Honningbjørnen

5
(4)

Bjørn bøjede nakken og kiggede opad. Hvorfor var der så langt derop? Han bandede sagte, men gjorde klar til endnu et hop. Han spændte haserne og ballerne og sprang, mens han strakte sig så lang han var. Uden held. Han trimlede igen om i græsset. Øv! brummede han.

Hov, du der! blev der kaldt fra oven. Hvad laver du? Bjørn kiggede sig forvirret rundt uden at finde ejermanden til stemmen. Hvem snakker? Han snurrede rundt, men fandt stadig ingen. Det er kun papegøjer, der snakker. Jeg taler! Stemmen lød bestemt og uvenlig. Irettesættende for at sige det mildt. Bjørn kunne stadig ikke se nogen. Her, dumme bjørn, svarede stemmen igen. Bjørn lokaliserede lyden fra stemmen, men måtte knibe øjnene sammen. Hvad?! En bi? Han studerede misfornøjet det summende væsen. Ja, og hvad så? snappede bien. Hvad har du gang i, bjørn? Bjørn kiggede undrende på den sortgule klat med alt for små vinger. Hvordan hulen kendte bien hans navn fra? Han kendte ingen bier. Og hvorfor var bien så ubehøvlet? Alle kunne da se, hvad han havde gang i. Jeg forsøger at få fat på den der honningkrukke deroppe. Bjørn pegede opad. Ja, det kan jeg da se, vrængede bien. Svaret slog Bjørn lidt ud af kurs. Hvorfor spurgte han så? Hvad bildte det lille infarme ins…, længere nåede Bjørn ikke i tanken, før den lille fætter afbrød. Ifølge dekret af 10. maj 2010 paragraf 15 stykke 5 er bikuben honningbiens, hvilket også inkluderer alt inden i og i princippet alt der måtte blive stjålet derfra. Og… fortsætte bien med en løftet insektarm. Jeg er en honningbi og dette, honningbien pegede, er mit. Jævnfør paragraf 20 stykke 3 i selvsamme dekret er det forbudte at stjæle, låne, nyde, konsumere, indtage og i øvrigt beskadige bikuben med henblik på selvsamme række af formål og hensigter. Og ifølge stykke 6… bien trak vejret i hiv, mens Bjørns øjenlåg ramte de buskede bryn …gælder dette særligt for bjørne. Bien tav og lod vide med et kast med håndryggen, at opremsningen fra lovsamlingen var tilendebragt. Øh… Bjørn havde tabt underkæben, men tog mod til sig og rømmede stemmebåndet. Så du siger, at jeg ikke må spise honning fra krukken deroppe? Bjørn blev helt tør i mundhulen ved at tage ordene i brug. Netop! svarede bien prompte. Og det er i øvrigt ikke en krukke, men mit hjem. Hjem? Bjørn kunne ikke helt få det til at give mening. Og, må jeg tilføje, fortsatte bien. Dette er ifølge skovens lov af 3. november 2001, hvor alle dyr, i demokratiets navn, har underskrevet med tro og love. Må jeg minde om, at sanktionen for at bryde skovens lov er udvisning af skoven. Bien summede lidt rundt. Og smut så! Lussingen var komplet. Bjørn følte, hvordan den sved. Han havde ikke forstået i muk af svadaen. Demokrattets navn. Skovløven. Paragiraf. Det dyr havde han aldrig set eller hørt om. Men noget havde dog sat sig fast i hippocampus. Men hvad betød det? Bjørn skulede op på honningkrukken, der hang yderligt på en gren og vippede svagt i brisen. Hjem. Hmmm… Han måtte tænke selvom maven knurrede og tænderne løb i vand. Så tæt på og alligevel så langt væk. Han vendte sin vamsede og buttede krop og luntede hjemad mod hulen, mens han kunne mærke biens stikkende blik i nakken.

