Nu er det ikke fordi, jeg køber hus efter, hvor juletræet kan stå, men alligevel.

Vi så huset på internettet, da vi drømte os væk til større forhold og mere plads. Vi sad i solskinnet på vores trange andelsboligterrasse til lyden af naboens kantklipper, der fik kaffen til at vibrere i glasset og genboens teenager, der smækkede døren brutalt i. Det var dog efter nogle højlydte eder mod sin mor. Hun fortsatte dog råberiet.

Det var perfekt. Altså huset. Gammelt, men perfekt med tre plan, hvor især et kælderniveau indbød til at vi kunne få et øveværelse til mor og en forfatterhule til far. Desuden var der værelser nok til de mindste børn lige ved forældresoveværelset og et anneks indrettet præcis til to halvvoksne teenagere. De kunne starte deres længsel og smag på friheden et stykke væk, men heller ikke længere væk end at den gratis og nærende aftensmad var inden for rækkevidde. Og der var rigeligt plads til juletræet i en af de to stuer en suite.

Vi bød på huset. Altså et betinget bud, fordi vi skulle lige have solgt andelsrækkehuset, men det burde slet ikke være et problem. Det var så godt som solgt – det var bare et spørgsmål om, hvorvidt vi kunne få godt eller knap en million for det.

Buddet på huset var naturligvis med et obligatorisk afslag i prisen. Der var en omfangsrig elrapport og naturligvis skulle mange skader, der stod i tilstandsrapporten være udbedret inden overtagelse.

Vi fik accepteret buddet. Vi talte allerede om, hvor juletræet skulle stå. Det var en stor dag.

Rækkehuset blev sat til salg, og der var faktisk næsten ingen grænse for, hvor dygtig vores ejendomsmægler var til at sælge lige netop den slags boliger. I hvert fald efter eget udsagn. Vi flyttede så småt vores sager i kasser, så vi var klar til at flytte og indvie vores nye hus i starten af november, der var den aftalte overtagelsesdag. Det første der skulle gøres var at vælte en væg, så der var ekstra god plads og syn til juletræet fra både dagligstue og et nyt køkken.

Ugerne gik og flere købere til rækkehuset meldte sig, men så snart de så huset og hørte prisen, meldte de hus forbi. Ejendomsmægleren var forbløffet. Det var det vildeste antiklimaks han nogensinde havde prøvet. Gang på gang. Dag efter dag. Uge efter uge. Osv. Da november nærmede sig, og han stadig levede i harmoni med de mange antiklimakser, måtte vi jo høre sælger af det dejlige hus, om de kunne ændre overtagelsesdatoen til lidt senere. Det var da OK, selvom de også var klar til at flytte ud. Lidt ældre mennesker, der havde ejet huset i 40 år og som endelig var klar til at overlade det dejlige hus til nye ejere, der ville tage sig godt af det, og naturligvis vidste præcis, hvor juletræet skulle stå.

Samtidig så ejendomsmægleren af rækkehuset sig nødsaget til at sænke prisen en smule, da tiderne ikke helt var til at optage lån og eje. Der manglede købere i netop det segment, der omfattede andelsrækkehuse. Vi begyndte at bide negle, og besluttede at acceptere, og at en stue med stort juletræ havde lidt længere udsigter end vi troede. Tiden gik, prisen så vi falde og falde igen og faktisk falde en tredje gang, for nu skulle det lykkedes. Julen varede næsten indtil Påske og sælger af det dejlige hus måtte igen anmodes om forlængelse af det betingede bud. For en sikkerheds skyld blev datoen valgt til lige før sommerferien. Så kunne vi bruge sommerferien til at flytte ind, når det skete.

Træerne grønnedes og ejendomsmægleren gik mere og mere i blomst hver gang vi talte med ham. Rød i knoppen og længere og længere hals på udkig efter købere. Til sidst måtte han gøde sin egen jord, og tilbyde at sænke honoraret for at prisen matchede markedet. Og så endelig. En ulykkelig nyskilt mor med et tæskehold bestående af sin far og mor med pengepungen i orden, kom forbi og tilbød en hurtig handel med et passende afslag. Vi måtte acceptere, hvis ikke vi skulle se langt efter stuer en suite med plads til juletræet en gang til vinter.

Der blev klappet hånd hele vejen rundt og endelig havde vi en indflytningsdato lige efter sommerferien, så vi kunne nyde solen og sommeren og svede til indian summer, når de mange tons opmagasineret liv skulle flyttes.

Det kan være yderst trættende at flytte og måske også at læse om at flytte. Faktisk er det første en psykolog spørger til, når de får stressramte tilfælde ind på briksen: Er du lige flyttet?

Vi flyttede og dag 1 i huset var en fantastisk oplevelse. Vi havde endnu sælgers voksne barn med tvillinger boende i annekset, fordi de lige skulle på ferie inden de kunne flytte helt ud. Vi gik straks i gang med renoveringen af hovedhuset, så far sov i køkkenet, mor i kælderen, den ældste på reposset, den næste i stuen, den tredje på et værelse, der lugtede af nyt gulvtæppe og maling og den fjerde i det andet værelse, der snart ville lugte af nyt tæppe og maling på væggene. Hunden tog til takke med der, hvor kurven blev sat den dag. Og katten skred.

Det blev ændret lidt, da sælgers afkom en weekend flyttede ud og efterlod et anneks i en komplet tilstand af klar til rengøring. Nu kunne vi i hvert fald skippe de to halvvoksne teenagere på plads.

Håndværkerne gik i gang i hovedhuset. Deres øjne blev tiltagende store og runde og deres tunger grønne med billeder af dollartegn efterhånden som de arbejdede sig gennem masserne af halve udveje, ulovlige installationer, skjulte fiduser og nabohjælp med tangering af principperne for ”det går lige”-løsninger. Den dag en af håndværkerne udbrød: ”Jeg har aldrig set værre rædselskabinet af elinstallationer”, vidste vi godt at den opsparede istandsættelseskonto ville få åndenød og brug for kunstigt åndedræt og hjertemassage inden alt for overskuelig fremtid. Men vi havde lovet os selv, at juletræet skulle have gode betingelser i vores nye hjem. Derfor igangsatte vi naturligvis den obligatoriske nedtagning af en bærende væg.

Med tyndslidte nerver var vi førstehåndsvidner til at en del af husets oprindelige sjæl mursten for mursten blev slået i stykker uden mulighed for at vende om, sige stop, fortryde eller andet endnu mere vanvittigt. Der skulle fandengale mig gøres plads til det enorme juletræ, som vi havde i tankerne.

Imens murstens- og mørtelstumper fløj om ørerne på os, fortsatte elektrikeren med at finde skjulte tætminerede områder med alt fra 230 volts kabel – og nok af det, til højttalerkabel, antennekabel og telefonkabel som vi på ingen måde anno 2023 havde brug for. Det eneste, det ikke var muligt at finde bare en tynd kobbertråd af, var LAN-kabel. Så det skulle installeres. Størrelsen af elektrikerregningen løb stærkt og måske også løbsk. Men der skulle dæleme være strøm nok, når juletræet kunne pyntes med en 80-pæres lyskæde.

Efterårsdagene gik med de gode samtaler med ejerskifteforsikringen. De så i hvert fald ikke et problem i sporadiske kortslutninger af stueplanens sikringsgruppen under regnvejr eller de tydelige afmærkninger af indsivende vand i kælderplanen hen over gulvet i det ene værelse. Ej heller fortrak de en mine over de summende murbier, der tydeligvis forsvandt som dug på den enorme vildtvoksende græsplæne i solskin, når den byggesagkyndige stak sin skruetrækker ind i et af de mange vilkårlige mørtelhuller i den sydvendte mur, tilbageerobrede terræn og efterlod et gigantisk hul, og der ikke kom flere bier ud. Konklusion. Ingen murbier. Alt var godt.

Vi fik også bevæget os ud i disciplinen: flest håndværkere på tid til alt fra VVS-arbejde, malerarbejder, opmuringer og opspartlinger, nedrens af vægge angrebet med skimmelsvamp, flere elektrikere, hvis spor af vægpuds endnu kan findes i sprækken mellem mur og gulvtæppe, gulvsliber, gulvlægger og gulvtæppemontør, byggesagkyndige, snedkere med gode talegaver og alle de sorte, som vi ikke tør nævne her. Alt det blev naturligvis suppleret op med vores egne evner ud i at holde hus på gør-det-selv-manér.

Mellem æbleplukning, lening af græs, opgradering af råddent træværk i udehuset, plukning af vin og plantning af frugtbuske og træer, indretning af garagen til festlokale med poolbord, dartskive og fodboldbord samt sofaarrangement og pantflaskeindsamlingsnet blev huset og haven mere og mere beboelig og lækker. Vi gjorde en dyd ud af at prioritere nogle ellers højtprioriterede opgaver ud af vores daglige to-do-skema og ud fra vores håndværkerkontakt, hvor tungen skulle holdes lige i munden. Trægulvet blev ludbehandlet og lakeret lige efter gulvslibemandens første forsøg på at slippe for ludbehandlingen, så det hele emmede gult af bikube. IKEA-køkkenet blev installeret på lidt over en måned og trangen til købemad var stærkt decimeret. Pladsen i hjørnet af spisestuen blev friholdt for møbler og andet habengut til juletræet. JULETRÆET.

På det sidste er opgaven ændret fra istandsættelser og renoveringer til blot at holde hus. Rengøre, skrubbe og skure de mange kvadratmeter. Lede efter børnene på én af de tre etager. Vende hver en mønt. Håbe på, at det ikke er denne morgen, man vågner op til en uforklarlig sø af vand på gulvet. Sørge for at holde forsikringsselskaberne i ørerne, så vi ikke lægges i mølposen i dag, glemmekassen i morgen og syltet, når de har regnet på omkostningerne ved at acceptere vores klage. Og ellers nyde, at vi nu har fået et fantastisk hus, hvor der er plads til et kæmpe juletræ.  

Nu er det første december og vi har hængt julepynt i alle hjørner, på alle gesimser, anvendt det hjemmelavede pynt og har et velfungerende flot hjem, der emmer af hygge og vi skal holde jul med gæster og gaver og Disneys juleshow. Vi har alle opdateret Ønskeskyen, og vi er så klar til at lade duften af and og flæskesteg og waldorfsalat fylde huset. Lade nysneen falde og glæde os over, at netop vores hus intet fortov har til offentlig vej. Det bliver fantastisk. Lige præcis omkring juletræet har vi besluttet at vi venter til næste år med at tage den store og flotte plads i hjørnet i brug, når vi igen har råd til at indkøbe et stort juletræ. For nu har JULETRÆET en plads i vores hjem.