Thomas Rud Jensen

Forfatter

Velkommen

Navnet er Rud. Thomas Rud.
(f. Thomas Rud Jensen)

Her på hjemmesiden kan du følge med i mit forfatterskab. Læse om mine bøger eller kommende bogudgivelser. Læse mine korte moralske fortællinger, mine underfundige fabler eller mine godnathistorier sammen med dit barn eller med et helt kobbel af børn, helt kvit og frit.

Jeg er fuld af fantastiske historier, som bare må fortælles højt eller lavt. Læses for nogen, der elsker gode, morsomme, tankevækkende, finurlige eller bare tidsfordrivende historier.

Ikke mindst, så kan du kontakte mig herinde, hvis du gerne vil købe en af mine bøger eller historier til evigt eje.

Siden her og mit forfatterskab er kun lige begyndt, men jeg håber alligevel på at du vil følge med bag scenen, læse mine historier og gøre min hjemmeside aktiv, spændende, inspirerende og læsevenlig.

Du kan også stille mig spørgsmål eller kommentere på mine historier.

Tak for dit besøg! Lad dig endelig underholde og kom snart igen.

En uge og en sjat…

…er der til udgivelsen af Kongeklenodiet. Lørdag otte dage. Den 24. oktober. kl. 12-14. Linå forsamlingshus. Husk det nu! Der er indkøbt håndsprit i rigelige mængder, mundbind, hvis der er behov for det og en masse gode tuschpenne til autograferne. Håber da, at nogle af Linå-borgerne vil have deres eksemplar af Kongeklenodiet signeret :-).

En ny dyster titel har her til aften i nattens mulm og mørke fundet vej til menuen Godnathistorier. Den er måske ikke helt egnet til de mindste, selvom den ikke er uhyggelig på den uhyggelige måde. Den hedder “Nattens skræmsler” og giver mig gåsehud bare ved navnet. Det er vel også i ånden her op til Halloween, at skræmme en smule på den gode måde. Nå, men historien er altså, synes jeg, ganske sød og hyggelig, og så følger der en fin tegning med til oplevelsen. Historien kunne også hedde “Det skræmte fugleskræmsel”, men nu er det ikke kun sådan historien skal forstås. Så læs gerne med og se om den giver dig noget at tænke over på flere planer. Det håber jeg. Giv den også gerne stjerner, hvis du læser den eller også en kommentar, hvis du synes, at den har flere historier i sig end blot én.

God læselyst og glædelig Halloween.

Nattens skræmsler

Godnathistorie
Af Thomas Rud Jensen
Oktober 2020

Mørket havde sænket sig over landskabet og over den trelængede gård med det stråtækte tag. Natten var på vej og gav nyt og anderledes liv til både have og mark, lunde og skove, inde og ude, i krop og i sjæl. Månen stod lavt på den mørke himmel. Petroleumsblå skyer futtede forsigtigt forbi fra tid til anden og ødelagde de uhyggelige skygger. Skygger, der tidligere havde sendt lange ansigter i hans retning, men samtidig sænket det dovne lys fra månen til et absolut minimum. På denne tid af døgnet var han angst, og han måtte hele tiden se sig over skulderen. Det var så besværligt. Han nøjedes med at skule. Han havde listet sig ud på sin plads. Sin gamle plads, der nu var optaget. Han håbede ikke at nogen havde opdaget ham. Gulvbrædderne havde knirket lidt på trappen og døren skurret i hængslerne, så det gav en pibende lyd, men ikke højt. Lyset i huset var forblevet slukket, så landmanden og fruen måtte sove trygt allerede, tænkte han og sendte venlige tanker mod de to. Landmanden var jo trods alt hans far, men også bøddel.   

En større plamage af vattotter var på vej fra vest og lagde alt hen i mørke omkring ham. Han missede med øjnene. Klemte dem halvt i for at redde noget af synet, hvis det var muligt. Men nej. Med mørket kom også blindheden. Natteblindheden havde han nok arvet. I hvert fald var mørket nu tætomsluttende og han måtte ty til hørelsen i stedet. Det rumsterede i det levende hegn kun små tyve meter til venstre for ham. Uuuhhh…! Han forventede en sværm af bidske rotter komme ud fra krattet og storme mod ham i frådende sult med galskaben uden på pelsen. Men de lod vente på sig. Måske var det blot en lille sulten mus fra kornmarken bag træerne? Men det kunne lige så godt være rotter. Han virrede en smule med hovedet og åbnede munden for at kunne lytte bedre. Han ville vide, hvis noget eller nogen var på vej. Vide, hvis han skulle overfaldes og forulempes. Især hvis det var rotter. Eller noget andet farligt. Han gøs. Lyden fra krattet var der endnu, men en ny lyd overtog høresansen.  

Noget stort var på vej gennem det høje græs fra højre. Øjnene havde vænnet sig en smule til mørket, så han kunne ane, hvordan det lange senegræs lagde sig ned i vilkårlige retninger. Dyret kom nærmere. Det måtte være stort og farligt. Han kunne blot skimte bevægelsen, ikke se tydeligt, hvad der gemte sig. Uuuhhh for pokker! Det måtte være en savannedræber af en art. Skulle han nu ædes? Fordøjes i maven på et grusomt rovdyr. Var hans sidste time kommet? Allerede. Han følte sig stadig ung. Stadig hvid og sprød med en spinkel og ikke særlig uhyggelig stemme. Slet ikke klar til at forlade denne verden igen. Han kiggede rundt. Hans base. Det var her han var blevet sat som beskytter, men nu var pladsen overtaget af en yngre model. Han så sit liv passere revy. Det var egentlig bare det. Han så ikke ret meget andet. Fødslen i det gamle værksted var ikke noget han som sådan kunne huske. Kan landmandens venlige smil, da han var færdig. Bålet lige her kunne han dog huske, som var det i går. Varmen. Flammernes slikkende tunger og stikkende varme. Den ulidelige varme. Hvordan hans krop havde knaset og knitret i flammerne. Hvordan de hvide og sorte røgformationer væltede ud fra bålets indre og gav ham lyst til at hoste ukontrollabelt. Og så puf! Uuuhhh, det havde ikke været en sjov oplevelse.  

Olsens gamle hankat dukkede frem af græsset. Puuuhhh…! stønnede han sagte. Det var bare Pjevs. Pjevs havde nok også hørt rotterne i krattet rumstere og ville gøre et indhug i bestanden. Hjælpe ham af med de hæslige væsner. Han følte et kort øjeblik stor taknemmelighed for den røde kat. Pjevs spankulerede forbi uden at ænse ham. Tidligere i sit liv var han blevet gode venner med Pjevs. Hankatten havde ofte krammet ham og sat sine negle ind i ham – sådan på en kærlig måde, synes han. Men nu. Nu værdigede katten ham ikke et blik. Kunne katten overhovedet se ham eller blot føle kulden? Han sagde heller ikke noget. Lod katten passere og glemte venskabet. Katten udgjorde ingen fare, så han kiggede blot ud i natten for at vide om noget nyt og farligt var på vej i mørket.

Noget kukkede næsten for tæt på. Ovre i skoven. Han anede ikke hvad det var, og det gjorde ham smadderbange. Uuuhhh… altså! Ville væsnet, der kukkede pludselig dukke op og kræve hans ånd? Det var der trods alt en risiko for nu, hvor det var mørkt, og der ingen vidner ville være til en udåd af denne kaliber. Ingen vidner udover det nye og flotte fugleskræmsel. Men der var vist ingen liv i de klude. Han måtte selv være på vakt for det kukkende uhyre. Han spejdede ud i mørket mod skoven i det fjerne. Nattens slør havde lagt sig hen over kornmarken, så den i dagslys så tydelige skovkant nu kun var en mere mørk nuance i alt det andet sorte. Da månen viste sig igen, ryddede den sløret til side, men afslørede igen de lange fangarme fra æbletræet, de knyttede næver fra poplen, rosenbedets spidse næser, rododendronens krogede negle og granernes syleskarpe hatte. Væmmelige og uhyggelige tingester af natten, alle sammen. Han gøs igen. Ikke af kulde, men af uhygge og lidt af frygt.

Et frygteligt syn fangede hans opmærksomhed ud af øjenkrogen og gav ham strittende bomuldspels på armene og hovedet, og en kold og rislende fornemmelse ned ad ryggen, mens han mærkede hvordan pulsen steg voldsomt. Han kunne mærke det hvide stof klæbe til rygraden i koldsvedens små søer. Uuuhhh… væmmeligt! Et sæt gule prikker i mørket stod stille i luften, svævende og skræmmende på hjørnet af gårdbygningen. Vinduerne lå tomme og mørke hen, men på hjørnet af hovedbygningen og hønsestalden stod de der gule prikker og lyste hans vej. Han kendte dem. Han havde set dem før. Det var den luskede grårøde ræv, der altid luntede rundt om natten. Han var sikker i sig sag. Ræven ventede blot på, at han kiggede den modsatte vej. Og hvis han så gjorde, ville den komme springende og bore sine spidse og skarpe hjørnetænder ind i struben på ham, hvis den kunne finde halsen bag stoffet. Han havde set hjørnetænderne den nat, hvor det var en af hønsene, der havde kigget væk. Da kom ræven galopperende med sine spidse tænder dybt begravet i hønens hals. Hønen var allerede stendød og lå som en hoppende fjerbold i rævens gab.

