Der var engang… en kvinde med brune øjne eller hun var måske nærmere blåøjet.

Ambulancen kørte hende væk ad hovedvejen, hvor den nedadgående sol stod orange og rund i horisonten, mens himlen omkring var rødlig. Der var svovl i atmosfæren. Månen stod modsat og var sikkert enten ny eller næ. Hun kunne aldrig huske, hvordan den skulle se ud. Den var halv. Skåret ned i midten med lineal som havde der været et søskendepar på spil og de skulle dele. Den ene halvdel var valgt og væk. Ambulancen satte udrykning på og hun kunne mærke accelerationen. Det havde nok været en begivenhedsrig dag. Det kunne hun næsten lodde på stemningen, da der sad en politimand ved siden af redderen inde bag i ambulancen hos hende, her lugtede af sod og hun lå på båren med håndjern fastgjort til bårens ræling. Hun strøg den sorte tot hår væk fra øjnene med den frie hånd og satte den fast i de ellers blonde lokker, så hun kunne se på de to mænd, der delvist havde et øje på hende og på det apparatur, der overvågede hendes hjerteslag via et par elektroder, der sad i remmen om hendes overarm.

Når hun nu tænkte over det, så kunne hun knap huske, hvordan dagen var startet. Men hun huskede dog måske natten. Hvordan natten var kommet og forvandlet en lys dag til mørke. Hvordan dagens duft af sommerens hede, varmt sand og saltvand, lyng og fyrretræer, og erstattet af den rene nattearoma. Hun følte dog stadig i kroppen, at det var nat selvom der var lys bag vinduerne i ambulancen. Hun var træt. Hun havde da sovet okay. Ikke dårligt, som når der var fuldmåne. Men heller ikke godt. Eller hun kunne faktisk ikke huske det. Hendes niveau af melatonin måtte være på vej op eller ned. Men de to sovepiller hun plejede at tage, havde måske overtaget produktionen, så kroppens eget sovemiddel kunne være lige meget. Hun havde drømt, følte hun. Drømt, men hun kunne ikke huske om hvad, udover at det havde været livagtigt. Måske noget med vandet og stranden, som hun havde spejdet ud over med sammenknebne øjne. Det huskede hun tydeligt. Men hvorfor så lugten af sod? Hun havde fundet nogle indpakkede kiks i sommerhuset og fået dem til natmad. Hun kunne stadig samle krummer i mundhulen. Sjovt, at hun kunne drømme det og så føltes det så virkeligt. Men hun huskede følelsen af, at det ikke var meget, men det dog gav en vis fylde, når der blev hældt vand på. Eller var det vodka. Det smagte næsten af det samme efterhånden i drømmen. Sommerhuset indeholdt derudover intet værdifuldt, så indbruddet havde været spildte kræfter. Hvorfor var hun egentlig brudt ind? Hun kunne ikke få tankerne samlet om det. Selvfølgelig havde hun sovet i en blød seng for en gang skyld, troede hun da, men derudover var forbrydelsen spildt. En blød seng. Det var en uvirkelig følelse, der ikke gav mening. Plejede hun ikke at sove i en blød seng? Var hun en indbrudstyv? Hun følte sig lidt sådan. Den der voldsomhed, der lå latent i blodet og kogte. Det måtte være sådan at være indbrudstyv, tænkte hun.

Det var nok cirka deromkring lige efter kiksen, at det igen var gået galt. Det plejede at hjælpe at stoppe en finger i øret og vente på at svimmelheden aftog, men det havde den nok ikke gjort denne gang. Det vidnede det fastholdte leje i ambulancen hende om. Hun så igen op på politimanden, der skrev en masse ned i en sort blok. Ville hun kunne overmande ham? Hvorfor tænkte hun sådan? Hun mærkede svimmelheden komme retur tifold. Hun skyndte sig at sætte fingeren i øret og lukke øjnene hårdt i. Hjalp det? Det gik et stykke tid i denne position. Hun mærkede, hvordan hun vendte sig om på siden, tog fingeren ud af øret og foldede hænderne sammen. Eller hvad skete der?

Den sorte skrue som hun havde løsnet fra båren fandt vej ind i håndjernets lås. Det klikkede svagt og kransen kunne spændes ud, så hun fik den låste hånd ud i det fri. Det var nu eller aldrig. Hun kastede sig frem mod politimanden, der måbede forbavset inden han ramlede om på siden og ned på ambulancens gulv med hende ovenpå sig. Et hurtigt greb i politimandens hår og et kraftigt hovedstød mod gulvets metalplade, og han var uskadeliggjort. Redderen havde ikke rokket sig ud af flækken i de splitsekunder, der var gået siden hun forlod båren. Han skærmede for sig med hænderne med nedadvendte skræmte mundvige, men hun havde valgt en anden strategi. Hun fik sidedøren op med et kraftfuldt vrid i håndtaget og et spark og sprang ud i den susende aftenluft. Ambulancen kørte stærkt, så hun slog sig voldsomt i faldet. Men heldigt for hende væltede hun ned i blød bevoksning, der tog en del af sammenstødet med jorden.

Hun skyndte sig på benene og løb ind i skoven. Hun havde slået knæet og humpede kraftigt. Hun hørte ambulancen bremse hårdt op et sted derude, men nu var ikke tidspunktet til at se om det passede. Hun kiggede ned ad sin arm, der blødte voldsomt. Der var vist brug for et plaster. Eller måske snarere en forbinding. En kompression. Hun måtte nøjes med håndfladen. Måske var ambulancen alligevel den bedste mulighed? Hun valgte at stole på sin retningssans og finde tilbage til sommerhuset. Her havde hun da set en førstehjælpskasse på et tidspunkt, og så ville hun måske kunne se, hvad hun havde gjort denne gang. Hun løb gennem tæt lav bevoksning og nåede stranden. Den var gruset og stenet og med hård bund, så løbet var ikke anstrengt. Hun skulle bare frem til den væltede træstamme, så ville hun kunne finde sommerhuset derfra.

Mens hun løb, fik hun en række flashbacks. Var det fra dagens begivenheder? Hun følte sig aggressiv. Hun kunne måske huske, at hun havde kappet alarmen til sommerhuset inden hun var brudt ind. Hun huskede i hvert fald, at hun havde stået med en tyk ledning i hånden og en skævbider. Var det noget hun huskede eller bare forestillede sig? Det var svært at sætte i perspektiv. For hvorfor ville hun gøre det? Hun løb videre og så det væltede træ i vandet længere fremme. Hun ville snart være fremme. Hun satte farten ned, da hun alligevel var blevet forpustet af løbeturen. Måske skyldes den tunge vejrtrækning, knæets uduelighed. En ny tanke kom til hende.

Hun så op og kunne nu se månen igen, som før. Nej vent. Månen var nu fuld. Kuglerund og mørket var faldet en smule mere på, så det kunne ikke være synsbedrag. Var det allerede nat igen? Hun mærkede igen den der følelse af arrighed. Hvad var det? Hendes tanker så igen et flashback. Der var noget med en grøn benzinbeholder. Havde hun fundet den i skuret eller…? Hun huskede, at hun havde taget den op. Den var tung og fuld. Men ikke mere. Jo måske. Havde hun hældt indholdet ud, så den var lettere at bære? Hun mærkede den ene side af ansigtet brænde. Det var en ny følelse. Hun tog sig til kinden. Den gjorde ondt. Føltes fugtig. Hun tog hånden fra kinden og så nogle få blodige plamager. Av, tænkte hun. Det fald fra ambulancen var vist voldsommere end først antaget, men hun havde da ikke slået ansigtet. Det føltes ikke som et slag men snarere forbrændt. Hvad har jeg lavet? Hun løb videre og skiftede retning, da hun kom til det væltede træ i vandet. Hun søgte op i terrænet. Opad og opad i fyrretræsbevoksningen indtil hun nåede sommerhusområdet, der lå på kanten af klippeafsatsen mod det brusende hav. Hun måtte stoppe. Der var en masse aktivitet ved huset. Der stod politibiler og ambulancer med blink ved sommerhuset. Eller sommerhuset var der næsten ikke. Det emmede ud fra nogle forkullede trærester. Der stod også en brandbil. Personer i hvide dragter, gule dragter og uniformer kredsede rundt om huset. Nogle pøsede stadig vand på huset. Andre bar en båre ud fra det dampende indre. En båre med en sort pose. En ligpose.

En ny tanke ramte hende. Var hun skyld i sommerhusets tilstand? Nedbrændt. Og værst af alt i personens endelig. Den, der nu lå i ligposen. Hun måtte tænke. Hvad havde hun gjort? Mens hun forsøgte at få tankerne til at give mening, så hun endnu fire mænd i hvide kitler komme ud fra sommerhusets rester. To og to. Også de bar på en båre, hvorpå der lå en ligpose. Yderligere to bare mindre. Børn, tænkte hun. Arrigskaben kom tilbage. Hun måtte væk. Kunne ikke se på det, hvis hun var skyld i noget. Hun vandrede ud til yndlingsstedet på afsatsen mod havet, hvor der var en fantastisk udsigt. Hun kunne se det oprørte hav kaste sig mod klippestykkerne herfra. Men hov! Hvad var det? Der lå noget dernede og skvulpede i vandoverfladen mod klipperne.

Hun måtte knibe øjnene sammen for at se hvad det var. En person. En lille person med hovedet under vand. En livløs figur. Druknet. Et barn. Hun spilede øjnene op og fik endnu et flashback til nattens begivenheder. Hun bar på et skrigende barn. Gik til afsatsen og kastede barnet udover kanten. Barnet ramte vandet, og ikke klipperne. Hurtigt derefter så hun et hoved dukke op dernede. Barnet havde overlevet faldet. Det lå dernede og skreg. Skreg så inderligt. “Mor!”, råbte barnet. Barnet kaldte på sin mor. Hun vendte tilbage til afsatsen og følte myrekrybet op ad ryggen. Det var hende, der var mor.

I en række af hurtige billeder for det indre syn, så hun hvordan hun havde givet manden og de tre børn sovepiller. Det var kun Gustav, den mindste, der ikke havde drukket vandet. Hun havde klippet telefonledningen, så der ikke kunne ringes efter hjælp. Hun havde spist en kiks for at lade tiden gå og medicinen virke. Hentet benzindunken i redskabsskuret og sat sommerhuset i flammer, da familien sov. Det havde givet en eksplosionsagtig reaktion, og hun var blevet forbrændt på kinden. Gustav var kommet løbende ud. Han sov åbenbart rævesøvn, da hun havde set til ham. Hun havde fanget ham og båret ham til skrænten. Hun havde smidt sin egen søn i havet. Nu lå han død dernede mod klipperne. Hun havde lagt sig på skrænten og kigget ud over havet, da skoven var blevet oplyst af blå blink og løbende mennesker. Hun gispede og vendte tilbage til afsatsen. Hun måtte lukke øjnene, tømme tankerne og tænke. Svimmelheden kom buldrene. Skulle hun blot igen stikke fingrene i ørerne og lade tiden gå? Hun måtte beslutte sig hurtigt inden det var for sent og hun begik nye forbrydelser. Ikke igen, var de eneste ord, der faldt hende ind at udtrykke. Hun lod sig falde fremad og mærkede straks friheden fra tankernes fængsel.