Der var engang… et band, der måtte grave dybt for at finde deres muse.
“Pak jungletrommerne væk. Koncerten er aflyst igen…”. Den fortvivlede stemme med den bedrøvede klangbund strømmede ind i deres ‘nest’ fra døren, der blev åbnet med et brag. Justin stoppede med sin individuelle instrumentale forberedelse til aftenens nu aflyste debut i rockscenens Mekka The Rainbow. “Hvaaaddd…!”, råbte Justin hen over introen til Sad But True, som Alexandra udfyldte øverummets hjørner tonstungt med fra Fender-bassen. “Neeej…!”, istemmede Alex, da nyheden nåede ind i dynen af lyd fra Marshall-højttaleren. Christian dukkede op med armene ud til siden i en opgivende attitude, men dog stadig med sit sædvanlige overskud som gruppens ubestridte leder. “Det er ikke fair!”, fortsatte Justin og surmulede, mens kan kylede trommestikkerne op i luften og lod dem falde til jorden som egetræskviste i en efterårsstorm. “Det burde ikke være lovligt”, skældte Alexandra og smed bassen i racket og sig selv i den plyssede sorte sofa, som hørte til deres rock-nest, som de kaldte øvelokalet.
“Nej, for helvede”, istemte Christian. “De har sgu overbooket scenen og et band, der hedder ‘Red pandas’ skal spille i stedet for os. Det er sgu nederen”. Christian kløede sig i nakken og så ud som om han tænkte. “Vi må bare grave et andet job op fra gaden”, insisterede Christian, mens han blot vrængede med munden og greb ud efter sin elguitar og efterfølgende slog en perfekt Emol akkord an, mens han kastede med håret og klargjorde en solo ved at føre venstrehånden op til de høje bånd, og foden fandt wah wah-pedalen. Han blev dog afbrudt af det hjemmelavede skilt med bandnavnet, der faldt på gulvet og gik i stykker, som en symbolsk konklusion på det aflyste show.
“Neeeej!”, hvinede Alex igen og sprang på benene. Hun havde lagt mest arbejde i at skære bogstaverne til på træpladen og dekorere dem med muslingeskaller. “Fedt”, gispede Justin og ømmede sig, da han havde fået P’et i nakken. Alex faldt på knæ og forsøgte at samle stumperne. “Argh… Lex. Måske er vi også vokset fra navnet. ‘Piranhas’ er sgu ikke street nok. Det kan være, at det er på tide at skifte og se om det hjælper på jobbene”. Christian fik et surt ansigtsudtryk under den sortfarvede pandelok til svar. Han rystede på hovedet og færdiggjorde sin soloskala. “Kom”, afsluttede han riffet. “Lad os skride og se om noget er dukket op på caféen”. Christian lagde sin spade i kassen og lukkede låget, så guldbogstaverne med hans adelige navn ‘Christian Rexford Kingston’ glimtede i lysstofrørets skær. Han satte af mod udgangen, mens Alex og Justin luntede efter med skuttede skuldre og korslagte arme, der skjulte halvdelen af de imponerende tattoos, der strakte sig fra håndled til kanten af den forvaskede T-shirt.
Alex kastede sig ind på caféens stolearrangement og foldede kroppen hen over det fedtede bord som et dovendyr inden godnathistorien. “Der burde være en lov mod træthed”, stønnede hun og sukkede. “Du kan ikke bare fylde det hele, Lex. Det må man ikke”, brokkede Justin sig og skubbede Alex arm væk fra hans side af bordet. “Hey, I to”, vrissede Christian. “Hold venligst en vis værdighed”. Christian svingede royalt sin lange krop ind på tronstolen for bordenden, der var hans faste plads, og lagde afslappet hånden på Alex skulder. Alexandra kiggede op og indskrænkede sit virkefelt. “Er det ikke sexchikane, det der”, jokede Justin i et fordømmende toneleje og slog en latter op efter et par sekunder, for at lade joken virke. Han fik blot et suk fra Alex og rullende øjne fra kongen. “Lad mig høre nogle forslag til et band-navn”, startede Christian den efterfølgende ophedede diskussion.
