Mørket havde sænket sig over landskabet og over den trelængede gård med det stråtækte tag. Natten var på vej og gav nyt og anderledes liv til både have og mark, lunde og skove, inde og ude, i krop og i sjæl. Månen stod lavt på den mørke himmel. Petroleumsblå skyer futtede forsigtigt forbi fra tid til anden og ødelagde de uhyggelige skygger. Skygger, der tidligere havde sendt lange ansigter i hans retning, men samtidig sænket det dovne lys fra månen til et absolut minimum. På denne tid af døgnet var han angst, og han måtte hele tiden se sig over skulderen. Det var så besværligt. Han nøjedes med at skule. Han havde listet sig ud på sin plads. Sin gamle plads, der nu var optaget. Han håbede ikke at nogen havde opdaget ham. Gulvbrædderne havde knirket lidt på trappen og døren skurret i hængslerne, så det gav en pibende lyd, men ikke højt. Lyset i huset var forblevet slukket, så landmanden og fruen måtte sove trygt allerede, tænkte han og sendte venlige tanker mod de to. Landmanden var jo trods alt hans far, men også bøddel.
En større plamage af vattotter var på vej fra vest og lagde alt hen i mørke omkring ham. Han missede med øjnene. Klemte dem halvt i for at redde noget af synet, hvis det var muligt. Men nej. Med mørket kom også blindheden. Natteblindheden havde han nok arvet. I hvert fald var mørket nu tætomsluttende og han måtte ty til hørelsen i stedet. Det rumsterede i det levende hegn kun små tyve meter til venstre for ham. Uuuhhh…! Han forventede en sværm af bidske rotter komme ud fra krattet og storme mod ham i frådende sult med galskaben uden på pelsen. Men de lod vente på sig. Måske var det blot en lille sulten mus fra kornmarken bag træerne? Men det kunne lige så godt være rotter. Han virrede en smule med hovedet og åbnede munden for at kunne lytte bedre. Han ville vide, hvis noget eller nogen var på vej. Vide, hvis han skulle overfaldes og forulempes. Især hvis det var rotter. Eller noget andet farligt. Han gøs. Lyden fra krattet var der endnu, men en ny lyd overtog høresansen.
Noget stort var på vej gennem det høje græs fra højre. Øjnene havde vænnet sig en smule til mørket, så han kunne ane, hvordan det lange senegræs lagde sig ned i vilkårlige retninger. Dyret kom nærmere. Det måtte være stort og farligt. Han kunne blot skimte bevægelsen, ikke se tydeligt, hvad der gemte sig. Uuuhhh for pokker! Det måtte være en savannedræber af en art. Skulle han nu ædes? Fordøjes i maven på et grusomt rovdyr. Var hans sidste time kommet? Allerede. Han følte sig stadig ung. Stadig hvid og sprød med en spinkel og ikke særlig uhyggelig stemme. Slet ikke klar til at forlade denne verden igen. Han kiggede rundt. Hans base. Det var her han var blevet sat som beskytter, men nu var pladsen overtaget af en yngre model. Han så sit liv passere revy. Det var egentlig bare det. Han så ikke ret meget andet. Fødslen i det gamle værksted var ikke noget han som sådan kunne huske. Kan landmandens venlige smil, da han var færdig. Bålet lige her kunne han dog huske, som var det i går. Varmen. Flammernes slikkende tunger og stikkende varme. Den ulidelige varme. Hvordan hans krop havde knaset og knitret i flammerne. Hvordan de hvide og sorte røgformationer væltede ud fra bålets indre og gav ham lyst til at hoste ukontrollabelt. Og så puf! Uuuhhh, det havde ikke været en sjov oplevelse.
Olsens gamle hankat dukkede frem af græsset. Puuuhhh…! stønnede han sagte. Det var bare Pjevs. Pjevs havde nok også hørt rotterne i krattet rumstere og ville gøre et indhug i bestanden. Hjælpe ham af med de hæslige væsner. Han følte et kort øjeblik stor taknemmelighed for den røde kat. Pjevs spankulerede forbi uden at ænse ham. Tidligere i sit liv var han blevet gode venner med Pjevs. Hankatten havde ofte krammet ham og sat sine negle ind i ham – sådan på en kærlig måde, synes han. Men nu. Nu værdigede katten ham ikke et blik. Kunne katten overhovedet se ham eller blot føle kulden? Han sagde heller ikke noget. Lod katten passere og glemte venskabet. Katten udgjorde ingen fare, så han kiggede blot ud i natten for at vide om noget nyt og farligt var på vej i mørket.
