En gedehyrdes talemåder

5
(2)

“Så er den ged barberet!” sang Ulrik i vilden sky, mens han studerede sit kæledyr, der stod helt blottet, bar og brægede af ham.

“Baaaa!” vibrerede stemmen, mens Ulrik pakkede skraberen og skummet ned i toilettasken med lange arme. Geden sprang med ild i rumpen tilbage i flokken af geder, der stod og græssede i solskinnet. Der var højt til himlen herude på bøhlandet, og det var på dage som i dag nemt at skille fårene fra bukkene, selvom det var geder. De nød det grønne bjerglandskab med blikket til den isblå å, der snørklede sig gennem landskabet for foden af bjergskråningen. Ulrik var ikke just snu som en ræv, men han havde da forstand på at barbere dyr. Især når nu hans ged var familiens sorte får, og ikke var blevet klippet sidste sommer som de øvrige ivrige nedrige geder. Gertrud, som geden hed, havde været stædig som et æsel, og have ikke været indstillet på at blive klippet som de andre billige dyr. Gertrud havde hylet op som en stukket gris, da Ulrik havde forsøgt at indfange den. Han måtte tale med STORE bogstaver, men Gertrud lystrede ikke. Ulrik måtte vende ind til flere blade og bare vente. Vente på at Gertrud gav ham lov. Det blev så nu. Ulrik kunne ikke sende aben videre, så på med vanten, havde han tænkt. Der var kun ham til at tage sig af årets klipning og da Gertrud havde serveret sig selv på et sølvfad, var hun lige til at gå til. Han elskede Gertrud af hele sit hjerte. Da han havde fået hende en anden sommerdag for snart mange år siden, havde folk sagt, at den måtte han længere ud på landet med. Så her var han taget hen. Ud på landet og op ad langt højere bjerge.

Gertrud løb for fuld skrue rundt blandt de andre geder og var kun en streg i luften. Hun tonsede hid og did og løb næsten hornene af sig. Gertrud opførte sig som om alle de andre geder nu skulle se giraffen. De brægede blot surt tilbage og gumlede græs, og hvad de ellers kunne finde. De synes sikkert alle, at Gertrud var blevet en underlig fisk at se på. Kortklippet og lyserød. Det var ikke noget, de sådan kunne falde på halen over.

Ulrik tog sin blå kasket på, men opdagede at han allerede havde den røde på. Han kunne da ikke have flere kasketter på, så han smed den blå tilbage i rygsækken og begyndte at rydde uld op fra græsset. Der var noget ganske uldent over stedet og det så ikke kønt ud, at lade al den gode uld ligge. Det ville ikke give en høj stjerne hos nogen og ingen varm sweater til kong vinters indtog. Tør jeg lade være, spurgte Ulrik sig selv. Svaret var nej.

Efter et par minutter, hvor han flittig som en bi havde samlet ulden sammen, kiggede han atter ud over landskabet. Han måtte lige finde sine egne ben. Han fandt dem under sin krop. Hvad skulle han nu få dagen til at gå med? Han var en gammel rotte i at finde på ting og sager, så spørgsmålet var blot hvilken idé, der skulle afprøves først. Han ville gå sine egne veje, så han gik ned ad bakken og sprang over, hvor gærdet var lavest. Måske han skulle prøve at være ude med snøren og hale lidt torsk i land ved åen? Mon nogen bed på i dag? Måske. Han følte, at han havde det som blommen i et æg. Skønt vejr, flot natur, afslappende gøremål. Han tog en slurk af drikkeflasken, men måtte kigge dybt i flasken. Den var næsten tom. Sluk tørsten var dermed et vigtigt gøremål. Noget kildede ham på øret og han kunne høre en lille fugl synge. Han kiggede op. En gærdesmutte strøg forbi med vingefanget ude. Han kløede sig på øret og mærkede straks, at han havde fået en lille fjer på. Fuglen havde tabt den i farten.

