Den røde drage med den todelte tunge

Opfostrede i hemmelighed sin iltre unge

Omkring den sprang rotter rundt og åd

af levninger, skidt, knogler og gav råd

Ungen lærte at vide alt om ingenting

Blot at være beredt og at stå på spring

At forsvare sig med tænder, ild og så klør

Dræb først, slå hårdt og bekend siden kulør

Sandheden er ligegyldig, sagde rotten højt

Ungen sendte lue, ild og flammer i et sprøjt

Rotten forlod denne grusomme jord i et bål

Ungen lo, smaskede og lærte om sit mål

Ungen drog i verden ud med ild og så had

Spyede omkring sig og vendte hver et blad

Fandt ingen venner, bekendte eller fo

Alle fulgte dog stille med, kan du tro

Ungen voksede sig større og virkelig grum

Brølede, trampede og kaldte alle for dum

Ingen turde sige ungen direkte imod

Selvom livet blot blev til fattig armod

Ungen skældte højt og fortalte sine løgne

Forlod bakker og dale i sod og helt nøgne

Langsomt blev landet goldt og voldsomt trist

Befolkningen havde mistet alt og livets gnist

Ungen kom til sidst til den store blå sø

Kiggede sig tilbage, var det tid til at uddø?

Vejen tilbage var umulig og lidt forspildt

Men turen hertil havde været helt vildt

Op fra vandet kom den glatte blæksprutte

Kom drage, du skal til mig dig slutte

Jeg ved bedst om alt og dette land

Kom da ned til mig i mit hus af vand

Blæksprutten var snu og et snedigt dyr

Den vidste godt, at drager vandet skyr

Men den ville lede landet som en glat ål

Til en start og med kløgt på dragen gøre kål

Sprutten var dannet af mange sjæle

Men den ville ikke ved fortiden dvæle

Den ville herske i vandet, på jord, tja overalt

Gøre livet surt, sødt og en smule salt

Da dragen ikke lod sig overbevise

Sang blæksprutten en smuk vuggevise

’What a wonderful world’ var takt og melodi

Sangen ville hurtigt ende verdenstyranni

Dragen tænkte og overvejede en stund

Tilbuddet var godt og fornuften sund

Visen var så velkendt med hjemlig hygge

Omgivelserne var dejlige og virkelig trygge

Blæksprutten gnækkede, smilede og sang

Dens mange arme rundt omkring i luften hang

Klar til at gribe om dragen og voldsomt kramme

Den var faktisk klar nu og lige med det samme

Men dragen opdagede uråd og begyndte at skælve

Jorden dirrede og vandet begyndte at hvælve

Det var nu, tænkte sprutten. Den måtte slå til

Hvis den ville lede landet, om skæbnen nu vil

Blæksprutten slyngede sine arme hastigt ud

Fangede dragen men brændte sig på dens hud

Av for satan dit lede og afskyelige væsen

Sagde sprutten og pustede på kopperne med næsen

Ungen vejrede morgenluft og smilede overlegen

Den sagde trodsigt: Jamen hvad er der i vejen?

Blæksprutten fnyste og sank tilbage i vandet

Forsøgte ihærdigt at nedkøle sig i strandsandet

Ungen lod blæksprutten i vandet få fred

Der var ikke meget fælles kærlighed

Men omkring de to kamphaner lå landet øde

Det var her, de for kæmpernes kamp måtte bøde

De to parter gik til slut hvert til sit

Ungen tænkte: Landet er da stadig mit

Lad bare sprutten få det usle kolde blå

Under overfladen må den regere for de få

Sådan skal vi nu livet og dagligdagen klare

Sandheden må med tiden sig åbenbare

Du skal bare vide dette om verden, min ven

At historien og løgnene skam gentager sig igen