“Ok”, sluttede Christian en times arbejde, blanke øjne bordet rundt og med nogle forslag på blokken. Han rettede ryggen. “Jeg har nu noteret følgende forslag…”. Han holdt med vilje en kunstpause og kiggede fra Alex til Justin og tilbage til Alex. “1. Just Rexlex. Det er mere sjovt end værdigt, men ok”, opsamlede Christian. “Det er ikke just et forslag, der fortjener applause, desværre”, konkluderede han og så på de to bandmedlemmer med et bedrøvet ansigtsudtryk. “2!”, startede han igen enetalen. “Rexale and ju’sTinC…” Christian rømmede sig og så en smule bitter ud. “Igen er vi i den sjove afdeling, men trods alt ret street, synes jeg. Exhale and just stink. Den er godkendt herfra”. Christian kiggede igen op og lod et anerkendende nik rikochettere mellem de to andre. De vrikkede en smule med hovedet, sådan at det var lidt komsi komsa. “3!”. Nu lyste Christian op. “Kingstons Army”. Igen kiggede han rundt og fik kun skuldertræk. “For ordinært. Undskyld Christian”. Alex slog ud med armene og lod dem hurtigt falde ned igen. Justin sluttede op og rystede på hovedet. Christian nikkede. “Jeg ved det”. “4. The Rex Alex Justification”. Kongen rystede en smule på hovedet og rømmede sig. “Altså vi spiller jo ikke jazz eller fusionsfunk, vel. Men ok. Den er på listen”. Alex smilede og kiggede nedværdigende på Justin, der slog ud med armene. Det var tydeligvis Justins forslag. “Vi kunne godt skifte stil, mand”, svarede han på den stiltiende hån. “Så så…”, blev svaret fra Kongen. “Og 5. The Dinos”. Nu var det Justins tur til at kigge måbende på Alex. Christian tog igen ordet. “Altså beklager Alex, men det er sgu lidt barnligt som ‘Piranhas'”. Alex fløj op og hævede fingeren i forsvar som en sur lærerinde, der var i gang med at udstede endnu et lovdiktat til en ulydig flok børnehaveklassebørn. “Du kan sgu da bare sætte Rex på, hvis du absolut skal have dit navn blandet ind”, råbte hun arrigt. “Sååå… The Dino Rex… is”, foreslog Christian og smilede. “Ja…”, startede Alex. “Eller… The A and J Rex, I ved. Som T-Rex, bare sjovere”. Alex skuldre faldt, da hun selv erfarede, at navnet nok skulle forklares hver gang de gik på scenen, og så røg idéen. “Åh…”, sluttede hun sit forsvar.
“Vi må sgu grave lidt dybere, synes jeg”, startede Christian efter Alex-krisen. Frem med spatel og pensel og find noget brugbart. De satte sig alle med deres egne tanker og funderede over et godt bandnavn. Alex sad som en anden advokat med himmelvendte øjne og et saligt smil på læben. Justin kløede sig i de krusede krøller, der i det sparsomme cafélys lignede en dommers grå paryk. Christian stirrede overlegent på Alex som om han bryggede på en idé. “Hva’ fuck er der, Christian!”, røg det pludselig ud af Alex, da de havde siddet sådan et stykke tid. “Du fucking stirrer på mig. Det må du sgu ikke. Jeg kan ikke koncentrere mig”. Christian missede med øjnene over det pludselige angreb og ulovligheden i hans fraværende blik. Justin grinede. “Nåh… Kongen og Alex…”. Han blinkede og sendte de to turtelduer et indforstået smil. Christian samlede sig. “Hey. Ikke nu Justin. Jeg tænkte på Alex forslag…”. Alex lyste op. “Dinos?”, startede hun. “The Dinos?”. Et smil blev født på Alex læber. “Ikke helt”. Christian rømmede sig og smilet på Alex læber led en grusom død. “Men tæt på”. Christian rejste sig, gik til baren og talte med bartenderen. Han kom ned med et stykke hvidt papir og en blyant. Han begyndte at tegne.
