Det hele begynder med befrielsen. Det er mit eget valg. Jeg fornemmer dybt i mit indre, at jeg ikke har andet valg. Min familie valgte det ikke. Men jeg kan mærke, at det gavner. Alt, jeg husker om befrielsen er, at det på et tidspunkt betyder en opløsning af alt, jeg ved, alt, jeg kender og alt, jeg tror, jeg har kært. Noget, der tidligere gjorde mig lykkelig, men nu ikke er længere. Vaner. Det er måske set udefra som at træde ind i en fraktion. En sekt ligefrem. Men måske er det nødvendigt for at undgå de pokkers vaner. Springe ud på den anden side af vanetænkningen. Selvom det er svært, så er befrielsen uden tvivl det bedste, jeg nogensinde har gjort. Med befrielsen kommer fragmenteringen. Pulveriseringen af traditioner, tro og verdensorden samt indlysende et brud med familien og den kendte dagligdag. Men det er det eneste rigtige for mig. Jeg følger min tro og min overbevisning. Det er så populært at sige, at jeg har set lyset. Og det er ikke helt skævt, selvom jeg ikke taler om solen. Men den indre flamme. Det ubestemmelige, der giver begejstringen for det nye. Det giver uro for en stund. Flammen blafrer. Det gør den indtil det nye står på skuldrene og med læringen fra det gamle. Men der er mere til historien. Naturligvis.
Det hele begyndte før min tid, så det kan jeg kun tale om i datid, men det er erfaringer i rygsækken af mange generationer, båret frem til nutiden. Dengang var bindingerne religionen. Troen på noget større. Troen på en Gud. Eksistensens tilblivelse og meningen for Guds hånd. Befrielsen kom, da mennesket begyndte at se ud over religionen. Mennesket troede en verden uden religion gjorde dem lykkelige. Ikke længere at være forblændede, og måske ikke længere være bange for det ukendte mørke i synd. De forbandt ikke længere lykke med at have en tro. Meningen forsvandt, da religionen blev opløst. I en overgangsperiode forsøgte enkelte at genfortælle historien. Dreje troen i mere moderne retninger. Fortolkede på Guds ord, og at det faktisk betød en del i overført betydning. Det var dem, der bar Gud i hjertet. Det var måske rigtigt, men meningen med religionen var væk. Der var alligevel uenigheder om, hvem der havde den mest rigtige tro.
Det var de gode talere og tænkere, der fandt vejen forbi religionen. Politikerne. De fordelte goder og uhensigtsmæssigheder efter bedste evne eller efter egen overbevisning, så de fleste kunne blive lykkelige. I hvert fald dem selv. Men deres enevældige tid var også kort. Befrielsen kom igen og opløste sammenhængende i politikken. Hierarkierne, som alle var blevet en del af og indlejret i. Denne magt i ord med et passivt flertal i ryggen. For ordene medførte også svindel, løgn, magtbegærlighed og ikke mindst krig, hvis ikke religionen havde gjort det. Flertallet tvivlede, selvom de allerede havde kastet håndklædet i ringen i uvidenhed og uklogskab, og måske en snert af ugidelighed og politikerlede. Til sidst vidste de fleste ikke en gang, hvorfor de sloges. Begrebet demokrati gav en gruppe meningsdannere lov at bestemme på andres vegne. Det enkelte individ blev til flertallet gennem politikerne. Men de blev befriet i uenigheder og stridigheder, selvom disciplinen politik levede videre. Det var endnu en overgangsperiode.
Naturen stod dernæst for skud. Mangfoldigheden og troen på den naturlige jord var udvisket. Økologien måtte give fortabt for menneskets klarsyn om at fremskridt og velstand tilhørte dem, og de vidste bedst. Fremskridtets befrielse betød, at naturen blev negligeret til ikke andet end et areal til omdannelse. En biting. Under den hastige udbygning af arealer med fabrikker og intensivering af arealudnyttelsen til dyrkning, blev naturen et offer og dennes sammenhænge blev glemt. Det var en menneskeskabt ændring. Ikke blot en tanke eller en handling. Ikke ord og tanker, men en fysisk og uigenkaldelig forandring. Et narrativ i en forkert optik. Mennesket var lykkelige en stund, indtil de opdagede, at det nye kunne betyde menneskehedens endeligt. Ødelæggelse af vores planet eller ligefrem universet. Men det er en større tanke, end jeg kan bære. Den tanke bar mennesket med sig. I en overgangsperiode blev naturen forsøgt reddet under forudsætning af arealudnyttelsen, men også denne tanke var dømt til opløsning.