Ræven vendte om på hushjørnet og forlod hans synsfelt. Uuuhhh… nej! Skulle han suse efter den og jage den bort? Han blev selv bange ved tanken. Men at jage den bort for altid ville måske afhjælpe hans frygt? Njah…! Det var bedre at blive her og passe på sig selv, tænkte han.

Han havde ellers sådan nydt sit liv blandt blomster og bier, da han stadig var til gavn. Selvom nætterne var slemme, så havde jobbet kun krævet hans fulde opmærksomhed om dagen, hvor fugle skulle skræmmes. Nu hvor han kunne se livet på den anden side, var fugle dem, der skræmte ham mest af alt. Bevingede øgler fra det hinsides. Han sank en klump. De var virkeligt forfærdende og afskyelige. Kunne han blot fortælle denne sandhed videre til sin aftager, men der var slet ingen respons under den bulede stråhat og bag den ternede skjorte. Han mærkede igen smerten i brystet, da han huskede dagen, hvor han var blevet pillet op af jorden. Landmandens næver om sit liv. Uden at ane, hvad der var i færd med at ske.    

Han kiggede atter mod månen, der nu lyste ned på ham med sit skæve smil. Var det hans øjne, der flimrede eller var det noget, der flagrede rundt om månen. Nej, endnu værre foran månen. På vej denne vej. Uuuhhh rædsel! Det var der. Sorte skygger på den gullige baggrund. Store, sorte, zigzaggende skygger med brede vinger. Han kunne lige forestille sig de blodsprængte øjne, der kun havde mord i sig. Ville de komme og suge de sidste dråber af livets væske ud af ham? Var det overhovedet muligt? Var der noget tilbage? Han følte sig så bleg og blodfattig. Måske var det hans redning. Der var intet tilbage i årene. Intet at suge. Intet at sætte hugtænderne i halsen for at smage. En af de flagrende monstre var undervejs i hans retning. Den slog voldsomt i luften og kom nærmere og nærmere for hvert vingeslag. For hver cirkel i luften. For hver zone den afsøgte i blinde men med de trekantede og velfungerende ører som guide. De små næsten uhørligt uhyrlige skrig satte sig i hver nervetråd. Fra kranium til fingerspidser. Fra næsetip til fodballe. Fra hårspids til storetånegl. Det var så uhyggeligt. Uuuhhh…uhyggeligt! tænkte han og krøb sammen i stående stilling. Maven sugede sig ind og hjertet bankede hurtigere. Han måtte skæve op mod månen. Blot vente på at flagermusens cirkler deroppe skulle stoppe og nedslaget på ham uundgåeligt. Han lukkede øjnene og ventede på det forventede. Hvornår kom angrebet? Hvornår kom biddet? Han rømmede sig og testede et lille skrig. Uh… host! Uuuhhh…! Han ville ikke forlade denne verden igen uden et isnende skrig, der kunne advare andre som ham. Han skulle bare lige finde tonen. Den der skræmmende melodi, som han gerne ville huskes for. Uuuhhh…!

Han måtte åbne det ene øje og se, hvor den flyvende mus i kattestørrelse blev af. Noget sagde ham, at det var en ualmindelig langsom flyver, hvis den stadig havde interesse for hans manglende kropsvæske. Han kunne ikke se noget. Mørket var igen fremtrædende, men naturens skrig lød endnu derude og deroppe. Oppe foran månen, der dog nu var dækket af en bjerglignende sky. Kilimanjaro på skyform. Stor og mægtig. Han åbnede begge øjne og pustede efter et stykke tid ud. Al den luft ville bare give ham luft i maven, hvis han ikke skilte sig af med den. Hvad han ikke kunne se, skræmte ham ikke så meget som, hvad blikket og fantasien fik til at ske.

Han gav et gib og strøg flere meter tilbage, da et højt Uh-uuhhh fra grenen over ham, satte sig fast i øregangen. Han kiggede febrilsk op og så et stort befjeret væsen med store og runde øjne, der stirrede ned på ham. Væsnet bredte vingerne ud og rystede sig. Skuttede sig og satte vingerne på plads igen. Klar til angreb. Det var alt for uhyggeligt. Uuuhhh…ulækkert! Han løb. Hjemad. Var væsnet efter ham. Uuuhhh… underligt! Han kiggede sig over skulderen, men intet kom flagrende. Ingen bevingede, befjerede, bevæbnede gespenster med næbet fremme og kløerne udslåede. Men det var lige meget. Han havde fået nok for én aften. Nok uhygge og nok bizarre dyr, skræmmende lyde og glubske skygger. Uuuhhh… uretfærdigt! Han strøg ind gennem døren og op ad trappen til loftet. Han var ligeglad med hylende hængsler og knirkende trappetrin. Han måtte op i hjørnet og gemme sig. Op bag dragkisten og få styr på de flossede nerver. Uuuuuuhhhhhh…!

Lyset i soveværelset blev tændt. Nu må du gøre noget, Egon! lød en svag men rystende kvindestemme fra soveværelset. Jaja! snerrende en mørkere stemme og en seng gav sig besværet i fjedrende. Han kunne høre landmandens tunge skridt i gangen, hvor han lige havde været. Var han opdaget nu? Er der nogen? kunne han høre landmandsfruen kalde igen med det samme nervøse stemmeleje. Hun lød også skræmt. Næh…! brummede landmanden konstaterende. Men her er koldt, fortsatte den dybe mandsstemme. Det er bare gammelt træ, der giver sig i kulden, fortsatte mandsstemmen. Nej, Egon! Kvindestemmen var tilbage. Jeg er sikker på, at vi har et spøgelse på loftet. Det knirker og knager og siger uhhhh…!

Det døde fugleskræmsel sad bag dragkisten på loftet og lyttede til de skræmmende skridt fra landmanden, hans bøddel og de kradsende lyde fra fugleklør på stråtaget.  

Børnekunst i tegning og tekst

I menuen Godnathistorier er jeg begyndt på en række historier med en tegning dertil. Der ligger allerede den første historie under titlen Oasen. Indtil videre er der planlagt 12-14 historier i denne serie af den simple grund, at jeg har 12-14 tegninger som denne.

Tegningerne er nogle mine to piger har tegnet, da de var små og som jeg har farvelagt. De hænger herhjemme på væggen og minder mig om dengang, hvor selv uskyldige kruseduller kunne fortælle en historie. En historie fra et barns fantastiske fantasi. Nu fortælles historien så på skrift her på siden fra en voksens synsvinkel.

Følg gerne med og se om du kan li’ både tekst og tegning.

Oasen

Godnathistorie
Af Thomas Rud Jensen
Oktober 2020

Solen stod højt på den lyseblå himmel og der var ikke en sky at se i miles omkreds. Den brandvarme luft bagte alt levende til kartoffelchips på de gule sandbakker. Der var slet ingen vind til at køle de røde kinder og ingen skygge at finde nogen steder. Et par høje og orange klipper stod i horisonten og rakte deres ru stenkroppe mod solen, men alt for langt væk til at klippernes skygge ville kunne nås på en dags gåtur.

Billy trak sin hest gennem ørkenen. De to følgesvende havde gået i flere dage nu. Dag og nat. Billy var meget træt og kunne knap nok slæbe sine fødder gennem sandet. Selvom natten i ørkenen var kold og mørk, kun oplyst af de flotte stjerner på himmelhvælvet, var dagene alligevel de værste med den brændende hede, den blændende sol og de mange mil forude. Billy havde ikke mere vand i sin vandflaske og han kunne se, at hesten Gulliver var meget tørstig og tæt på at give fortabt. De måtte snart finde et vandhul at drikke fra eller en lille prærieby med indbyggere, der var gæstfrie nok til at invitere en cowboy og hans trofaste hest indenfor i byens trygge rammer og måske endda invitere Billy ind i saloonen til et glas vand og et spil kort, mens Gulliver kunne stå ved truget og drikke til alle led på ny, var saftige.

Billy sukkede og gik videre. Han drømte kun om et glas vand.

Hvad var nu det? Ude i horisonten kunne han ane noget. Det var blåt og grønt. Ikke gult, orange og rødt. Det så frodigt og saftigt ud og ikke tørt, brændt og varmt. Det så ud til at være ganske tæt på, måske få hundrede meter og ikke langt, langt væk udenfor hans rækkevidde. Solens genskin i det nye derude sendte små glimt af lys mod Billy. Han kunne se den krystalblå vandoverflade og solen spejle sig. Se Gulliver, råbte Billy til sin hest. Hesten kiggede op og vrinskede begejstret. De satte straks i løb mod horisonten og den indbydende oase. Benene havde fået nye kræfter og ansigtet et nyt smil. Side ved side løb de så hurtigt de kunne. De høje, grønne træer stod fortsat derude og vinkede dem nærmere. Blafrede med grenene og vajede i vinden. Billy kunne næsten smage det dejlige, kølige vand og føle træernes skygge. Hans læber var sprukne og hans hud i ansigtet mørkerød og solbrændt. Dette var deres redning.