Bjørn tænkte, så det knagede. Han blev faktisk helt vred over den overhaling som den møgbi havde givet ham. Han grublede over, hvordan han kunne give tilbage. Bien havde virket så overlegen, så bedrevidende, så bestemmende, så belæst, så be… be… støvet med al den snak om paragraffer og lovgivning. Joh… Han havde på vejen hjem fra honningkrukken spurgt den kloge ugle, hvor der levede paragiraffen. Den hånlige latter havde igen ramt ham i mellemgulvet. Paragiraffen… min søde ven… uh’ede uglen, lever vist kun i bøgerne. Start du blot fra en ende af med formålsparagraffen, kære Bjørn, så finder du nok svaret på et tidspunkt. Det var i bøgerne på den gamle kaminhylde han havde lært begrebet om en paragraf. Bøgerne med paragraffer havde stået der altid lige siden han flyttede ind. Overtaget dem fra den tidligere lejer. Nu forstod han lidt mere og forstod, hvorfor han aldrig havde hørt om paragiraffer. Tre dage havde han brugt på at læse det diger værk. Han sprang de første mange sider over, der bare var meningsløse plaprerier. Han havde skam også fundet skovloven i hulens bibliotek. Der stod mange interessante ting i den lov. Også uinteressante ting og nogle direkte uforståelige ting. Eller faktisk en hel del uforståelige ting. Men tingene var nummererede med paragiraftegnet – den lange hals og hale og den kuglerunde krop. Det stemte trods alt. De fleste steder var han hoppet let henover. Der var ingen grund til at læse det, som man ikke forstod. Koncentrationen måtte lægges de steder, hvor der var bund og forståelse for reglerne. Den højrøvede bi havde da haft følehornene ude, så de slog helt krøller. Ret havde den måske nok, men han kunne da læse, at der var op til flere undtagelser fra reglen om, at fortæring af honning var ulovligt. Nyde nej. Konsumere nej. Stjæle… helt sikkert nej. Men når der var tale om racens overlevelse eller i en generel hungerstilstand, så var det faktisk ok. Bjørn kiggede ned af sig selv. Skindet hang da ret tungt hist og her. Den regel kunne han sagtens komme ind under.

Næste dag begav han sig atter mod honningkrukken. Er du nu der igen?! Bjørnen kiggede op og så straks bien fra sidste møde. Næh… nu var der to bier, der summede i munden på hinanden. Ja, og hvad så, svarede Bjørn overlegent for at give igen på den uvenlige tone fra forleden. Og nu skal jeg sige dig noget, bipolare insekt. Jeg er i nød. Jeg sulter. Se her… Bjørn tog fat med sine store lapper om sin vom lige på det fede sted og trak ud. Hans kropsareal blev med det samme næsten fordoblet. Jeg er sulten, og havde det ikke været for et par regnorme i mulden hjemme i hulen og et par velvillige mælkebøtter, så var jeg omkommet på vej herhen. De to bier stoppede op i luften, hang et øjeblik og hoverede på en varm brise, der bredte sig gennem skoven. De kneb øjnene halvt i, rynkede på snablen og gav bjørnen elevatorblikket et par gange. Så kiggede de på hinanden. Bzzz… bzzz… lød det henholdsvis fra den ene og den anden bi inden de i et latterbrøl rullede rundt, drejede og snurrede i luften, mens de klaskede årevingerne sammen i begejstring. Bjørns moral faldt. Jamen…, prøvede han. Ifølge paragraf 95 stykke 2 og 3 er der tale om, at… Bjørn ledte efter ordene. De havde været så velgennemlæste og indøvede hjemmefra. Han havde følt, at de lå i hans hule hånd, men nu var de væk i de flabede grin fra oven. Han klemte alle hjernevindinger sammen og fortsatte forsvaret. Der er jævnfør føromtalte paragraf tale om, at jeg hvis der mangler mad og jeg som beboer i denne skov, kan, må og skal have del i andres overflod af mad. I har nok til jer og jeg er så sulten. Se nu. Bjørn hev igen ud i huden, så det gjorde helt ondt. Bierne grinede fortsat højlydt. Der var kommet flere bier til og efter lidt information, grinede de også med. Bjørns skuldre sank, mens han smaskede let. Han kunne næsten smage honningen deroppe fra. Dufte den salige propolis. Hør her, bjørn, spottede bien nu. Vi aser og maser hver dag for at bringe mad til vores dronning. Vi forbruger 8 kilo honning bare i brændstof på at lave 1 kilo honning. Skulle du af nogen, med dit dovne selv, nogensinde kunne gøre krav på det, så skal vi nok et liiiiille stykke tættere på vinter. Som du nok har læst i paragraf 35, 36 og 39, kan du måske komme tæt på sultedøden efter en streng vinter, hvor der før vinteren har været enten storm, oversvømmelse eller termitangreb etcetera og i kølvandet på vinteren, ske en ualmindelig hændelse, der vil drive dyr fra andre steder end skoven hertil, og ud fra denne hændelse vil der ske en demokratisk og solidarisk fordeling af goder ud fra hvilken baggrund og ydelser, der er bidraget med i løbet af det forgangne år med skæringsdatoen den 1/1. Hvis du så hertil lægger paragraf 87 og 88, primært i 87 stykke 16, så vil du nok, ligesom os, konkludere, at netop du nok ikke falder ind under ret mange af disse betingelser for nødstedte og lidende sultne. Bjørn forstod ikke et hak. Det var nok nogle af de passager i dekretet, bekendtgørelsen, cirkulæret og skovloven, som han var hoppet over. Bjørn kunne godt se, at slaget var tabt igen. Han vendte sig og luskede væk. Hov vent, kaldte bien fra oven midt i et begyndende men tilbagevendende grineflip. Husk også på paragraf 65 stykke 5 og 7, hvor alle skovens dyr har indvilget i ikke at løbe om hjørner med hinanden eller på anden måde forsøge at snyde sig til tjenester, mad eller andre ydelser, der ikke er accepteret af den anden part. Skal jeg opzummere? Få app’en! råbte bien nærmest hysterisk inden latteren gav genlyd mellem træstammerne. Bjørn hørte næsten ikke slutningen af biens power bi tale.

