Vinteraftenen viste tænder med bidende kulde og let snefald. Nordenvinden strammede tagskæggene sammen og lagde sine istapper ud fra tagrenderne. Gadelamperne sendte forkølet gullige stråler mod de knasende iskrystaller, der samlede sig i dynger langs husmurene. Fodspor fra hastigt forbipasserende vovehalse blev hurtigt dækket af et nyt fint lag frostkugler. IC3-toget bumlede under broen og sendte rystelser op på gaden ovenover og fik panoramavinduerne i den gamle biograf til at dirre svagt. De hyggelige lys fra flere spots langs væggen, der oplyste gamle filmplakater, nåede ud på det lille afgrænsede forareal, hvor der om sommeren stod caféborde og stole. Hvor biografgæsterne kunne få et kølig glas vin eller en øl fra kioskens bugnende snackmarked. Nu. Nu var forarealet blot endnu en lille forfrossen asfaltørken med sit lave, hvide stakit som afgrænsning til den brede trafikvej gennem byen og helt uden liv.
Liv fandt man derimod inde i varmen. Inde i salene, hvor det hyggesøgende folk fik en torsdag aften til at gå i mørket. De fire sale i varierende størrelser, spillede hver deres film. Det var sidste indluk for aftenen og sent. Gæsterne var få. De fleste havde stadig endnu en dag at komme igennem på arbejde efterfølgende, så de sene forestillinger på almindelige hverdagsaftener var typisk ikke velbesøgte. Heller ikke denne aften. Alle film var i gang, så operatøren, der var den sidste på job, havde ansvaret for, at filmen blev afviklet til alles fornøjelse, lyden var tilpas, kinomaskinerne prustede og forretningen kørte på kanten.
Operatøren gabte. Det var også sent for ham. Han havde været på sit fuldtidsjob hele dagen fra klokken syv om morgenen, og efterfølgende stemplet ind på fritidsjobbet klokken halv fire, for at køre de to indluk, foruden at hjælpe til i kiosken. Han kaldte sig selv chokoladepige overfor kollegerne på fuldtidsjobbet til stor morskab, men det var stort set det han var nu. De gamle kinomaskiner med filmruller på op til fem-seks kilometer var blevet udfaset. Nu var biografen blevet digital og filmene lå som datafiler på store servere centralt og kunne afspilles i den enkelte sal på filmviewere med store linser, der skød langt og autofokuserede. Operatørens job var indskrænket til et minimum af ansvar for filmafviklingen. Det var blevet et kedeligt arbejde. Charmen var væk. Det eneste positive ved jobbet var fribilletterne. Han havde set næsten samtlige biograffilm siden han fik jobbet for snart fem år siden. De tildelte 25 fribilletter om året rakte ikke langt, men så var der gratis presseforestillinger, de mange billetter, der blev givet under bordet mellem kolleger og så selvfølgelig midnatsforestillingerne, som de ansatte selv iscenesatte fra tid til anden. Det var absolut forbudt, men ikke desto mindre sædvanen. Operatøren gabte igen. Rakte ud og nuppede en skumbanan fra tag-selv-slikhylden. Også forbudt. Men han vidste at overvågningskameraet i hjørnet over kiosken var helt og aldeles en attrap. Det vidste en potentiel tyveknægt ikke, så derfor sad den der. Men han kunne tage, hvad han ville. Sådan var der små selvopfundne regler eller vaner blandt de ansatte. Til stor frustration for ledelsen, der hvert år stod med et uforklarligt lagersvind og for få penge i kassen.
Skete der ikke bare lidt, tænkte operatøren. Så havde han gyldig grund til ikke at fylde op på slikhylderne og vaske glashylderne med krus og et repræsentativt udvalg af biografens øl og vin af. Kaffemaskinen skulle også renses og opvaskemaskinen tømmes, når den var færdig på et eller andet tidspunkt lige inden sidste udluk. Opfyldning af papkrusene til sodavand var ligeledes en hadet opgave som han gerne så sig fri for.
Operatøren kiggede på uret. Han måtte hellere komme i gang. Tilsyneladende var det bare en af de der aftener uden spænding, problemer, besvimede publikummer eller andet. Første punkt på to-do listen var helt klart opfyldning af papkrus. Der var få tilbage, og det lokale lager i skabet under tappehanerne var tomt. Det blev hans dont at fylde op. Han skulle helt ned i kælderen for at hente dem. Det var der lageret var placeret. Langt fra gæsternes nysgerrige øjne. Ned til rotten, som de ansatte sagde. Efter sigende havde en tidligere ansat kioskpige set en stor rotte dernede engang. Men da al indfangning af rotten fra hendes fantasi havde været forgæves, måtte den stadig være dernede. Derfor blev kælderen døbt “Ned til rotten” i daglig tale og blandt ansatte. Ledelsen var ikke glad for det øgenavn. Kioskpigen havde fortalt, at hun havde set dens røde øjne og store, flade tryne mellem sodavandskrusene. Selvom kollegerne havde gjort alt for at fortælle, at sådan så en rotten bare ikke ud, så havde hun insisteret. Det VAR en STOR rotte.
Kioskpigen var blevet så skræmt af synet og hendes curlingopvækst havde ikke brudt sig om at blive kaldt utroværdig, så hun havde søgt andre udfordringer. Operatøren trådte forsigtigt ned ad den stejle og smalle trappe til kælderniveauet. Trinenes trædeflade var kort, så det blev en farlig tur. Desuden var trappetrinene malede, og når der lå bare lidt vand eller sne på et trin, kunne man let glide og kure på røven resten af vejen. Det havde operatøren prøvet en enkelt gang for meget. Det havde gjort herreondt, og han havde en kort overgang undervejs på rutsjeturen været sikker på, at dette var hans endeligt. Så derfor tog han det med ro. Han passerede personaleindgangen, der lå halvvejs nede ved en repos. Faktisk hadede han lige præcis dette sted. Lige her ved personaleindgangen. Først og fremmest fordi han brugte den om aftenen, når biografen var tømt, lyset var slukket og alarmen tændt. Han havde 30 sekunder til at komme ud og smække døren. Det var altid sådan lige lidt tid nok. Dernæst var stedet uhyggeligt. Når man havde travlt og lyset var slukket, måtte man vende sig mod døren og dreje låsen, mens man havde ryggen til den mørke kælderskakt. Lyset var slukket og fyret forneden af trapperne lavede grumme lyde. Det var først, når døren var åben og gadelamperne uden for skinnede ind, at nakkehårene lagde sig igen.
Nå pyt. Han tog den sidste etage ned ad trappen i det sparsomme lys fra en enkelt glødelampe, der hang på væggen i en plastikkuppel. Han fandt hurtigt de manglende krus og steg opad igen. Hele tiden med øjnene dels frem og dels tilbage mod mørket. Bare ikke rotten fulgte med. Eller det der var værre. Operatøren var lidt af en pivskid. En af kontrollørene var gammel i gårde og havde været ansat i biografen i mange mange år. Siden dengang, hvor den gamle biografdirektør var kravlet højt op på en stige i A-salen ved udgangsdøren for at skifte en pære. Han havde mistet fodfæstet på et trin højt oppe og var faldet ned fra stigen. Det havde kostet ham livet. Nok mest på grund af hans høje alder. Men kontrolløren havde selvfølgelig fortalt historien med uhygge og insisteret på, at biografdirektøren stadig gik rundt i salene og ryddede op. Gik rundt i foyeren og pudsede vinduer ud mod banelegemet. Der lugtede også af og til af cerutrøg i foyeren. Den pulsende cerut var direktørens lise. Nogle gange kunne man høre ham stønne i A-salen, hvor han var kommet af dage. Han var eftersigende også en pigeglad mand, så af og til lød kvindelatter og klask på lårene fra toiletterne. Kontrolløren havde givet den max gas med de uhyggelige vinkler, så operatøren var altid på stikkerne, når lyset var slukket. Han ville ikke møde en gammel, stønnende mand på vej gennem foyeren i mørke. Han fik kuldegysninger bare ved tanken.
Operatøren kantede sig gennem køkkenet og op i foyeren. På det første stykke var der placeret lave loungemøbler og på væggen over dem, hang flotte sort-hvide fotografier med biografens historie. Bygningen udefra. Ombygning af salene fra før ruder konge og dengang da nachos-terrariet på kioskdisken blev erstattet af en popcornmaskine i køkkenet. Det var alligevel for provokerende at udstyre biografgængere med knasende chips til filmen. Der hang også et fotografi af den gamle biografdirektør fra før han blev rigtig gammel. Operatøren studerede billederne, mens han gik forbi. Jo, der hang han. Fyldigt ansigt, store kinder, flad og bred næse og små øjne. En cerut i mundvigen og en sky af røg over hovedet. Sikke et minde, tænkte operatøren. Direktøren var en mand, der var godt i stand. Stadig ikke en mand som operatøren gerne ville møde. Hverken her i foyeren, nede i kælderen eller til den årlige julefrokost. Han var helt sikkert god for op til flere portioner risalamande. Og så var mandlen allerede fordelt på forhånd.
Operatøren fik fyldt op, vasket af, tømt opvaskemaskine og kigget til status på filmene på den opstillede pc-skærm i hjørnet af kiosken. Skærmen viste dels, hvornår lyset i salene tændte ved en lang tidslinje med nedtælling, og dermed også hvornår filmen var slut samt et livekamera i hver sal, der filmede ned på lærredet. På kameraet kunne han også se hovederne af gæsterne, når lyset blev tændt i salen eller ved tæppet. Operatøren så, at sal D allerede var færdig. Der sad stadig en person derinde på første række og så rulletekster, men udgangsdøren i bunden af salen stod åben, så operatøren begav sig mod salen for at lukke af. Da han rundede hjørnet til salen, kunne han høre at enkelte gæster var gået på toilettet. Fra herretoilettet lød toiletskyllet, så operatøren stillede sig op og ventede på at gæsterne skulle komme ud. Herfra ville han gelejde dem til udgangsdøren i salen og ikke tilbage igennem foyeren. Det hadede han, når de gjorde. Det krævede, at han stod i foyeren og låste frontindgangen op og sikrede sig, at der ikke kom fulde teenagere eller andet godt folk ind fra gaden. Samtidig skulle han skynde sig ned i salen og lukke udgangsdøren, så de selvsamme godtfolk med videre ikke stavrede denne vej ind. Han ventede i behørig afstand fra toiletdøren. Manden derinde lod vente på sig. Operatøren begyndte at undre sig. Bare der ikke var sket noget. Han tog i toiletdøren og kaldte.
“Hallo! Er der nogen.” Stilhed. Operatøren gik ind på toilettet og kiggede ind i de tre bokse. De var alle tre tomme. Mærkeligt.
Operatøren strøg ud, mens han kløede sig i nakken. Han havde da hørt toilettet gå derinde. Han kiggede forsigtigt ind på dametoilettet, men det var tomt og lyset slukket. Hmmm… Måske var han bare træt.
Operatøren gik i D-salen og fandt salen tom. Han luntede til udgangsdøren og fik den lukket. De andre film måtte også snart slutte. Han kiggede hastigt ind ad rækkerne for at se om noget var tabt eller glemt. Det så fint ud. Han småløb ud og slukkede lyset i salen på panelet ved døren.
Allerede da ham kom tilbage til pc-skærmen i kiosken, tændte lyset i sal B og sal C. Han måtte af sted igen. Noget sprang ham dog i øjnene. I sal D var lyset tændt igen, og der sad en person på den forreste række. Han kunne ane toppen af hovedet dernede ved lærredet. Så var der alligevel en gæst, der ikke var kommet ud, tænkte operatøren og sprang af sted.
Allerede ved trappen til sal B var nogle af gæsterne begyndt at gå den forkerte vej ud. De ville igennem foyeren. Nej, sagde operatøren højt. I skal gå ud nede i bunden af salen. De tre ældre kvinder så måbende på den fremmede, der stod på øverste trin og kommanderede. De lignede ellers nogen, der havde suget luft ind til at bestige Kilimanjaro og de fem trin. Operatøren stod midt i deres direkte ganglinjen og skyggede, så de besluttede at følge anbefalingen og vende om. Operatøren nikkede veltilfreds, da døren til sal B smækkede bag de tre damer. Han måtte hjælpe personen i sal D ud, så han vendte retur til D-salen, men der var ingen på forreste række. Lyset var godt nok tændt, men udgangsdøren var lukket. Han fortsatte ned gennem rækkerne og kiggede ind på gulvet langs rækkerne af stole. Der var ingen. Ud af salen igen og til B-salen for at lukke udgangsdøren derinde. Pyh, han var begyndt at svede. Salen var tom. Døren blev lukket. Nu gjaldt det C.
På vej op fra udlukket hørte han nogle kvinder snakke på dametoilettet. Åh, tænkte operatøren. Nej, de måtte finde ud af det selv. Han gad ikke igen stå her og glane og vente på, at de blev færdige og skulle lukkes ud gennem salen. Han gik retur til kiosken og satte sig. Kvinderne måtte gå igennem foyeren under opsyn, når de fandt ud af, at deres sal var lukket og slukket.
Fem minutter endnu, så var A-salen også færdig. Han glædede sig til fyraften. Han ville hjem og sove. Sove længe. Selvom det var fredag, kunne han godt sove til mindst klokken syv og skynde sig på arbejde inden klokken otte. Operatøren kiggede igen på pc-skærmens A-salsvisning. Endnu et par minutter.
Blikket fangede dog igen sal D. Et lys faldt ind fra siden i bunden af billedet i den ellers mørke biografsal. Udgangsdøren stod åben.
“Aj!” vrissede operatøren højt. Så havde kvinderne fra toilettet alligevel lusket sig ud gennem en mørk sal. Men hvorfor ikke den de var kommet fra? Sal B eller C. Operatøren luntede af sted. Han skulle nå at lukke udgangsdøren i D inden A-salen var færdig. Han åbnede til D-salen. Rampelyset ved tæppet stod tændt.
“Hva’ hulen.” udbrød han. Operatøren tænkte sig nu grundigt om. Døren stod rigtigt nok åben, så han gik igen ned langs rækkerne og kiggede ind. Stadig tom. Døren blev lukket grundigt. Han tog et ekstra ryk i håndtaget. Lukket, tænkte han.
Fra gangen uden for D-salen kunne han nu høre menneskestøj. A-salen var færdig og gæsterne var begyndt at strømme ud. Ud gennem foyeren. Nej nej nej! Operatøren dukkede op og så menneskemylderet på vej gennem foyeren. Der var intet at gøre. Han kunne ikke stoppe dem. Operatøren forsøgte at styre sit temperament og gik stille med gæsterne gennem foyeren og stillede sig ved biografens indgangsdør, hvor gæsterne fra A-salen kunne forlade biografen og gå ud i natten. Han smilede overbærende, selvom det brændte af arrigskab i maven. Nogle af gæsterne skuttede sig højlydt på grund af kulden og stod lidt for længe i døråbningen og spærrede for de øvrige gæster. Det gik alt for langsomt.
Sidste gæst blev næsten sparket ud. Nu skulle han hjem. Han gik med raske skridt ned til A-salen, forbi toiletterne. Der lød kvindelatter fra toilettet. Åh… Hjertet sank. Operatøren tog sig til hovedet. Nå, han måtte vente igen. Han gik i A-salen og lukkede og slukkede og stillede sig op ved døren til toilettet. Latteren fra toilettet var der ikke længere. Han bankede let på døren og kiggede derind. Toilettet så tomt ud. Han gik hurtigt ind og konstaterede, at de fire bokse derinde også var tomme. Så var også de gået gennem foyeren. Operatøren sprang op gennem foyeren og hen til indgangsdøren. Den var låst og lukket. Hva’ fanden. Han kiggede ind på pc-skærmen. Lyset i D-salen stod og brændte, og der sad en person på den forreste række, mens udgangsdøren stod åben.
“Nej, nu står verden da ikke længere,” råbte operatøren ud i rummet. Han styrtede mod sal D, mens han bandede højt og inderligt. Da han passerede toilettet, blev der skyllet ud inde fra herrerne. Argh! Han gik ind på herretoilettet, men først da han kom ind, tændtes lyset. Han havde aktiveret rumføleren. Han kiggede sig omkring, selvom lyset havde været slukket. Tomt. Han fortsatte tilbage og ind i D-salen. Lyset var nu slukket, men døren stod åben dernede. Operatøren begyndte at få kuldegysninger op ad nakken. Det var besynderligt, det her. Han fandt betjeningspanelet ved døren og trykkede på tænd lys. Der skete intet. Hvad nu! Operatøren trykkede igen men med samme resultat. Han kunne mærke kulden fra udgangsdøren i salen komme ham i møde. Aftenkulde blev ikke pustet denne vej medmindre, der var gennemtræk, tænkte operatøren. Pokkers! Han følte sig frem gennem den mørke sal til udgangsdøren og smækkede den i. Lyset fra gadelygten udenfor havde nu taget hans nattesyn, så vejen tilbage gennem salen foregik i aldeles mørke. Da han med besvær nåede døren ud af salen igen, blussede rampelyset op. Han kiggede tilbage i salen. Der sad en person på forreste række. Jamen, han var jo lige gået forbi, nåede operatøren at tænke.
“Hey!” råbte han. Der var ingen reaktion at spore fra personen dernede. Operatøren begyndte at gå tilbage mod personen, men i det samme gik rampelyset atter ud. Salen lå igen hen i mørke.
“Øjeblik,” kaldte operatøren ud i mørket og vendte om. Der var stadig den der kulde. En dør i en anden sal måtte stadig stå åben. Han fandt betjeningspanelet med det svage blå lys inde bag en låge, og trykkede igen på tænd lys. Salslyset blussede op, og han orienterede sig igen mod personen på forreste række. Men der sad ingen.
Operatørens hals begyndte at snøre sig sammen. Han fik hurtigt slukket salslyset og skyndte sig ud. Han svedte. Noget var galt. Han måtte op i foyeren for at se, hvor døren stod åben. Her var koldt. Trætheden måtte spille ham et puds. Ved toiletterne kunne han igen høre kvindestemmer og latter. De var så tydelige, så operatøren bankede på døren og gik ud. Lyset tændte, da han fik aktiveret sensoren. Nu er det nok. Operatøren løb op til kiosken, tog sin taske og skulle lige til at gå ind til alarmen og sætte den til, da hans øjne fangede pc-skærmen. Døren i A-salen stod åben. Lyset fra udgangsdøren ramte det brede stykke mellem forreste række og tæppet. Der lå en silhuet på gulvet. Han gik tættere på for at se om det virkelig kunne passe. Jo, der lå en person på maven. Skulle han gå derned? Fandeme nej. Det her var for uhyggeligt. Han tog et skridt tilbage, studerede den liggende person. Billedet til højre, der viste D-salen, begyndte at bevæge sig. Lyset blussede op. En silhuet af et hoved helt tæt på livekameraet materialiserede sig på skærmen. Operatøren løb. Lod alarm være alarm. Lys være lys. Og styrtede gennem foyeren. Ned mod køkkenet. Kantede sig vej ud på den smalle trappe og ned ad trappen. Ned mod personaleindgangen på reposset. Lyset på væggen længere nede mod kælderen var gået ud. Det var bælgmørkt dernede. Fyret lød som en gammel mand, der trak vejret. Operatøren drejede låsen og flåede i dørhåndtaget. Han mærkede noget stramt om sin ankel. Han kiggede ned. En hånd stak ud fra mørket. Fra kælderen. En gammel rynket hånd. Blå blodårer. Gule negle. Et skrig satte sig fast i halsen på ham. Ham mærkede, hvordan grebet om anklen blev kraftigere. Han flåede i håndtaget, men drejelåsen havde fundet tilbage i låst tilstand og låst døren igen.
Det kraftige greb gjorde ondt. En sort tåge fra kælderen kom nærmere. Skriget fandt vej. I et ryk blev operatøren trukket i benet. Han faldt. Hånden fra kælderen havde trukket hårdt, så han nu sad skævt med det ene ben ned ad trappen og det andet ud til siden. Han kunne stadig se hånden om sin ankel. Han skreg igen. Endnu et kraftigt ryk satte ham i bevægelse ned ad trappen. Ned i kælderen. Ned i mørket. Han skreg, som han aldrig havde skreget før, da han gled nedad. Han landede for bunden af trappen. Ør og ondt i stemmebåndet Og i røven. Skyggen, der stod bøjet over ham, lugtede gammelt. Lugtede af mug. Cerutrøg og plejehjem. Operatøren kiggede panisk op. Han fandt to røde øjne i mørket og en flad tryne kun få centimeter fra sin egen næsetip. Rotten!
Illustration: Maja Martine