Han satte sig ved åbredden, kløede sig på de spidse albuer og tog sine sko af. Turen ned af bjergsiden gennem de hvide jordbundsplamager havde kridtet skoene. Han havde også ømme tæer, og han kunne se lige præcis, hvor skoen trykkede. Det var trodsalt hårdt at gå i for små sko. Han ville lindre smerten ved at bade tæerne i vandet og måske gå over åen efter vand. De andre drikkeflasker lå i rygsækken på modsatte bred. Han smøgede sine bukser op, så de ikke længere gik til sokkeholderne og vadede ud i vandet. Han fik straks kolde fødder, men der var ingen ko på isen. Selvom strømmen var stærk, kunne han sagtens holde sig stående. Han valgte alligevel at gå lidt mod strømmen for at føle de små fisk pusle om ham. Han måtte klemme ballerne sammen for at blive oprejst, men vandet var køligt, svalt og ladede virkelig batterier op. Han gik op modstrøms og rundede efter nogle meters gang det første skarpe hjørne.

Ulrik tog sin vandflaske frem og lod det resterende indhold løbe ud i sandet på bredden. Han ville fylde nyt køligt vand i dunken. Men der løb lige pludselig meget vand i åen. Noget stort kom brusende mod ham over stok og sten. En kæmpe grangren. Ulrik nåede ikke at flytte sig i tide og blev væltet, så han landede med hovedet først i vandet. Han kunne slet ikke holde på hat og briller og befandt sig pludselig nede på bar bund. Han tumlede rundt og kunne ikke få et ben til jorden. Han måtte holde tungen lige i munden og næsen oven vande for ikke at sande til. Våd og fornøjet trak han sig op på bredden på nul komma fem, så det efterlod en streg i sandet. Han lignede en druknet mus. Vandet var koldt og satte pulsen op. Med hånden på hjertet kunne han føle organet dunke kraftigt derinde. Her sad han våd og lykkelig på herrens mark og følte, hvordan han måtte dele sol og vind lige for at blive tør igen.   

Men nu var han blevet sulten som en ulv og kunne ikke længere gå som katten om den varme grød. Han måtte finde noget føde i rygsækken, der kunne hjælpe på sulten. Rygsækken havde været tung på vej herop på bjerglien. Han kiggede ned i mørket. Et par æbler tittede op som det første. Det havde været lidt hårdt at bære frugt herop, men han havde bidt i det sure æble, så han nu kunne spise sig mæt. Normalt spiste han som en fugl. Mest korn og brød, men et par æbler fra landmandens æbletræ var ikke at gå i vejen for. Det var som at stjæle slik fra børn, når æbletræets grene sådan hang ud over hullet i hækken og æblerne trods alt faldt langt fra stammen. Han tog med det vuns æblerne op, og begyndte at sætte dem til livs. Sulten blev ikke stillet, så han søgte atter ned i rygsækken. Her fandt han posen med rent mel. Det var længe siden, at han havde haft brød i ovnen, så han savlede helt ved tanken om nybagt brød. Skulle han starte et bål og slå lidt større brød op end han selv kunne bage? Det var der ingen ben i, og så ville alt køre på skinner, tænkte han. Meeen… Ét brød eller en par pandekager måtte være nok. Han ville slet ikke bringe flere i fedtefadet, så han begyndte på en frisk og æltede melet til dej. Tændte et bål, men brændte straks fingrene. Av! hylede han højt. Han satte sig på rumpen, men straks hylede han igen. Av! Han var blevet bidt af noget i græsset. Han kiggede rundt og så en lille ørentvist. Det var David mod Goliat, tænkte Ulrik og lod krybet gå med uforrettet sag. Der var ikke en større lyst til at bygge bro mellem arter her midt ude på marken, så ørentvisten gik af på naturens vegne. Ulrik rejste sig og ville hente sin pande, men der var flere bump på vejen, så han væltede med dejen, så lang han var og pandekagedejen trimlede ned ad bakken. Længere nede ad bakken var et plankeværk, og med et koket hop, flygtede pandekagen over plankeværket. Selvom pandekagen var faldet i god jord, var det ærgerligt at se den forsvinde ud i den blå luft til ingen verdens nytte. Han sukkede og følte sig igen fattig som en kirkegårdsrotte. Men da tid er penge, ville han ikke ærgre sig mere over tabet, selvom de to æbler nu kun forslog som en skrædder i Helvede. Han var sulten blot ved tanken om at gå glip af pandekager. Det var alligevel som at få en spand kold vand i hovedet.

