Der var engang… en bedrøvet sommerfugl med en stærk vilje.
Lily betragtede sin dal. Klemte en tåre over. Den formede sig som en klokke og forlod hendes kind. Den faldt og udslettede sig selv på aksen af en convallaria majalis eller Mary’s tears som hun kærligt kaldte dem. Hun følte de græd om kap. Hende og planten. Her duftede pragtfuldt. Sødt og friskt. Den blide forårsvind strøg de hvide klokkeformede blomster under hende ømt, og hun mærkede også vindens kærtegn, der strøg hende hen over de røde kinder og de grådfyldte øjne. Hun følte sig misbrugt. Trampet på, bogstaveligt talt. Hun ville kæmpe, hvis hun kunne, men hun var ikke et stort væsen. Ikke indflydelsesrig nok. Havde ikke de rigtige venner. Ingen betydelig stemme i beslutningen om at udslette dalen. De store bulldozere stod allerede i nabodalen og osede sort røg. Skræmmende og altædende. De havde blotlagt jorden. Revet alt liv op ved rode. Skamferet naturen og de bekendte, hun trods alt havde haft i nabodalen, var væk. Tilintetgjort. Hvad kunne hun gøre? Hun vidste det ikke. Hun måtte finde hjælp, og det skulle gå hurtigt, hvis hun skulle redde sin dal, der ellers var dømt til totaludslettelse. Hendes kongerige. Hun pakkede en lille rygsæk og fløj ud i den utrygge verden for at finde hjælp.
Hun forlod sin dal og frygtede så grusomt, at det var sidste gang, hun så det frodige landskab. Edens have. Snart stod den store og stygge trold fra nabodalen og bankede på. Gjorde sit indtog og ville ødelægge alt grønt og frodigt i hendes dal. Udspy ordren til at destruere alt, hvad denne verden mest af alt havde brug for. Liv og blomstrende arealer. Ikke asfalt og beton. Motorstøj og forurening. Døde ting. Ødelæggende ting. Giftige ting. Grimme ting. Hun måtte skynde sig. Finde de, der ville kæmpe for alt de havde kært og undgå den endelige udslettelse.
Hun spurgte alle på sin vej om de ville og kunne hjælpe hende med at standse de store maskiner og redde hendes dal, men alle steder og alle væsner, som hun spurgte, gav hende kun et nej. Hun ledte videre højt som lavt, men det hjalp intet. Ingen ville eller kunne hjælpe. De var selvsagt triste, men der var intet at stille op. Håbet svandt. Den aften satte hun sig ved bredden af det store ocean. Verdenshavet. Hun forstod ikke, hvorfor alle sagde nej. Det virkede så håbløst. Dalen var i sandhed fortabt. Naturen var fortabt. Hendes hjem og kongerige var fortabt. Mens hun sad der på bredden med tunge tanker og måske nok talte for sig selv, dukkede et havvæsen op fra vandet og betragtede Lily. Hun hørte den klistrede lyd af vand, der drypper og en våd krop, der blev hevet op på land. ‘Hvorfor så ked, lille du?’ udbrød havvæsnet, og Lily kiggede op. Skræmt. Var dette hendes sidste sekund? Ville hun forlade denne jord før hendes elskede dal? Hun lod blikket falde og undlod øjenkontakt. Det var måske det mest sikre, men skulle hun tale og give sig til kende. Fortælle om hendes problemer? Inden hun nåede at tale, fortsatte havvæsnet. ‘Jeg har læst dine tanker. Du ønsker at redde dit hjem. Dit kongerige. Jeg føler med dig’. Lily turde nu kigge op. ‘Føler du med mig?’ Det var det første tegn på hjælp, som hun havde hørt på hele sin rejse. ‘Kan du hjælpe? Svar mig. Vil du ikke nok? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.’ Lily kiggede bedende på havvæsnet, der nikkede retur.
‘Jeg vil hjælpe dig. Jeg er Neptun. Herre over de syv have. Tag denne fløjte.’ Havvæsnet fremviste en træfløjte. ‘Med den skal du spille en melodi. En hvilken som helst melodi. Du vil få venner, der vil hjælpe dig. Dit eventyr starter med din melodi.’ Lily tog imod fløjten og så Neptun forsvinde tilbage i dybet. Lily satte fløjten til munden og blæste. En melodi blev formet. Som om hun kunne se musikken forlade fløjten og brede sig ud over havet, ud over fjorde og øer, ud over skoven bag hende, og hun vidste et sted inden i, at musikken ville finde tilbage til dalen. Hen over sletter, marsklandskaber, enge og moser, dyrkede landskaber og vild natur. Hun vidste ikke hvorfor. Men musikken fandt frem og åbnede alles sind. Fornuften ville sejre.
