Emil så ned på gaden fra sit vindue heroppe i sikkerhed på tredje etage i det slidte ejendomskompleks. Turde han bevæge sig ud? Han skulle bare hen til den lokale dagligvarebutik for at handle ind til aften. Han havde skrevet dosmersedlen, så han ikke glemte noget og fundet sin mulepose frem, så han ikke skulle bruge seks kroner på noget plastikskrammel. Det hele lå klar i entréen og var klar til turen. Han havde taget sine piller, selvom han var på nedtrapning, skyllet ned med rigeligt vand og ventet tredive minutter, og han følte sig overbevist om, at han kunne klare turen. Der var ro i systemet. Han følte sig glad og bekymringerne lå fjernere nu end for en halv time siden. Men der kunne jo ske så meget. Han kunne blive overfaldet i trappeopgangen af en alkoholiker, der havde taget ophold i tørvejret og nød godt af det opvarmede bygningsrum og dermed den gratis fornøjelse, som han ikke måtte forstyrre, selvom han boede i ejendommen. Han kunne blive kørt ned af en bil på vejen, når han krydsede gaden. Af en vanvidsbilist. Dem, var der efterhånden blevet flere af, så risikoen var ikke længere så lille. Han kunne møde en bidsk hund, som ejeren ikke havde styr på. Folk købte sig de ondeste hunde for at føle sig trygge, når de bevægede sig ud. Han havde selv overvejet det, men havde indset, at han konstant ville frygte den, når den spankulerede rundt i lejligheden. Han kunne møde en af sine ekskærester, der var i særligt dårligt humør i dag og kun så en rød klud, når han kom ind i tunnelsynet. Han kunne glemme sin pinkode til sit hævekort ved kassen og føle sig utilstrækkelig og blive nedstirret af alle de ventende kunder, der ville bedømme ham som en dum tåbe. Han kunne møde en af dem.
Han sank en klump og lukkede øjnene. Fokuserede på den færdigret, som kunne lunes i mikrobølgeovnen, og som hans krop lige nu savnede at sætte til livs. Han kunne ligefrem dufte den, selvom den endnu ikke var indkøbt. Han var sulten. Skrupsulten, når han mærkede efter. Han havde heller ikke fået hverken morgenmad eller frokost. Der var intet rugbrød tilbage i brødkurven og mælken i køleskabet var blevet sur. Han brød sig ikke om havregrød lavet på vand, så hellere undvære morgenmad.
Han åbnede forsigtigt lejlighedsdøren. Der var mørkt på trappen. Han viftede en hånd ud gennem dørsprækken og straks blussede trappeskakten op fra de gulnede loftslamper. Han havde iført sig sin forede vindjakke, iført sig refleksbånd på buksebenet, foldet muleposen under armen og stoppet indkøbssedlen i lommen på sine lærredsbukser. Han trippede langsomt ned ad trappen og forsøgte at undgå de knirkende trin. Han skulle ikke irritere naboerne og få dem på nakken igen. De var ikke til at stole på, når de sprang ud fra deres lejligheder og skreg efter ham. Stop med at larme, forsøgte han at sige forsigtigt til hvert trin, men enkelte knurrede tilbage. Ikke højt dog. Han stolede på, at han klarede frisag med naboerne.
Hoveddøren blev på samme måde åbnet forsigtigt, og han tittede ud. Han ville ikke storme ud og risikere at løbe direkte ind i en forbipasserende. Eller en af dem. Det kunne føre til hvad som helst. Her var ingen. Han fortsatte sin bevægelse ud på fortovet og søgte mod højre. Han kunne se, at der kom en ludende person mod ham, så han skyndte sig at krydse gaden til det modsatte fortov, naturligvis efter at have orienteret sig grundigt til begge sider. Fortovet var tomt. Pyha, tænkte Emil og skulede til det andet fortov, hvor den duknakkede fremmede bevægede sig intetanende videre. Tænk, hvis han var blevet opdaget og netop den fremmede var en af dem. Han mærkede mavesyren bruse op. Rolig nu, sagde han til sig selv og fortsatte videre.