Christian kiggede af og til op mellem stregerne på papiret. De to ‘groupier’ til tegnekunsten rakte hals og forsøgte at deltage mest muligt i skitseringen. Christian tegnede på livet løs men også med en trænet hånd. “Hva pokker er det”, hviskede Justin, mens han lagde sit ansigtstræk i de velkendte dømmende folder. Christian afsluttede tegningen med at skrive deres navne omkring den næsten fuldendte cirkel på papiret. Rex the King, Lex Lawson, Just Courtney stod i ringen og fulgte perfekt formen rundt. Skitsen i midten formede en ravklump på en stok, hvori der sad en myg fast med vinger og brod og det hele. På stokken skrev han Rex – Lex – Jus. Alex smilede, mens Justin lignede et stort spørgsmålstegn. “Er I klar, venner”, proklamerede Christian og strammede grebet om blyanten. “Ja, for helvede hylede Alex og slog nærmest små klap med fingerspidserne. Justin stirrede på optrinnet og rømmede sig. “Skal vi bare hedde det? Ja ja da”, fik han fremstammet. Christian skrev med kapitæler under cirklen og stokken. ‘BAN THE BUG’. Christian kiggede rundt. Han fandt julelys i øjnene på Alex og kraftigt buskede og brynene øjenbryn hos Justin. “Se så lige her”, fortsatte Christian og lod blyanten droppe retur til papiret. Han tilføjede et ‘D’ efter ‘BAN’. Alex hvinede. “Du er genial!”, hylede hun så Justin hoppede på stolen af forskrækkelse.
Alex faldt straks ned fra stolen og satte sig på knæ foran Christian med hænderne foldede foran sig, næsten som om hun bad til Gud. “Det-skal-vi-hedde-det-skal-vi-hedde-det-skal-vi-hedde… PLEASE”, nærmest hulkede hun. Justin drejede hovedet, så han kunne se tegningen fra den rette vinkel. Han trak på skuldrene og lod til at acceptere forslaget. “Det skal vi FUCKING hedde”, råbte Christian, som befalede han til et helt kongerige. “Gider I lige køle lidt af deromme”. Bartenderen stak hovedet ud over disken og så vrissen ud. “Ja ja”, svarede Christian overstadig. “Og og og…”, begyndte Alex. “Helle for at have overlevelsestøj på, når vi spiller live. I ved med selvlysende gul vest og lommebukser. Cool vandrestøvler og en sikkerhedshjelm. Det hele”. Christian smilede og nikkede. “Jeg skal ligne John Hammond. Hvidt jakkesæt, hvid hat. Elegant. Og med stokken i hånden”. Alex jublede over forslaget. “Justin”. Christian kiggede på sin trommeslager, der så helt febrilsk ud. “Dit trommesæt, mand. Udsmykning. Jungletema. Det bliver vildt”. Justin nikkede bare og slog ud med armene. “Kan jeg være en dinosaur, så?”. Christian og Alex standsede og stirrede på ham. “Aj, for helvede, mand. Nu er du kitsch”. Christian rystede på hovedet. “Jamen…”, forsøgte Justin og forstod tydeligvis ikke, hvad de to andre havde gang i. Diskussionen blev efter en række præciseringer og forklaringer primært rettet mod Justin hurtigt konkret og gik sin gang omkring bordet på caféen. Idéerne ville ingen ende tage.
Der gik ikke mange dage, før posteren med band-logoet ramte gaden. Det nye navn og det gennemførte look vakte opsigt. Det gav straks jobs og kalenderen fuld. De var blevet det nye spændende, selvom musikken var den samme. Men de havde gjort deres forarbejde og skabt deres image. Første show på The Rainbow blev indledt af en brandtale fra speakeren og afsluttet med: “Ta’ godt imod Kongemagten, den lovgivende magt og den dømmende magt og deres forbud mod insekter. BAND THE BUG!!!!”. Crowd’en skreg deres navne og den tunge bas, skrigende guitar og dunkende rytme fra et stort kunstigt træ fuld af sværmede insekter samlede salen i fælles udskejelser. Et kultband var født.