Det ledte til, at økonomien befriede sig selv. De samfundsmæssige sammenhænge betød intet i forhold til god profit. Økonomi og velstand blev målet i sig selv. Et individ med strategiske og økonomiske kundskaber blev eliten. Ikke den hårdtarbejdende landmand eller fabriksarbejderen. Det var jakkesættet foran computeren. Manden i chefstolen. Advokaten på kontoret. Spekulanten på Børsen. Svindleren med oliepengene. Men med så stor økonomisk gevinst for den enkelte, kommer også skødesløsheden, ligegyldigheden, troen på overmennesket og måske endda forestillingen om, at man kan betale naturen for ikke at gå under. Der var intet mål for dem længere. Jakkesættene blev til bermudashorts på lystyachts, mens forretningen kørte sig selv og økonomien blandt de få koncentrerede sig. Men i dag ved jeg, at vi er befriet fra dem. I hvert fald her. Nogle lever videre i den tro, at de bestemmer fordi de er mere end velhavende. Så i forhold til kapitalisterne er vi også i en overgangsperiode.
Men samfundet er gået gennem endnu en enorm forandring inden nuet. De sociale sammenhænge i samfundet bristede. Fællesskaber, der ellers syntes så uopslidelige, så ubrydelige, så faste. De krakelerede. Alt mennesket var og er, blev fortabt. Alt dette på grund af en udvikling vi ikke kunne stoppe. Den eksploderede i vores hænder og tog vores barndom og ungdom, og nogle mistede synet. Både det indre og det biologiske. Individualiseringen og kommunikationen bag en skærm. Det gjorde ikke mennesket lykkelige, selvom det var smart i en periode. Menneskeheden stod tilbage som individer. Enkeltindivider. Der var ingen sammenhængskraft. Individet var isoleret. Der var ingen fælles vilje men kun en voksende afstand, psykisk såvel som fysisk.
Men alligevel skete det. Meningen. Og ikke bare meningen, men begejstringen. Vi var nogen, der så lyset i livet. Jeg måtte have hjælp til at starte med, men så var det enkelt. Begejstringen ved at se jorden, der spirede. Solen, der skinnede. Vinden, der blæste. Vandet, der bruste. Fællesskabet. Meningen med livets beståen i overgangsperioden til det nye. Det fandtes lige her. Vi er vendt tilbage til at tro. Vi er vendt tilbage til at drøfte den bedste løsning med en række alternativer. Vi tror på moder jord, hendes tre disciple solen, vinden og vandet, og de to søskende, dag og nat. Men vi har en masse erfaringer med i bagagen. Vi har forkastet økonomi, og taler nu i stedet om sociale kontrakter. Vi tror på fællesskabet. Vi tror og stoler på hinanden. Vi tror på gridet. Vores lille Utopia. Solamani.
De enorme og vidstrakte græsgrønne arealer fyldte det meste af horisonten. Til højre lå den brede flod med evig strøm. Flere større grupper af sorte skygger stod stille derude langs bredden og drak af flodens vand og tyggede drøv. Deres skygger var lange. Det var Stadens produktion af kød. Mon de vidste det? Drøvtyggerne. Jeg kiggede mod Stadens grå flader. Kapitalens højsæde. De gamle dage indkapslet i beton, nedslidt og forarmet. Bygninger stak op fra jorden, som var de firkantede klippestykker trykket ud nede fra af jordens sjæl. Forsøgt afvist. Et spil Minecraft måske. I survival mode. Det hele var gråt og sort derude og langt væk. Også i mit hjerte. Et dunkelt minde, der var ude af systemet. Byen stod i kontrast til den opadgående sol mod øst. Himmelhvælvingens orangerøde skær og begyndende varme, der snart ville brede sig. Det ville blive stegende hedt i Staden. Intet træ at skjule sig under, kun skyskraberne, mørkegrå flader og sorte tagudhæng. Ikke som her.