Han kunne se neonskiltet til dagligvarebutikken blinke på næste gadehjørne. Han var der snart. Han tog en dyb indånding og skyndte sig ind i den kunstige belysning. Han scannede lokalet og fandt ingen kendte ansigter udover kassemedarbejderen, der sad koncentreret og kiggede ned i sin telefon med sammenknebne øjne. Han tog en indkøbskurv og gik inden for indhegningen. Han vidste, hvor knappen til lågen sad, så han følte sig ikke fanget, hvis tingene skulle udvikle sig uhensigtsmæssigt i grøntafdelingen eller lignende steder, og han stødte ind i en af dem. Han kunne altid slippe ud uden at skulle passere kasselinjen.
Han tog sin seddel frem og begyndte at bevæge sig frem mellem hylderne for at fiske de varer ned i kurven, som han på forhånd havde besluttet, at han manglede i sit private forrådskammer. Der var ikke råd til meget, nu hvor de fleste penge fra bistandshjælpen skulle dække den horrible el- og varmeregning. Selvom bistandshjælpen var lille, så kunne det slet ikke betale sig at tage et arbejde her som kassemedarbejder eller lignende ufaglært arbejde. Det havde den siddende regering sørget for. Han var taknemlig, da han faktisk ikke gad bruge sin tid som kassemedarbejder. Det var pinligt at sidde der og gøre ting for andre folk. Og tænk, hvis der skulle komme en af dem. Han var ikke udstyret med heltepotentiale.
Et større rabalder brød ud ved kasselinjen, da han kom til køleskabene med mælk. En høj mandsstemme brød den svage underholdningsmusik fra loftshøjttalerne. Emil krympede sig. Det var en af dem. Han var sikker. Stemmen fortsatte sit kommandolignende forhør af, hvad Emil regnede ud til at være kassemedarbejderen. Et skrig flængede butikken og Emil løb. Han mærkede ikke kroppen sætte i fart, men det gjorde den helt automatisk. Skriget fra kassedamen havde sat ham i bevidstløs bevægelse. Han ville og måtte finde sig et skjulested. I dette øjeblik udspillede hans største frygt sig, selvom han havde gennemtænkt denne situation en million gange i hovedet. Flygt, mens du kan. Han spurtede mod enden af butikken, hvor han vidste døren til lageret var. Han måtte derud for at finde bagindgangen, selvom han aldrig havde været på lageret før, eller vidste om der fandtes en udgang der. Han måtte bare væk. Skriget fra kasselinjen fortsatte og mandsstemmen brølede højere.
”Giv mig sprut og smøger,” blev der råbt.
Emil så at andre kunder sad på hug bag hylder og frygtede begivenhedernes gang som han. De var dog gået i frys, ligesom råbukken, der ser jægeren på marken. Ude af stand til at flygte. Men det gjaldt ikke Emil. Han var udstyret med et instinkt, der fortalte ham at redde sit eget skind først, og det var bedst at løbe og flygte hovedkulds.
Han havde med gru set de episoder, der på det seneste fyldte nyhedsudsendelserne i TV. Psykisk syge personer, der var gået amok i storcentre og dagligvarebutikken, og havde skudt vildt omkring sig og troet, at de var i en anden verden og dette ikke var den rigtige, fordi de ikke fik den nødvendige hjælp af myndighederne. Sundhedssystemet var simpelthen brudt sammen under de fodslæbende politikere, der sad i regeringen.
Emil kom til lageret, men mødte en medarbejder i døren med vidt udspilede øjne, der borede sig ind i ham.
”Vig tilbage”, skreg servicemedarbejderen fra flaskeautomaten og sigtede på ham med en pistol og en peberspray.
Emil kunne ikke tale. Frygten steg op i halsen på ham, og instinktet om at flygte blev nu erstattet til at kæmpe for sit liv. Var det et komplot? Var medarbejderen her i ledtog med personen bag mandsstemmen ved kasselinjen? Var servicemedarbejderen også en af dem? En psykisk syg person uden piller og uden recept men på afvænning fra antipsykotisk medicin? Det kunne ikke være rigtigt. Emil tog mod til sig. Han måtte flygte og et løb tilbage til indgangslågen var ikke en mulighed. Han måtte forbi servicemedarbejderen og ud på lageret, som han havde aftalt med sig selv at gøre i tilspidsede situationer som denne.
Han sprang frem med et panisk skrig. Pistolen og pebersprayen gik af på fuldstændigt samme tidspunkt.