Noget kukkede næsten for tæt på. Ovre i skoven. Han anede ikke hvad det var, og det gjorde ham smadderbange. Uuuhhh… altså! Ville væsnet, der kukkede pludselig dukke op og kræve hans ånd? Det var der trods alt en risiko for nu, hvor det var mørkt, og der ingen vidner ville være til en udåd af denne kaliber. Ingen vidner udover det nye og flotte fugleskræmsel. Men der var vist ingen liv i de klude. Han måtte selv være på vakt for det kukkende uhyre. Han spejdede ud i mørket mod skoven i det fjerne. Nattens slør havde lagt sig hen over kornmarken, så den i dagslys så tydelige skovkant nu kun var en mere mørk nuance i alt det andet sorte. Da månen viste sig igen, ryddede den sløret til side, men afslørede igen de lange fangarme fra æbletræet, de knyttede næver fra poplen, rosenbedets spidse næser, rododendronens krogede negle og granernes syleskarpe hatte. Væmmelige og uhyggelige tingester af natten, alle sammen. Han gøs igen. Ikke af kulde, men af uhygge og lidt af frygt.
Et frygteligt syn fangede hans opmærksomhed ud af øjenkrogen og gav ham strittende bomuldspels på armene og hovedet, og en kold og rislende fornemmelse ned ad ryggen, mens han mærkede hvordan pulsen steg voldsomt. Han kunne mærke det hvide stof klæbe til rygraden i koldsvedens små søer. Uuuhhh… væmmeligt! Et sæt gule prikker i mørket stod stille i luften, svævende og skræmmende på hjørnet af gårdbygningen. Vinduerne lå tomme og mørke hen, men på hjørnet af hovedbygningen og hønsestalden stod de der gule prikker og lyste hans vej. Han kendte dem. Han havde set dem før. Det var den luskede grårøde ræv, der altid luntede rundt om natten. Han var sikker i sig sag. Ræven ventede blot på, at han kiggede den modsatte vej. Og hvis han så gjorde, ville den komme springende og bore sine spidse og skarpe hjørnetænder ind i struben på ham, hvis den kunne finde halsen bag stoffet. Han havde set hjørnetænderne den nat, hvor det var en af hønsene, der havde kigget væk. Da kom ræven galopperende med sine spidse tænder dybt begravet i hønens hals. Hønen var allerede stendød og lå som en hoppende fjerbold i rævens gab.
Ræven vendte om på hushjørnet og forlod hans synsfelt. Uuuhhh… nej! Skulle han suse efter den og jage den bort? Han blev selv bange ved tanken. Men at jage den bort for altid ville måske afhjælpe hans frygt? Njah…! Det var bedre at blive her og passe på sig selv, tænkte han.
Han havde ellers sådan nydt sit liv blandt blomster og bier, da han stadig var til gavn. Selvom nætterne var slemme, så havde jobbet kun krævet hans fulde opmærksomhed om dagen, hvor fugle skulle skræmmes. Nu hvor han kunne se livet på den anden side, var fugle dem, der skræmte ham mest af alt. Bevingede øgler fra det hinsides. Han sank en klump. De var virkeligt forfærdende og afskyelige. Kunne han blot fortælle denne sandhed videre til sin aftager, men der var slet ingen respons under den bulede stråhat og bag den ternede skjorte. Han mærkede igen smerten i brystet, da han huskede dagen, hvor han var blevet pillet op af jorden. Landmandens næver om sit liv. Uden at ane, hvad der var i færd med at ske.
