Gangen er mørk. Jeg står på øverste trappetrin og vender hovedet fra gangen til trappen og tilbage igen. Der står bogreoler i passagen mellem trappen og de første værelser, selvom jeg hader det. Reolerne fylder. Men hvor skal de ellers stå? Der er ikke plads på værelserne, og de skal i hvert fald ikke stå i stuen. Det vil se rodet ud. Der er også dårligt plads i stuen. I stuen skal der hygges og ikke opmagasineres. Så reolerne er placeret her. I gangen.

Trappen knagede, da jeg gik op af den. Hvorfor er det umuligt at lave en trappe, der ikke knager? Der må være en håndværker, der kan tjene kassen på at tegne og udforme den billige, knirkefri trappe til developere, der altid laver deres lejeboliger så billigt som muligt. Klokken må være et stykke over midnat. Natten er kommet, og huset er henlagt i mørke. Jeg kigger rundt i mørket. Her er ingen. Jeg står stille på trappeafsatsen og lytter. Der er ro. Jeg har siddet nede i rummet under trappen og ventet. Kigget ud et par gange i løbet af aftenen. De lavede mad, spiste, så fjernsyn og satte først tallerkner og bestik i opvaskemaskinen derefter, mens de store gryder får lov at overnatte i vasken. Det er ikke sådan jeg ville gøre det, men Ok. Det er jo deres hjem. Jeg har siddet her en uge nu efter jeg slap ud fra hospitalet. Ude af syne. De har gjort det samme hver aften i en uge. Fået hverdagen til at fungere. Alle hjælper til. De ved ikke, jeg er her, selvom jeg nogle gange fornemmer, at jeg larmer for meget, og de ser efter om der er nogen. Men jeg gemmer mig, når de kigger. De ser mig ikke. De ved heller ikke, at jeg er her, så de kigger ikke grundigt nok. Det er dog ved at være tid.

Jeg lister mig ud i rækkehuset, når det bliver mørkt, og huset ikke længere giver sig og fodtrinene ovenpå ebber ud. Når sengen knirker en sidste gang. Det har jeg gjort hele ugen. Så lister jeg mig op til dem og kigger. Ser på dem, mens de sover. De ved det ikke, og det ser så fredsommeligt ud. Lukkede øjne og stille åndedræt. Jeg er stille, så jeg ikke vækker dem. Sådan kan jeg stå i flere timer. Eller jeg går fra det ene rum til den andet og ser til dem alle. Først ser jeg til mor. Hun sover mest på siden. Så går jeg ind til storesøster. Hun er sød og ligger mest i en form for fosterstilling. Lidt som en lille killing, der ruller sig sammen. Håret pænt redt og glattet ud langs ryggen. Hun er meget nydelig. Også når hun sover. Til sidst besøger jeg lillesøster. Hun har hele ugen ligget på forskellige måder. Som om hun er kastet ind under dynen med en greb. Arme og ben filtret ind i hinanden ligesom det lange hår ligger hulter til bulter hen over ansigtet, bagud, til siden eller bare i en uglet klump. Jeg kigger i deres bøger, hvad står der på hylderne i dag eller ligger på skrivebordet. Har de deres mobiltelefoner med i seng. Sådan nogle ting. Når jeg så fornemmer, at de er ved at vågne, eller jeg måske forstyrrer dem i deres underbevidsthed, hvad ved jeg, så går jeg stille og roligt igen og sætter mig ind i rummet under trappen, hvor jeg gemmer mig. Jeg hører vækkeuret ringe, de står op, går i bad, gør sig klar til endnu en dag i skole eller på arbejde. Spiser morgenmad sammen og sætter måske gryderne i opvaskemaskinen eller vasker dem af. Så går de og huset er mit.

Nu står jeg så her igen. På afsatsen. Ovenfor trappen i den mørklagte gang og skal besøge dem hver især. Men i nat er anderledes. I nat har jeg besluttet, at det skal ske. Det uundgåelige. Det, som hele tiden har været planen. Eller pligten om man vil. Sådan er det bestemt fra ham deroppe over skyerne, eller hvor Gud nu en gang har hjemme. Og jeg har besluttet, at det skal være i nat, at jeg besøger dem hver især en sidste gang. Det bliver hårdt at gøre det. Sige farvel. Men sådan er det. Jeg lytter igen. Der kommer sagte stemmer fra soveværelset. Jeg stiller mig hen til døren og lytter. Jo, den er god nok. Mor sover ikke endnu. Hun taler i telefon. Det lyder sørgeligt. Græder hun? Måske. Måske ved hun, hvad der skal ske i nat. Hvad jeg snart gør. Jeg sætter mig hen på trappeafsatsen og venter. Venter på ro.

Der går en time. Så kan jeg høre en let snorken fra soveværelset. Jeg åbner langsomt døren til soveværelset og går ind. Hun ligger på siden. Med telefonen inden for rækkevidde. Jeg kigger på hende. Hvordan kan jeg gøre det? Jeg forstår det ikke selv, men nu er beslutningen taget. Det bliver værre med børnene. Jeg stiller mig helt tæt på hendes sovende krop og læner mig ned, snuser til hendes hår, berører hendes arm uden at røre helt. Jeg gør mig klar.

Efter at have sagt farvel til mor, hvilket foregår helt lydløst, går jeg ind til pigerne. Først den ældste. Hun ligger endnu en gang på siden og sover så fint, som altid. Det bliver ikke let. På samme måde får jeg klaret det sidste farvel til storesøster. Også det klares lydløst. Sidste besøg er lillesøster. Hun ved endnu ikke, hvad der foregår. Forhåbentlig oplever hun det heller ikke. Det er målet med nattens besøg. Jeg går ind og ser en sidste gang på den spillevende pige, der er drattet om i dynerne i en stor rodebunke. Munden står åben og vejrtrækningen er tung. Jeg kigger længe på hende og siger så endeligt farvel.

Da det hele er klaret, går jeg ned ad trapperne, vasker og tørrer hænderne i deres håndklæder, der endnu er en smule fugtige fra morgenens bad, tager et glas vand og stiller gryderne i opvaskemaskinen. Det nåede de jo ikke her til aften. Gør mig klar. Jeg må ikke blive set, hverken af naboer eller tilfældigt forbipasserende på gaden. Det er aftalen. Det er derfor, jeg har siddet en hel uge under trappen og ventet. Taget mig mod til og ikke blive set, så jeg kender rytmerne, også om natten. Jeg stiller mig i stuen og vurderer om alt ser ryddeligt ud. Har jeg efterladt spor? Ja!

Jeg går hen til den lave kommode, der står ved siden af klaveret og ser sporet. Mon de ser det mere? Opdager mig? Måske, men jeg beslutter at lade det stå. Uanset hvor usynlig man er, bør man altid lade et spor blive tilbage af sig selv. Sådan som et varemærke. Dem, der leder, skal også belønnes med en findeløn. Jeg går ud af havedøren og stiller mig på terrassen. Det er stjerneklart. Månen står lavt hen over horisonten og er stor og gullig. Næsten rund. En perfekt aften. Her dufter stadig af nyslået græs og blomster fra naboens jasminer. En frø kvækker i mørket nede ved søen. Der er stort set vindstille. Gadelygterne på den modsatte side af rækkehuset lyser op hen over taget, men her på terrassen er der mørkt. Meget mørkt. Mit hjerte og sind er mørkt. Jeg går ud i natten for at finde det rette sted selv at tage afsked med denne jord og dette liv.   

På kommoden står billedet af familien. Far, mor og to piger. De smiler og ser glade ud. Det er vist fra en sommerferie på Rhodos. De har i hvert fald shorts på og ser brune ud. Den ældste har fået lavet mærkelige fletninger. Det blå hav er synligt i baggrunden. Ved siden af står den anden fotoramme. Et billede af farens gravsten fra den dag, det var fyldt med blomster og kranse. Det er en uge siden. Mor og de to piger har sat det der for at mindes far. De er stadig ved at hele. Uden for vinduet til terrassen ses et skarpt lysglimt, der søger mod himlen. Faren fandt vist det rette sted at tage afsked, mens mor og de to piger sover i deres senge med drømme om den gang hendes mand og deres far endnu levede. Fra før trafikulykken.