Der var engang… en observatør, der fandt svaret på det virkelige liv.

Det grønne oscilloskop slog kolbøtter og sendte utallige peaks både opad og nedad på skærmen. Det var som fraktaler i et unaturligt mønster. Nerverne sad ikke bare uden på tøjet, men var klistret på alt han rørte ved. Han sad alene i kontroltårnet og havde håbet på en stille aften som utallige aftener før denne. Læse i sin bog. Kigge ud over havets voldsomhed, bølgetoppe med hvide kanter, der viste tænder og uendeligheden i sceneriet. Eller han kunne dreje blikket ind over klipperne og finder trætoppene over horisonten og prøve at identificere hvert enkelt træ fra dets nabo. En umulig opgave i tusmørket. Men nu dette. Han havde set lysglimtet udover klipperne langs det oprørte hav. Havde håbet, at hændelsen ikke ville berøre ham, men måske var en sag for søværnet, flyvevåbnet, hæren, ja hvem så helst. Ikke ham. Han følte sig stadig som en nybegynder, men han kendte til beskrivelserne i manualen, der gav ham beføjelser. Som gav ham beslutningskompetencen, der krævede hans tilstedeværelse. De tekniske apparater bippede og duttede lige efter bogen. Det uensartede mønster, der fortalte af erfaring, at naturen måske havde sendt liv fra rummet ind i Jordens atmosfære. Det var hans tjans i aften at være diplomatisk og hvis tingene spidsede til at tale på vegne af jordklodens befolkning.

Han greb mikrofonen og førte hændelsen til protokol. Det stod også som et ‘to-do’ i manualen. “Uidentificeret flyvende objekt observeret over klipperne. Klokken er 02:14 tirsdag den 12. december 2027. På vagt er Peter Marshall. Forventet nedstyrtningssted ét klik mod nord nordøst”. Han slukkede kortvarigt for mikrofonen og tænkte som en gal. Han forsøgte at huske på listen fra manualen med den korrekte håndtering af sådan en sag som denne. Han ville ikke begå fejl. Han tændte atter for mikrofonen og fortsatte sin diktering. “Hold 2 er adviseret på alarmen. Undertegnede tager kontakt. Slut!”. Han slukkede for optagelsen og rejste sig. Begav sig mod feltudstyret. Iklædte sig den neongule refleksjakke og fandt stavlommelygten på hylden. Testede lyset og batterilevetiden. Svang basisbæltet om livet og tjekkede at udstyret var på plads. GPS’en sad i bæltet og havde allerede lokaliseret nedstyrtningsstedet og sat ruteindikationen i gang. Den lysende plet på kortet på GPS’en pulserede frygtindgydende. Alt fungerede.

Det regnede voldsomt og vinden havde potentiale til stormstyrke i vindstødene. Han måtte lukke grusvejen ud på klippeformationen og videre mod nord, så eventuelle lykkeridderne og amatørobservatører, der ville ud på denne tid af døgnet og tage del i opdagelsen, ikke blot kunne bevæge sig uhindret frem. Peter satte afspærringsskiltet ud midt på kørebanen. Selvom der ikke var personlig betjening i checkpointet, så måtte personer med tanker på aliens fra det ydre rum først henvende sig ved kommunikationsappartet på hegnet for at komme forbi. Han havde walkien med i bæltet, så han ville få besked, hvis dette blev tilfældet. Alt andet lige regnede han ikke med besøg.

Det var ikke let at begive sig ud på klippeskærene og dreje mod nord nordøst, selvom han nu havde vinden i ryggen. Klippeblokkene var glatte og vindstødene rev ham hele tiden i kroppen, så han følte, at han mistede balancen. Han græmmede sig. Var det nu også nødvendigt at undersøge sagen, når uvejret rasede. Kunne det vente til senere? Til dagslyset kom og vinden lagde sig? Nej! Al erfaring og oplæringen havde fortalt ham, at sådanne begivenheder, som den han og apparaterne havde observeret, skulle undersøges med det samme. Han måtte tænke positivt og glæde sig til det varme bad og den skoldhede kop the, der ventede, når han returnerede.

Peter nåede et klippefremspring og kiggede ned. Der var mindst 20 meter ned i et næsten lodret fald. Her måtte han ikke miste fodfæstet. GPS’ens lysende prik indikerede naturligvis, at nedstyrtningen var fundet sted dernede. Han måtte kravle derned på trods af fedtede sten, knivskarpe skær, en vind der trak ubønhørligt i den gule jakke og larmede voldsomt i hans ører og blot håbe at alt gik godt, så Hold 2 ikke skulle finde hans afsjælede krop mellem klipperne i bunden af dybet i morgen. Han spejdede ned og kunne ane en silhuet af noget stort og rundt, der stod på den brede del af klippen lige ved vandoverfladen, hvor bølgerne piskede ind over stenen og konstant skyllede overfladen blank. Stod der også en figur ved siden af den runde tingest? Han havde svært ved at skelne konturerne i mørket og for den kraftige nedbør fra oven. 

Et kraftigt ‘swusj’ nåede Peters øre og han så en genstand stige hastigt op fra bunden af hullet mellem klipperne. Han spejdede efter genstanden, der fortsatte sin opadgående rute. En drone. Propellerne drejede og lod sig umiddelbart ikke påvirke af regn eller vind. Dronen var cirkulær og med fire arme med propeller, der sørgede for dens opdrift. Kuglen i midten lyste rødt. Den var sendt op fra dybet. Peter var nu kommet så tæt på bunden, at han kunne danne sig et bedre indtryk af genstanden på den flade klippeafsats. Det lignede unægtelig en flyvende tallerken, der stod parkeret hernede. Den skinnede af regn på overfladen, men stod fast på den glatte stenblok på fire ben, der lignede tentakler. Der var ingen øjensynlige vinduer i skroget, men en port under det ene ben lyste en smule op og en trappestige var spændt ud fra ufoens indre. En blålig og bred lysstribe ud i nattens mørke vidnede om, at der var liv.

Peter tog de sidste rystende trin ned på plateauet og brugte en flad hånd som afskærmning over øjnene mod regnens kraftige stråler. Han sank ned i hugstilling. Han ville først se, hvad der ventede ham, inden han tog kontakt. Han kunne skimte en figur i gul heldragt. Eller snarere rumdragt. Den havde dimensioner som et menneske. Det var trods alt beroligende. Figuren havde en arm udstrakt foran sig. Et rødt lys, der skøjtede ud fra armene i stråler kun afbrudt af regn, cirklede rundt som en radar. Rumdragten talte i et sprog som Peter forstod. Han spidsede øren og lyttede. En stemme talte, som når han selv dikterede til protokollen. “Drone sendt op. Signal modtages. 80 procent”. Peter forstod dog ikke, hvad der blev undersøgt. “90 procent”, afbrød stemmen Peters tanker. Hvad skete der, tænkte Peter. “100”, konstaterede stemmen og lod vente på yderligere information. “Drone returnerer”, konkluderede stemmen og fortsatte. “Eksperiment lader til yderligere kraftig udvikling. Siden mikroberne blev sat ud på planeten, har evolutionen nu udviklet mindst 12 millioner af de selvtænkende individer, hvilket er en voldsom stigning og yderligere knap 8 millioner forskellige arter af flercellede organismer. Dette er et markant fald siden sidste observation. Noget tyder på, at de selvtænkende individer er i kraftig vækst, mens andre lavere tænkende individer regenereres kraftigt”. Stemmen stoppede. Det røde lys fra rumdragtens arm forsvandt. Peter hørte propeller i det fjerne og så dronen komme dalende ned fra oven. “Scanningen viser generelt tegn på betragtelig forværring af de tidligere observerede rekonstruktioner af mætningsforhold i atmosfæren og klodens tilstand. Klodens naturlige klimaforhold er i voldsom stagnation. Eksperimentet har nået sin afsluttende fase”.

Peter rystede på hovedet. Han troede ikke han hørte rigtigt. Hvis det passede, så lød det grangiveligt som om jordkloden var et eksperiment og at menneskeheden, der var det selvtænkende individ, var i sin afsluttende fase. Hvad det så end betød. Skulle han tage kontakt? Turde han? Stemmen talte igen, mens rumdragten samlede dronen op fra klippeblokken. “Ekspedition afsluttet. Returnerer til base. Næste besøg om 10 år. Forventet resultat: Eksperimentets endeligt”. Figuren i rumdragten bevægede sig mod sit fartøj. Peter rejste sig og løb mod fartøjet. Et kraftig lys fra skroget skød ud og da det ramte Peter, følte han det som om han fik en dyb mavepuster. Han blev slynget tilbage og landede hårdt på ryggen. Han nåede at se rumdragten dreje hovedet i hans retning inden det blålige lys fra skrogets indre forsvandt og porten lukkede i. Peter trak vejret dybt ned i lungerne og genvandt fatningen, mens han lå på ryggen med blikket mod den gråblå oprørte himmel med skyer i sprint. Han hørte en elektrisk summen og kiggede op mod rumskibet. Det svævede over stenblokken et kort øjeblik, som om det studerede ham fra afstand. Han så den røde radarstråle hen over sin neongule jakke. Han blev undersøgt. Scannet. Som et kraftigt lyn forsvandt den flyvende tallerken fra klippen. Peter kunne ane en lysende streg på himlen efter den og et blændende lys bredte sig over himmelhvælvingen under skyerne som fra en nytårsraket, da ufoen forlod jordklodens atmosfære.