Den nat lukkede hun ikke et øje. Ventede på at noget ville sket. Hun kiggede med vidt åbne øjne ud over det hun så ved bredden, og det hendes indre så. Hendes fantasi tog hende langt væk, men hun vidste stadig ikke, om hendes spinkle stemme og svage melodi var hørt. Om nogen ville hjælpe. Hun følte sig fanget, som i et bur. Der var tremmer for hendes verden. En indespærret fugl, der drømte om det frie liv uden bekymringer og uden grænser. Der skete intet.
Da dagen gryede, pakkede hun sine sager og forlod nattens hvile. Det trak op til uvejr. Den blide forårsvind blev hurtigt erstattet af stormende vindstyrke og sorte skyer i vild flugt hen over himlen. Hun havde lagt kursen hjemad, men gik langs bredden. Hun håbede så inderligt, at havvæsnet ville vise sig igen, og give hende styrken til at fortsætte. Hun vidste jo ikke om det havde hjulpet at fløjte en melodi, selvom hun havde set forandringens vinde. Hun savnede bekræftelsen på, at det virkede. Hun ville give sin hest for sit kongerige. En søhest, hvis det var til Neptun. Hun følte sig ældre og klogere, men så kom fortvivlelsen og opgivelsen. Hun fandt styrke, følte sig igen standhaftig og ældre og klogere, men igen kom tvivlen tilbage og gav hende sejlende ben og usikker gang og svage vinger. Skulle hun bare lægge sig på den stenede bred, finde en slange fra en stensætning, udholde biddet og lægge sig til at dø? Det var det letteste. En udvej. Så kunne en tilfældig forbipasserende samle hendes krop op, og stege hende over en sagte ild, til hun var sprød og lækker. Fortære hende. Alt ville være glemt.
Men hun gav ikke op. Hun følte igen styrken. Hun følte sig klogere og ældre. Tankens sammenfiltrede fortryllelse blev løst, og hun følte sig stålsat. Det ville virke, når Neptun havde sagt det. Hun hørte musik i det fjerne. Vidunderlig let harpemusik fra havet. Bølgernes skummende toppe sang for hende. Vinkede til hende. Sendte beskeder ind til land. Fløj saligt ind i hendes øregang og gav hende styrken. Sang om forståelse og ydmyghed. Sang om bod og bedre tider. Sang om heltemod og sammenhold. Venner ville rejse sig af mulden og finde styrken. Regeringer ville falde og med det de dårlige beslutninger. Lily var ikke længere i tvivl. Bulldozernes tid var kommet. Deres trone ville falde og give plads til naturen. Til hendes kongerige.
Fra de syv have så hun skibet, der faldt og steg med bølgerne. Hun så bølgen rejse sig større end noget, hun nogensinde havde set før. Skibet fulgte med. Blev skyllet ind over land som en perfekt og målrettet storm. Starten på en krig. En krig mellem elementer. Lily fløj med på bølgen og fandt dens kurs. Kursen var hjem. Hjem mod dalen. Som var hun indfiltret i denne krigsmaskine. I vandstråler og tangplanter. Så hun havfruer derinde i vandet?
Som en morgenstjerne slog bølgen ned i nabodalen og skyllede bulldozerne væk. Det var i sandhed verdens ende for denne velpolstrede og vante krigsmaskine. Men de var ikke længere velkomne. Forstå det nu! Bølgen rensede jorden og idéerne om at ødelægge naturens eget kongerige. Neptun og Lily havde talt. Her var der ikke plads til fred. Så længe hun levede, ville hun kæmpe krigen mod maskinerne. Kæmpe mod naturens forfald. Det var hendes kongerige, men hun vidste ikke hvorfor. nabodalen spirrede påny. Naturen fandt en vej tilbage. Den var stærkt. Den stærkeste. Det var bare naturligt for hende at kæmpe for hendes venner og for at bevare klodens lunge. Hendes hjerte slog fortsat for de smukke men giftige majklokker i hendes dal. Der var ikke tid til fred, selvom hun ikke vidste hvorfor.
Inspireret af Queens musik ‘Lily of the Valley’, historien om ‘The King of Rhye’, filmen Serpent of the Nile og borgerbevægelsen mod den tredje Limfjordsforbindelse, Egholmlinjen ved Verdens ende.