Men oasen kom ikke tættere på. Blev stadig ved med at være derude i horisonten. De kunne ikke løbe den ind. Billy stoppede op og fik også Gulliver ned i fart. Billys hjerte gik næsten i stå af ærgrelse. Oasen var blot et fatamorgana. En luftspejling med hans dybeste og højeste ønske. Et blændværk, der var igangsat af hans eget syn og fantasier om at finde vand. De måtte fortsætte til fods og håbe på at en rigtig oase snart ville vise sig.

Sådan gik de med resterne af deres kræfter en times tid. Da Billy igen kiggede op ud over den endeløse ørken med de små bakketoppe, fangede noget hans øjne.

Hvad var nu det? Ude i horisonten kunne han ane noget. Det var sølv og guldfarvet. Ikke brændte nuancer af gult og rødt. Det så indbydende og beboeligt ud og ikke øde og forladt. Det så ud til at være ganske tæt på, måske få hundrede meter og ikke langt, langt væk udenfor hans rækkevidde. Solens genskin i de høje spir sendte små glimt af lys mod Billy. Han kunne se den sølvgrå brøndhane, hvorfra en vandstråle piblede ud og solen spejlede sig heri. Se Gulliver, råbte Billy til sin hest. Hesten kiggede op og vrinskede begejstret. De satte straks i løb mod horisonten og den indbydende by. Kroppen havde fået nye kræfter og ansigtet et håbefuldt udtryk. Side ved side løb de så hurtigt de kunne. De røde hustage og kuppelformede tårne stod fortsat derude og kaldte dem til sig. Brøndens salige og kolde vand fra dybderne under ørkenen ventede på byens torv. Billy kunne næsten smage det dejlige, kølige vand og føle husenes skygge. Hans læber var sprukne og hans hud i ansigtet mørkerød og solbrændt. Dette var deres redning.

Men byen kom ikke tættere på. Blev stadig ved med at være derude i horisonten. De kunne ikke løbe den ind. Billy standsede og fik også holdt Gulliver an. Billys hoved var ved at sprænges af ærgrelse. Byen var blot et fatamorgana. En luftspejling med hans dybeste og højeste ønske. Et blændværk, der var igangsat af hans eget syn og fantasier om at finde vand. Nu var Billy blevet snydt to gange og de havde brugt mange kræfter på at løbe efter noget uvirkeligt. De måtte hanke op i dem selv og fortsætte lidt endnu med håbet om at finde en by snart.

Sådan gik de uden at have flere kræfter at bruge en times tid. Da Billy igen kiggede op ud over den endeløse ørken med de små bakketoppe, fangede noget hans øjne.

Hvad var nu det? Ude i horisonten kunne han ane noget. Det var rødt og blomstret. Ikke grønt og stikkende som de mange kaktusser på deres vej. Det så sødt og venligt ud og ikke ufremkommeligt og dræbende og fyldt med skeletter fra vildfarne heste og lovløse cowboys. Det så ud til at være ganske tæt på, måske få hundrede meter og ikke langt, langt væk udenfor hans rækkevidde. Solens genskin i den hvide hud sendte små glimt af lys mod Billy. Han kunne se det røde, krøllede hår, og hun kom nærmere og nærmere, smilende. Se Gulliver, råbte Billy til sin hest. Hesten kiggede op og vrinskede begejstret. Men Billy stoppede Gulliver. Åh Gulliver, søde hest. Det er blot et fatamorgana. Vi må fortsætte og spare på vores kræfter. Men pigen fra horisonten kom nærmere og nærmere. Billy måtte gnide sine øjne fri for sand og støv. En varmere fornemmelse bredte sig. Håbet havde måske fået nye kræfter og øjnene et blankt og vådt slør. Side ved side gik de. Han og Gulliver og kunne næsten ikke tro deres egne øjne. Pigen fra horisonten stod nu helt tæt på og ventede. Fremviste en rød rose og smilede. Billy og Gulliver smilede tilbage og stoppede også op. Pigen talte. Velkommen, Billy! Velkommen Gulliver! Pigen smilede bredere nu og kiggede fra Billy til Gulliver og fra Gulliver til Billy. Dette er oasens blomst. Tag den blot. Billy rakte ud og tog blomsten fra pigens udstrakte hånd. Med blomsten i din hånd har du et ønske, Billy. Du må ønske hvad du vil, men kun ét ønske. Pigen tiede og kiggede forventningsfuldt på Billy. Hans læber var sprukne og hans hud i ansigtet mørkerød og solbrændt. Dette var hans redning. Han ville ønske sig vand og skygge. Kun ét ønske, gentog pigen som om hun havde læst hans tanker. Kun ét ønske, gentog Billy og måtte genoverveje, hvad han havde tænkt.

Billy kiggede på Gulliver. Hans redning? Nej, han måtte i det mindste redde sin eneste ven. Om det så blev det sidste han gjorde. Billy rakte blomsten frem for sig og fremsagde sit ønske. Pigen lo stille. Nuvel, Billy. Værsgo!

Med ét swush begyndte ørkenen omkring dem at forvandledes. En sø piblede frem omgivet af lave palmer. Huse skød op fra sandet, rystede sig og fandt sig til rette indtil der var nok huse til en hel lille landsby. En frodig have med æbletræer og hindbærbuske blev dannet lige ved siden af dem, mens et træhus med terrasse og en gyngestol stod og ventede på sin ejer bagved haven. Men… men…, begyndte Billy. Jeg ønskede mig bare et æble til Gulliver?! Ja, sagde pigen og plukkede et rødt æble fra æbletræet i haven og gav det til Gulliver, der straks gnaskede løs. Men med et så simpelt men alligevel stort ønske følger altså dette. Pigen svajede sin hånd rundt og de nød begge synet af den farverige oase bag dem. Dette var deres redning.

IT-viden lige til Skralderen

Jeg har haft lidt vrøvl med indstillingerne på min hjemmeside. De, der har skrevet sig op til at få en email, når jeg lægger nye historier op, har ikke fået besked. Det er jeg meget ked af, men nu burde det være rettet , så jeg må beklage mange gange. Jeg håber I vil indhente det forsømte.

Jeg skrev i går en lille ny historie om Skralderen Erna. Historien er skrevet ud fra en idé fra en ven, dvs. historien har en faktuel vinkel. Det er en lidt trist tanke, men jeg har forsøgt på bedste vis at fortælle historien positivt og sjovt. Se om du kan li’ den og giv den gerne din anmeldelse med 1-5 stjerner. Stjernerne kan findes, hvis du åbner historien fra pc og klikker på linket til historien i den højre menu. Så ligger muligheden for anmeldelse nederst efter historien. Tak til dig, hvis du anmelder. Uanset dit valg af stjerner.

Vedr. min romanudgivelsen den 24. oktober, så har jeg allerede modtaget 17 forhåndsbestillinger af bogen indtil videre. Tak til jer alle. Der vil stadig være 50 styk til salg på dagen for release fra Linå forsamlingshus. Vel mødt kl. 12-14.

Jeg vil allerede nu “breake”, at der er flere vinkler i bogen, der er baseret på virkeligheden og hvordan min landsby og landskabet ser ud. Der er dog en væsentlig tilsnigelse i bogen og i handlingen for at dramaet kan udspille sig som jeg havde tænkt det. Når I får bogen og læser den, vil jeg meget gerne høre fra jer, hvad I finder ud af, der ikke heeeelt er som naturen er skabt. Det er spændende for mig at høre fra jer, så hold jer ikke tilbage.

Skralderen

Short story
Af Thomas Rud Jensen
Oktober 2020

Erna sad i sin bløde lænestol og blundede. Det havde været endnu en skøn søndag formiddag som den plejede at forme sig. Hun havde været i kirke med sin søde nabo – den lille kirkesanger. Naboen havde en fast tur til kirken hver søndag, hvorfor de gerne kørte sammen til og fra tjenesten, selvom Erna havde en yderst velfungerende bil stående i garagen, men den kunne bare ikke køre om søndagen. Det var et faktum. Hun nød turen med naboen og den småsnak og tøsefnisen, der opstod undervejs. Erna var dobbelt så gammel som naboen, men det forhindrede hende ikke i at forsøge at tale med på moden, og så følte hun sig heller ikke så gammel. Det var en dejlig tur og en fast tradition efterhånden. Den grå Skoda, der stod velplejet i hendes egen garage, skulle nok blive luftet i løbet af ugen, når hun tog den med på køretur med ekstra fart i kurverne og sømmet i bund ind til byen.  

