Short story
Af Thomas Rud Jensen
November 2026

Okay, så jeg er en torsk. Jep, bare en helt almindelig torsk. Ikke nogen cool haj eller mystisk blæksprutte med tusind arme, flere hjerner og et næb. Bare mig. En helt almindelig torsk med fipskæg og alt for mange tanker i hovedet, der fylder som en skid i en elevator, snurrer som en rotte i et hamsterhjul, og forbinder sig som lyn på en kulsort efterårshimmel. Det vil ikke stoppe.

Du ved, sådan en fisk, der svømmer rundt på havets bund og… ja, lad mig nu se … prøver at undgå at lave de der fuldstændigt tåbelige fejl, som får alle de andre fisk til at kigge mærkeligt på én med deres stirrende øjne uden øjenlåg. Fordi selvfølgelig kigger de mærkeligt. De er fisk. Jeg mener, hvem vil være venner med en torsk, der konstant overanalyserer, om det der fedtemøg nu også er et tegn på social afvisning? Eller om den lille krabbe, der lige nikkede til mig, egentlig bare grinede bag min ryg? Om den ørred, der lige pegede sin finne min vej midt i al den algevækst som om det er min skyld, fordi jeg har utæt blære.

Ja, det er mig. Den der torsk, der hver morgen vågner og tænker: “Okay, Peter, og ja, jeg hedder Peter, for det er det mest normale torsk-navn jeg kunne finde, i dag skal du ikke fucke det op.” Og så fucker jeg det alligevel op. Every. Single. Day.

Det her er min hverdag. Jeg vågner i min lille hule under en gammel skibspropel. Jeg tager mig selv i at tænke: Skal jeg svømme til venstre eller højre i dag? For det kan jo ændre ALT. Hvis jeg svømmer til højre, kan det være, at jeg støder på den der seje sten, hvor de andre fisk hænger ud. Men hvad nu hvis de ikke vil snakke med mig? Hvis jeg svømmer til venstre, kan jeg undgå dem, men så får jeg sikkert aldrig chancen for at snakke med nogen overhovedet, fordi til venstre ligger de store sandbanker, hvor der bare ikke sker en disse. Som i overhovedet ikke en disse, og så bliver jeg en ensom torsk for evigt.

Og så begynder tankerne at køre: Hvad hvis jeg bare bliver helt alene? Hvad hvis jeg bliver den der torsk, som ingen gider svømme med? Måske skal jeg bare blive hjemme i hulen. Men så tænker de sikkert, at jeg er sær, og hvem gider hænge ud med en sær torsk?

Efter fem minutters tid med sådan en indre dialog, hvor jeg seriøst er ved at blive skør, fordi jeg ikke aner, hvem den anden stemme tilhører, beslutter jeg mig for… at svømme ud. Selvfølgelig. Fordi selvom jeg helst vil være under propellen og gemme mig, så kan jeg ikke rigtig lade være. Det er ligesom skole – man skal bare ud og prøve, selv om det føles som at svømme ind i en flok lystbådeskibe med dinglende spiddede orme alle vegne.

Jeg svømmer forsigtigt hen mod stenene, hvor de andre fisk er – altså tog jeg højredrejningen. Jeg prøver at se afslappet ud, som om jeg gør det her hver dag. Som om jeg ikke lige har haft et maraton af paniktanker i mit hoved. Skubber enden først den ene vej og så den anden vej. Totalt overlegent. Fordel 1: jeg tror jeg ser sej ud, jeg ligner i hvert fald de andre. Fordel 2: Jeg får fremdrift. Hen mod stenene. Med det samme ser jeg hende – Anja, en lille, hurtig tangål, som altid virker lidt for selvsikker og tilpas social, selv om hun sikkert også har sine hemmeligheder.

Jeg forsøger at sige hej på en casual måde, men det kommer til at lyde som en blanding af et host og en fisk, der prøver at synge – totalt ufrivilligt pinligt.

“Øh… hej?” siger jeg så, og det lyder mere som “Hrmpf…” eller sådan noget.

