Tja, jeg hørte det i morges i radioen, at årets influencertid starter den 1. oktober. Det er i dag. Eller var det influenza? Nå pyt.
Jeg vil i hvert fald gerne influere på din tid, så jeg har lagt endnu en short story på hjemmesiden. Det er en skør historie, som jeg hellere må forklare. For ser du. Når man skriver en roman, så opfordres man på det kraftigste til at undgå vante talemåder og floskler samt en række ord, der får historien til at virke liiiidt amatøragtig. Fx “Pludselig” eller “Meget” eller “Næsten” eller “Fantastisk, vildt, mega” osv. Jeg har derfor sat mig for at kende så mange talemåder og floskler som muligt, for at vide, hvilke jeg ikke skal bruge, og så her sørge for at bruge dem, så jeg ikke føler at jeg går glip af noget. Derfor læs min historie om gedehyrdens talemåder. Jeg har givet den mega, vildt meget gas. Den er skrevet med et smil i mundvigen og bare for at få det hele ud en gang for alle. Fantastisk.
Derudover, så har jeg lovet at jeg snart starter op på mine Story Cube-historier, men altså. Jeg venter på at få lov at bruge Rorys terninger. Og Rory lader vente på sig. Det er træls, så jeg overvejer blot at gå igang og se hvor det bærer mig hen. Hold øje. Måske har jeg lige pludselig taget en beslutning.
Husk at der blot er 24 dage til release af Kongeklenodiet. Du kan besøge min Facebook-side om Kongeklenodiet og like siden. Her vil jeg om kort tid lægge flere billeder, videofilm og interviews op, så man kan se, hvilke tanker om scener og sceneri samt om personer, som jeg har haft, da jeg skrev bogen. Måske det vil gavne dine egne billeder, når du læser historien. Lad mig høre om du kan li idéen om en supplerende Facebook-side, der underbygger romanen.