Det gyldne sand strækker sig så langt øjet rækker til alle sider. En mand sidder på underbenene og tegner stædigt i sandet med en vissen pind, sikkert fra et dødt træ, som han har mødt på sin vej gennem ørkenen. Skitsen, der efterlades i sandet, bliver ved med at forsvinde. Udviskes af sandkornenes evindelige tilpasninger, korrektioner, nedfald og gensidige tiltrækning mellem hinanden. De mange sandkorn vil ikke ligge stille og lade tegningen stå tilbage, som enten det tiltænkte kunstværk, den ønskede besked til en fremmed eller mandens historiefortælling. Det knastørre sand rutsjer ned i revnen som pinden efterlader og giver kun en lille antydning af påvirkning. En fordybning, men heller ikke mere. Ikke vedvarende. Manden tegner videre uden at opfatte det ligegyldige i handlingen. Tidsspildet. Manden er rød i huden. Rygraden er tydelig som spidse udbulinger af den røde hud. Hofteknoglerne er markante gennem de slidte bukser, der stumper lige under knæene og nødtørftigt bliver siddende i lænden bundet op med en læderrem. Han er barfodet. Selv fødderne og de grove tæer er røde og ophovnet. Fodsålerne er synlige og vidner om mange års brug. Hård hud og revner i hælen supplerer de gullige negle, der flere steder er flækkede og forrevne. Manden tegner videre stik imod al fornuft. Han er grov, men samtidig senet. Muskuløs, men ikke synligt. Musklerne er spændte og arbejder med manden. Ihærdigt. Vedvarende. Intenst. Brystkassen er hul og bar. En simpel aftegning på overarmen viser et værktøj af en art. En stav med et hoved af tre tænder. Aftegningen er afskallet og blålig, så den står i dårlig kontrast til den røde hud. Udvisket. Manden tegner videre i sandet uden at få syn for sin indsats. Starter forfra og forfra, som om der med tiden vil stå noget tilbage at kunne betragte, men sandet er ubarmhjertigt og fortsætter den selvudslettende adfærd. Som om den for enhver pris ikke vil præges og bestemt ikke vil fortælle mandens historie.
En anden person står i baggrunden og grubler. Har vendt ansigtet væk fra den røde mand, men vender sig af og til om, og ser hvor langt han er nået. Om der står noget tilbage i sandet. Bekymrede fuger i panden vidner om kraftige overvejelser og granskninger af forløbet. Hyppigheden af iagttagelser stiger efterhånden som tiden går. Lige nu ser personen ikke mod tegnearbejdet, men spejder i stedet ud over de evige sandbanker, der former landskabet. Kniber øjnene i for at se langt i det strålende solskin. Personen er meget lys i huden. Nærmest hvid. Håret er blankt og lyst. Hænger løst over skuldrene, der er dækket af en hvid skjorte med en stor flip. De øverste knapper står åbne og afslører en ren og lys brystkasse. Ærmerne er smøget op og sirligt foldede tre fold med en bredde, der svarer til tre fingre. Personen er høj og slank. Lærredsbukserne matcher sandet i kulør og det hvide fodtøj er dybt begravet i sandet. Nærmest rodfæstet, men sandet har ført fødderne dybere ned. Personen flytter sig ikke, men roterer overkrop og hals på stedet uden at flytte sig, hvilket kun lægger yderligere centimeter til dybden af sandet, som fodtøjet bliver begravet i. Det er som om rotationen ændrer trykket mellem sandkorn, der giver en smule efter. Personen synker en lille smule for hver gang den røde mand skal betragtes. Også buksebenene er foldede tre gange så det nederste af anklerne er synlige. Stadigvæk. Anklerne er også lyse i huden. Nu vender personen sig om igen, og observerer for en tid de febrilske handlinger, som den røde mand påfører sandet uden resultat. Personen taler, men det er som om, det er underforstået, hvad der bliver sagt, fordi den røde mand reagerer ikke på samtalen. Tegner blot videre og videre. Og sandet kurer ned og ned efterfølgende hvert strøg med den visne pind. Sandkorn på sandkorn begraver sig selv om og om igen. Tilbage står intet. Sådan går tiden.
Den røde mand retter sig en smule, men fortsætter med at tegne. Som om armene og posituren får kroppen til at syre til af arbejdet. Der er stadig ikke noget resultat at se i sandet. Stadig ingen af de tegn, der tegnes og gentages om og om igen. Den røde mand stopper ikke. Det lange, sorte og viltre hår falder ned i øjnene på manden, men han puster det blot til side og fortsætter ufortrødent. Det sorte hår når også ned ad ryggen, men er ikke til besvær her. Mandens brede næse, kraftige øjenbryn og markante kindben sender skygger ned ad ansigtet, så det ligner, at manden har hugtænder i undermunden, der rækker ud over overlæben fra et underbid, så de når næsens spids. Måske er det ikke bare skygger? Den fremtrædende hage giver ekstra karakter af underbiddet. Læberne er mørkerøde, nærmeste brune og sprukne. Men han fugter dem ikke. Ænser dem ikke. Tegner bare videre.
Den hvide mand i baggrunden vender sig igen på stedet og gentager ordene. De røde læber og den lyse hage bevæger sig på samme måde som sidst. Som er der ikke andet at sige end de samme ord. En smule mere sand forsvinder under fødderne på den lyse mand. Manden vender sig igen. Den hvide skjorte buler mærkeligt på ryggen af den spinkle mand med det lange syn udover sandbankerne. Som om skulderbladene er samlet og manden er pukkelrygget. Det lader ikke til at genere, da den rette holdning er intakt. Der er et sælsomt lys omkring den høje mand. Som om den hvide skjorte og de lyse bukser genskinner solens stråler til de nærmeste omgivelser. Blikket er stift rettet mod horisonten. Som for at følge med i tiden og ikke gå glip af solens vandring på himlen og muligvis kunne beregne, hvornår den vil gå ned i vest. Men det er måske netop formålet. Sådan går tiden.
Den røde mand i sandet retter sig igen. Denne gang en smule mere end før. Han flytter sig mere, så hans ben bliver synlige. De er opsigtsvækkende. Knæene vender modsat. De bøjer bagud. Han folder sig igen sammen, sætter sig på underbenene og genoptager tegningen, hvis han overhovedet var standset med at flytte sand. Stadig ingen synlige tegn på noget læseligt udover fordybningen i sandets overflade. Mere sand falder ned i revnen og begraves som han fortsætter.
Den lyse mand vender sig igen. Det er som om landskabet er ændret. Tusmørket kommer snigende. Denne gang vender manden sig mere bestemt. Et tydeligt ‘stop’ ændrer den ellers vante tale. Men efterfølges af den indøvede tale. Munden formes i de velkendte bevægelser med samme rytme og samme udtryk i de isblå øjne. Der er stille, men det lyder grangiveligt som om den ranke mand siger: ‘Intet bliver stående, så lad hellere være. Du kan ikke. Du får ikke held med det’. Hvis der er helt stille, kan en stille snerrende stemme høres fra den røde mand.
Den røde mand virrer på hovedet og sætter tempoet op. Det sorte hår falder til siderne og afslører to spidse horn, der er formet ved hårgrænsen i panden. Hornene er sorte og en smule krogede.
Den hvide og statelige mand med den krumme ryg vender sig nu ganske hyppigt og fødderne synker længere i. Nu til anklerne, så fodtøjet begraves i sand. Munden formes i et tydeligt: ‘STOP’. Den røde mand stopper ikke, men tegner kraftigere og med dybere strøg. Sandet falder ned i revnen i stadig større mængder og forsvinder ned i dybet.
Solen står i vest, men lyser endnu. Blot ikke så kraftigt mere. Den røde mand intensiverer arbejdet igen med den visne gren. Den høje mand virker nu mere ranglet og har besvær med sine bevægelser. Som om undergrunden rør på sig og giver efterskælv op i benene på ham. Han forsøger at holde balancen ved at tage skjorten af og sprede vingerne på ryggen.
I et pludseligt ryk synker sandet under den røde og den høje mand, så de falder ned i et gabende sort hul. De falder begge ned i intetheden. Solen går ned og efterlader ørkenen i evigt mørke. Verden roterer og solen står nu i stik øst.
En rød mand kommer gående barfodet i det hede sand og sætter sig i sandet med knæ, der vender bagud. Han begynder at tegne i sandet med en vissen pind, som han sikkert har taget fra et dødt træ på sin vej. En høj, lys mand i hvid skjorte, der er knappet tæt til håndled og hals og beigefarvede bukser, der når til det lyse fodtøj, dukker op i baggrunden og stiller sig rank og ret med udsyn til sandbankerne, der er formet mod horisonten. Han betragter kortvarig den røde mands arbejde, men lader i stedet koncentrationen rette mod de lyse vidder, uendelige sandbanker og store muligheder modsat den røde mand. Han har blikket stift rettet mod horisonten og tiden fremover.
Sådan går tiden…