Det var engang … en drage, der blev reddet af skæbnen.

Jeg måtte have blundet. Jeg blev vækket af brølet, og satte mig brat op i sofaen. Min roomie sad stadig og fyldte chips i munden, så det knasede voldsomt. Det tilsatte han slubrende cola fra sin ét-litertank på stuebordet. Hvordan kunne jeg sove fra den larm? Filmen var stadig i gang. Intetsigende og gammeldags. Den var mindst halvfems år gammel og umådeligt dårligt lavet. Jeg kiggede på skærmen. Lige nu var et kæmpemonster på vej gennem byen og ragede langt op over alle hustage. Det var tydeligt at se, at det for det første var en dukke og for det andet at byen var en miniatureby, hvor lyset blot var dæmpet, så det var umuligt at se de dårlige detaljer på papmachehusene. Men Jens åd det råt fra sin position i lænestolen. TV-kanalen kørte nostalgiuge over temaet horror. Det var og blev aldrig min kop the.

Nej, så ville jeg hellere se dagens åbning i Folketinget, som jeg i øvrigt havde fået lov til. Så det var vel fair nok, at det nu var Jens, der bestemte programmet for aftenen. Men det var særligt interessant i dag i salen. Folkestyret havde stemt om retten til at udøve troldmandsskab, heksekunst og anden magi, og det var blevet klart nedstemt. Mennesket var ikke designet til den slags særheder, var argumentet imod, og det var de få forundt at kunne, så det blev ved lov gjort forbudt, og straffen for at gøre det alligevel, var lige nu under behandling. Nogen plæderede for dødsstraf. Det var måske i overkanten, synes jeg. Jeg havde læst andetsteds, at nogen mente at alle kunne træne sine egenskaber indenfor magi. Det var blot et spørgsmål om vilje, retning og de rette omstændigheder. Det måtte jeg tvivle på. Jeg ville med viljens kraft fjerne lyden af knasende chips fra min roomie, hvis jeg magtede det. Det virkede overhovedet ikke.

Det ringede på døren. Det var sent, men Jens rørte sig ikke ud af flækken, så jeg rejste mig og gik mod fordøren. Jeg åbnede døren på klem og kiggede ud i mørket. Der stod en figur i lang jakke eller snarere kappe, høj hat og stort busket fuldskæg. “Godaften”, sagde figuren. Jeg åbnede døren helt og hilste med et nik. “Godaften”. Figuren stod i modlys og jeg kunne ikke se ansigtet, men jeg kunne se et par øjne stirre på mig. Bare stirre. De så bekendte ud. Der blev ikke sagt mere. Efter ti sekunder rømmede jeg mig. “Ja… Hvad kan jeg hjælpe dig med hr.”. Stadig stilhed. Månen var oppe og dannede en lang skygge fra figuren og ind ad døren. “Lyt godt efter, Pelle”, sagde figuren pludselig med en dyb mandsstemme, der lød uægte. Som om personen lavede den om med vilje. “Hvor kender du mit navn fra?”. Jeg undrede mig. Han kendte mit navn. “Øh… det er lige meget. Men lyt efter. Dette er vigtigt”. Figuren rørte uroligt på sig. “Du skal gå mod nord. Stik nord indtil du møder månestenen. Drej til højre og gå stik øst indtil du finder porten bag pilehækken. Læg din hånd på den trekantede figur og sig dit navn højt og tydeligt. Porten åbner sig. Du går ind. Gå så langt du kan, indtil du møder lysningen og der Dragen. Vær ikke bange for ham eller nogen væsner, du møder på din vej. De ved du kommer. Du skal selv gøre arbejdet færdigt”. Jeg forstod intet. “Øh… hvorfor”, spurgte jeg. “Og hvilket arbejde”. Figuren bakkede en smule tættere på trinene ned fra verandaen. “Du må gøre det selv. Arbejdet finder du ud af. Jeg har lagt et værktøj til dig. Du må gøre det. Nu!”. Det sidste blev sagt med alvor. Figuren vendte sig og trippede ned af trinene og fortsatte hen ad havegangen. “Vent!”, råbte jeg. “Hvorfor?”. Figuren vendte sig ikke om igen. Jeg stod der lidt og kiggede efter den lange kappe indtil den var ude af syne, rundt om hækken til vejen. Hvad var det han havde sagt, den gamle mand i kappen?

Det var begyndt at sne. Det var tidligt, tænkte jeg og gik indenfor igen. Noget sagde mig, at det var vigtigt. Dragen ventede på mig. Det føltes rigtigt. Jens sad fortsat og gnaskede chips og drak cola til endnu et brøl og et papmachehus endeligt. “Jeg går lige en tur”, slyngede jeg ud i luften, og fik blot et grynt fra lænestolen. Jeg tog min jakke på og forlod huset. Det sneede endnu. Gadelygterne var tændt, men jeg havde lys i mit Casio G-Shock armbåndsur. Der var indbygget kompas. Den gamle havde sagt stik nord. Jeg pejlede retningen og gik.

Det var ikke langs vejen, men retningen førte mig ind i buskadset og videre ind i skoven. Jeg gik og gik mellem træstammer, småtræer og bundkrat. Over sten og enkelte små vandløb måtte krydses. Fastholdt retningen stik nord. Var det noget pjat? Noget sagde mig, at det ikke var. Jeg kom til en stor sten, der lignede en halvmåne. Det måtte være den han mente, ham den gamle gubbe. Jeg drejede til højre og fandt en ny retning. Stik øst. Igen gik jeg. Skoven synes uendelig. Jeg havde aldrig været i skoven før, men jeg mente ikke den var så stor. Men jeg fortsatte. Jeg kom til et pilekrat og standsede. Det var her. Jeg ledte foran krattet, men fandt ikke en trekantet figur. Jeg strøg krattet til side og så til min overraskelse en stenvæg. Den var ikke højere end mig. Ovenpå fortsatte skoven. Der. Til højre inde under beplantningen stak en trekantet del af klippen ud. Der var ridset en form for trekant med afrundede side og et mønster, der lignede en bjergtinde, ind i trekanten. Jeg lagde hånden på den og sagde højt “Pelle”. Der skete intet. Jeg greb lidt hårdere fat om stenen og trykkede, mens jeg gentog “Pelle”. Stadig intet. “Pelle Moirer”. Det knagede i klippeblokken og jeg tog et skridt tilbage.

