Kurt tog sig en lur i blandt græsset, hvor det selvsåede rønnetræ skyggede så dejligt. Han lagde sig og slappede af. Fy, det havde været varmt i dag. Solen havde bagt fra en skyfri himmel hele dagen. Ikke en eneste sky havde luntet forbi og givet bare et lille afbræk fra den stegende gule kugle på himmelhvælvingen. Kurt gættede på, at der var mindst 30 grader, og alle kunne jo mærke, at der ingen vind rørte sig. Ingen vind til at ruske op, svale, køle den hårde jord. Landmanden var højt sandsynligt henrykt i sin grundvold over situationen, da det om kort tid var sæson til høst, og den disciplin krævede tørvejr i længere tid. Det havde Kurt set og hørt flere somre i træk, hvor det ikke var gået sådan. Landmanden havde i år fået sin hedeste drøm opfyldt, og hvis Kurt skulle gætte igen, så var der ingen tegn i hverken sol, måne eller stjerner på (eller hvad man ellers kigger efter), at der var regn på vej. Han kendte trods alt naturen, så han kunne mærke, hvis der var omskift i vejret. Og det var der ikke nu.

Nu var solen heldigvis som altid på vej vestover og var trukket om bag de store graner i den nærliggende skov. Endnu en dag var snart gået i glemmebogen, og solen kunne lige så godt være den første til at vise vej som den sidste, som så mange gange før. Det var blevet en ganske stabil tradition. Granerne fik de sidste strejf af hr. sol fra horisonten, men lod sig ikke gå på af det. De stod stadig majestætisk med lysegrønne skud i skovkanten. I dag stod de bomstille.

Kurt havde før set dem svaje faretruende. Kaste sig fra side til side og tage en stiv kuling eller sågar en storm fra vest uden efterfølgende at brokke sig. De stod bare der og voksede langsomt. Nød solens kys. Ikke nær så grønne som for bare et par uger siden, men alligevel pragtfulde. Han beundrede virkelig granerne. De var sat engang før Kurt blev født. De stod på lige rækker med samme afstand mellem hinanden. Systematisk og struktureret. Kurt kunne godt lide systemer og struktur. Alt det han ikke var selv. Men granerne de var. Helt fra deres tids morgen. De var ønsket, opvokset med en kærlig hånd og havde fået lov. Fået lov at stå. Stå for at gro. Stå for at vokse sig større, stærkere, sammen. Sammenhold. Det var måske nøgleordet, tænkte Kurt. Hvert år havde granerne lagt yderligere tyngde til deres stammer og fylde til deres grene. Sammen var de blevet stærkere. Set op til hinanden, taget skraldet, hvis stormen blæste og de måtte sætte rødderne dybere i den svulstige muld. De havde opfostret deres eget yngel. Året efter hårde somre havde ynglet stået tykt og tæt på de konvekskurvede grene og taget næring til sig, som om den strenge vinter snart var på vej. Så havde granerne kastet ynglet fra sig i skovbunden, så de måske kunne finde fodfæste, sætte rod og starte deres egen familie. Lidt barsk med en så kort afbrydelse af opvæksten og opdragelsen, men sådan var det. Sådan var naturen. Det vidste Kurt også godt. Åh, hvem der bare var et grantræ, tænkte Kurt længselsfuldt.

Kurt lagde sig bedre til rette i blandt græsset. Han vidste godt, at han nok aldrig fik sin egen familie. Han var ikke af en familie, der fik lov at slå sig ned nogen steder. Han var for vild. Vild af natur. Vild med natur, men naturen var imod ham og hans slags. Sådan følte han det i hvert fald. Der var ingen plads til hans slags. Der blev set skævt til hans type. Han vidste egentlig ikke helt hvorfor. Sådan var verden bare indrettet. Det havde han accepteret for længe siden. Han havde set artsfæller som ham forsøge at byde sig til, forsøge at gøre et væsen af sig, forsøge at leve over kanten. Det var ikke endt godt. Kurt turde faktisk slet ikke tænke tanken til ende. Han havde set sådan nogen som ham miste livet for andres hånd, bare på grund af deres natur. Natur som ham. Nu håbede han bare på at holde sig ude af ballade, leve inden for rammerne af, hvad der var ham forundt, ikke genere de forkerte og mildest talt gøre så lidt væsen af sig selv som overhovedet muligt. Det var lykkedes hidtil, hvilket han tilskrev sin egen disciplin. Nu kunne han nyde solen på varme dage, solen på skyggesiden og være fri som fuglen om natten, hvor der ikke var fare på færden, så længe han blev, hvor han nu var. I hans naturlige element. På kanten, javist men aldrig over.