Anja kigger på mig med det der blik, du ved, når man ser en, der lige er kommet galt af sted, men prøver at være sød: “Hej, Peter! Skal du med til planktonfesten senere?”

Planktonfesten. Ja, selvfølgelig er der en planktonfest. Fordi det er jo det, man gør, når man er en fisk – man fester på plankton. Men det får mig til at tænke: Skal jeg sige ja? Men hvad nu hvis jeg laver noget pinligt? Hvad nu hvis jeg siger nej, og hun tænker, at jeg er en kedelig torsk?

Så jeg siger bare: “Øh… jeg ved ikke lige…” og forsøger at smile, hvilket er svært, når man er en fisk uden læber, og det ligner mest af alt, at jeg prøver at få en svømmetur til at stoppe op i min mund.

Anja smiler stadig – eller noget, der ligner et smil. “Det er helt okay. Bare sig til, hvis du ombestemmer dig.”

Mens hun svømmer væk, tænker jeg: Ombestemmer mig? Sagde jeg noget? Sig til! Hvordan siger jeg til? Det betyder at jeg skal opsøge hende med vilje. Okay, det går helt sikkert galt. Hun tror jeg er en sær torsk. Måske kan jeg aldrig være med i deres klub nu. Måske skal jeg bare flytte til et andet rev.

Og så begynder tankerne igen: Hvorfor sagde jeg det der? Hvorfor kunne jeg ikke bare sige ‘ja’? Så kunne vores næste møde være totalt tilfældigt men planlagt. Eller ‘nej tak’ uden at tøve? Måske var jeg bare ikke klar. Måske hader hun mig allerede.

Jeg svømmer væk og prøver at fokusere på noget andet – måske de store tangblade, der blafrer i strømmen, eller en krabbe, der graver sig ned i sandet. Men nej, min hjerne kører på overarbejde. Hvis jeg nu bliver væk fra de andre, kan jeg bare forsøge at ligge stille uden at ændre placering her hele dagen. Alene. Men hvis jeg bliver alene, bliver jeg sikkert ked af det. Men hvis jeg bliver sammen med dem, risikerer jeg at lave en fejl igen. Hvad skal jeg gøre?

Det føles som om hele havet er et stort socialt netværk, hvor hver bevægelse bliver analyseret, og jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal spille med.

Efter det akavede møde med Anja svømmer jeg lidt væk for at samle tankerne — eller rettere: for at lade min hjerne køre endnu mere amok i: Hvorfor sagde jeg det ikke bedre og mon hun monologer om mig til de andre?

På vej gennem tangskoven støder jeg på Krille. Han er en krabbe med en attitude, der ville gøre en teenager på en vandcykel grøn af misundelse. Altid klar med en sarkastisk kommentar og evnen til at få det mest trivielle til at lyde som en stor dramatisk sag.

“Yo, Peter, du ser lidt trykket ud i dag. Hvad er galt? Fik du igen et nej fra Anja?” siger Krille med sin ene klo løftet, som om han lige har fanget mig i en svaghed.

Jeg prøver at lade være med at vise, at jeg faktisk føler mig som verdens mest sociale katastrofe. “Nej, det gik fint. Hun spurgte bare om planktonfesten. Jeg sagde, jeg ikke vidste, om jeg ville med.”

Totalt lyv. Åh…

Krille ryster på hovedet og giver mig den der ‘seriøst, mand’ mine, som man kun får fra en krabbe, der har set lidt for mange hval-dramaer. “Dude, du skal bare sige ja! Eller nej. Men ikke ‘jeg ved ikke’, for det lyder som om du er usikker på, om du overhovedet kan finde ud af at være til fest uden at skamme dig selv.”

Det får mig til at tænke: Hvordan skal jeg vide, om jeg kan? Har du prøvet at feste, når du hele tiden tænker, om folk dømmer dine svømmebevægelser?

“Okay, hvad skal jeg så gøre?” spørger jeg.

“Bare vær dig selv. Eller det der ligner dig. Og prøv ikke at tænke så meget. Det hjælper ikke,” siger Krille og peger med en yderst bestemt klo på mig. ”Husk at det er dine tanker, der danner dine følelser. Det er rigtigt.”

Lettere sagt end gjort, tænker jeg. Det er jo ikke ligefrem et godt råd som jeg ikke tænker over selv. Mine tanker giver følelser. Ja naturligvis. Min hjerne kører allerede på overtid med: Men hvad nu hvis jeg ikke kan være mig selv? Hvad hvis mit ‘mig selv’ er kedeligt? Hvad hvis folk griner? Igen føler jeg mig som en boble, der snart skal briste.

Senere kommer Svend, den gamle havskildpadde, langsomt svømmende forbi. Han har altid haft et zen-agtigt overblik over livet. Han siger ting som: “Peter, tag det roligt, alt kommer til den, der venter,” ”der sidder altid en kedelig torsk i skyggen og skumler,” ”livet er som en filmfremviser. Du er maskine, lærredet er virkeligheden, men det er dig der beslutter, hvad der skal vises,” hvilket slet ikke hjælper, når man prøver at overleve dagens sociale prøvelser.

“Hey, Svend, hvordan kan du være så cool hele tiden? Bliver du ikke nogensinde nervøs over de andre fisk? Og skildpadder” spørger jeg i frustration. Jeg ved, at nogle kalder ham for ’skildspasser’, men det preller bare af på hans skjold, og han griner sådan et fedt overlegent grin, som om de igen har sagt årets joke, og han aldrig har hørt den før.

Svend blinker langsomt med øjnene og siger så med sin rolige, dybe stemme: “Peter, det er simpelthen fordi, jeg ikke bekymrer mig om, hvad andre tænker. Jeg svømmer bare i mit eget tempo og lader bølgerne og strømmene føre mig.”

Jeg kan ikke lade være med at tænke. Selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at tænke. Jeg tænker hele tiden, men jeg tænker: Selvfølgelig siger han det. Han kan jo bevæge sig langsomt og lade de andre fiskevenner hente ham ind igen. Jeg kan ikke bare ‘tage det roligt’, når jeg føler, at jeg konstant skal bevise, at jeg ikke er en totalt taber.

Men jeg siger bare: “Nogle gange føles det som om, at jeg er den eneste, der ikke bare kan ‘tage det roligt’. Som om alle har en manual til livet, og jeg er den eneste uden.”

Svend smiler som en gammel vis tudse, der allerede har været igennem alt det dér: “Det har vi vist alle følt, Peter. Men det handler om at acceptere, at vi ikke har alle svarene. Nogle dage er det okay bare at svømme med strømmen.”

Aftenen nærmer sig, og jeg føler mig stadig mere og mere udenfor. Planktonfesten er startet. Jeg kan mærke rytmerne i vandet som om dopplereffekten udelukkende har udvalgt sig min retning at påvirke, og jeg har ikke sagt ja. Måske er det bedre at blive hjemme, tænker jeg. Jeg kan danse for mig selv. Vrikker under propellen. Jeg kan…, indleder min hjerne den næste tanke, da en mørk skygge glider forbi.

Det er Malene, den mystiske dybhavsfisk, der kun kommer op til revet en gang imellem. Hendes glødende øjne og mærkelige, flimrende finner gør hende til havets svar på en goth-teenager – altid lidt på kanten, aldrig helt til at gennemskue. Altid superuhyggelig.

“Peter,” siger hun med en lav, gådefuld stemme, “jeg hører, du ikke kommer til planktonfesten. Er du bange for at blive bedømt?”

Det har jeg aldrig sagt. Jeg føler, det bliver pinligt bare at svare, men svare må jeg jo. “Jeg… jeg ved ikke. Jeg er bare ikke god til sådan noget med mange fisk samlet.”

Malene nikker langsomt. “Det er okay at føle sig sådan. Men ved du hvad? Nogle gange handler det ikke om at imponere alle, men om at finde de få, du kan være dig selv sammen med.”

Jeg tænker på Anja, Krille og selv Svend. Måske har hun ret. Måske skal jeg give planktonfesten en chance. Men straks kommer tankerne igen: Hvad nu hvis jeg laver noget pinligt? Hvad nu hvis jeg bliver den fisk, de andre taler om bagefter? Hvad nu hvis…?

Malene smiler skævt. Hun har sit blik begravet i min hjernebark, og hun har set det. Set mine øjne, der bliver blanke og giver plads til tankerne kan udfolde sig og eksplodere vildt. “Hvis det sker, så bliv ved med at svømme videre. Det er det, vi alle gør. Selv den mest glatte ål laver en fejl en gang imellem.”

Okay, så jeg tænker, at jeg kan øve mig i small talk. Det der, som alle andre fisk bare gør uden at tænke over det, men som jeg synes er som at svømme gennem et ocean af sorte sten, mørke skygger og dybe grotter.

Jeg nikker, slår med finnen og svømmer over til Stella, en søstjerne, der altid er klar på en sludder. “Hej Stella… Øh… hvordan… altså… hvordan går det med dig?” prøver jeg. Det lyder mere som en gammel radio med dårligt signal eller en af dem der cykler som hele tiden dumper ned fra oven og på ingen tid bliver rustne at kigge på.

Hun blinker sødt og bølger med sine fem arme og svarer: “Åh, fint, tak! Har du prøvet den nye tang-café? Det skulle være ret hyggeligt.”

Min hjerne eksploderer: Skal jeg sige, at jeg ikke går ud? Prøver hun at score mig. WTF. En søstjerne. Det kan jeg slet ikke så for mig. Jeg må overbevise hende om noget. En undskyldning. At jeg bare bliver hjemme og tæller bobler? Det var en test. EN TEST. Men det lyder jo mega akavet. Skal jeg spørge om hendes weekend? Hvad hvis det lyder desperat?

Jeg ender med at sige: “Øhm, ja, jeg har hørt om det. Det… lyder godt.” Pinligt og kedeligt.

Stella smiler stadig – sikkert fordi hun ikke vil gøre mig mere nervøs – men jeg kan mærke, at jeg har tabt det sociale spil endnu en gang.

Aftenen kommer, og jeg beslutter med alt mod jeg kan skrabe sammen at svømme til planktonfesten. Krille og Svend giver mig et lille pep-talk, da vi følges ad. Krille siger: “Bare prøv at være lidt mere dig selv, og lidt mere loose.” Og Svend tilføjer: “Og husk, det er okay at tage det i dit eget tempo.”

Da jeg ankommer, er der allerede mange fisk, som danser, snakker og spiser plankton-snacks. Selvfølgelig er der det. Jeg kommer jo alt for sent. Skal jeg vende om? Sige til mig selv, at det var en fejl? Jeg prøver at finde en plet, hvor jeg ikke er helt alene, men heller ikke i spotlightet. Det er umuligt. Enten står jeg helt alene, eller også gnider jeg mig op at nogen, jeg overhovedet ikke kender. Jeg skal ikke have deres skæl.

Så kommer Anja forbi og smiler: “Du kom! Det er fedt. Hvor er du cool, sådan at komme sent.”

Og jeg tænker: Okay, måske kan det her ikke blive helt katastrofalt.

Men selvfølgelig går det ikke helt glat. Da jeg prøver at vise mine dansetrin, hvilket for en torsk er mere som en serie tilfældige bevægelser, får jeg fat i et tangblad og flår det af, så det flyver hen over de andre fisk, rammer en sild på bagenden og straks kan jeg se at de taler om noget. Fornærmende adfærd, sexchikane, uanstændig opførsel. Det er så tydeligt i deres skulende øjne.

Jeg må væk. Hjem, ud, hen, videre. Så jeg siger tak for dansen til Anja og sætter fart i svømmetagene med retning mod baren.

”En kold,” siger jeg og stiller mig an, som jeg kan se andre gøre det. Bartenderen stirrer på mig og sender en boble ud.

”Javel.”

Jeg fornemmer det med det samme. Jeg har sagt noget forkert. Sagt det underligt. Været for provokerende, for påståelig, for lidt imødekommende. Jeg har været en torsk. Skal jeg bare svømme igen, skynde mig hjem under propellen? Men jeg når ikke at tænke tanken til ende før bartenderen placere et krus med en kold på disken.

”Mange tak,” siger jeg henkastet og tænker kun på at flygte, men i det samme svæver en søhest ind foran mig og laver sine næsebor store.

”Peter,” siger hun sensuelt og slår med hovedet.

Mit febrilske blik afsøger området omkring mig, men umiddelbart er jeg den eneste Peter her.

”Ja, du…” Jeg aner ikke hvem hun er, men hun kender mig. Hvad er det for noget rod?

”Bestiller du også en til mig?”

”Bestiller? Mig? Nej ved du hvad. Du må få min.” Jeg rækker hende min kolde og famler efter ordene. ”Jeg har ikke drukket af den. Den er helt ny.”

”Åh altså. Tak,” pruster hun og sipper til drinken, mens hun kommer tættere på. ”Uh, den er kold. Hygger du?” fortsætter hun.

”Hygger!” Jeg falder over ordene. Hvad skal jeg siger? Ja. Eller nej. Måske dur absolut ikke i denne sammenhæng. Altså så meget har jeg lært. ”Øh.”

”Aj, det er okay, Peter.” Hun puffer til min finne og smiler alt for indladende.

Er det nu, jeg skal sige, at jeg faktisk ikke aner, hvem hun er. Altså jo, Jeg har da set hende, men jeg aner ikke, hvad hun hedder. Det vil være alt for pinligt. Det vil være…

”Skal vi danse?”

Hun afbryder mine tanker, sætter den kolde på disken og suser straks ud på dansegulvet i det samme, som en sjæler bliver sat på anlægget.

Skal jeg virkelig danse tæt med en søhest?  Hvad hvis det går galt? Hvad hvis vi ikke passer sammen? Hvad hvis…

”Kom nu, torsk,” kalder hun.

Og jeg aner stadig ikke hvad hun hedder. Skal jeg bare svømme derud? Skal jeg hilse og bukke først, eller bare danse?  

Jeg sætter fra disken og starter mine bløde bevægelser. Straks kan jeg se hendes øjne svømme over og hendes smil bliver bredere.

”Wauw, Ingrid,” skråler en rød krabbe, der kommer ind fra venstre og straks sætter gang i vilde dance moves foran søhesten, der må hedde Ingrid.

Hendes blik søger hele tiden uden om krabben, men det lykkes ikke. Jeg standser og vrikker lidt på stedet. Kigger mig omkring. Er det nogen, der ser det her? Er det pinligt? Ja, gu fanden er det pinligt. Hvad gør jeg? Svømmer tilbage, afbryder, skubber krabben væk og lægger måske op til slåskamp? Ikke med en krabbe. Slet ikke med en krabbe. Jeg må bare væk.

Jeg vender mig rundt, og ser et hav af øjne stirre på mig. Jeg vrikker forlegent på stedet, men lader mig sive tilbage til bardisken, mens øjnene følger mig.

”Det var noget crap,” siger jeg og slår ud med finnen.  

Der bliver stille i flere sekunder. Og så griner alle. Ikke på en ond måde, men sådan lidt… fordi det er pinligt og sødt på samme tid.

Jeg rødmer eller det jeg nu gør, når jeg er en torsk uden kinder og tænker: Hvorfor gør jeg det altid?

Men så kommer Krille hen og siger med et glimt i øjet: “Godt gået, Peter. Du gjorde lige festen meget mere interessant.”

Da festen er slut, svømmer jeg hjem gennem det rolige hav. Jeg tænker over aftenen. Ja, jeg lavede fejl, ja, jeg var slemt akavet, og ja, jeg overanalyserede alt for meget. Men jeg prøvede. Jeg var med. Og jeg fik et par smil, et par “hej” og en hel masse tanker.

Og det slår mig: Måske handler det ikke om at være perfekt. Måske handler det om at acceptere, at jeg er den torsk, jeg er – med alt det kaos og tankemylder, der følger med.

Så hvis du nogensinde føler dig som en tanketorsk – om det er på havets bund eller på land – så husk, at det er okay at være akavet. At lave fejl. At være anderledes. Faktisk er det dit og kun dit at være dig.

For det er sådan, vi finder vores egen plads i det store ocean af liv.