ansigtet i vandet for at køle det ned. Han kiggede ned i vandet og der. Lige der i overfladen, så han verdens største mand som fra billedet i avisen. Det lignede på en prik. Røde kuglerunde kinder, rødblusset næse, rød tophue med hvid kvast og hvid busket panderem, rød og hvid sweater og begyndende hvidt fuldskæg. Eller det sidste var måske snarere havskum. Men… men… det var jo hans spejlbillede i vandet? Han smilte for sig selv. Han lignede jo om nogen verdens største mand, nemlig Julemanden. Selvfølgelig. Han havde faktisk nu set den største mand og fundet ud af, at det var Julemanden, der også kunne hjælpe Julius til at vokse sig stor og vigtig. Verdens største mand var ganske rigtigt ham selv lige her og lige nu, og han ville kun blive større med tiden. Julius overtalte uden problemer Åse til at flyve hjem. De var begge enige om, at Tyrkiet var alt for varmt, og det var meget bedre at være hjemme og jule. Her ville Julius med fornyet julestemning, hjælpe sine forældre med julehygge og narrestreger. Ih, hvor han glædede sig til risengrød med kanelsukker og en hvidtøl til.

Glædelig Jul!

[Historien er inspireret af “En lille nisse rejste”, tekst af Jul Chr. Gerson, 1854 og melodi ved Johannes Chr. Gebauer]