Bjarne så på sit dyre ur. Der var endnu 10 minutter til interviewet begyndte. 10 minutter til at evaluere, hvorfor de tidligere interviews var gået så galt. Hvad kunne han forbedre? Han havde ikke haft tid siden sidste gang en virksomhed havde efterspurgt hans store viden og erfaringer. Eller rettere. Han havde haft tid, men ikke forstået afslaget på ansøgningen. Brugt meget energi på at evaluere spørgsmålene, og hvordan de kunne besvares bedst muligt. Han var ikke en gang inviteret til et andet interview eller en PI-test. Eller hvad den pågældende virksomhed nu burde have krævet af ham.

Han kiggede igen på uret. Det var et Rolex. Dyrt indkøbt, men det var et statussymbol for ham. Hans eneste smykke. Det skulle være dyrt og flot. 8 minutter. Han syntes tiden sneglede sig af sted. Han frygtede, at de var forsinkede, og han skulle sidde her længere end 8 minutter og spilde tiden. Han følte, han spildte tiden. Næh… Det var altid spild af tid at komme for tidligt. Ved sidste interview var han kommet lige godt og vel over tidspunktet, og der havde de stået i døren og ventet på ham. Det havde været effektivt. Det kunne han li’. Han måtte have en kop mokka mere til at dulme nerverne.

Han vandrede lidt op og ned ad gangen. Messede nogle standardfraser om sig selv. Tja… det lød meget godt, tænkte han. Han fortsatte tankerækken. Ved det sidste interview var de gået meget op i hans mål for fremtiden. Hvilke planer han havde med sit arbejdsliv. I hvilke retning han så sig selv udvikle sig. Mystiske spørgsmål, når han nu tænkte over det. Hvorfor var det korrekte svar ikke, at han ville knokle, tjene penge, tjene penge til virksomheden, effektivisere sin tid. Sådan nogle helt logiske win-win situationer. Han grublede. Havde han sagt det højt? Han kiggede rundt og bemærkede den lille dame, der sad tæt på døren til lokalet, hvor han om et øjeblik skulle ind. Njah… Hun så uinteresseret i sine papirer, der lå i hendes skød.

Han kiggede igen på uret. 6 minutter. “Fuuu…” Det sagde han højt. Næsten for højt. Han smilede. Ja ja. Lidt nervøsitet har aldrig skadet nogen. Han havde sin back-up fraser, hvis hjernen kogte over derinde til interviewet. Det skulle nok gå. Han tog en slurk af kaffen. Av, den var varm. Han fandt en serviet og tørrede sine læber.

“Du skal give slip på fortiden. Det er blot en illusion, hvor du kun husker en meget lille del af, hvad der i virkeligheden skete.” Damen ved døren snakkede til ham.

“Hvad?” Bjarne drejede hovedet og kiggede på damen, der igen lod til at læse i sine noter, eller hvad det nu var. Hun lod sig tilsyneladende ikke bemærke med Bjarnes spørgsmål. “Hvad?” gentog han, selvom han egentlig havde hørt, hvad hun sagde. Men det var volapyk. Damen kiggede op og smilede.

“Undskyld,” sagde hun forvirret.

“Sagde du ikke noget?” spurgte Bjarne overrasket.

“Næh…” Damen smilede videre, imens hun studerede ham.

“Nå! Jamen så …øhhh… læs bare videre.” Bjarne viftede let med hånden og drejede om på hælen. Det var dog mærkeligt, tænkte han. Han kiggede ned ad gangen og gik igen mod kaffemaskinen. Her var ikke andre. Han kiggede tilbage efter damen, men hun sad der ikke mere.

Bjarne kiggede på ny på sit ur. 2 minutter. Åh, gudskelov. Så er det snart. Han begyndte igen at tænke scenarier igennem. Hvad ville de spørge om? Hvad var svaret? Hvor var han lidt svag i koderne? Hvad var hans undvige svar? Det skulle nok gå.