Jeg lod blikket glide videre mod nord. De høje bjergformationer tårnede sig op endnu højere end Stadens højhuse. Ligesom for at vise mennesket, at moder jord er størst og stærkest. Men bjergkæden var ikke grå som Staden. Den var grøn og frodig. Gråsprængt længere oppe. Som et menneske med årevis af erfaring. Is på tinderne. Ujævne og skinnende smeltevandsfloder kringlende sig funklende i sit sølvdress ned ad siderne. Længere nede ad bjerget, hvor kroppen var blevet grøn, blev det livgivende vand flankeret af buske i flor, blomstrende oliventræer og vinranker på plateauer, appelsintræslunde og grønne og mosbeklædte klippeformationer. Til sidst kastede smeltevandet sig hovedkulds ud i frit fald mod Solamani og ramte ned et sted bag gridets bevoksning. Jeg kunne ikke se mere, men jeg vidste hvor. Det var her, hvor vi udnyttede både kraften, energien og næringen. Det var såre simpelt. Vores grid lå ideelt. Vi udnyttede naturens selvfølgelige ressourcer bæredygtigt.
Jeg lagde mig på ryggen i græsset foran mit lejlighedskompleks, strakte min krop og mærkede hver en fiber i musklerne. Én for én. Mediterede, mens jeg kiggede mod den koboltblå himmel og ventede på solen. Jeg kunne dufte de søde lavendelblomster, der omkransede bygningen ved min side. Men det var dog en blandet duft. Her var også en snert af lugten fra Staden. Det var duften af ozon. Selvom jeg mest forbandt ozon med aromaen i luften efter et tordenvejr, så vidste jeg, at når vinden var i øst, så ville ozon selv komme i solskin. Det var den manglende hydrogen i atmosfæren og de mange elektriske koblinger og produktionen af el, der afgav scenten. Den var giftig ligesom Staden, men elektriciteten var det eneste, der kunne få Staden til at fungere. Det var der intet at gøre ved endnu, selvom vi var i gang. Jeg betragtede mit hjem, mens jeg skiftede strækket.
Jeg var for få øjeblikke siden hoppet ud af sengen til lyden af de snurrende dynamoer i nedløbsrørene, der sendte elektricitet ind i min sengelampe, når de blev påvirket af vandet fra bassinet på taget. Det strømmende vand fik dynamoen til at dreje. Bassinet måtte snart være tømt. Det var et stykke tid siden, at det havde regnet. Solpanelerne i bunden af bassinet ville snart overtage indtil nyt vand blev skænket. Mine øjne sprang fra tankerne om begyndelsen af morgenen til det fysiske nærvær. Jeg kiggede på bygningen, hvori min lejlighed lå. De visne lianer og lange døde planterødder kastede sig fra de øverste etager som smeltevandet gjorde det fra bjerget. Det vidnede om den fejlslagne tankegang med at lade højhuse være beplantningsøer i højden. Det var en gammeldags fiks idé udtænkt af en salig arkitekt som ikke andet end en gimmick. Det var slet ikke muligt – rent logistisk i hvert fald – at holde have i et højhus. Men det var ikke som Stadens grå masse, hvor det hele stod uplejet til, og tankerne om grønne mure og tage allerede var glemt. Her landede den forgangne fauna fra højhuset på terræn og gav næring til et farveorgie af grøde foran den sorte mur, der snart ville begynde at genoplade og omfavne varmen fra solens stråler. Varmen, der blev sendt ind i lejlighederne til natten. Haven var bare én af mange i gridet. Sommerfuglene dansede fra blomst til blomst. Røde, violette og blå sommerfugle med lange følehorn og ivrige bevægelser svævede behændigt rundt i den store have og nød godt af sommeren og floraens knopskydninger og vilkårlige vækst. De røde blomster med de saftige og indbydende, orange frugtanlæg vajede i vinden og ventede kun på besøg fra glade gæster. Dahliaernes udslåede kroner var magneter for havens brummende bier, der summede sammen og delte nydelsen. Bestøvede bier fløj i flok og afsatte pollen i frugtknuderne. Hyacinternes flerfarvede ranke rygge rakte opad som statelige kloner og ventede ligeledes sultne besøgende i dag. De store hortensiebuske lagde sig som plyssede dyner over et bart jordstykke og de mange klaser med blomster i bundter lå og solede sig oven på havet af mørkegrønne, savtakkede blade. Selvstændige roser med stængler af torne og vippende hoveder smilede til hinanden og til forbipasserende, mens de afgav aromatiske dufte og lagde salige krydrede billeder op i den svale vind, der indbød til kærtegn og romantik og fik standset de fleste for at inhalere blomstens parfume. Vilde brombærranker udfoldede sit revir både opad og henad, udad og i spiraler. Buskens boblende bær, der lignede små vindruer, hang i knolde og spillede et puds med farverne sort og rød, mens de gullige kroner fuldendte billedet af de søde bær med royale undertoner.
De græsgrønne bakker mellem husene bølgede som oceanets krusninger i stille vejr. Pampasgræsset med de purpurfarvede støvkoste lod sig omfavne af vindens dagdrømmende bevægelser, mens lupinernes koniske figurer pegede mod himmelrummet og indhyllede kortvarigt de mest energiske blomsterfrøsamlere.
Himlens nuancer af blå havde misforstået spejlingens kunst, men bredte sig i stedet i perfekte gradienter ud over herligheden og lagde baggrundstæppet til en idyllisk dag. Begyndelsen på dagen var velkendt og bød på et naturligt sceneskift, hvor tæppet med huller til evigheden blev trukket til side og ville udstille det endnu større vidunder, den livgivende discipel i himmelrummet.
Jeg smagte stadig citronvand fra mit morgenritual. Jeg fløjtede en melodi, der var som skabt til anledningen. Tonerne durede i friske farver og opadgående krøller. Livet var på spil. Jeg håbede, at der også var godt vejr bag horisonten. Om det så betød solskin eller regn, brise eller blæst, sne eller frost. Her var dejligt i sommersolskinnet, og det passede mig godt, ligesom det passede blomsterne og bierne.
Jeg rejste mig halvt, svang benene ind under mig, så jeg sad på hug. Jeg foldede hænderne og bukkede nakken, så strækket satte sig langs rygraden. Herfra kunne jeg betragte livet i bunden af haven under mig. Et tusindben var på springtur og ålede sig gennem det uovervindelige landskab, men med adrætte snørkler i den rette linje mod et uvist mål. Den brunlige spejlblanke krop lod de mange ben flytte sig som en fløjlsblød kjole i vinden og gav en god fremdrift for så lille et væsen. Den ville snart møde en ørentvist, bemærkede jeg. Ørentvisten havde tilsyneladende lige forladt sin nattehvile under barken på en nærliggende egegren og strakte sin tang i vejret. Den så aldeles groggy ud og lod til at afvente begivenhedernes gang.
Jeg betragtede de lange og brede græsstrå, der lagde sig i små velformede tuer. Hver lille tuer stod skulder ved skulder med en anden tue, og således strakte det polstrede underlag sig ud og husede mange møder mellem arter.
Samlingshusets lette klokke nåede ind til mine trommehinder. Det var tid til at tage på arbejde.
”Soilbomber 0605 til tjeneste,” sagde jeg højt og slog min håndflade let i bordet, da jeg stod overfor Madam Abby. Hun havde hørt min tilstedeværelse, før jeg var fremme, og stod allerede klar med mine fem kasser med krydrede jordkugler. ”Hej Jon. Værsgo.” Radioen spillede svagt en melodi fra gamle dage på den ene side af skranken, hvor man kunne høre nodernes luftighed, mens en vandfontæne, der fortsatte ufortrødent på solenergi, ploppede til venstre. Et bur med Abbys gule kanariefugl stod på den bagerste bordplade mod værkstedet, mens frontbordpladen var ryddet som altid. Madam Abby bevægede sig hjemmevant bag skranken og ville være videre i dagens tekst, så snart jeg tog kasserne og forsvandt ud på job. Jeg kiggede ind i de hvide øjeæbler. Madam Abby var aldeles blind, og de hvide øjne stod i skarp kontrast til den mørke hud, men hun navigerede til lyden af radioen, det lille springvand og kanariefuglens små lyde, som om hun havde sit fulde syn. Det var hendes arbejdsplads. Velkendt og pertentlig. ”Tak Madam,” indskød jeg. ”Jeg planter et træ for dig igen i dag.” Jon smilede og Abby smilede tilbage, som om hun så smilet. Måske lå smilet i min stemme. ”Tak, Jon. Gør du det, men så skal det også stå længere ude end de andre.” ”Selvfølgelig.” Jeg klaskede igen hånden i disken og drejede om på hælen. ”God tur,” hørte jeg Abby synge bag mig. Jeg nuppede et æble fra kurven på vej ud på job.
Jeg havde ansvaret for den østlige kant. Den, der vendte mod Staden, og det gav mig ro, at jeg havde været der i går. Jeg vidste, hvortil jeg var kommet. Jeg tog min rygsæk af. Jeg havde fået den af mine nabo, der havde været en tur på Stadens losseplads for et stykke tid siden. Rygsækken var så godt som ny, og havde kun en fejl på en strop, der var flosset i den ene ende. Det havde jeg hurtigt løst med en tændstik og smeltet nylonstroppen igen. De fem kasser passede perfekt til rygsækken. I sidelommerne havde jeg min mobiltelefon, gps-senderen og den lille vanddynamo, samt det foldbare solpanel med kabel, hvis jeg skulle løbe tør for strøm. I den anden sidelomme havde jeg mit vand, et par gulerødder og nu et rødt æble.
Jeg gik langs frugtlunden og kiggede ind til de arbejdende kolleger, der i denne uge havde ansvaret for frugttræerne og frugtbuskene. Lunden var på denne tid af året et orgie af farvede frugter, bær og nødder. Længst mod syd kunne jeg ane de lave buske med bær. De grønne buske bugnede af blå, sorte, orange, røde og grønne klaser med alt fra matte blåbær, skinnende solbær, kradsende hyben, perlende brombær, pelsede stikkelsbær og knaldrøde ribs. Lidt tættere på stod de lidt højere buske og små træer. Her var flere borgere i gang med at plukke violette kirsebær og blommer, mens nøddebuskene endnu måtte vente på besøg og lade klaserne modne. De var endnu grønne under den lige så grønne hætte. Her, hvor jeg gik nu, stod de højere træer med æbler i flere farver, mens der lød en sagte summen fra insekter i salig dans om den søde duft, gule mirabeller, der hang i større bundter og grønne pærer med kindrødt. ”Hey Lykke,” kaldte jeg, da jeg så min genbo mellem træerne. Jeg kunne genkende det smukke bølgende og mørke hår. Hun vendte sig og vinkede, men fortsatte arbejdet. Hun stod med sine forældre og lillebror. Jeg blev glad ved synet. Jeg følte også et gran af misundelse. Nej, mere ærgrelse. Ærgrelse over, at jeg ikke havde min familie med. Mine forældre og storesøster. De havde valgt det vante liv. De gamle vaner, selvom vi alle vidste, at det førte til deres undergang før tid. Det var lang tid siden nu. Jeg lod tanken flyve.
Jeg drejede mod øst og havde nu solen skråt til højre, men stadig stod den lavt på himlen i retningen mod Staden. Jeg kunne ane de store bassiner ved bjergfoden mod vest. Dambruget. Det lå bag det brede bælte af vilde blomster, der sagte svajede i brisen og gav et spil med farver, som når man drejer et kalejdoskop foran øjet. Der gik også folk rundt derude og arbejdede på at sikre vandkvalitet og fiskeopdrættet. Jeg glædede mig allerede til aften. Måske var der fisk som supplement til salaten på menuen i spisehallen? Jeg ville tage på bjerget, når aftensmaden var spist. Så havde jeg energien og kunne se til min produktion. Jeg havde drømt den samme drøm flere gange, og nu viste drømmen sig at være en forudsigelse. Det var bjerget et perfekt tegn på.
Jeg nåede afgrænsningen til de store græsmarker. Kanten af vores grid. I hvert fald sådan, som den for os usynlige grænse, var trukket nu. Jeg satte mig på hug og fiskede den øverste kasse op. Indholdet var beskrevet på låget. Der stod blot ’høj’. Det passede. Dagens opgave var at plante høje træer. Perfekt til at skærme for vinden, når disciplen var i dårligt humør, og så var de høje træer gode til at nære jorden og skærme rækken af mindre træer og buske, der stod tættere på Solamani. De høje træer var gode til vilde dyr, der med tiden ville bebo skoven og udvide deres revir. Jeg bukkede mig under de lavtstående løvgrene og krabbede mig ud til det åbne terræn. Vendte siden halvt til for at undgå at få en svirpende gren i ansigtet. Et langt skridt, og jeg kunne rejse mig.
Jeg stod med det samme ansigt til ansigt med en fremmed. En lys mand, noget ældre end mig. Overskæg og grå stænk i tindingerne. Et rynket ansigt. Han stirrede på mig med matte grå øjne med øjenbryn, der var hævede, og jeg på ham med mine klare blå. Mit blik flakkede. Længere henne langs det levende hegn stod flere fremmede. De var i gang med at sætte hegnspæle. ”Hvem er du?” gryntede den fremmede foran mig. Han snøvlede. Som om han havde slim i svælget. Jeg skyndte mig at skjule kassen med jordbomber bag min jakke, og forsøgte at smile. Forsonende. Det kom til at være skævt. Jeg kunne høre på accenten, at den fremmede kom fra Staden. Den rallende stemme var et tegn på overforbrug af mælkeprodukter. ”Øh. Benny,” løj jeg og forsøgte at se almindelig ud. Som en Benny. Manden brynede. ”Benny,” gentog han, som om han smagte på navnet. ”Skal du have arbejde, eller…?” Han færdiggjorde ikke sætningen, men lod det være op til fantasien. ”Vi sætter hegn. Jeg ejer landet, ser du. Vi mangler folk til at sætte hegn, så kvæget ikke stikker af ind i skoven.” I skoven, tænkte jeg. Vidste de overhovedet, hvad der lå herinde? ”Njah…,” startede jeg forsøget på at tænke. Jeg ville naturligvis ikke arbejde for ham med at sætte hegn. Jeg var blot overrasket over at se en kapitalist, så langt fra Staden. Det var nyt. Men jeg nåede ikke at svare yderligere, før den lyse mand talte igen. ”Skoven breder sig, så det skal stoppes. Det er der ingen økonomi i.” Jeg forholdt mig stille. Det var jo lige netop ikke det, der skulle ske. Formålet var at udvide Solamanis grænse. Give gridet vokseværk. Trærække på trærække, så udviklingen ikke var synlig, men kontinuerlig. Ikke for at vi havde et større areal at brede os på, men for at give moderjord og dets indbyggere uanset art, mulighed for at formere sig, leve sit liv, udvikle sig. Det var ikke planen, at der skulle sættes en barriere op for naturens vilde vækst. Og da slet ikke sætte hegnspæle og hegn. Jeg tænkte som en gal.
Jeg fandt et forslag, som manden kunne overveje. ”Skovkanten her er da så tæt, at kvæg umuligt kan trænge gennem. Det er hegn nok i sig selv.” Manden kiggede på det første træ og hullet, hvor jeg lige var dukket frem. ”Måske, men der er nogen herude. Mennesker. Som dig. De skal ikke tro, at kvæget er deres, og slet ikke begynde at tage dem til sig. Vi viser vores ret til arealet. Det er købt, ligesom kvæget er købt og betalt.” Manden forsøgte at se klog ud. Det gjorde en kapitalist. Ellers var der ingen, der ville handle med ham. I min verden kunne man ikke eje et areal. Det var ingens og alles. Jeg var gået ad en forkert vej, erfarede jeg. Han havde gjort sin mening op, og det var kun det, der talte. De ville fortsætte med at hegne deres areal ind. Jeg måtte finde et sted at tænke og måske ringe til Gorm. Han ville vide, hvad jeg skulle svare. Han var ældre end jeg. Gammel. Jeg nikkede. ”Jeg skal bare videre. Er på gennemrejse, så nej tak. God arbejdslyst.” Manden så undrende op og slog ud med armene. Han havde nok forventet, at vi skulle tale løn allerede. Han drejede til højre og gik mod de andre, der var i fuld gang med at sætte hegnspæle i vatter. Jeg dukkede mig under grenen igen og gik retur gennem den tætte skov, indtil træerne blev lavere og erstattet med buske. Jeg fandt en bar plet og et blødt underlag med visne blade, der gav næring til nye skud i skovbunden og satte mig. Solens stråler ramte mit ansigt og jeg lod mig opvarme, selvom her var varmt nok. Jeg tog min telefon frem fra tasken og tastede nummeret til Gorm. Han tog den med det samme.
Jeg gik hjemad. Det var fyraften og endnu en arbejdsdag kunne krydses af. Gorm havde opfordret til, at jeg gik længere væk og plantede, hvad jeg havde bragt med i kasserne. Ude af kapitalisternes synsfelt. Han ville se på sagen i aften, fortalte han. Hvad der skulle og kunne gøres.
Jeg kunne dufte aftensmåltidet, da jeg så spisehallen dukke frem fra havens overflod. Myggelys var allerede tændt langs palisaderne og de små vindmøller på tagudhænget snurrede i aftenvinden, så terrassebelysningen fik sin kraft. De fleste arbejdere var allerede hjemme og sad ved bordene og fik mad. Deres løn for dagens arbejde. Køkkenholdet så ud til at have klaret deres turnus perfekt. Der var en livlig snak, latter og dump rumsteren med bestikket. Jeg gik til regnvandstønden og skyllede sveden af ansigtet og skidtet af hænderne. Fik et glas vand af en af køkkenfolkene og drak begærligt. Vandet var iskoldt, direkte hentet fra vandfaldet. Det smagte himmelsk. Smagte af bjerg og gletcher. Stokroserne hang hen over indgangsporten til spisehallen og bød velkommen indenfor. Jeg gik ind og satte mig. Straks blev dagens menu serveret. Fisk fra dambruget. Med lime og hvidløg. Salat fra køkkenhaven. Der var mangostykker i. Granatæblekerner. Rød peber. Friske spinatblade og hjertesalat skåret i fine strimler. Spidskål også. Der var drysset ristede hasselnødder fra sidste år på toppen. Og en bagt kartoffel røg sagte ved siden af. Kartoflen var krydret med oregano og timian fra krydderurtehaven. Det duftede herligt. Jeg følte mig lykkelig, selvom mødet med kapitalisterne tæt på gridet var bekymrende. Jeg måtte finde Gorm og høre om planen. Måske fik jeg alligevel ikke tid til en tur på bjerget i aften.
Jeg mødte Gorm på trappestenen til min bolig. ”Jon.” Gorm hilste venligt som altid. ”Vi har styr på det,” konkluderede han inden jeg nåede at spørge, hvad vi gjorde. Jeg nikkede og smilede, men forventede uddybning. Men den kom ikke. Gorm hilste godnat og gik sin vej. ”Hvad gør vi?” råbte jeg efter Gorm. ”Du ser det i morgen,” kaldte Gorm tilbage uden at vende sig om, men med optimisme i stemmen. ”Kapitalisterne er væk og de opdager intet,” uddybede han, og så var Gorm væk bag en bøgepur. Jeg tænkte over Gorms beskrivelse, men opgav at finde mening med den. Jeg måtte se, hvad han mente i morgen. Kapitalisterne var dem, der endnu troede på økonomien som mål, og havde sine tanker fikseret på det. Hvis de intet ville opdage, var det fordi Gorm var klogere eller bare vidste, hvordan de tænkte. Jeg havde lært, at kapitalisternes tankegang kun var en overgangsperiode. De ville snart se lyset eller forgå. Sådan var det, når verden blev befriet. Jeg følte mig som missionæren med de nye visioner. Og det var måske Gorm, der var overhovedet for det praktiske og for tænkerne, selvom vi alle var lige. Men det er man alligevel aldrig.
Den næste morgen fløj jeg ud af sengen. Drak min citronvand og blandede mig en smoothie med de mangfoldige fornødenheder, som jeg havde fået udleveret efter aftensmaden, drysset med knust hørfrø og hybenpulver. Den antiinflammatoriske mad gjorde godt i kroppen. Jeg mindedes dengang, jeg stadig spiste rødt kød og boede i Staden. Jeg var lille og havde lært det af mine forældre. Sådan var det. En tradition og bare noget vi gjorde i familien, fordi andre gjorde det samme. De, der tjente penge, reklamerede at det var sådan man gjorde. Ingen tænkte nærmere over det. Men maden gjorde mig altid tung og træls i maven. Hjernen ville ikke vågne, og energien manglede dagen efter. Jeg huskede, at det faktisk var maden, der startede min befrielse. Undersøgelser, der blev forsøgt holdt skjult af kapitalisterne, viste nemlig en sammenhæng mellem rødt kød og livsstilssygdomme og kræft. Der måtte være noget andet. Så jeg prøvede og undersøgte, hvad der fandtes. Jeg fandt svaret og opsøgte det her. Nu var der ingen problemer med hverken søvn, energi eller hjernekraft. Og alderdommen var uden sygdomme. Det skyldtes den plantebaserede mad. Jeg var evigt taknemmelig for befrielsen fra animalsk mad. Fisk gik, så længe det var opdrættet i vand fra bjerget og uden foder fra Staden.
Jeg fik min jordkuglekasser hos Madam Abby og strøg med gridets afgrænsning mod Stadens græsarealer. Jeg dukkede under den samme gren, som jeg havde gjort dagen før og så, hvad Gorm mente. Jeg så hans reaktion på min opdagelse, da jeg nåede skovkanten. Alle hegnspæle var flyttet ti meter tættere på Staden. Jeg regnede taktikken ud med det samme. Det havde ikke ændret noget som helst. Kapitalistens arealbesiddelse var alligevel så stor, at han aldrig i sit korte liv ville komme herud igen og se forandringen. Vi tog landet bid for bid, og han ville aldrig opdage det. Det var som en dråbe i havet, der med tiden blev til oceanet. Den endelige befrielse ville være sikret.
Det var ligegyldigt, hvad og hvordan kapitalisterne forsøgte at vise, hvortil deres land gik. Deres besiddelser var alligevel så voldsomme og grådige, at de ikke ville opdage at vi snød dem. Det var enkelt. Det krævede tid og en støt udvikling, men overgangsperioden ville falde ud til vores fordel. Der var ingen tvivl. Jeg lo for mig selv og startede mit arbejde. Dryssede de krydrede jordbomber med plantevækst som træer og buske ud på det nye areal mellem skov og hegn. Mit arbejde. Min drøm og mit håb var, at jeg ville nå at opleve, når hele arealet til Staden stod i vildt flor med fyldige træer, tætte og blomstrende buske, planter og blomster på stilke, hvor bier og sommerfugle ville kunne danse, og skoven ville være fuld af vilde dyr. Staden ville være en blomstrende oase og muligvis et nyt lokalgrid med mennesker, der tænkte bæredygtigt og havde glemt alle tanker om penge og løn. Omdannelsen, som Solamani en gang havde gennemgået. Men gjorde som os. Skabte et fællesskab. Det gjorde mig lykkelig at tænke tanken og målet til ende. Jeg følte mig lykkelig og befriet.