Han tænkte sig om. Han havde stjålet noget gammel vin på nye flasker fra kroen forleden, men var blevet snuppet i forsøget på at stikke af med ranet. Han måtte med kniven for struben give på klos ud fra krofatters slag på tasken over værdien af flaskerne. Han var næsten faldet bagover, da han hørte prisen, men for at undgå at fanden var løs i Laksegade, havde han accepteret og var forsvundet med halen mellem benene uden penge. Han gik nedenom og hjem, selvom hjem blot var over næste bakketop. Der var intet at falde i staver over på kroen længere. Vinen kunne måske dæmpe sulten nu inden han gik helt ned med flaget. Han havde intet glas, så han måtte tage vinen ind med skeer, indtil han havde fået så hatten passede og var tæt på at gå fra snøvsen.

Ulrik kiggede atter ud over det bjergrige landskab og tænkte, at han da måtte have fis i kasketten ved at leve sit liv herude. Måske han burde holde bagdøren åben for en anden levevis? Nej, han ville ikke kaste håndklædet i ringen allerede nu. Han levede trodsalt mest i en kuffert, men var blevet bidt af at passe geder, så da han havde fået sin egen, havde han tilbudt at blive gedehyrde sådan helt gratis for en tilfældig landmand, der virkelig havde rotter på loftet. Der havde været flere om buddet som gedehyrde. Der var en irer fra Irland, der hele tiden havde noget i ærmet og meget lange fingre, en skotte, der grinede som en flækket træsko med næsen i sky og havde masser af penge mellem hænderne samt en sigøjner fra en by i Rusland, som spildte meget krudt på at ville spille russisk roulette om gedehyrdejobbet. Ulrik var sikker på, at sigøjneren havde mange lig i lasten.

En aften hvor landmanden var i sit es og ganske stor i slaget, havde han inviteret til kortspil. Mens landmanden var i gang med at blande kortene, var det Ulrik, der kom først til kort. Han blev taget med fingrene i kagedåsen, da han var midt i at fiske den sidste småkage op. Landmanden havde peget på ham som sin foretrukne gedehyrde. Ulrik besluttede at spille med åbne kort, så derfor, lykkelig over at være blevet valgt, havde han tilbudt de andre hyrder at dele kagen. Da de takkede nej og slugte kamelen med afslaget, vendte de sig om i døren og kaldte ham for et broddent kar. Han kunne ikke helt lure hvorfor, så han tog ikke videre notits af skudsmålet, og nu sad han alene tilbage, som kronen på værket med landmanden og følte, at han havde skudt papegøjen. Det var efterhånden mange dage siden nu, og her sad han så med landmandens geder og sin egen Gertrud. Han ville ikke løbe sig staver i livet. Det her liv passede ham godt, og hvor sælsomt det end lød, så følte han, at han var kommet til vejs ende. 

Han lagde sig på ryggen for at slikke sol og begyndte at synge en sang fra de varme lande. Han fik ikke just sved på panden af at ligge her. Hans tanker sværmede igen om landmanden og mere præcist om landsmandens datter. Landmanden ville få et føl på tværs, og give Ulrik en på snuden, hvis han vidste, hvad Ulrik havde gjort på samme aften som kortspillet. Ulrik havde mødt datteren i stalden og fået blod på tanden, da hun havde smilet sødt til ham. En enlig svale havde cirklet over dem, da han havde fået det første kys. Han nåede end ikke at klappe hesten. De havde sat sig i høet, og datteren havde fortalt, hvor hendes hund lå begravet og de havde hørt en engel gå gennem stuen, da svalen var begyndt at bygge rede i tagskægget. Da Ulrik havde bragt nyt på banen, smurt ganen og sagt at han ikke ville spinde nogen i sit garn med et kys, men gerne ville ligge længere og tættere i høet, havde datteren rejst sig, gået til stalddøren, lukket den så det havde fået en klokke til at ringe og drejet nøglen om. Hun var vendt tilbage med et lumsk smil på læben. Ulrik havde allerede sommerfugle i maven og måtte have fingeren på pulsen for ikke at overophede. Han havde stadig bukserne på efter de første kys, men snart lå alt tøjet hulter til bulter i høet, og hun havde mærket Ulriks hår på brystet. Hun var fræk som en slagterhund, så han måtte knibe sig i armen. Skulle han have sådan en appelsin i turbanen på den sidste aften hos landmanden?