Erna slog øjnene op. Hun var sulten. Maven knurrede og det betalte sig bestemt ikke at knurre igen. Det havde hun forsøgt uden held. Den sædvanlige kirkeudflugt havde virkelig tæret på kræfterne. Hun følte sig faktisk lidt gammel nu. Det skal være lyv! udbrød hun, og forsøgte at rejse sig, men benene ville ikke helt lystre endnu. Hun benyttede ventetiden, mens benene indstillede sig på endnu en anstrengelse, til at kigge rundt i sin stue. Juleplatterne på væggen manglede stadig årets udgave. Hun håbede at sønnerne, Frederik og Christian ville betænke hende den til Juleaften, hvis de da kom på besøg. Selvfølgelig gjorde de det. Blikket søgte hen på reolen, hvor hendes samling af sparegrise stod på rad og række. Hun elskede grisen. Grisen som figur var betagende med den flade næse, der mindede hende betænkeligt meget om hendes afdøde mand, Orla. Han var gået bort tidligt i alderdommen, men det betød ikke det store for Erna. Sparegrisen stod for alt det Orla ikke havde givet hende. Penge. Nu sad hun her og forsøgte at leve sine dage på den sparsomme folkepension i sit rækkehus, der trods alt var købt som andel. Men sparegrisen havde efter Orlas død været en påmindelse om det spildte liv med Orla og hans ekstravagante levevis, der ikke havde efterladt hende en arv eller andet end gæld, som hun dog nu havde indbetalt og glemt alt om. Så hun elskede sparegrisen. Hun havde sparegrise i rød, i blå, i grøn. Blomstrende sparegrise og en gris udformet som en klar stjerneaften. Åh, den var så smuk. Selv en gris, hvor der var flyvende pengesedler på. Hun havde store og små grise stående. Særligt den store lyserøde med det venlige smil og de glade øjne var hendes favorit. Hun kaldte den Flemming, som en påskønnelse af sin gamle flirt. En flirt Orla aldrig havde kendt til. Flemming var også død nu. Rig og tilfreds sammen med sin kone. Begge lå de ovre på kirkegården. Erna besøgte hellere Flemmings gravsted end Orlas. Også selvom Flemmings kones navn stod under ham. Men grisen Flemming levede videre. Den var altid i så godt humør, og så synes hun faktisk, at den af og til svarede hende, når hun talte til hende. Det var naturligvis hendes fantasi, der løb af med hende. Det vidste hun godt, men det var stadig hyggeligt. Den svarede sådan på typisk Flemmingsk. Altid positiv og glad og gavmild. Måske ville hun få en ny sparegris til samlingen fra en af hendes børnebørn. Det kunne da være rart, tænkte hun glad.

Erna studerede igen benene. De var vist klar nu.

Hun rejste sig langsomt og greb ud efter rollatoren, der stod parkeret ved siden af lænestolen. Hun havde fået sat en lyskæde med 12 stjernelys hen over styret og ned på sædepladen. Den tændte hun på batteriboksen, der sad påklistret lige under håndbremsen, så hun ikke skulle flytte hånden meget fra styret for at tænde kæden. Det var så dejligt med glade lys og hun havde jo også hørt i Nyhederne, at man skulle have lys på i trafikken, og når hun nu var på hjul, var det vel en eller anden form for trafik. Hun havde faktisk overvejet at få sat en ringeklokke på styret, men det var ikke så tit, at hun overhalede andre, så det var blevet ved tanken. Lysene gav hende også en retning at gå i, nu hvor alderdommen havde taget en del af synet. Hendes læge havde truet med at operere hende, så hun ville kunne se noget mere. Du har kun fyrre procent syn tilbage, Erna, havde lægen udbasuneret. Men fyrre procent er da også noget, tænkte hun. Tænk hvis operationen gik galt og efterlod hende i mørke resten af livet? Ingen chance for at betragte Flemming mere. Hun ville være hjælpeløs, gud forbyde det. Den risiko var hun bare ikke klar til at tage endnu. Lægen havde frittet med, at operationen ville give hende op til halvfems procent af synet tilbage, men det var jo mere end hun nogensinde havde haft, så det var vist bare frås. Det var vel grunden til, at hun havde valgt at gifte sig med Orla. Altså at hun manglede noget af synet. Skulle hun nu til at se bedre, så ville hun jo opdage sin fejltagelse tres år for sent. Spild af tid og penge, tænkte Erna. Hun ville overveje tilbuddet, havde hun afværget lægens angreb med. Måske om et år eller to, hvor truslen om at tage hendes bil kom på tale. Så var det alligevel alt eller intet. Heldigvis vidste lægen intet til bilen endnu, så hun måtte holde tand for tunge, så længe hun kunne.

Erna trissede gennem stuen og ud i køkkenet. Hun fandt sin indkøbsliste og den strikkede pung. Indkøbslisten var stadig den fra sidste uge, så hun rev siden af, og smed det krøllede papir i skralderen. Et æbleskrog tittede op fra bunden af posen. Hun erindrede fornøjelsen ved at spise netop det æble. Tyvstjålet fra genboens æbletræ. Mon ikke hun skulle gå en tur rundt i byen her til eftermiddag og se om der igen kunne falde lidt af havernes overskudslager af til hende? Det var da en plan.

Erna betragtede atter indkøbslisten. Nu var siden blank. Hmmm… hvad havde hun egentlig lyst til i dag? En flødeskumskage med et kirsebær på toppen. Uhmm… Hun smaskede ved tanken. Det var ønskescenariet. Hun åbnede pottemånen og kiggede ned. Et par gullige mønter lå og hyggede sig i mørket. Sikkert forskrækket over det pludselige lys fra oven. Det var ikke meget, mumlede Erna og tænkte på de kommende 10 dage, der manglede i måneden, før kalenderen rundede den første igen. Når folkepensionen rullede ind på kontoen, gav det da mulighed for en fest eller to i de første par dage, men derefter en nødvendig stillingtagen til at suge på lappen resten af måneden. Nu var de to dages fest afholdt, så hun måtte spinke og spare. Var månederne bare blevet ekstra lange her de sidste år, eller var det bare hende? Hun grublede, men tænkte at månederne faktisk lignede dem de altid havde været. Det kunne ikke være februar hver måned, konkluderede hun. Hun tog mønterne op af pungen og lod dem danse en smule mellem fingrene. Skulle hun lægge den ene gullige mønt i den store, dejlige sparegris og gemme til dårligere tider? Tjo, men hvis det ikke var sådan lidt dårlige tider lige nu, så kendte hun ikke helt indikationen af sådanne tidspunkter. I dag undlod hun at tilfredsstille grisen Flemming, som hun ellers havde gjort så tit. Hun smilede forlegent og huskede i et kort glimt tilbage på de dejlige stunder med den ægte Flemming og deres hemmelige ture i sommerhus. Der var efterhånden kun korte glimt tilbage af minderne, men dem nød hun også.    

Hun trak overfrakken på og kørte rollatoren i stilling ved hoveddøren. Eftermiddagens udflugt måtte være den lokale REMA1000 for at stille sulten. Måske en flødeskumskage alt efter, hvad pengene rakte til. Det halvmørke fortov og bilernes tændte, men blændende lygter lugtede af efterår. Vinteren var på vej med stormskridt. De 12 stjernelys på rollatoren tjente hende godt. Hun kunne se, hvilken vej der var fremad. Da hun nåede frem til lyskrydset, måtte hun klemme øjnene i for at skelne om lyset viste grøn mand gå eller rød mand stå. Der var vist rødt. Hun skuttede sig i blæsevejret og ventede. Hun følte sig ikke just prioriteret. Endelig lod den grønne men udviskede farve vide, at det var hendes tur. Hun skubbede rollatoren frem og listede over fodgængerfeltet. En lang kø af venstredrejende biler ventede på hende. Nu følte hun sig prioriteret og satte farten ekstra ned for at få følelsen rigtigt ind under huden. Hun smågrinede af sig selv. Elskede at provokere bare lidt. Hun nåede den sikre havn på modsatte side af kørebanen og hørte de opgassende biler forsvinde fra krydset i en hulens fart.

De blå og hvide lysstofrør på butikkens facaden lige frem for næsen oplyste indgangspartiet henne om hjørnet, og guidede hende det sidste stykke. Hun skulle forbi varegården inden hun kunne komme ind i butikkens overflod af varer og varme, hvor hun kun kunne gøre sig forhåbninger om at fjerne en mikrolille brøkdel af varesortimentet. Måske hun i dag kunne liste en lille chokoladebar ned i tasken som sådan en lille ups ting? Hun stoppede og klargjorde tasken på sædepladen med åbningen opad til den ‘uheldige’ begivenhed ved slikhylden.