Døren gik op, og to kvinder dukkede op. De smilede og grinede til hinanden. Gav hånd. Åh, typisk. Så var jobbet allerede besat. Han havde ingen chance, når først han så det bånd mellem kvinder, som han så her. Det var spild af tid at tage interviewet nu. Bjarne overvejede om han bare skulle gå. Lade være med at vise sig. Han kunne gemme sig her ved kaffemaskinen, og hvis de kaldte på ham, så kunne han bare blive stående.

“Bjarne Jensen…” blev der kaldt.

Han kunne allerede mærke sveden under armene. Pletterne på den blå skjorte kom snigende. Panden føltes også fugtig. Nervøsiteten rislede ned ad ryggen på ham. Argh… “Ja!” Han trådte frem, kom nærmere og hilste med hånden. Ikke for højt, så de kan se de våde pletter i armhulen, tænkte han.

“Stop med at bekymre dig om det kommende interview,” sagde en stemme bag ham. “Hjernen er så fantastisk, så selvom den ikke aner, hvad der vil ske, så finder den altid en måde at se det på, som om det er 100% virkelighed. Det er det ikke. Det er en illusion.”

Bjarne vendte sig og så damen fra før stå ved kaffemaskinen og tanke en kop.

“Hvad?” Bjarne så forvirret på hende, men hun smilede bare og undskyldte, da hun gik forbi. Bjarne var helt paf. Havde hun lige talt til ham igen? Fyret endnu en talemåde af, som han ikke helt forstod?

“Kom du bare med,” kaldte kvinden, der inden længe ville riste ham for at være uforberedt, mand og ikke tilstrækkelig til jobbet. Han trissede efter. Gav hånd og lod sig gelejde ind til den grønne dug.

Bjarne så nu ængsteligt på sit ur. Han var gennemblødt. Den blå skjorte havde henved fem-seks forskellige nuancer af blå. Han tog et sip mere af den skummende øl. Han var blevet så tørstig undervejs i mødet, at han ikke kunne tænke på andet end at komme på stampubben og få en kold pils. Men han havde travlt med at komme hjem. Væk herfra. Interviewet var gået af h… til, så nu måtte han hjem og forberede sig på et afslag og se sig om efter et andet job. En ny chance.  

“Det er latterligt at leve i fremtiden og umuligt at leve i fortiden. Intet er så langt borte som for et minut siden.”

En stemme bag Bjarne skar sig vej igennem osen fra de rygende gæster. Stemmen lød umiskendelig bekendt. Han vendte sig og så blot ryggen af en dame på vej ud ad døren. Det var damen fra gangen. Damen, der talte uden at tale. Bjarne snuppede sin jakke og lod pilsneren stå, mens han jokkede mod udgangen. Efter damen. Hun var allerede forsvundet ud fra pubben, men Bjarne kendte kvarteret. Han tog i døren og sprang ud på trappestenen foran pubben. Kiggede sig omkring. Mod højre. Mod venstre. Der var ingen dame.

“Hva’ hulen…?!” Hun var væk. Lige gået ud ad døren og nu var hun væk. Han kløede sig i håret. Var han virkelig stresset af den her jobjagt? Så han syner? Noget, der ikke var der? Han måtte hjem. Få styr på tankerne. Prøve at tænke de mulige scenarier igennem. Tænke over fremtiden. Sit næste skridt.

Bjarne var stjernetræt. Han sad i sin sofa og kogte til en fordummende Netflix-serie. Fik ikke meget ud af handlingen. Han grublede over sine svar ved dagens interview. Var det måske gået OK?  Det mærkeligste spørgsmål eller nærmere en konstatering, som kvinden på den modsatte side af bordet havde kommenteret var, at det altid er en god ide, at have et mål for fremtiden, da det mindsker risikoen for, at andre tager valget for en. Hvad spørgsmålet var møntet på, anede han ikke. Det var bare mærkeligt. Han havde blot siddet og set passivt til, mens kvinden havde smilet og ventet på et svar eller en opfølgning fra ham. Den fik hun ikke.

Serien på Tv’et var slut, og der blev skiftet over på en trailer fra en ny serie. En kvindestemme med apokalyptiske undertoner messede på dansk, mens filmrullen viste billeder i tre-firdobbelt hastighed af en metrostation. Den lignede Kongens Nytorv. Hans metrostation. Stemmen lød også ret bekendt, selvom det digitale islæt forvrængede genkendelsen. Hun sagde igen og igen: “Nuet er det punkt, hvor tiden rører evigheden… Nuet er det punkt, hvor tiden rører evigheden…” Forfra om og om. Det var fandeme uhyggeligt. Bjarne skyndte sig at slukke, så han ikke fik mareridt.

Udkørt af dagens opgave måtte han i seng. Han så på sit ur. Den var snart 22. Det var absolut tid til at se dyner. Han fik børstet tænder, vasket den gamle sved af ansigtet og lagt sig på sin bløde madras. Han vendte dagens interview i hovedet igen. Helt sikkert ikke jobbet for ham. Han måtte gennemsøge nettet i morgen og lede efter et nyt stillingsopslag. Hjernen kværnede videre med tanker. Han havde svært ved at falde til ro. Sådan var det altid efter en dag med samtaler. Begivenhederne ville ikke helt slippe, og hans underbevidsthed arbejdede mod ham med de samme svar om og om igen. Han måtte tage en sovepille. Der var ingen anden udvej.

Bjarne vågnede med et sæt. Der var mørkt, og øjnene havde ikke helt vænnet sig til konturerne i soveværelset. Han havde drømt. Han var våd af sved. Våd på ryggen. Madrassen var våd, der hvor han havde ligget. Hvad var drømmen? Jo. Damen havde stået i døråbningen til soveværelset og talt igen. Hvad var det nu? Han tænkte. Prøvede at huske drømmen. Prøvede at huske, hvad hun havde sagt. Elsker du livet? Ja, det var det. Elsker du livet? Elsker du livet? Virkelig mærkeligt. Damen blev bare ved med at sige det samme. Skræmmende faktisk. Han overvejede spørgsmålet. Ja, selvfølgelig. Han elskede livet. Men hvorfor stillede hun det spørgsmål i hans drøm. Hjernen var virkelig en mystisk størrelse. Han følte sig faktisk ikke helt tryg. Skulle han strække ben, skifte T-shirten og lige mærke efter på madrassen om der skulle skiftes lagen. Aj, han gad ikke. Ville bare sove. Der var dog noget uroligt over ham. Han måtte lige kigge. For at være sikker, kneb han øjnene lidt i og kiggede mod soveværelsesdøren. Der stod en figur. Var det synsbedrag?

“Elsker du livet?” blev der sagt fra døren. “Så spild ikke tiden, for tiden er det stof livet er lavet af!”

Bjarne gipsede voldsomt og ledte febrilsk efter kontakt til sengelampen. Han snurrede over hele kroppen af skræk og rystede vanvittigt, men han fandt kontakten og tændte. Lyset blændede op og gjorde ondt i øjnene. Døren var tom. Der var ingen i soveværelset eller i døråbningen. Han sprang ud af sengen og stormede ud i gangen. Tom.    

Bjarne var skræmt. Der var ingen, men alt i ham fortalte, at damen havde stået i døren og kigget på ham. Talt til ham. Elsker du livet…? Spild ikke tiden. Tiden er stoffet til livet. Det var det, hun havde sagt som om hun lyslevende havde stået i døren. Hvad var det for noget? Bjarne måtte på badeværelse og have vand i ansigtet. Det kunne ikke passe. Hans hjerne måtte virkelig være overophedet. Han kiggede på sit ur. 5:30. Ok. Han skulle alligevel snart op. Han rystede forskrækkelsen af sig og gik på badeværelset.

Han havde det egentlig godt. Følte sig bedre tilpas nu end i går. Nederlaget var han kommet sig over, selvom afslaget på jobbet først kom i dag eller i morgen. Det var normal betænkningstid.

Han studerede sit ansigt i spejlet. Erindrede stemmen. Tiden er det stof livet er lavet af, eller noget i den stil. Han smilede til sig selv. Tiden. Grinte. Tiden læger alle sår, men er en dårlig kosmetikker. Han lo af sin egen vittighed. Han vandede ansigtet et par gange og vendte tilbage til sit eget spejlbillede, nu med vandet drivende fra skægstubbene. En figur bag ham tonede frem.

“Af og til føler du, at fortiden og fremtiden stiller så store krav til dig, at der ikke er plads til nutiden!” Stemmen var damens, men figuren var sort.

Gåsehud fór ud i alle hudceller. Han skreg og vendte sig, søgte ned i knæ, forberedt på at skulle forsvare sig. Men der stod ingen bag ham. “Hvad?!” skreg Bjarne skingert. “Hvem er du?” Der var ingen, der svarede. “Der er noget galt med mig.” Bjarne talte højt med sig selv. “Noget galt…” Rystende og forsigtig gik han ud af badeværelset. Havde en dåse med barberskum i hånden, klar til kamp, hvis den skulle opstå. Stuen og køkkenet var tom. Han måtte ud. Et sted hen med mange mennesker.

Han tog tøj på i en fart. Morgenmaden måtte han finde hos en bager eller McDonalds. Han skulle bare ud. Kuldegysninger pulserede i nakken på ham. Han kiggede hele tiden rundt. Søgte figuren. Damen. Stemmen. Han måtte have sin pc med. Så kunne han stadig lede efter jobopslag, få e-mails og afslaget. Hvis de da ikke ringede? Telefonen. Hvor var den? På sengebordet. Nej. I jakkelommen. Heller ikke. Han kiggede på sit ur. Lige meget. Han måtte ud. Nu!

Han jog jakken fra knagerækken uden armen og tog i døren. Låst. Ax! Han kiggede sig over skulderen. Noget rumsterede fra badeværelset. Han rystede og tog igen i håndtaget. Drejede låsen. Låst. Hvad nu? Han drejede igen låsen. Den sagde klik, men døren forblev låst. Nye lyde fra badeværelset. Han vendte sig og så figuren i døren til badeværelset. En sort skygge. Konturen af en dame, men ansigtsløs, anonym, angstprovokerende. Bjarne skreg. Det var ikke fantasi. Der stod en skræmmende figur i badeværelsesdøren. Ham famlede bagud efter dørhåndtaget. Ville flygte. Han fandt det, men der var låst. Han kunne ikke komme ud.

“Hvem er du?” skreg han igen. Mandede sig op. Prøvede at se truende ud. Men figuren i døren tog rolige skridt frem mod ham, så han opgav sin trussel og krympede sig. “Hvem?” hviskede han, mens han langsomt krummede sig helt sammen, stadig med øjnene febrilsk fikseret på den sorte figur, der kom nærmere. Direkte mod ham. På tværs af stuegulvet. “Hvem?” græd han nu.

“Hvem, spørger du?” Stemmen var rolig, men metallisk. “Jeg er din værste ven.”

“Hvad?” Bjarne forstod intet, men søgte nu helt ned på gulvet, op ad væggen med hænderne foran sig som værge for et angreb.

“Jeg er sjælen,” fortsatte skyggen. “Verdens sjæl.”

Tårerne piblede ned ad Bjarnes kinder. Han kunne nu tydeligt se damen indeni skyggen. Hun var helt udvisket, men var der.

“DU!” råbte Bjarne angst. Han turde ikke kigge. Hvad ville der ske? Han følte sig kvalm, ør. Øjnene satte ud. Var han ved at besvime. Maven var en klump, og han kunne igen mærke sveden på kroppen. Kold sved.

“Jeg er den klogeste af alle,” fortsatte skyggen af damen og trådte nærmere. Bjarne gav slip på alt. Mærkede livet forlade kroppen. Tog sig til venstre arm. Den gjorde usigeligt ondt. Tindingerne bankede. Han kunne ikke bevæge tungen. Følte ansigtet falde sammen.

Alt blev sort, men han hørte skyggens sidste ord.

“Giv dig tid til forundring og eftertanke. Uden livets undren bliver tilværelsen blot fattig eksistens. Hvem er jeg?”