På hjemvejen sad Ugle fortsat i træet på samme sted som i går. Nåh da, kære Bjørn. Fik du held med anstrengelserne i går? Eller i dag? Næh, bekendtgjorde Bjørn uden omsvøb. Der er så mange love, at jeg ikke kan hitte ud af dem. Ah, Bjørn. Læs fra begyndelsen og slut med enden, så er du blevet klogere og lige så klog som dem. Uglen sank en klump. Undskyld mig. Skal lige gylpe, kvækkede uglen. Læs formålet med loven, nåede Bjørn lige at høre uglens konklusion inden nogle ækle lyde lød fra bag stammen, hvor Ugle var stukket af til.  

Hjemme i hulen summede Bjørn over dagens begivenheder. Hvordan pokker kunne de bier være så bijobbende, at de kunne samtlige paragraffer i hovedet samtidig med at de asede og masede med at bringe honning til krukken? Det var ham ubegribeligt. Han gabte. Han bladrede igen op i den store skovlov-encyklopædi med alle skovens love. Formålet. Han kendte ikke formålet med lovene. De var vås. En masse vås om at dele og passe på hinanden og alt sådan nogle selvfølgeligheder. Måske gemte der sig et svar mod slutningen? Det havde Ugle da sagt. Slut med enden, og så er jeg klogere. Bjørn skyndte sig igen forbi alle de indledende benspjæt og naturligheder i de første mange paragraffer og begyndte at læse fra paragraf 60 og op af. Det var langt fra enden, men han ville ikke gå glip af noget. Fy, det var tørt og uforståeligt. Hans øjne løb i vand. Øjenlågene hang tungt og han måtte flere gange ryste på hovedet for at for ilt nok til hjernen. Måske greb han det an på en forkert måde. Bjørn stoppede terperiet og stirrende ud i luften. Han så ikke noget. Han måtte sove på det. Det var sent og han var træt med træt på. Uhm… sengen var så varm og blød, men maven rumlede.