En ung mand kom væltende ud fra butikkens lager med en større rullevogn på slæb. Den bar på flere store indkøbsposer med butikkens logo prydet på siden. Erna måtte gå og rulle i en stor bue uden om optrinnet. Den unge mand kørte rullevognen i stilling foran skraldespanden. Hun skulede tilbage for at se, hvad den unge mand havde gang i. Skraldespanden blev åbnet og de fire store poser blev båret behændigt op i det sorte hylster, mens den unge mand fløjtede nogle toner, der for Erna lød ganske falsk. Hun bemærkede at han bar de hersens hvide tingester i ørerne og tænkte sit. Butikkens oplyste indre åbenbarede sig for Erna, der hun svang rollatoren ind gennem de metalliske salonlåger og lod sig betage af frugtmarkedet, der var første trin i supermarkedets indkøbsoplevelse. Luftfugtighedsregulatorerne i loftet gav et pift og Erna måtte hoste. Hun fik seriøst astmafornemmelser af alle de vandpartikler, så hun skyndte sig gennem de grønne, gule, orange og røde bunker. Frugt var alligevel ikke på hendes indkøbsliste og ville i denne tid heller ikke være det, hvis naboernes træer vel at mærke stadig bar frugt og ikke var plukkede endnu.

Hun huskede på sin tur til præstegården for en månedstid siden, hvor hun på afstand havde set havens æbletræ bugne. Da hun kom derop, måtte hun dog strække gevær. Præstegårdens nabogrund var byens lokale børnehave og her bemærkede hun, at de havde fået nyt klatrestativ. Et farvestrålende klatrestativ af træ, der lignede en slange, der snoede sig omkring et rødt æble. Hun slog korsets tegn for sig, erindrede sin bibelhistorie, og lod præstegårdens æbletræ være. Heldigvis havde hun på turen hjem rundet en parallelgade, og set en brombærbusk stå en kende for tæt på stakittet. Her var der ingen bibelske fortællinger, der sprang hende i hu, så hun rakte den skrøbelige halvfemsårige krop hen over stakittet og plukkede så mange af de mørke bær, som hun kunne nå. De havde smagt noget så himmelsk velsignet.    

Erna gik målrettet mod fryseboksen i butikken og fandt en pose med biksemad. Lækkert. Den var ovenikøbet på tilbud til otte kroner. Hun tog to op af fryseboksen, men ombestemte sig. Én måtte kunne holde til to dage, og så havde hun sparet otte kroner. Hun nikkede tilfreds over sin egen skarpsindighed og vendte rollatoren. Hun rettede den mod bagerudsalget. Hun måtte lige se, om der var en flødeskumskage i sortimentet og om den i så fald var på tilbud. Jo. Der lå den lækker og sprød at kigge på. Hun kunne ikke se prisskiltet. Det var så småt dernede. Den unge mand fra skraldespanden stod ved siden af montren med herlighederne og fyldte nye varer på hylderne. Hør, unge mand, knagede Erna. Hun havde vist ikke fået brugt sin stemme så meget i dag på trods af turen til kirke. Den unge mand vendte ansigtet hendes vej. Det så i hvert fald sådan ud i gråtonerne og de udviskede karikaturer. Hvad koster kagen? spurgte hun uden helt at vide, om hun havde den unge mands opmærksomhed. Men jo, han kom nærmere. Femogtyvekroner, svarede han og fortsatte. Skal jeg tage den til dig? Nej nej, skyndte Erna sig at sige, ærgerlig over den høje pris. Det var bare for dyrt. Men tak, unge mand, svarede hun og vendte sit køretøj. Hun styrede mod betalingskasserne efter den obligatoriske tur forbi slikhylden og et par upsere.

Da hun atter stod på butikkens p-plads og forsøgte at vende øjnene til mørket, kiggede hun igen mod skraldespanden. Hendes nysgerrighed var vakt af, hvad den unge mand havde smidt ud. Hun trillede hen til den sorte plastikcontainer og åbnede låget. Rigtigt nok stod der fire poser på bunden. Hun lod rollatoren stå ubemandet og svang kroppen ned, så hun med nød og næppe kunne nå den ene poses kant. Hun åbnede posen og så til sin overraskelse posen fyldt med madvarer. En majskolbe strittede ud ved siden af, hvad der lignede en stabel med hakket oksekød og en chokoladeroulade, der havde klistret indersiden af foliet med lækkert kagefedt. Ernas øjne var runde og blanke som perfekte snebolde. Hun lagde kræfterne i og asede og masede med at få posen op. Hun måtte undersøge de tre andre poser, da den første stod klar ved rollatoren. De var også fyldt med købmandsvarer. Hun besluttede hurtigt at tage to poser med hjem nu og køre en ekstra tur for at hente de to sidste. Alle tanker om den lyssky vandring i gaderne med æblerov i tankerne var for længst skubbet i baggrunden. Nu gjaldt det om at sikre de fire indkøbsposer.

Det var meget mørkt, da Erna forpustet og glad satte sig i lænestolen på ny. Alle fire poser var sikret og lå nu udfoldet på køkkenbordet. Der var alt lige fra grøntsager til pålæg, kød og mælk, rugbrød og et wienerbrød. Ikke en flødeskumskage, men et wienerbrød. Det var ikke sådan at gå i vejen for. Et orgie af mad. Og så havde hun kun brugt lidt af en af de gullige mønter. Der var alligevel lidt til Flemming i dag, tænkte hun glad. Hun futtede over til reolen og trykkede den gule mønt ned i Flemming med rystende hænder. Da hun fik sig sat igen begyndte hun at tænkte. Hun kunne umuligt spise alt maden inden det blev for gammelt. Måske kunne hun give noget væk? Måske til den søde kirkesanger? Ja, det var en god idé. Hun rejste sig atter og rullede i køkkenet, hvor hun pakkede lidt gode sager tilbage i posen. Hun trissede ud i aftenen og nåede naboens hoveddør. Hun trykkede på ringeklokken. Holdt den inde, så hun kunne høre den ringe derinde. Der kom ingen og lukkede op, så hun fastholdt trykket på knappen. Stadig ingen. Hmmm… Hun var nok ude, tænkte Erna og hang posen på dørhåndtaget.

Den aften spiste Erna godt af den lækre mad og afsluttede måltidet med det lækreste stykke wienerbrød. Lige sådan som hun huskede, at det skulle smage. Veltilfreds gik hun til ro.

Næste morgen havde hun sovet på sin oplevelse. Hun kiggede bekymret ud i køleskabet, men fandt alle varerne flot stablet derinde, sådan som hun havde efterladt dem. Dejligt, konkluderede Erna overrasket, selvom der ingen var til at høre hendes udbrud. Morgenmaden blev også overdådig. Var der mon noget i den skraldespand ved REMA i dag, tænkte hun nysgerrigt. Måske.

Da klokken atter nærmede sig aftentide tog hun turen til butikken igen. Denne gang gik hun ikke ind, men ventede ved varegården selvom der var hundekoldt. Rigtigt nok, kom den unge mand ud fra butikkens bagdør, gik til skraldespanden og sænkede denne gang tre poser ned i dybet. Erna fragtede med møje og besvær poserne hjem på én tur og fik igen åbnet for flere herligheder. Alt for meget mad til hende, så igen måtte turen gå til naboen med lidt overskud. Der var også lidt til andre naboer, så de fik en pose med indhold, som hun hang på deres dørhåndtag.

Sådan fortsatte Erna sine aftenture til REMA1000 og forsynede sig i skraldespanden. Og sådan fortsatte hun med gaver til naboerne, når mørket var faldet på. Da den første i måneden kom, havde hun slet ikke brug for alle sine penge, så hun hævede dem, købte en flødeskumskage til femogtyve kroner og lod Flemming få resten af mønterne.

Den nat sov hun så dejligt. Med maven fyldt med flødeskumskage og nu hvor fremtiden så lys ud, lukkede hun sine øjne for sidste gang.

Hej, Frederik, kaldte Christian fra stuen. Hvad skal vi gøre med mors sparegrise? Frederik dukkede op i døren fra køkkenet. Mor har vildt meget mad i køleskabet, har du set det. Frederik rømmede sig. Men det meste er alt for gammelt. Der er nogle åbne pålægspakker derinde, der er mindst en måned for gamle. Tror du, at det var det, der tog livet af den gamle? Måske, svarede Christian. Men hvad synes du om grisene? Frederik studerede dem med et smil på læben. Den skøre mor. Skal vi se om de er fyldte? Ha! Frederik smilede. Stakkels mor havde jo aldrig penge, så jeg tvivler. Frederik tog den lille blomstrede sparegris ned fra hylden. Hold da op, mand. Den er tung! Ja ja, grinede Christian. Det er rigtigt! stammede Frederik. Christian tog den næste gris ned fra reolen. Den her er også tung. De åbnede de to grise med forventningsfulde fingre. De var fyldt med sedler og mønter. Fyldt til randen. De to sønner kiggede med store øjne på hinanden og skyndte sig at tage den næste gris fra hylden. Også den var fyldt til randen. Da de kom til den store lyserøde gris, måtte de lige trække vejret en ekstra gang. Også den var tung og fyldt med Ernas opsparede folkepension fra et langt liv efter Orla og godhjertede følelser for Flemming.  

Influencertid

Tja, jeg hørte det i morges i radioen, at årets influencertid starter den 1. oktober. Det er i dag. Eller var det influenza? Nå pyt.

Jeg vil i hvert fald gerne influere på din tid, så jeg har lagt endnu en short story på hjemmesiden. Det er en skør historie, som jeg hellere må forklare. For ser du. Når man skriver en roman, så opfordres man på det kraftigste til at undgå vante talemåder og floskler samt en række ord, der får historien til at virke liiiidt amatøragtig. Fx “Pludselig” eller “Meget” eller “Næsten” eller “Fantastisk, vildt, mega” osv. Jeg har derfor sat mig for at kende så mange talemåder og floskler som muligt, for at vide, hvilke jeg ikke skal bruge, og så her sørge for at bruge dem, så jeg ikke føler at jeg går glip af noget. Derfor læs min historie om gedehyrdens talemåder. Jeg har givet den mega, vildt meget gas. Den er skrevet med et smil i mundvigen og bare for at få det hele ud en gang for alle. Fantastisk.

Derudover, så har jeg lovet at jeg snart starter op på mine Story Cube-historier, men altså. Jeg venter på at få lov at bruge Rorys terninger. Og Rory lader vente på sig. Det er træls, så jeg overvejer blot at gå igang og se hvor det bærer mig hen. Hold øje. Måske har jeg lige pludselig taget en beslutning.

Husk at der blot er 24 dage til release af Kongeklenodiet. Du kan besøge min Facebook-side om Kongeklenodiet og like siden. Her vil jeg om kort tid lægge flere billeder, videofilm og interviews op, så man kan se, hvilke tanker om scener og sceneri samt om personer, som jeg har haft, da jeg skrev bogen. Måske det vil gavne dine egne billeder, når du læser historien. Lad mig høre om du kan li idéen om en supplerende Facebook-side, der underbygger romanen.

En gedehyrdes talemåder

Short story
Af Thomas Rud Jensen
Oktober 2020

Så er den ged barberet! sang Ulrik i vilden sky, mens han studerede sit kæledyr, der stod helt blottet, bar og brægede af ham. Baaaa! vibrerede stemmen, mens Ulrik pakkede skraberen og skummet ned i toilettasken med lange arme. Geden sprang med ild i rumpen tilbage i flokken af geder, der stod og græssede i solskinnet. Der var højt til himlen herude på bøhlandet, og det var på dage som i dag nemt at skille fårene fra bukkene selvom det var geder. De nød det grønne bjerglandskab med blikket til den isblå å, der snørklede sig gennem landskabet for foden af bjergskråningen. Ulrik var ikke just snu som en ræv, men han havde da forstand på at barbere dyr. Især når nu hans ged var familiens sorte får, og ikke var blevet klippet sidste sommer som de øvrige ivrige nedrige geder. Gertrud, som geden hed, havde været stædig som et æsel, og have ikke været indstillet på at blive klippet som de andre billige dyr. Gertrud havde hylet op som en stukket gris, da Ulrik havde forsøgt at indfange den for at tale med STORE bogstaver, men Gertrud lystrede ikke. Ulrik måtte vende ind til flere blade og bare vente. Vente på at Gertrud gav ham lov. Det blev så nu. Ulrik kunne ikke sende aben videre, så på med vanten, havde han tænkt. Der var kun ham til at tage sig af årets klipning og da Gertrud havde serveret sig selv på et sølvfad, var hun lige til at gå til. Han elskede Gertrud af hele sit hjerte. Da han havde fået hende en anden sommerdag for snart mange år siden, havde folk sagt, at den måtte han længere ud på landet med. Så her var han taget hen. Ud på landet og op ad langt højere bjerge.

Gertrud løb for fuld skrue rundt blandt de andre geder og var kun en streg i luften. Hun tonsede hid og did og løb næsten hornene af sig. Gertrud opførte sig som om alle de andre geder nu skulle se giraffen. De brægede blot surt tilbage og gumlede græs, og hvad de ellers kunne finde. De synes sikkert alle, at Gertrud var blevet en underlig fisk at se på. Kortklippet og lyserød. Det var ikke noget de sådan kunne falde på halen over.

Ulrik tog sin blå kasket på, men opdagede at han allerede havde den røde på. Han kunne da ikke have flere kasketter på, så han smed den blå tilbage i rygsækken og begyndte at rydde uld op fra græsset. Der var noget ganske uldent over stedet og det så ikke kønt ud, at lade al den gode uld ligge. Det ville ikke give en høj stjerne hos nogen og ingen varm sweater til kong vinters indtog. Tør jeg lade være, spurgte Ulrik sig selv. Svaret var nej.

Efter et par minutter, hvor han flittig som en bi havde samlet ulden sammen, kiggede han atter ud over landskabet. Han måtte lige finde sine egne ben. Hvad skulle han nu få dagen til at gå med? Han var en gammel rotte i at finde på ting og sager, så spørgsmålet var blot hvilken idé, der skulle afprøves først. Han ville gå sine egne veje, så han gik ned ad bakken og sprang over, hvor gærdet var lavest. Måske han skulle prøve at være ude med snøren og hale lidt torsk i land ved åen? Mon nogen bed på i dag? Måske. Han følte, at han havde det som blommen i et æg. Skønt vejr, flot natur, afslappende gøremål. Han tog en slurk af drikkeflasken, men måtte kigge dybt i flasken. Den var næsten tom. Sluk tørsten var dermed et vigtigt gøremål. Noget kildede ham på øret og han kunne høre en lille fugl synge. Han kiggede op. En gærdesmutte strøg forbi med vingefanget ude. Han kløede sig på øret og mærkede straks, at han havde fået en lille fjer på. Fuglen havde tabt den i farten.

Han satte sig ved åbredden, kløede sig på de spidse albuer og tog sine sko af. Turen ned af bjergsiden gennem de hvide jordbundsplamager havde kridtet skoene. Han havde også ømme tæer, og han kunne se lige præcis, hvor skoen trykkede. Det var trodsalt hårdt at gå i for små sko. Han ville lindre smerten ved at bade tæerne i vandet og måske gå over åen efter vand. De andre drikkeflasker lå i rygsækken på modsatte bred. Han smøgede sine bukser op, så de ikke længere gik til sokkeholderne og vadede ud i vandet. Han fik straks kolde fødder, men der var ingen ko på isen. Selvom strømmen var stærk, kunne han sagtens holde sig stående. Han valgte alligevel at gå lidt mod strømmen for at føle de små fisk pusle om ham. Han måtte klemme ballerne sammen for at blive oprejst, men vandet var køligt, svalt og ladede virkelig hans batterier op. Han gik op modstrøms og rundede efter nogle meters gang det første skarpe hjørne.

Ulrik tog sin vandflaske frem og lod det resterende indhold løbe ud i sandet på bredden. Han ville fylde nyt køligt vand i dunken. Men der løb lige pludselig meget vand i åen. Noget stort kom brusende mod ham over stok og sten. En kæmpe grangren. Ulrik nåede ikke at flytte sig i tide og blev væltet, så han landede med hovedet først i vandet. Han kunne slet ikke holde på hat og briller og befandt sig pludselig nede på bar bund. Han tumlede rundt og kunne ikke få et ben til jorden. Han måtte holde tungen lige i munden og næsen oven vande for ikke at sande til. Våd og fornøjet trak han sig op på bredden på nul komma fem, så det efterlod en streg i sandet. Han lignede en druknet mus. Vandet var koldt og satte pulsen op. Med hånden på hjertet kunne han føle organet dunke kraftigt derinde. Her sad han våd og lykkelig på herrens mark og følte, hvordan han måtte dele sol og vind lige for at blive tør igen.   

Men nu var han blevet sulten som en ulv og kunne ikke længere gå som katten om den varme grød. Han måtte have noget føde i rygsækken, der kunne hjælpe på sulten. Rygsækken havde været tung på vej herop på bjerglien. Han kiggede ned i mørket. Et par æbler tittede op som det første. Det havde været lidt hårdt at bære frugt herop, men han havde bidt i det sure æble, så han nu kunne spise sig mæt. Normalt spiste han som en fugl. Mest korn og brød, men et par æbler fra landmandens æbletræ var ikke at gå i vejen for. Det var som at stjæle slik fra børn, når æbletræets grene sådan hang ud over hullet i hækken og æblerne trods alt faldt langt fra stammen. Han tog med det vuns æblerne op, og begyndte at sætte dem til livs. Sulten blev ikke stillet, så han søgte atter ned i rygsækken. Her fandt han posen med rent mel. Det var længe siden, at han havde haft brød i ovnen, så han savlede helt ved tanken om nybagt brød. Skulle han starte et bål og slå lidt større brød op end han selv kunne bage? Det var der ingen ben i, og så ville alt køre på skinner, tænkte han. Meeen… Ét brød eller en par pandekager måtte være nok. Han ville slet ikke bringe flere i fedtefadet, så han begyndte på en frisk og æltede melet til dej. Tændte et bål, men brændte straks fingrene. Av! hylede han højt. Han satte sig på rumpen, men straks hylede han igen. Av! Han var blevet bidt af noget i græsset. Han kiggede rundt og så en lille ørentvist. Det var David mod Goliat, tænkte Ulrik og lod krybet gå med uforrettet sag. Der var ikke en større lyst til at bygge bro mellem arter her midt ude på marken, så ørentvisten gik af på naturens vegne. Ulrik rejste sig og ville hente sin pande, men der var flere bump på vejen, så han væltede med dejen, så lang han var og pandekagedejen trimlede ned ad bakken. Længere nede ad bakken var et plankeværk, og med et koket hop, flygtede pandekagen over plankeværket. Selvom pandekagen var faldet i god jord, var det ærgerligt at se den forsvinde ud i den blå luft til ingen verdens nytte. Han sukkede og følte sig igen fattig som en kirkegårdsrotte. Men da tid er penge, ville han ikke ærgre sig mere over tabet selvom de to æbler nu kun forslog som en skrædder i Helvede. Han var sulten blot ved tanken om at gå glip af pandekager. Det var alligevel som at få en spand koldt vand i hovedet.