Kurt så mod øst og ud over den gulmodne hvedemark. Store brede akser med fyldige kerner. Udsigten her fra kanten af marken var fantastisk. Så langt øjet rakte stod marker med forskellige sorter med korn, klar til at blive høstet. Markerne var flere steder afgrænset med træer med store kuppelformede kroner. Der fløj en skovskade hen over træerne derude, og flere småfugle vimsede rundt deroppe et sted og kvidrede højt og let. Han kunne ikke se fuglene, men kun høre dem. For det utrænede øre var deres fløjt aldeles vilkårlig, og der var ikke just velkendte strofer iblandt melodierne, men Kurt havde lang erfaring i at høre på fuglefløjt og han kunne uden at blinke kende forskel på tonerne, på melodierne og på rytmen. Han spejdede rundt for at se om han kunne få øje på dem. Tælle dem. Jo, der var en. Lige over hvedens hoveder. En lille fætter, der fløj, så det så ud som om, den stod stille i luften. Den sang så vidunderligt. Men ikke vidunderligt nok til at skyde Kurts trælse tanker væk. Han slap bedrøvet synet. Ønskede sig vel et eller andet sted lige præcis den frihed, som fuglen havde. Friheden til at synge så smukt og blive nydt af tilhørere – også selvom tonerne ikke gav mening. Det var bare så livsbekræftende. Friheden til at flyve væk, selv bestemme hvor det næste måltid skulle findes. Ikke leve af samme føde hver dag. Ikke at Kurt var utilfreds med den del af sit liv. Han havde det godt. Levede fint af resterne fra andres mere veldækkede bord. Men alligevel. Friheden til at spise lige det maven og sanserne ønskede sig, var dog at foretrække. Han kunne også finde nye steder at slå sig ned. Kigge sig omkring. Vælge det sted, der passede ham i dag. I morgen eller om en uge. Åh, hvem der bare var en fugl, tænkte Kurt længselsfuldt.

Kurt drejede blikket mod syd. Længere nede ad bakken lå en sø i en frodig oase mellem markerne. Det blå vand spejlede himlen. Skyggerne fra træerne omkring søen kastede sig hen over overfladen. Træernes rødder badede i søens kølige vand og gav disse træer næring og væske nok til at være ekstra fyldige, tætte og grønne. En langlemmet fugl spankulerede dovent rundt i vandet og så ud til at nyde det kølige vand lige så meget som træerne. Den var på udkig efter føde i vandet. Sikkert haletudser og måske små fisk. De små fisk var for hurtige for den sløve fugl. Den lignede ikke en, der kunne fange noget, så den tog et par tag i luften og fik nok vind under vingerne til at lette og søge mod lettere græsgange. Fiskene i vandet havde endnu en gang overlistet faren med snarrådighed, snilde og hurtighed. Kurt ville gerne se fiskene ved selvsyn. Se de sejrende væsner, og hvordan de hoverende og selvtillidsfulde svømmede rundt og nippede til søens vegetation. De havde et fast revir som de besøgte og beskyttede. Hvor de boede og som de kaldte hjem. Kurt ønskede sig faktisk et hjem. Et sted han kunne kalde sit eget. Invitere venner på besøg. Men han havde egentlig ingen venner. Det måtte fiskene have. Det var han sikker på. De havde et hjem, venner og ingen planer om at være husvilde. Det måtte i sandhed være det perfekte liv, tænkte Kurt og smaskede let. Ville han egne sig som fisk. Nej, nok ikke, men åh, hvem der bare var en fisk, tænkte Kurt alligevel længselsfuldt.    

Han så ned af sig selv, som han lå der og slappede af. Hvad var der egentlig også at holde af. De slidte klæder var ikke så prangende som dem med altankasser eller dem, der blev passet og plejet af deres familier. Kurt kunne ikke huske, at han nogensinde havde haft en mor og far. Han var vel bare kastet ned med storken lige her og måtte klare sig selv. Helt fra barnsben. Det var de hårde kendsgerninger. Han havde med tiden udviklet et hårdt ydre. Sin egen forsvarsmekanisme. Hvis nu nogen alligevel ville ham det ondt. Så kunne han nok puste sig op og stikke til de plagende. Så kunne de se, at han udstrålede en barsk attitude. Ikke en de skulle lægge sig ud med. Så ville de fordufte. Men det var blot en facade. Kurt var slet ikke selvsikker. Faktisk havde han meget lavt selvværd. Det betød noget, at ingen regnede ham for noget. Ikke troede på ham. Ja, faktisk ikke brød sig om ham. Men igen, sådan var det med hans slags. Hans type. Folk brød sig simpelthen ikke om det, de ikke kendte, ikke kunne kende og det der ikke lignede noget, de ville holde af.