Han kiggede atter mod månen, der nu lyste ned på ham med sit skæve smil. Var det hans øjne, der flimrede eller var det noget, der flagrede rundt om månen. Nej, endnu værre foran månen. På vej denne vej. Uuuhhh rædsel! Det var der. Sorte skygger på den gullige baggrund. Store, sorte, zigzaggende skygger med brede vinger. Han kunne lige forestille sig de blodsprængte øjne, der kun havde mord i sig. Ville de komme og suge de sidste dråber af livets væske ud af ham? Var det overhovedet muligt? Var der noget tilbage? Han følte sig så bleg og blodfattig. Måske var det hans redning. Der var intet tilbage i årene. Intet at suge. Intet at sætte hugtænderne i halsen for at smage. En af de flagrende monstre var undervejs i hans retning. Den slog voldsomt i luften og kom nærmere og nærmere for hvert vingeslag. For hver cirkel i luften. For hver zone den afsøgte i blinde men med de trekantede og velfungerende ører som guide. De små næsten uhørligt uhyrlige skrig satte sig i hver nervetråd. Fra kranium til fingerspidser. Fra næsetip til fodballe. Fra hårspids til storetånegl. Det var så uhyggeligt. Uuuhhh…uhyggeligt! tænkte han og krøb sammen i stående stilling. Maven sugede sig ind og hjertet bankede hurtigere. Han måtte skæve op mod månen. Blot vente på at flagermusens cirkler deroppe skulle stoppe og nedslaget på ham uundgåeligt. Han lukkede øjnene og ventede på det forventede. Hvornår kom angrebet? Hvornår kom biddet? Han rømmede sig og testede et lille skrig. Uh… host! Uuuhhh…! Han ville ikke forlade denne verden igen uden et isnende skrig, der kunne advare andre som ham. Han skulle bare lige finde tonen. Den der skræmmende melodi, som han gerne ville huskes for. Uuuhhh…!
Han måtte åbne det ene øje og se, hvor den flyvende mus i kattestørrelse blev af. Noget sagde ham, at det var en ualmindelig langsom flyver, hvis den stadig havde interesse for hans manglende kropsvæske. Han kunne ikke se noget. Mørket var igen fremtrædende, men naturens skrig lød endnu derude og deroppe. Oppe foran månen, der dog nu var dækket af en bjerglignende sky. Kilimanjaro på skyform. Stor og mægtig. Han åbnede begge øjne og pustede efter et stykke tid ud. Al den luft ville bare give ham luft i maven, hvis han ikke skilte sig af med den. Hvad han ikke kunne se, skræmte ham ikke så meget som, hvad blikket og fantasien fik til at ske.
Han gav et gib og strøg flere meter tilbage, da et højt Uh-uuhhh fra grenen over ham, satte sig fast i øregangen. Han kiggede febrilsk op og så et stort befjeret væsen med store og runde øjne, der stirrede ned på ham. Væsnet bredte vingerne ud og rystede sig. Skuttede sig og satte vingerne på plads igen. Klar til angreb. Det var alt for uhyggeligt. Uuuhhh…ulækkert! Han løb. Hjemad. Var væsnet efter ham. Uuuhhh… underligt! Han kiggede sig over skulderen, men intet kom flagrende. Ingen bevingede, befjerede, bevæbnede gespenster med næbet fremme og kløerne udslåede. Men det var lige meget. Han havde fået nok for én aften. Nok uhygge og nok bizarre dyr, skræmmende lyde og glubske skygger. Uuuhhh… uretfærdigt! Han strøg ind gennem døren og op ad trappen til loftet. Han var ligeglad med hylende hængsler og knirkende trappetrin. Han måtte op i hjørnet og gemme sig. Op bag dragkisten og få styr på de flossede nerver. Uuuuuuhhhhhh…!
Lyset i soveværelset blev tændt. Nu må du gøre noget, Egon! lød en svag men rystende kvindestemme fra soveværelset. Jaja! snerrende en mørkere stemme og en seng gav sig besværet i fjedrende. Han kunne høre landmandens tunge skridt i gangen, hvor han lige havde været. Var han opdaget nu? Er der nogen? kunne han høre landmandsfruen kalde igen med det samme nervøse stemmeleje. Hun lød også skræmt. Næh…! brummede landmanden konstaterende. Men her er koldt, fortsatte den dybe mandsstemme. Det er bare gammelt træ, der giver sig i kulden, fortsatte mandsstemmen. Nej, Egon! Kvindestemmen var tilbage. Jeg er sikker på, at vi har et spøgelse på loftet. Det knirker og knager og siger uhhhh…!
Det døde fugleskræmsel sad bag dragkisten på loftet og lyttede til de skræmmende skridt fra landmanden, hans bøddel og de kradsende lyde fra fugleklør på stråtaget.