Klippen åbnede sig som en port. Som to skydelåger, der fjerner sig til siden, åbnede der sig en passage. Der var mørkt og trangt, men noget sagde mig, at jeg skulle gå ind. Så det gjorde jeg. Porten lukkede sig efter mig. Det blev mørkt og hurtigt mærkede jeg jordens fugtighed og stærke dufte. Jeg kunne mærke rødder stritte ud fra siderne og kildre mig i håret. Lige fremme så jeg lys. Jeg fortsatte og kom til en væg af rødder. De gav sig, da jeg rakte ud, og jeg kunne flytte dem til side. En græsgrøn sti åbenbarede sig. Omgivet af tæt krat og høje træer. Ikke meget ulig den skov som jeg lige havde forladt, men lyset har var anderledes. Det sneede heller ikke mere. Jeg trådte ud og mærkede græssets blødhed, lysets varme og vindens kærtegn i mit ansigt. Jeg hørte noget pusle i krattet til venstre. En violet skabning med orange øjne kiggede ud på mig. Hvad pokker var det for et dyr? Den bakkede hastigt tilbage i sit skjul og forsvandt. Jeg gik frem ad stien. Den drejede til højre og igen til venstre. Jeg hørte flere dyr pulse i krattet og så flere af de violette skabninger pile af sted derinde. Som om de fulgte mig. Jeg nåede en lysning, hvor solen nåede ned til bunden. Her sværmede der insekter og enkelte blomster var dukket op af skovjorden. Jeg hørte et dybt og hæst åndedræt, der kom fra en hule i klippen overfor lysningen.

Jeg gik forsigtigt mod hulen. Et brøl kraftigere end Godzilla i fjernsynet kom mig i møde. Mit hjerte gik kortvarigt i stå og jeg måtte knæle for ikke at besvime. Stanken var ulidelig. Jernstank og ådsellugt osede fra hulen. Jeg så kun et enorm tandsæt, der blev oplyst af genskinnet fra solen, og så ikke mere. Der sad et sværd stukket i jorden foran hulen. Det var mørkerødt af blod. Jeg fik nærmere og trak det op. Jeg måtte forsvare mig, hvis det var Dragen, der lå derinde og havde dårlige intentioner. Mørket i hulen var tætomsluttende, så jeg ventede og lod øjnene vænne sig til mørket. Rigtigt nok lå der en Dragen rundt langs hulevæggen. Den blødte kraftigt fra et sår i bugen. Den kæmpede med at trække vejret og så døende ud. Den stirrede på mig med sine gule øjne. Uvenligt, men opgivende.

Jeg skyndte mig at lægge sværdet og række armene forsonende i vejret. “Lad mig hjælpe dig, Drage”, sagde jeg hviskende og kiggede venligt på Dragen. Jeg skyndte mig ud i skoven og fandt bregner, bambus, bark i strimler, helbredende urter og blomster og samlede det i en bunke. Jeg bar det tilbage til hulen og begyndte at stoppe blødningen og forbinde såret. Sådan gjorde jeg i flere dage og måske uger. Udskifte bandagen. Fodre dragen. Dragens vejrtrækning blev mere stabil og til sidst lød den rask. En dag begyndte den at tale. “Jeg tilgiver dig”, sagde den træt men forståeligt. Tilgivelse, tænkte jeg. Hvad mener den? “Jeg tilgiver dig”, gentog den. “Gå nu hjem og lev dit liv. Forvent det uventede og bekymre dig ikke mere om mig”. Dragen puffede mig ud af hulen. Jeg forstod ikke. Men glad gik jeg hjemad. Jeg havde reddet Dragen. Var det virkelig, hvad den gamle mand ønskede af mig?

Da jeg kom hjem og stod på verandaen, bankede jeg sneen af skoene og gik ind. Jens sad igen foran tv’et og spiste chips, som om jeg aldrig var gået. Filmen, der kørte, var Godzilla igen. En stor trebenet robot med en lang hals vandrede rundt og skabte lige så meget frygt som den forvoksede dinosaur tidligere havde gjort. “Ser du den igen”, indvendte jeg. “Hvad mener du, Pelle. Jeg har aldrig set den før. I øvrigt kom der en gammel nisse og bankede på, så jeg gik glip af noget af handlingen. Fandens osse. Han gav mig et brev, som han bad mig give dig. Det står der”. Jens nikkede med hovedet mod sofaen, hvor der lå henslængt et brev. Jeg var stærkt forvirret, men snuppede brevet med mit navn sirligt skrevet. Det lignede min egen håndskrift. Jeg åbnede. Der stod: “Jeg håber, du fik slået Dragen ihjel. Den var vores skæbne. Jeg kunne ikke slå den helt ihjel. Det måtte nutidens jeg, det vil sige dig, gøre for os. Hvis du klarede opgaven, som burde havde været ligetil med det sværd jeg efterlod til dig, er vi frie. Vi skal ikke bekymre os om regeringens nye love om trolddom. Vi er fri af vores skæbne. Så nyd livet uden bekymringer. Vi ses i fremtiden. Jeg smed brevet og spurtede ud i skoven stik nord.