Kurt tænkte på roser, når han fik disse tunge tanker. Hvorfor var det, at roser var populære? De havde forfærdeligt smukke blomster, men også skønne torne. Stive, rivende og stikkende torne. Tog man fat om stænglen, så stak man sig sgu. Det gjorde da naller. Han sammenlignede sig selv med en rose. Der sad jo også et kønt hoved på ham, synes han selv. Kønt og indbydende. Og hans væsen stak ud, stak til folk, til deres følelser måske, han stak dem gerne en flad. Men sådan var naturen også indrettet. Nogen var bestemt til at indynde sig – som roser, mens andre måtte indordne sig, leve fra dag til dag i skyggen af livet, og håbe på at se endnu en dag. Også selvom betingelserne for livet i bund og grund var ens. Ligelige. Ensartede. På et tidspunkt i evolutionen var tingene bare gået skævt for hans slags og hans type. Han tog de tunge tanker med sig ind i drømmen og tænkte længselsfuldt: Åh, hvem der bare var en rose.

Han vågnede med et sæt af en brummende lyd. Noget eller nogen brummede rundt over hans hoved. Solen var endnu oppe og sendte flotte røde streger hen over himlen. Det var kommet et let lag tynde skyer hen over det himmelblå. Men der var den der summen igen. Kurt virrede med hovedet og kiggede efter lyden. Han havde hørt den mange gange før, men i dag ville han gud-døde-mig se, hvem det var, der støjede så nederdrægtigt og havde afbrudt ham i søvnens lise. Ikke at søvnen havde løst ham fra de tunge tanker, men de kunne jo viftes væk ved at vågne. Men nu havde denne støjsender taget den frihed fra ham.

“Hej du!” råbte Kurt ud i luften, mens han fortsatte med at kigge rundt.

En stemme summede fra oven. “Hej selv. Stå venligst stille.” Stemmen lød både glad og indbydende.

“Hva?!” råbte Kurt tilbage. “Jeg står stille. Bomstille, men du vækkede mig.”

“Åh undskyld,” kaldte den søde stemme fra oven. “Men nu du er vågen, så stå venligst stille,” gentog stemmen og den summende lyd over Kurts hoved blev forstærket.

Kurt var arrig, men han stod stille. “Og hvad så. Nu står jeg stille.” Kurt tænkte nedtrykte tanker. Nu blev han også her irettesat af nogen, han ikke vidste, hvem var. Måske var det bare bedst at kaste sig ud foran landmandens mejetærsker næste gang den kom forbi. Så ville han ikke mærke mere. Ikke føle sig forkert. Ikke blev talt ned til. Stoppe med at leve. Sådan noget kunne han nemlig godt finde på. Han var jo vild af natur.

Der blev smasket højlydt over hovedet på Kurt. Det det var, summede og smaskede.

“Åh, må jeg være fri,” stønnede Kurt. “Gider du?” kaldte Kurt.

“Jamen åh…,” lød det deroppefra. “Du smager bare så godt. Bedre end vandet i søen, klart bedre end roserne i landmandens have. DU er helt klart den mest vidunderlige skabning lige her ved siden af de kedelige hvedeakser, de farlige fugle og stikkende, tåbelige graner. Du står altid her og er dejlig og smuk. Åh, hvor jeg elsker dig!”

Kurt blev helt paf. “Hva?!”

“Jeg elsker dig!” råbte bien igen og fløj ned foran Kurt, så han kunne se sin plageånd. “Du er bare så lækker,” fortsatte bien. “Tak for dig.” Bien sendte flyvkys af sted mod Kurt, der bare stod i muldjorden, fjumrede lidt med de yderste af sine rødder dybt nede, hvor følelserne var helt uden på og anede ikke sine levende råd. “Må jeg kalde dig tidsel?” fortsatte bien i et skamrosende tonefald.

“Nej! Fandeme nej!” hviskede Kurt helt ude af sig selv på alle mulige måder.

“Jamen hva’ så?” Bien ville ikke bare flyve væk. “Jeg kommer jo igen, og hvis jeg ikke kan finde dig, så må jeg kunne kalde på dig, ik?”

Kurt overvejede sine ord. “Nå!” var det eneste, der kom ud. Kurt anede ikke, hvordan han skulle svare. Han var aldrig blevet elsket eller kaldet lækker og smuk. “Jamen, du kan bare kalde mig Kurt, så!” Kurt rømmede sig og fangede biens blanke facetøjne med sine.

“Brhmmm,” summede bien. “Det er svært at sige og især kalde, men jeg skal da prøve.” Kurt forsøgte at smile. “Kuuu… kruuu…,” forsøgte bien. “Nå, skat.” Bien fløj helt tæt på Kurt og kyssede ham. “Så ses vi i morgen, juhu… Ukrudt.”

Kurt stod lamslået tilbage og så den søde bi forsvinde hen over markerne i ganske betagende bevægelser. Kurt var allerede forelsket.