Bjørn strakte sig. Han kunne høre fuglene pippe lystigt udenfor. Det måtte være godt middag og han havde sovet dejligt. Solen stod i syd og et par stråler havde forvildet sig gennem mørklægningen og ind på hans brune iris. Han måtte nok hellere komme ud af fjerene og bestille lidt. En rask tur til nøddebuskene og brombærrankerne var nok nødvendig. Han luntede af sted ad den nedtrådte dyreveksel. Efter lidt gang hørte han høje tilfredse smask i det fjerne. Brummende veltilfredse smask og smæk med tungen. Hvad var det? Bjørn traskede nærmere. Lydende blev højere. Rundt om den næste store egetræsstamme, så han hvor lydende kom fra. To artsfæller stod bukket over en honningkrukke og smaskede den ravfarvede salige gele i sig. De stod med ryggen til og så ikke Bjørn tage nogle vældigt lange skridt nærmere. Hej… prøvede Bjørn, men han kunne godt høre, at han ikke havde overdøvet de to bjørnes ivrige deling af rovet. HEJ! kaldte Bjørn noget højere. Begge ædedolke vendte sig omgående og missede med de små mørke øjne. Hov, du! Kom ikke nærmere, fik den ene bamse fremstammet, mens den anden hurtigt stillede sig i en form for karatestilling. Må jeg ikke nok få lidt honning, skyndte Bjørn sig at foreslå. NEJ! vrissede de to fæller i kor. Men… Bjørn fik en idé. Men ifølge skovloven af 3. november 2001 … øøhh… skal alle bjørne dele nynedfaldne honningkrukker. Karatebjørnen rettede sig op og vendte ansigtet mod sin ven med et spørgende blik. Nå… Jamen… øøhh…, stammede den veltalende bjørn, der nu blev nedstirret fra to vinkler. Ja, fortsatte Bjørn, nu med lidt selvtillid i stemmen. Og jævnfør paragraf 201 er det ikke længere ulovligt at spise honning fra en krukken, hvis den er faldet ned af sig selv og man i øvrigt deler med andre, der spørger venligt. De to bamsebjørne med de mørkebrune øjne kløede sig synkront i pelstoppen. Nå, ok! Jamen så… øh… bum bum… må du vel hellere hjælpe til med at spise. Bjørn skyndte sig frem og stak lappen ind i honningkrukkens bund og trak den ud igen med poten indhyllet i honning. Ja, vi må hellere skynde os at spise resten inden de hidsige bier kommer tilbage, jappede den største af de to bamser af sig. Teknisk set var den nemlig ikke heeeelt faldet ned endnu, udjævnede den anden. Altså vi gjorde ikke ret meget for at den faldt ned. Den var vældigt skidt sat fast. Bjørn bemærkede de heftige kradsemærker i barken på træet umiddelbart til højre for dem og kiggede op. Der var flere klomærker omkring en gren, hvor der tydeligvis havde siddet en honningkrukken. Mon ikke nok det var denne han nu stak poten ind i på ny. Tja…, forsikrede Bjørn tørt. Som jeg sagde. Det er jo ikke ulovligt ifølge paragraf 151 stykke 5 og 6 at spise, hvad der allerede en faldet ned, så hvis I to bare holder jer i baggrunden, så kan jeg jo godt spise videre. Bjørn vidste ikke om den gik, da netop denne paragraf næppe stod noget sted i den alt for socialistiske propagandalov, som han havde lært at kende så godt, men nu prøvede han. Nå ja! De to bamser tog et skridt bagud og betragtede nu Bjørn, mens han fortsatte med at nippe og slikke og nyde honningen. Han stak lappen ind i krukken igen. Og igen. Han kiggede sig over skulderen på de to bamser, der blot betragtede Bjørns klæbrige pote, mens de smaskede med hver gang Bjørn slikkede på sin pote. Men… Bjørn tænkte sig om. Det står også i skovloven af 3. november 2001 paragraf 233 stykke 4, at hvis den bjørn, der finder en allerede nedfaldet honningkrukken, men forærer sine kammerater noget af den nedfaldne honning, så er det ikke længere ulovligt uanset de foregående hændelser af eventuel ulovlig karakter. Den paragraf fandt Bjørn på i skyndingen og tilbød begge bamser at komme tilbage til bords. Åh tak, udbrød de begge i kor, tog et skridt frem og fortsatte festmåltidet. Du er bare den bedste, sagde den ene og den anden nikkede bekræftende. 

Bjørn fik en strålende idé, da honningkrukken var tømt og der stadig var et lille hul at fylde i mavesækken på dem alle tre. Jeg kender et sted, hvor der hænger en endnu større og fyldt honningkrukken. Bjørn kiggede smørret fra den ene til den anden bamse. Jamen… hvis den hænger… forsøgte den ene sig, men Bjørn vendte blot hovedet på skrå inden sætningen blev afsluttet, og trak på skuldrene. Vi kan vel benytte os at samme regler som før, fortsatte den anden spørgende og Bjørn nikkede. Det kan vi da, udbrød han. Kom! 

Åh…, han hørte det lille klask på panden, da han kom nærmere. Åh, dumme bjørn. Er du nu tilbage igen-igen. Bjørn lod ‘svineren’ prelle af som vand på fedtet pels. Hvad vil du nu? Bjørn trippede nærmere og satte sig under honningkrukken med åben mund. Så kan I godt tømme indholdet herned, kommanderede Bjørn. Hihi! Bien dansede rundt og smilet rakte til begge følehorn. STOP! smældte Bjørn. Eller… Bjørn så truende på bien, der stadig vimsede omkring. Eller hvad, om jeg må spørge, skraldgrinede bien nu. Der summede nu mange flere bier rundt deroppe. Ellers så kommer jeg op og klasker den krukken ned… og det sker brutalt, snerrede Bjørn. Bien summede straks ned foran Bjørns våde og fedtede snude. Du kan bare komme an, buzzede bien barskt. Du kan loven efterhånden, og du bliver smidt ud af skoven, hvis du bare så meget som prøver. Ha! gjaldede Bjørn. Hvis I ikke gør som jeg siger, så pudser jeg de to bamser der på jer. Bjørn pegede over mod buskadset, hvor hans to nylige venskaber havde taget opstilling. De smilede nederdrægtigt. Bien kiggede op, vendte sig og sendte et par højfrekvente bzzz ud i æteren. En sort sky fossede ud af honningkrukken og den blev straks retningsbestemt mod de to bamser i skovkantens krat, mens bien foran Bjørn nedstirrede ham med et ganske uinteresseret udtryk i de sortskinnende fem heraf to sammensatte facetøjne, der kan opfatte bevægelser som adskiller sig med blot 1/300 sekund. Den evne blev absolut ikke relevant at tage i brug på nuværende tidspunkt, da Bjørn blot forblev ubevægelig og iagttog den sorte skys rejse mod de kriminelle lystspisere på kanten af det kendte krat.

For sent opdagede de to bamser, hvad der var på færde. Av! startede den ene bamse det første av af mange. Efter mindre end ét sekund hylede begge bamser i vilden sky og slog om sig med deres store lapper som om de var besatte. Efter yderligere 1 sekund og 16 tiendedele af et sekund besluttede de begge som siamesiske tvillinger at tage flugten. De spurtede afsted over stok og sten, mens den sorte sky fulgte dem til dørs. Bierne så enhver bevægelse. Bjørns humør var faldet til under nulpunktet, mens hans så sin idé smuldre og den latterlige bi hænge i luften foran ham med de forreste to ben over kors. Vil du så forsvinde, befalede bien bestemt. Og det for altid. Bjørn gad slet ikke prøve at komme på flere paragraffer, der kunne mildne bien eller humøret bare en smule. Han luntede nedtrykt væk.

Uhh… kaldte uglen fra trætoppen, da Bjørn passerede. Hvorfor så traurig, kære bamsebjørn? Bjørn rystede blot på hovedet. Kunne ikke tale nu. Han ville bare flæbe. Fik du læst formålsparagraffen, søde bløde vamsede ven? Uglen ville bare ikke holde kæft. Baahhh… var Bjørns eneste svar. Uglen kiggede med store runde øjne ned på den selvtillidstømte sjæl. Han kunne godt se, at der skulle hjælp til. Jamen Bjørn, startede uglen. Du er jo en honningbjørn. Der står i formålsparagraffen, at er man i familie, så skal man dele skovens udbytter. Du er en honningbjørn. Bierne er honningbier. Honning = honning. I er familie! Det kan bierne ikke argumentere mod noget sted i skovloven eller dekreter eller andet steds. Jeg skrev lovene jo. Ugle smilede veltilfreds og følte sig vigtig. Men… men…, forsøgte Bjørn prøvende uden at finde spørgsmålet eller svaret for den sags skyld inde i sin tykke skal. Ja ja, jeg ved det, svarede uglen som om den vidste præcis, hvad Bjørn tænkte og ville fremstamme, hvis han kunne. Men sådan laves eller anvendes alle love. Nok står der ditten og datten. Selv skovens leder og rygklappere herunder sagsbehandlere, kan jo for pokker ikke huske alt, så derfor overtrædes skovloven hele tiden. Det er næsten ligesom i junglen efterhånden, smilede Ugle og undertrykte et begyndende tøhø. Men er man i familie eller har en eller anden relation på personligt plan, Ugle rettede sig op, så gælder lovene jo alligevel ikke. Så kan man så at sige gøre som man vil. Helt uden konsekvenser. Ingen erstatninger, undskyldninger, udsmidninger eller hvad ved jeg. Ugle fortsatte enetalen til den ene bjørn for foden af træet, der havde travlt nok med at tænke på, hvordan det næste måltid skulle komme på bordet. Det har vi blot valgt at skrive ind for ligesom at gøre det synligt for enhver, og ingen skulle blive stødt over det. Uglen smilede igen veltilfreds af sin egen præstation og overlevering. Det var jo et eller andet sted genialt.

Selvfølgelig, stammede Bjørn og rystede på sit store dumme hoved. Familie…

Anmeldelse af historien

Klik på mindst én stjerne for at anmelde historien

Gennemsnitlig vurdering 5 / 5. Antal anmeldelser 4

Ingen anmeldelser endnu. Vær den første

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *