Williams død var smuk men en katastrofe. Det var ikke sådan, det startede. Det startede et helt andet sted. Jeg formoder, at man ofte tænker, at det er slut, når man dør, men William havde valgt at leve med det. Det afværgede ikke katastrofen, men det gjorde døden smuk, og livet vidunderligt.

Det regnede. Solens stråler fandt vej gennem bygerne og glimtede i lange vanddråber, der blev kylet mod jorden. William løb i regnen og mærkede solens stråler på den ene side af kroppen, mens han blev drivvåd. Nogle gange er det sådan vejret arter sig. Solen kan skinne på den ene side af himlen, mens et massivt uvejr tager halvdelen af himmelhvælvingen og allerede starter med at give vand, inden solens stråler er kvalt. Det var netop sådan en dag i dag, hvor katastrofen indtraf. Nu tænker du nok, at det i sig selv er en katastrofe at dø og så dø på sådan en usædvanlig dag, hvor himlen både smiler og græder. Men det at dø og så dø efter en katastrofe, som i hvert fald William ikke forventede ville ske, kan noget. Det var et stort øjeblik. Det havde været et stort øjeblik for dem, der havde set katastrofen, men uheldigvis for William var det ikke andre end ham selv til stede. Eller det passer ikke helt. Men de der var til stede, så ikke William ud over naturligvis os. Ellers var der jo ingen til at fortælle historien. Men os har William først lært at kende efter katastrofen indtraf. Så han løb altså der i regnen og i solskinnet helt alene.

Vent lige lidt. Det kan godt være, at jeg er startet et forkert sted i historien, fordi katastrofen tog sit udgangspunkt et helt andet sted, som jeg vist skrev. Faktisk var det afslutningen på en serie af hændelser, som i næstsidste led førte til katastrofen, der i sidste ende tog livet af William. Jeg kan forestille mig, at du er interesseret i at høre om denne serie af hændelser helt fra starten, så du kan forstå, hvorfor katastrofen indtraf og hvorfor den måtte gå ud over William, selvom det mere eller mindre var en tilfældighed.

Ser du.  

Et egern hopper over vejen, en lastbilchauffør undviger sin monsterlastbil i et ufornuftigt forsøg på at redde egernets liv, men det resulterer i, at han kører sin tonstunge lastbil ud over kørebanekanten, rammer rabatten, der er blød, og så vælter først anhænger og siden førerhus. Lastbilen glider et stykke inden tyngdekraft og friktion bringer hele ulykken til standsning. Men det er ikke hvilken som helst lastbil. Det er en øllastbil og mænd i den nærmeste landsby ser ulykken og ser logoet på siden af lastbilen. De valfarter til ulykkesstedet for at hjælpe med at samle op. Lastbilchaufføren er en venlig mand, så da lastbilen på ny er rejst op og alle overlevende øl atter er at finde i lastbilens lastrum tilbyder han, at mændene må drikke lige så mange øl, de vil. Det udnytter de til fulde, så lastrummet bliver tømt igen. Særligt smeden bliver så fuld, at han efterfølgende uforsigtigt tager sin rustrøde Skoda Fabia til nærmeste by for at købe mere sprut. Han mangler begrænsningen kunst. Der er en dagligvarebutik i byen, som han vil handle ind i, men på turen slingrer han så meget, at han rammer autoværnet på en skrænt. Autoværnet vibrerer og ryster en kampesten løs. Stenen ruller ud over skrænten og triller ned ad bjerglien, hvor den opnår en enorm fart. Den rammer undervejs et træ, der knækker, men fortsætter ned ad skrænten.

Træet vælter og rammer en højspændingsledning, så sikringerne sprænger. Pedro, der lige i dette øjeblik har skrevet sin dokumenterede artikel om livets oprindelse fra et besøg af aliens til den lokale avis færdig, skal til at trykke print. Desværre har han ikke gemt artiklen, så da han oplever at computeren går i sort, fordi strømmen går, panikker han. Han har aldrig haft råd til at købe andet end en brugt stationær pc, så da strømmen går, slukkes den tussegamle pc. Pedro forstår ingenting, men bliver alligevel så sur, at han kaster sit vandglas mod væggen. Han drikker nemlig aldrig andet end vand. Men Pedro er ikke en god kaster, så han slynger glasset langt forbi væggen og i stedet ud af altandøren. Det er jo ikke med vilje, men blot et resultat af et virkeligt dårlig kast. Glasset falder alle ni etager ned, hvor den knuses på cykelstien, der fører mellem Valladilad og Savalli. Begge byer har en skole, og de har altid ligget i indædt kamp om skolemesterskaberne i skak, men det er en anden historie. På cykelstien cykler Tristan dagligt frem og tilbage, da han bor i Savalli og spiller skak i Valladilad, og det er faktisk noget værre noget, men i dag cykler han hen over glasskårene og punkterer. Pludselig står han i udkanten af Savalli, hvor Pedro bor på niende etage, men hans cykel er punkteret. Han når ikke sin skaktræning, hvilket får hans bedste ven Hassan til at ringe til Politiet, da Tristan aldrig misser en skaktræning. Det gør Hassan særdeles bekymret, at Tristan ikke dukker op. Politibetjenten, der tager telefonen burde egentlig ikke tage telefonen, da han sidder med storforbryderen Ivan foran sig og skal til at igangsætte afhøringen. Efter sigende har Ivan begået en stor og voldsom forbrydelse. Det siger Luis, der er luftballonskipper. Han har set det hele fra luften. Men da der ikke er andre på politistationen, der har tid til at tage telefonen, så må politibetjenten, der i øvrigt hedder Brian, gøre det. Brian mister lidt af sin koncentration, da han pludselig skal tage stilling til Hassans bekymring over en mulig forsvindingssag. Tristan er væk, mener Hassan. Brian tager notat. Brians manglende koncentration udnytter Ivan til at stjæle Brians kuglepen og et halvt stykke notespapir. Da afhøringen af Ivan er færdig og alle beviser uomtvisteligt peger mod Ivan, så storforbryderen dermed ryger i politistationens celle for toogtyvende gang, har Brian ikke opdaget, at han mangler sin kuglepen og noget papir. Eller jo, det har han såmænd, men han har haft en ufattelig dårlig dag, der allerede startede med umulige børn i morges, en sur kone, der ikke ville lave madpakker, så han måtte gøre det, og en hund, der skulle luftes, og så naturligvis at han blev kaldt ind til politimesteren, der meddelte at der skulle spares på stationen og nogle af hans kolleger skulle fyres. Da Brian er fællestillidsmand, bliver det pludselig hans ansvar at fortælle medarbejderne om situationen. Nuvel. Han kan ærligt talt ikke huske om han har haft den kuglepen med ind til afhøringen. Og papir er der jo så meget af. Da Ivan sidder i cellen med vindue til gaden, godt nok tre etager oppe, men med vindue, skriver han en besked med den stjålne kuglepen på det stjålne papir, laver en papirsflyver og sender den ud ad vinduet i håb om, at nogle af hans kumpaner står dernede på gaden og allerede har iværksat en fangeflugt. Eller i hvert fald at de finder papiret og iværksætter et eller andet. Det gør de bare ikke, for de står der slet ikke. Faktisk er de utroligt glade for at Ivan er røget ind igen. Det gør han nemlig altid. Han er så klodset og roder altid rundt i planerne, så politiet kommer på sporet af ham og banden. Pablo og de tre andre medsammensvorne sidder trygge og rolige i deres politiovervågede kælder og lægger nye planer uden at skænke Ivan en tanke. Eller… Ret mange tanker, tror jeg.

I stedet finder syvårige Lucy papirsflyveren på gaden, da hun lufter Oskar. Oskar er en King Charles hund. Lucy lurer hurtigt, at der er en besked inde i flyveren, så hun åbner flyveren og læser. Der står: “Find mig i vogn 9, hvor jeg forflyttes til et sted, hvor jeg skal afsone min straf. Tænd cigarettænderen og lad den brænde.” Lucy, der er barn af den kendte Charles Bentley, tænker på sin fars veteranbilssamling, og han har navngivet alle sine biler med numre i den rækkefølge, som han har købt den. Samtidig er Lucy voldsomt nysgerrig anlagt, så hun vil da teste om hun først og fremmest kan finde vogn nummer 9, der er en Porsche fra 1985, og dernæst kan hjælpe denne person ved at tænde cigarettænderen og lade den brænde. Så tænkt, så gjort. Det, Lucy ikke ved er, at netop denne Porsche fra 1985 har en defekt cigarettænder. Det er en fabrikationsfejl. Defekten består i, at hvis den tvinges inde i lang tid og blot får lov at brænde, får den motoren til at selvantænde. Da det sker, skynder Lucy sig ud, men hun tør ikke sige det til sin far. Pludselig står hele garagen i flammer, og Charles Bentley får efter en hurtig kontakt med brandvæsnet travlt med at flytte alle de andre dyrebare biler ud af den enorme garage. Brandvæsnet, der er meget effektive og straks rykker ud, har så travlt at den brandmand, der var igang med at tanke brandbilen, glemmer at tage studsen ud og sætte den på plads. I stedet kører brandbilen ud af værkstedet i en voldsom fart og flår brændstofslangen af pistolen, hvilket resulterer i at den svinger tilbage som en elastik og rammer naboens kat, der har siddet på tagryggen lige ved porten og solet sig. Katten miaver, da det gør voldsomt ondt at få sådan en slange direkte ind på snuden. Det hører genboens hund, der med det samme begynder at gø. Den hidsige galpen vækker Fransisco, der holder siesta. Han har tilfældigvis en ringetone på sin telefon med en hund, der gør. Fransisco skynder sig at tage telefonen, men da ingen svarer, ringer han op til Pablo på speeddial et, og skal til at spørge, hvad der er i vejen og hvorfor Pablo ringer midt i siestaen. Men inden Fransisco når at sige noget, svirrer en flue forbi hans næse. Fransisco hader fluer, så han slår ud efter den med mobiltelefonen. I stedet for at ramme fluen, rammer han vindueskarmen, taber telefonen og kan kun kigge efter den, da den lander på gaden og splintres i tusind stykker på gaden længere nede.

Pablo, der har taget telefonen og sidder i trygge rammer i kælderen uden at tænke på Ivan, mens han lægger planer med sine tre medsammensvorne, ved at han har aftalt med Fransisco, at skulle lokummet brænde, så vil Fransisco ringe op uden at sige noget og efterfølgende smadre telefonen. Da der sker, beordrer Pablo sig selv og de tre andre til at forlade deres trygge kælderlokale, hvor de ellers var midt i at lave nye skumle planer. De strømmer ud, men som alle ved, reagerer politiet prompte, hvis de ser fire kendte forbrydere, der er i ledtog med Ivan, og som nu strømmer ud fra et kælderlokale. Og således bliver Ivans medkumpaner også snuppet af politiet.

Hvor var jeg? Nå ja. Det var et sidespor.

I husker nok kampestenen, der blev revet løs af autoværnet og ramte et træ, der væltede som igen ramte nogle højspændingsledninger. Stenen fortsætter som sagt ned ad bjergsiden, hvor den hurtigt kommer på kollisionskurs med en skolebus, der er på vej op til den lille by på toppen af bjerget ved kirken for at hente Manuel. Manuel går i tredje klasse og får derfor gratis buskørsel til skole. Det er som småt begyndt at regne, selvom solen endnu skinner. Skolebussen kommer ikke så langt, da den rammes af kampestenen. Bussen skubbes ud over skrænten på grund af det glatte føre, og hænger nu og vipper ud over en slugt med et fald på ret mange meter.

Det er her William kommer ind i billedet. Fordi netop i det øjeblik kampestenen rammer bussen, kører han lige bag ved bussen i sin cabriolet og nyder sin sommerferie, der nu er endt i regnvejr. Da katastrofen indtræffer – altså den med kampesten mod bus, kaster William sit eminente køretøj ind til siden, skynder sig ud af bilen, mærker regndråberne på den ene side af hovedet, mens solen bager på den anden, og løber mod skolebussen for at komme de 25 skolebørn til undsætning. Han forsøger først at hive bussen tilbage på sikker grund igen, men da det naturligvis er nyttesløst, stiger han ind i bussen og begynder at evakuere skolebørnene. Den sidste, der mangler at komme ud af bussen, er buschaufføren selv, men han er en stor mand og er gået i panik, da han sidder i bussen forende og kan se direkte ned i dybet. William får knipset buschaufføren tilbage til virkeligheden og sender ham af sted mod bagenden og udgangsdøren. William følger selv med, men da buschaufføren stiger ud ad bussen, giver det så stor en vægtforskydning, at bussen tipper ud over skrænten. William når simpelthen ikke med ud og falder med bussen ned i dybet.

Da bussen kolliderer mod klippen langt nede, kan I nok gætte, hvad der sker med William. Han dør. I kan nok forstå, at Williams død var en katastrofe. Men en smuk katastrofe, fordi William var en helt, der lige har reddet 25 skolebørn og en tyk buschauffør.

Det efterlader sådan set historien her. Men jeg har jo ikke fortalt, hvem vi er.

Tilfældigvis kommer brandbilerne forbi. Altså de brandbiler, der skulle slukke en ild i en garage fuld af værdifulde biler hos Charles Bentley. Brandmændene har fået slukket branden og er nu på vej tilbage. De ser ulykken med bussen på afstand, ser kampestenen ramme bussen, ser bussen tippe ud over kanten, og ser William løbe skolebørnene til undsætning. Dermed er brandmændene allerede i højeste alarmberedskab inde i brandbilen. Brandbilen med os, fem stærke brandfolk og en næsten færdiguddannet redder, kører frem til kanten, hopper ud og hurtigere end du kan nå at tænke denne historie til ende, har de allerede sendt en brandmand og den næsten færdiguddannede redder ned i dybet. De fires ned og finder William, der er faldet gennem bussen ved sammenstødet med klippebunden, men heldigvis har han ramt den udløste airbag. Selvom William er stendød eller død ved sten, så har den sammenkrøllede bus ikke ramt William og airbagen har taget den væsentligste kraft ud af sammenstødet mellem mand og klippeblok. Genoplivningsforsøget lykkes i første omgang.

Se, nu blev katastrofen endnu smukkere, fordi også William overlevede. Det var den perfekte katastrofe, når det nu skulle være.