Han tænkte sig om. Han havde stjålet noget gammel vin på nye flasker fra kroen forleden, men var blevet snuppet i forsøget på at stikke af med ranet. Han måtte med kniven for struben give på klos ud fra krofatters slag på tasken over værdien af flaskerne. Han var næsten faldet bagover, da han hørte prisen, men for at undgå at fanden var løs i Laksegade, havde han accepteret og var forsvundet med halen mellem benene uden penge. Han gik nedenom og hjem, selvom hjem blot var over næste bakketop. Der var intet at falde i staver over på kroen længere. Vinen kunne måske dæmpe sulten nu inden han gik helt ned med flaget. Han havde intet glas, så han måtte tage vinen ind med skeer indtil han havde fået så hatten passede og var tæt på at gå fra snøvsen.

Ulrik kiggede atter ud over det bjergrige landskab og tænkte, at han da måtte have fis i kasketten ved at leve sit liv herude. Måske han burde holde bagdøren åben for en anden levevis? Nej, han ville ikke kaste håndklædet i ringen allerede nu. Han levede trodsalt mest i en kuffert, men var blevet bidt af at passe geder, så da han havde fået sin egen, havde han tilbudt at blive gedehyrde sådan helt gratis for en tilfældig landmand, der virkelig havde rotter på loftet. Der havde været flere om buddet som gedehyrde. Der var en irer fra Irland, der hele tiden havde noget i ærmet og meget lange fingre, en skotte, der grinede som en flækket træsko med næsen i sky og havde masser af penge mellem hænderne samt en sigøjner fra en by i Rusland, som spildte meget krudt på at ville spille russisk roulette om gedehyrdejobbet. Ulrik var sikker på, at sigøjneren havde mange lig i lasten.

En aften hvor landmanden var i sit es og ganske stor i slaget, havde han inviteret til kortspil. Mens landmanden var i gang med at blande kortene, var det Ulrik, der kom først til kort. Han blev taget med fingrene i kagedåsen, da han var midt i at fiske den sidste småkage op. Landmanden havde peget på ham som sin foretrukne gedehyrde. Ulrik besluttede at spille med åbne kort, så derfor, lykkelig over at være blevet valgt, havde han tilbudt de andre hyrder at dele kagen. Da de takkede nej og slugte kamelen med afslaget, vendte de sig om i døren og kaldte ham for et broddent kar. Han kunne ikke helt lure hvorfor, så han tog ikke videre notits af skudsmålet og nu sad han alene tilbage, som kronen på værket, med landmanden og følte, at han havde skudt papegøjen. Det var efterhånden mange dage siden nu, og her sad han så med landmandens geder og sin egen Gertrud. Han ville ikke løbe sig staver i livet. Det her liv passede ham godt og hvor sælsomt det end lød, så følte han, at han var kommet til vejs ende. 

Han lagde sig på ryggen for at slikke sol og begyndte at synge en sang fra de varme lande. Han fik ikke just sved på panden af at ligge her. Hans tanker sværmede igen om landmanden og mere præcist om landsmandens datter. Landmanden ville få et føl på tværs, og give Ulrik en på snuden, hvis han vidste, hvad Ulrik havde gjort på samme aften som kortspillet. Ulrik havde mødt datteren i stalden og fået blod på tanden, da hun havde smilet sødt til ham. En enlig svale havde cirklet over dem, da han havde fået det første kys. Han nåede end ikke at klappe hesten. De havde sat sig i høet og datteren havde fortalt, hvor hendes hund lå begravet og de havde hørt en engel gå gennem stuen, da svalen var begyndt at bygge rede i tagskægget. Da Ulrik havde bragt noget nyt på banen, smurt ganen og sagt at han ikke ville spinde nogen i sit garn med et kys, men gerne ville ligge længere og tættere i høet, havde datteren rejst sig, gået hen til stalddøren, lukket den så det havde fået en klokke til at ringe og drejet nøglen om. Hun var vendt tilbage med et lumsk smil på læben. Ulrik havde allerede sommerfugle i maven og måtte have fingeren på pulsen for ikke at overophede. Han havde stadig bukserne på efter de første kys, men snart lå alt tøjet hulter til bulter i høet og hun havde mærket Ulriks hår på brystet. Hun var fræk som en slagterhund, så han måtte knibe sig i armen. Skulle han have sådan en appelsin i turbanen på den sidste aften hos landmanden?

Efter flere minutters leg i høet, svedte han tran. Han kunne stirre sig blind på datteren, som han lå her og lod hende trække i arbejdstøjet. Hun vidste præcis, hvordan den kage skulle skæres, så Ulrik følte sig virkelig højt på strå. Han kunne ligge her til han så dagens lys, hvis han fik lov. Men hun ville nok ikke save den gren over hun sad på, så hun skyndte sig at blive færdig og skar det hurtigt ud i pap for Ulrik, at hun nok ikke måtte lave noget med ham. Han skulle skyde en hvid pil efter hende som kone. Hun havde nok flere skeletter i skabet, tænkte Ulrik og følte ikke just afslaget som i slag i ansigtet, så han fortalte, at han ikke havde behov for at slikke sine sår, men at de skulle slå en streg over sagen og komme videre. Hun slog straks to fluer med et smæk men satte igen kløerne i Ulrik og kyssede ham inderligt. Det var bare sort snak, indvendte hun. Hun ville ikke slå hånden helt af ham. Hun tog sig straks til halsen. Hun havde tabt sit hjerte. Sit kæreste halssmykke. Ulrik rejste sig straks og hjalp med at lede. Han måtte tage tyrene ved hornene for at finde halskæde i boksen ved den store ladeport.    

Ulriks fantasi løb løbsk, men fandt tilbage til engdraget, da han hørte en svag kalden et sted fra, som han ikke kunne stedfæste. Han tog sig kort til ansigtet. Han havde vist ligget i solen for længe. Han følte sig rød som en reje og kogt som en krebs. Han rejste sig på albuerne og kiggede rundt efter lyden. Tog sin kikkert frem og afsøgte terrænet. Med ét fik han noget i kikkerten. Han øjnede en anden gedehyrde, der stod på en kampesten på den nærmeste li og gjaldede. Råbte vagt i gevær. Ulven kommer! Ulven kommer! Der var ugler i mosen. Det var ikke kun fis i en hornlygte. Ulven kom virkelig. Ulrik skyndte sig på benene uden at få det forkerte ben ud af sengen. Han kunne mærke, hvordan det løb koldt ned ad ryggen på ham og han rystede i bukserne for at få gang i benene. Hans geder ville dø som fluer, hvis han ikke handlede hurtigt og fik dem i sikkerhed. Det var en streg i regningen på en dejlig solskinsdag. Han kunne ikke flytte bjerge, så bjerget måtte komme til ham. Han vadede tilbage gennem åen og kiggede straks rundt efter gederne, men de var forsvundet som dug for solen. Det fik hans alarmklokker til for alvor at ringe. Han ville gå gennem ild og vand for at beholde jobbet som gedehyrde og helst alle geder. Han havde virkelig pistolen for panden, men hvis han nu gjorde god figur, ville landmanden måske lade ham få sin datter. Han følte sig med ét frisk som en havørn. Han lukkede øjnene for måske at kunne høre, hvor gederne var henne ved deres bjældeklang over mark og sten. Han måtte have følehornene ude for ikke også at have nerverne uden på trøjen.

Da han ikke hørte noget, løb han længere op på bjerget og spejdede igen rundt. Her var hverken fugl eller fisk og slet ingen geder. Hårene rejste sig på hovedet af ham, da han så ulven. Den var stor og grum, og ville snart gå agurk på alt levende på dens vej. Han selv kunne ikke gøre en kat fortræd, så han ville ikke gå i vejen for noget, der var stort og grumt. Og da slet ikke ulven. Omvendt kunne han ikke tillade sig at lægge fingrene imellem. Han måtte beskytte landmandens geder og Gertrud. Der var ingen dikkedarer og jobbeskrivelsen lød ganske kort på at beskytte gederne med næb og klør. Han ville give ulven kamp til stregen.

Han fandt straks lidt træved og sit strygestål frem fra inderlommen. Han manglede gnisten. Vedet ville ikke antænde og han følte, at han havde ti tommelfingre, så hans lunte var ved at være kort. Han skulle virkelig lægge sig i selen for at få gang i ilden. Han var tæt på at lukke butikken, da en lille gnist fik fat. Straks fik han startet et lille bål. Bålet kunne på trods af størrelsen i det mindste kaste lys over situationen, og hvad han nu måtte gøre. Da bålet lidt efter var fyr og flamme, var resten faktisk logik for burhøns. Han løb lige ud ad landevejen tilbage til sin oppakning og ledte efter sin gryde, Men den var ikke lige at se. Skulle han hurtigt opfinde den dybe tallerken? Nej, han skulle bare pudse brillerne. Han fandt gryden på et hængende hår. Eller det var faktisk uld. Men hvor var hans kniv nu? Han havde sidst brugt den til at presse citronen, men havde han en hukommelse som en guldfisk, og somme tider følte han, at han gik med hovedet under armen, men den måtte ligge her et sted. Det var ikke den skarpeste kniv i skuffen, men den havde kostet ham spidsen af en jetjager og kunne da bruges i nødværge, hvis alt så sort ud. Han fandt den nederst i sin rygsæk. Den dukkede op som sendt fra himlen. Nu skulle der være krig på kniven, tænkte Ulrik. Hvis han kunne, ville han dolke ulven i ryggen.

Han kiggede tilbage mod bjerget. Ulven var elefanten i rummet nu. Bag den kom flere unger. Ulven havde brugt sommeren på at formere sig som en kanin, tænkte Ulrik febrilsk. Nu var der ikke bare én ulv at jage væk, men 10. Han så for sig, hvordan de alle rejste børster. Han skyndte sig at fylde gryden med vand fra åen lige til øllet og løb tilbage til bålet for at begynde at koge vandet. Han ville ikke male fanden på væggen allerede, men det skulle gå stærkt nu, hvis ikke også han skulle ende sine dage på bunden af ulvenes maver. Han kunne lige så godt begynde at grave sin egen grav. Han legede lidt med ilden for at få ekstra gang i gløderne. Han måtte kaste ekstra benzin på bålet, hvis han skulle nå at få kogt vandet. Men der var ikke mere brændsel eller brændstof. Det var som at komme fra asken til ilden, da han måtte erkende, at hans idé var ved at gå op i røg. Han kiggede ned i gryden og så kun lunkent vand, men dog en varm kartoffel. En gang til for prins Knud, skreg Ulrik til himlen og forsøgte at få varmet vandet tilstrækkeligt op. Der skulle helt andre boller på suppen, hvis det skulle lykkes.

Da ulven nu var kommet så tæt på, at Ulrik kunne se dens øjne, kunne han krybe i et musehul, men han så også ind i ulvens lange ansigt, og den lignede en hængt kat. Træt og ugidelig. Hvis Ulrik ellers kunne kende sine lus på gangen, lod det til at ulven slet ikke var i jagthumør. Han kunne så at sige kaste sine geder ud som guld på gaden eller som perler for svin, og ulven med unger ville ikke ænse dem.

Ulven gik lige forbi Ulrik med triste øjne. Han kunne se, hvordan ulven kunne hænge med næbet. Det lod til, at der var endnu flere stær i kassen, som om 10 hvalpe ikke var nok. Den var virkelig ikke noget at skrive hjem om. Ingen hård banan. Han stod bomstille. Skulle ikke røre en finger, hvis nu ulven ombestemte sig. Han håbede blot, at det at stå stille ville give pote. Han ville ikke tro på ulven over en dørtærskel og ville ikke bare give ved dørene, hvis pludselig gederne skulle komme springende og ulvens jagtinstinkt blive vækket. Han ønskede ulvene hen hvor peberet gror, hurtigst muligt. Skansen skulle holdes indtil ulven og ungerne var langt over det næste bjerg. Den bagerste ulveunge, der var med i opløbet, bed sig selv i halen. Den måtte virkelig være syg.

Da ulvene var ude af syne, pustede Ulrik ud, og ilden slukkedes igen. Den anden gedehyrde havde om nogen taget fusen på ham. Han måtte vist finde ham og tale med store bogstaver. Det var nok bedst at tone rent flag, og fortælle at det var dumt sådan at blive trukket rundt ved halen i manegen, når der ikke var fare på færde. Måske ville den formastede gedehyrde hejse det hvide flag? Ulrik kiggede op og afsøgte terrænet for gedehyrden på den modsatte li. Der var ingen. Han så dog en mand og en kvinde komme gående mod ham langs åen. Ulrik vejrede morgenluft. Det var landmanden og datteren.

Ulrik tænkte straks, at datteren måtte have ladet sandheden løber over med sig, og besluttede sig for at være på barrikaderne, så han smuttede op på gærdet for at danne sig et overblik og ikke komme på glatis. Det lod ikke til, at landmanden var ude med riven, men smilede mod ham, mens han justerede sækken, som han havde over skulderen. Solen stod bag de to vandrende, så deres ansigter kunne ligne djævelens advokat, sådan som smilet rakte fra øre til øre. Solens nedadgående rute spejlede sig i åvandet, så det lignede at himmel og hav stod i et. Far og datter stoppede kortvarigt ved åen, så der kom helt kø ved håndvasken. Med rene hænder fortsatte de mod Ulrik.

Landmanden og datteren standsede ved gærdet og Ulrik følte straks en tudse i halsen, da han ikke sagde et kvæk, men han holdt stadig fanen højt og ville endnu ikke køre kanonerne i stilling. Dav! startede landmanden og løftede sækken som han bar på fra skulderen og lukkede katten i sækken ud. Den fór af sted mod varmere himmelstrøg. Ulrik måtte holde masken for ikke at grine, da datteren løsnede sit hår i et forsøg på at maje sig ud, og man kunne høre knappenålen falde til jorden. Vi så din heltedåd, indledte landmanden og lod til slet ikke at kunne få armene ned, da han hjalp datteren med at sætte håret på plads på hovedet igen i en stor knold og tot. Du leverede varen, kære hyrde, fortsatte landmanden sin hyldest og du panikkede ikke, da lokummet brændte. SÅ jeg vil ikke plukke en høne med dig nu, selvom du har gjort min datter med rogn. Ulrik sank en klump. Det var svært at rage kastanjerne ud af ilden nu. Min datter vil ikke spille på flere heste, da hun vandt på væddeløbsbanen i går, så nu har hun købt Jens Hansens bondegård, som I skal flytte ind i. Der vil ikke være grund til at spænde livremmen ind og rig mulighed for at stille træskoene i tørvejr, fortsatte landmanden henrykt over at være i den syvende himmel, da han jo vidste, at han ikke længere ville være under tøflen af sin datter.

Således gik det til at gedehyrden stoppede med at suge på labben, kunne feje for egen dør og i stedet begynde at svinge pisken over de tre gedehyrder fra Irland, Skotland og Rusland. Han var ene hane i kurven, der var tilbage i folden, og derfor svævede han rundt på en lyserød sky. Han kunne sætte sine egne heste i bås, køre lidt på frihjul i forhold til at leve som hund og kat og fra tid til anden vove sig ind i løvens hule hos landmandens datter uden at være hende en klods om benet, men i stedet hendes fjer i hatten uden at tabe ansigt. Han skulle ikke længere gå stille med dørene, men blot have mange jern i ilden.  

Tålmodighed er visdommens ledsager

Men for pokker, hvor er det svært at vente. Jeg må ikke være synderlig klog. Godt en måned til udgivelsen af Kongeklenodiet. Og der er styr på det meste om de fleste. Med den sætning følte jeg mig faktisk en kort stund helt vis og statelig :-).

Pressemeddelelsen for min første bog sendes ud i denne uge. Den klarer forlaget. Skrivelsen En landsbyhistorie – uden sidestykke ligger under Presse i topmenuen, hvis du skulle være interesseret i at se den (i en lidt gnidret version).

Jeg har også haft TID til at skrive endnu en short story. Læs den gerne, hvis du tør. Der er lidt gys i Giv tiden tid. Med historien vil jeg blot opfordre til, at bruge den tid man har fået tildelt godt, modigt, nærværende mv. Det er bare så let sagt, sværere gjort. Man kan jo nok ikke styre fremtiden, men jeg har en lille læresætning mere i bagkataloget, og den er:

Den bedste måde at forudsige fremtiden på, er at opfinde den!

Det forsøger jeg at gøre ved at opfinde mig selv som forfatter. Det håber jeg lykkes – også bare, hvis jeg kommer til at ligne min markmus fra historien Opfinderen og verdens bedste ven.

« Ældre indlæg

© 2020 Thomas Rud Jensen

Tema af Anders NorenOp ↑