Efter flere minutters leg i høet, svedte han tran. Han kunne stirre sig blind på datteren, som han lå her og lod hende trække i arbejdstøjet. Hun vidste præcis, hvordan den kage skulle skæres, så Ulrik følte sig virkelig højt på strå. Han kunne ligge her til han så dagens lys, hvis han fik lov. Men hun ville nok ikke save den gren over hun sad på, så hun skyndte sig at blive færdig og skar det hurtigt ud i pap for Ulrik, at hun nok var den nål i høstakken som han havde ledt efter hele sit liv, men hun måtte ikke bygge bro med ham. Han skulle skyde en hvid pil efter hende som kone. Hun havde nok flere skeletter i skabet, tænkte Ulrik og følte ikke just afslaget som et slag i ansigtet. Han fortalte, at han ikke havde behov for at slikke sine sår, men at de skulle slå en streg over sagen og komme videre. Hun slog straks to fluer med et smæk men satte igen kløerne i Ulrik og kyssede ham inderligt. Det var bare sort snak, indvendte hun. Hun ville ikke slå hånden helt af ham. Hun tog sig straks til halsen. Hun havde tabt sit hjerte. Sit kæreste halssmykke. Ulrik rejste sig straks og hjalp med at lede. Han måtte tage tyrene ved hornene for at finde halskæde i boksen ved den store ladeport.    

Ulriks fantasi løb løbsk, men fandt tilbage til engdraget, da han hørte en svag kalden et sted fra, som han ikke kunne stedfæste. Han tog sig kort til ansigtet. Han havde vist ligget i solen for længe. Han følte sig rød som en reje og kogt som en krebs. Han rejste sig på albuerne og kiggede rundt efter lyden. Tog sin kikkert frem og afsøgte terrænet. Med ét fik han noget i kikkerten. Han øjnede en anden gedehyrde, der stod på en kampesten på den nærmeste li og gjaldede. Råbte vagt i gevær.

“Ulven kommer! Ulven kommer!”

Der var ugler i mosen. Det var ikke kun fis i en hornlygte. Ulven kom virkelig. Ulrik skyndte sig på benene uden at få det forkerte ben ud af sengen. Han kunne mærke, hvordan det løb koldt ned ad ryggen på ham, og han rystede i bukserne for at få gang i benene. Hans geder ville dø som fluer, hvis han ikke handlede hurtigt og fik dem i sikkerhed. Det var en streg i regningen på en dejlig solskinsdag. Han kunne ikke flytte bjerge, så bjerget måtte komme til ham. Han vadede tilbage gennem åen og kiggede rundt efter gederne, men de var forsvundet som dug for solen. Det fik hans alarmklokker til for alvor at ringe. Han ville gå gennem ild og vand for at beholde jobbet som gedehyrde og helst alle geder. Han havde virkelig pistolen for panden, men hvis han nu gjorde god figur, ville landmanden måske lade ham få sin datter. Han følte sig med ét frisk som en havørn. Han lukkede øjnene for måske at kunne høre, hvor gederne var henne ved deres bjældeklang over mark og sten. Han måtte have følehornene ude for ikke også at have nerverne uden på trøjen.

Da han ikke hørte noget, løb han længere op på bjerget og spejdede igen rundt. Her var hverken fugl eller fisk og slet ingen geder. Hårene rejste sig på hovedet af ham, da han så ulven. Den var stor og grum, og ville snart gå agurk på alt levende på dens vej. Han selv kunne ikke gøre en kat fortræd, så han ville ikke gå i vejen for noget, der var stort og grumt. Og da slet ikke ulven. Omvendt kunne han ikke tillade sig at lægge fingrene imellem. Han måtte beskytte landmandens geder og Gertrud. Der var ingen dikkedarer og jobbeskrivelsen lød ganske kort på at beskytte gederne med næb og klør. Han ville give ulven kamp til stregen.

Han fandt lidt træved og sit strygestål frem fra inderlommen. Han manglede gnisten. Vedet ville ikke antænde og han følte, at han havde ti tommelfingre, så hans lunte var ved at være kort. Han skulle virkelig lægge sig i selen for at få gang i ilden. Han var tæt på at lukke butikken, da en lille gnist fik fat. Straks fik han startet et bål. Bålet kunne på trods af størrelsen i det mindste kaste lys over situationen, og hvad han nu måtte gøre. Da bålet lidt efter var fyr og flamme, var resten faktisk logik for burhøns. Han løb lige ud ad landevejen tilbage til sin oppakning og ledte efter sin gryde, Men den var ikke lige at se. Skulle han hurtigt opfinde den dybe tallerken? Nej, han skulle bare pudse brillerne. Han fandt gryden på et hængende hår. Eller det var faktisk uld. Men hvor var hans kniv nu? Han havde sidst brugt den til at presse citronen, men havde han en hukommelse som en guldfisk, og somme tider følte han, at han gik med hovedet under armen, men den måtte ligge her et sted. Det var ikke den skarpeste kniv i skuffen, men den havde kostet ham spidsen af en jetjager og kunne da bruges i nødværge, hvis alt så sort ud. Han fandt den nederst i sin rygsæk. Den dukkede op som sendt fra himlen. Nu skulle der være krig på kniven, tænkte Ulrik. Hvis han kunne, ville han dolke ulven i ryggen.

Han kiggede tilbage mod bjerget. Ulven var elefanten i rummet nu. Bag den kom flere unger. Ulven havde brugt sommeren på at formere sig som en kanin, tænkte Ulrik febrilsk. Nu var der ikke bare én ulv at jage væk, men 10. Han så for sig, hvordan de alle rejste børster. Han skyndte sig at fylde gryden med vand fra åen lige til øllet og løb tilbage til bålet for at begynde at koge vandet. Han ville ikke male fanden på væggen allerede, men det skulle gå stærkt nu, hvis ikke også han skulle ende sine dage på bunden af ulvenes maver. Han kunne lige så godt begynde at grave sin egen grav. Han legede lidt med ilden for at få ekstra gang i gløderne. Han måtte kaste ekstra benzin på bålet, hvis han skulle nå at få kogt vandet. Men der var ikke mere brændsel eller brændstof. Det var som at komme fra asken til ilden, da han måtte erkende, at hans idé var ved at gå op i røg. Han kiggede ned i gryden og så kun lunkent vand, men dog en varm kartoffel.

“En gang til for prins Knud,” skreg Ulrik til himlen og forsøgte at få varmet vandet tilstrækkeligt op. Der skulle helt andre boller på suppen, hvis det skulle lykkes.

Da ulven nu var kommet så tæt på, at Ulrik kunne se dens øjne, kunne han krybe i et musehul, men han så også ind i ulvens lange ansigt, og den lignede en hængt kat. Træt og ugidelig. Hvis Ulrik ellers kunne kende sine lus på gangen, lod det til at ulven slet ikke var i jagthumør. Han kunne så at sige kaste sine geder ud som guld på gaden eller som perler for svin, og ulven med unger ville ikke ænse dem.

Ulven gik lige forbi Ulrik med triste øjne. Han kunne se, hvordan ulven kunne hænge med næbet. Det lod til, at der var endnu flere stær i kassen, som om 10 hvalpe ikke var nok. Den var virkelig ikke noget at skrive hjem om. Ingen hård banan. Han stod bomstille. Skulle ikke røre en finger, hvis nu ulven ombestemte sig. Han håbede blot, at det at stå stille ville give pote. Han ville ikke tro på ulven over en dørtærskel og ville ikke bare give ved dørene, hvis pludselig gederne skulle komme springende og ulvens jagtinstinkt blive vækket. Han ønskede ulvene hen hvor peberet gror, hurtigst muligt. Skansen skulle holdes indtil ulven og ungerne var langt over det næste bjerg. Den bagerste ulveunge, der var med i opløbet, bed sig selv i halen. Den måtte virkelig være syg.

Da ulvene var ude af syne, pustede Ulrik ud, og ilden slukkedes igen. Den anden gedehyrde havde om nogen taget fusen på ham. Han måtte vist finde ham og tale med store bogstaver. Det var nok bedst at tone rent flag, og fortælle at det var dumt sådan at blive trukket rundt ved halen i manegen, når der ikke var fare på færde. Måske ville den formastede gedehyrde hejse det hvide flag? Ulrik kiggede op og afsøgte terrænet for gedehyrden på den modsatte li. Der var ingen. Han så dog en mand og en kvinde komme gående mod ham langs åen. Ulrik vejrede morgenluft. Det var landmanden og datteren.

Ulrik tænkte, at datteren måtte have ladet sandheden løber over med sig, og besluttede sig for at være på barrikaderne, så han smuttede op på gærdet for at danne sig et overblik og ikke komme på glatis. Det lod ikke til, at landmanden var ude med riven, men smilede mod ham, mens han justerede sækken, som han havde over skulderen. Solen stod bag de to vandrende, så deres ansigter kunne ligne djævelens advokat, sådan som smilet rakte fra øre til øre. Solens nedadgående rute spejlede sig i åvandet, så det lignede at himmel og hav stod i et. Far og datter stoppede kortvarigt ved åen, så der kom helt kø ved håndvasken. Med rene hænder fortsatte de mod Ulrik.

Landmanden og datteren standsede ved gærdet, og Ulrik følte straks en tudse i halsen, da han ikke sagde et kvæk, men han holdt stadig fanen højt og ville endnu ikke køre kanonerne i stilling.

“Dav!” startede landmanden og løftede sækken som han bar på fra skulderen og lukkede katten i sækken ud. Den fór af sted mod varmere himmelstrøg. Ulrik måtte holde masken for ikke at grine, da datteren løsnede sit hår i et forsøg på at maje sig ud, og man kunne høre knappenålen falde til jorden.

“Vi så din heltedåd,” fortsatte landmanden og lod til slet ikke at kunne få armene ned, da han hjalp datteren med at sætte håret på plads på hovedet igen i en stor knold og tot. “Du leverede varen, kære hyrde,” pointerede landmanden sin hyldest. “Og du panikkede ikke, da lokummet brændte. SÅ jeg vil ikke plukke en høne med dig nu, selvom du har gjort min datter med rogn.”

Ulrik sank en klump. Det var svært at rage kastanjerne ud af ilden nu.

“Min datter vil ikke spille på flere heste, da hun vandt på væddeløbsbanen i går, så nu har hun købt Jens Hansens bondegård, som I skal flytte ind i. Der vil ikke være grund til at spænde livremmen ind og rig mulighed for at stille træskoene i tørvejr,” fortsatte landmanden henrykt over at være i den syvende himmel, da han jo vidste, at han ikke længere ville være under tøflen af sin datter.

Således gik det til at gedehyrden stoppede med at suge på labben, kunne feje for egen dør og i stedet begynde at svinge pisken over de tre gedehyrder fra Irland, Skotland og Rusland. Han var ene hane i kurven, der var tilbage i folden, og derfor svævede han rundt på en lyserød sky. Han kunne sætte sine egne heste i bås, køre lidt på frihjul i forhold til at leve som hund og kat og fra tid til anden vove sig ind i løvens hule hos landmandens datter uden at være hende en klods om benet, men i stedet hendes fjer i hatten uden at tabe ansigt. Han skulle ikke længere gå stille med dørene, men blot have mange jern i ilden.  

Anmeldelse af historien

Klik på mindst én stjerne for at anmelde historien

Gennemsnitlig vurdering 5 / 5. Antal anmeldelser 2

Ingen anmeldelser endnu. Vær den første

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *