Short Story
Af Thomas Rud Jensen
Januar 2025
Udgivet i antologien: Lige under overfladen 19 fra Sci-fi cirklen, Mere end overlevelse
Det farverige insekt flaksede mekanisk over hendes hoved, drev væk og cirklede over en smuk rød rose, men vendte tilbage. Hun løftede hånden og den satte sig i hendes åbne håndflade. Hun mærkede det velkendte tic ved øjet og måtte trykke på sin tinding med roden af den anden hånd. Pokkers til hovedpine. Hun gned det væk og betragtede sommerfuglens smukke vinger. Hun kunne tilkalde sommerfugle, og det var uanset, hvor hun var. Hvilket fantastisk talent var det lige?
Igen mærkede hun den kortvarige fornemmelse af at få stød, da sommerfuglen satte sig. En elektrisk impuls. På en forunderlig måde følte hun sig forbundet til dette iøjnefaldende og smukke væsen. Hun studerede de flotte farver og mønstre. Sommerfuglen var ny. Ikke de samme mønstre som de tidligere sommerfugle, hun havde set i haven, og som havde sat sig i hendes hånd. Følehornene vibrerede som antenner, der fangede livsvigtige signaler. De fire vinger havde de karakteristiske øjenpletter til at forvirre fugle, men sommerfuglens grønne kulør ville alligevel tiltrække enhver gråspurv på jagt efter et festmåltid. Alle seks ben hvilede på hendes håndflade og hud, og det kildrede sjovt og snurrende. Den daglige tur i haven var blevet en fornøjelse, efter hun havde opdaget sit talent med sommerfugle. Det slog aldrig fejl. Der kom altid en sommerfugl, som satte sig. Måske var det hendes duft eller smag. Sommerfugle smagte jo med fødderne. Hun måtte undersøge det nærmere.
Arbejdet kaldte. Hun rakte atter hånden op mod himlen, og sommerfuglen fløj sin vej. Den satte kurs mod blomsterbedet og de mange røde roser. Den kildrende fornemmelse i håndfladen forsvandt. Hun tog en slurk vand fra flasken og lod to Panodiler følge med. Bænken i Det Kongelige Biblioteks have var blevet hendes personlige helle, når maven knurrede, og madpakken skulle spises. Nu måtte hun tilbage til sit kontor i Statsministeriet, mens hun trak de to skygger med.
* * *
”Hvad har vi?”
”Hun har forladt haven. Download 100 procent.”
”Perfekt. Indsaml og send til analyse.”
”Modtaget.”
* * *
Marie slentrede gennem de smukke gange på Christiansborg og trådte fløjtende ind på sit kontor. Skyggerne var afleveret i security-afdelingen. Den friske luft efter frokosten i haven gav hende fornyede kræfter til at tage sig af de krævende opgaver som statsminister. Hun havde brug for sine fristunder til at få ryddet op i tankerne og få energi fra solens stråler. Og fra sommerfugle. Hun smilede for sig selv. Rationaliteten sagde hende, at det var barnligt, men for pokker, hvor var det befriende at opdage et så sjældent talent som at kunne tilkalde sommerfugle. Hendes dag var spækket med tung læsning, tunge snakke og tunge beslutninger, og så kom dette pift af lethed ind i hendes hverdag. Det var perfekt i denne tid, hvor der var enorm bevågenhed på, at insekterne var på vej retur i den danske natur. Takket være hendes moderne og bæredygtige politik. Sådan så hun det, og Bitten var i fuld gang med at formulere en passende tekst og levere det effektivt til Pressen.
Hun gruede alligevel for bunkerne af dokumenter, der lå på hendes bord. Alt andet end hendes kerneområde om bæredygtighed og social ligestilling. Det havde ikke været let at manøvrere gennem minefeltet af hemmelighedsstemplede mapper fra FE og de nye stramninger på hoverpricing, for slet ikke at tale om det vestjyske folkefærd, der var på nakken af hende, fordi hun gik ind for udfasning af store dele af landbruget. Forhold, hun absolut ikke havde forstand på. Men hun var godt hjulpet af Bitten og de øvrige rådgivere, så der var kommet styr på argumenterne og ikke mindst på flertallet i Folketinget. Selv om det var snævert.
Hun måtte snart finde på en måde at få medvind i befolkningen. Hvis meningsmålingerne ikke blev bedre, ville hendes ihærdige indsats være spildt. Hvis oppositionen kom til, var det så godt som sikkert, at alle planer på klimaområdet ville ryge i skraldespanden. Hun havde indgået kompromisser. Skattelettelser, som højrefløjen fik trumfet igennem, ældrechecks som venstrefløjen havde skreget på og tilskudsordninger til AI-rengøringen, som hendes eget bagland opfordrede til. Alt sammen for at redde klimaet og biodiversiteten. Men det var ikke nok på befolkningens popularitetsskala. Hun måtte finde noget mere personligt, så hendes anseelse i befolkningen og for den sags skyld i partiet igen kunne få styrke.
En tanke ramte hende. At kunne tilkalde sommerfugle måtte da kunne bruges til noget som et SoMe-stunt. Det var så lam en idé, at den måske var genial. Fordi idéen var indlysende. Hun måtte se at få en aftale med sine mediefolk. Bitten skulle i sving. Den danske befolkning ville elske at se, at deres statsminister havde sommerfugletække. Naturen havde valgt hende. Den satte kryds ved hende. Det måtte der da være stemmer i? Hun overvejede allerede teksten til opslaget. ’Hele Danmarks insektmoder’ eller ’Sommerfuglerosen’. Det var en god reference til partiet. Nej, vent. ’Sommerfugleministeren’. Bum. Et catchy navn til et utroligt talent. Det var en stensikker vinder i forhold til hendes tidligere tilnavne som ’Tunelskeren’ og ’Pigen fra ghettoen’ som mere varnoget, Pressen havde fundet på, men bare ikke lød så godt, selv om det gjorde hende folkelig.
* * *
”Har vi analysen klar?”
”Bekræftet. Ligger på serveren nu, klar til præsentation.”
”Jeg orienterer direktøren. Godt arbejde. Gør den næste enhed klar.”
”Modtaget.”
* * *
Bitten betragtede Marie med rynket næse.
”Seriøst?”
”Helt seriøst!”
”Så sommerfuglene kommer ligesom bare flyvende?”
”Ja. Jeg siger jo, at jeg har et mærkeligt talent.” Marie smilede. ”Jeg kan ikke forklare det, okay?”
”Okay, men jeg vil se det, før jeg tror det.” Bitten skævede til sine papirer. ”Og jeg tror sgu ikke, vi skal forfølge sporet med at lægge det ud i offentligheden. Det er simpelthen for barnligt. Der er for mange uforudsigelige parametre. Vi kender Alexander, og han laver pis med alt sådan noget. Har du set hans nyeste reklame, der gør grin med hoverpricing? Det er, som om, han læser os hver gang.” Hun vendte sig om for at gå mod Folketingssalen.
”Næh,” hviskede Marie. Hun fulgte ikke med på oppositionens sociale medier. Måske skulle hun?
Dagens menu i salen stod på et nyt forlig om indskrænkning af private vagtværn, og Marie havde allerede hovedpine. Hun havde ikke fået taget sine piller. Bitten gik hurtigt, så det var svært at holde trit, når hovedet værkede.
”Vi aner ikke, hvad yderpartierne kan få ud af din evne som sommerfuglehvisker.” Bitten standsede op og betragtede Marie. ”Er der ikke noget med, at sommerfugle smager med fødderne? Og det eneste den farverige slags gør efter puppestadiet er at formere sig og lægge æg?” Bitten gik videre.
”Joh, men det lyder meget bogstaveligt. Og nej, selvfølgelig ikke. Vi gør ikke mere, så.”
”I øvrigt vil jeg se det, før jeg tror det.” Bitten vendte sig kortvarigt og lod ordenes alvor forplante sig i blikket.
* * *
”Nye data er uploadede fra i dag. Nyt om ministerens indsigt i de private vagtværn efter dagens behandling i Folketingssalen.”
”Jeg orienterer direktøren. Og Sean. Bed direktøren om at vurdere trusselniveauet stemplet klokken 12:35. Potentiel risiko for sikkerhedsbrud.”
”Modtaget.”
* * *
”Bitten!” Marie gjorde sig færdig, så hun kunne spise frokost i haven. Jakke på og den hjemmesmurte sandwich i hånden og en flaske med vand i den anden. Skyggerne var adviseret. De stod klar ved udgangen. ”Kommer du med i haven i dag?”
”Har ikke madpakke med. Spiser i Snapstinget.”
”Men jeg vil gerne vise dig min sommerfugleting.” Marie smilede indvendigt. Hun var spændt på at vise sin færdighed frem.
Bitten kom ind på kontoret og stirrede på Marie fra døråbningen. ”Så du kan det stadig?”
”Ja, det tror jeg da.”
”Fint. Jeg henter en sandwich og kommer med. Vent på mig.”
Marie lagde sin madpakke på skrivebordet og satte sig foran computeren. Læste videre i det hemmelighedsstemplede lovforslag om militærbevilliger for det kommende finansår. Mage til frækhed. Højrefløjen skruede virkelig bissen på. Indkøb af forsvarsdroner og opbygning af bolværket på Bornholm med amfibiesoldater. Var det, hvad befolkningen ønskede, for at man kunne føle sig tryg? Robotsoldater. Åbenbart. Alexander havde fået mere vind i sejlene i befolkningen, og alle de spørgsmål, regeringen var kommet med, der skulle få idéen til at vakle, var prompte blevet besvaret fyldestgørende. Der var en irriterende dygtighed over Alexander. Og der var snart valg. Burde vælgerne kende til alle de milliarder, der røg under bordet til de lyssky enheder, der opererede på særkontrakter under FE? Højrefløjen havde måske ret i, at de var nødvendige for at holde terrortruslen på et acceptabelt niveau, men så mange milliarder? Hvad lavede de for pengene ud over det, som hun, i sin egenskab af statsminister, havde kendskab til?
”Så er jeg klar,” sang Bitten, da hun stod i døren iført jakke med en indpakket bolle med pålæg og en cola i hænderne. Begge dele i de påkrævede bæredygtige emballageformer, som regeringen havde fået indført og naturligvis måtte være bannerfører for i Snapstinget.
De gik i haven og satte sig på bænken, mens to mænd begge i sort jakkesæt og velvalgte solbriller tog opstilling i skyggen langs biblioteket som altid. ’Skyggerne’, som Marie kaldte dem. Hun sad på sin vante plads, hvor hun så mange gange før havde set sommerfugle og fået dem til at sætte sig i sin håndflade. Der var ikke andre mennesker i haven, så her var forholdsvist stille, selvom støjen fra Slotspladsen og Børsgade var hørbar hen over bygningerne. Springvandet i midten ploppede fredfyldt, og nogle ænder havde hovedet under vand på udkig efter føde.
”Så venter vi bare.” Marie kiggede sig omkring. Der var umiddelbart ingen sommerfugle i sigte, men her duftede af blomster og nyslået græs. De sad et stykke tid uden at se et eneste insekt. Rækken med røde og hvide roser ved havens sydlige og nordlige indgang var i fuldt flor, mens et par kornblomstkroner stak op som ukrudt i alt det perfekte. Dem måtte gartneren tage sig af ved lejlighed. Der burde være mange steder at besøge for en nektarsamler. Måske sad der en sommerfugl eller to et sted på en blomst og ventede, til Maries duft blev for indbydende.
* * *
”Gul alarm. Hun er ikke alene i dag.”
”Security?”
”Nej!”
”Lad mig se.”
”De spiser og kigger mere rundt end normalt.”
”Bitten,” sagde Sean ud mellem tænderne, da han genkendte spindoktoren. De to bodyguards ved væggen var ikke et problem, men det kunne spindoktoren hurtigt blive. ”Kender hun til materialet?”
”Negativ. Ikke fra os i hvert fald.”
”Vi kører. Men hold enheden på afstand.”
”Modtaget.”
* * *
”Se der,” hviskede Marie, da hun så sommerfuglen komme flaksende lavt hen over de grønne hækplanter uden blomst. ”Jeg prøver at holde hånden ud.”
Hun gjorde, som hun sagde. Holdt hånden ud. Håndfladen opad over sit eget hoved. Sommerfuglen lod ikke til at skifte retning, men flaksede videre i retningen af blomsterbedet ved den nordlige indgang. Marie flyttede sig lidt på bænken. Kom nærmere sommerfuglen. Hun fløjtede.
”Fløjter du seriøst efter den som efter en hund? Måske skulle vi til at gøre det med Alexander. Den mand irriterer mig med sin bedrevidenhed.”
”Ja, hvad skal jeg ellers gøre? Altså med sommerfuglen.”
”Har en sommerfugl overhovedet ører?”
”Altså, de har sådan nogle membraner ved vingerne, så de kan høre smådyr og fugle. Så de ikke bliver spist. Sådan noget.”
Bitten stirrede på Marie og rystede på hovedet. ”Og det har du simpelthen læst?”
”Ja altså. Jeg har læst lidt. Det er spændende, når jeg har sådan en tilknytning.”
”Vi får se.”
Sommerfuglen fløj forbi en hvid rose og skiftede retning. Flaksede i deres retning.
”Du ved godt, at den gennemsnitlige dansker ikke kan lide anormalitet? Siger det bare.” Bitten skulede til Marie, men Marie tog ikke notits af hende.
”Se, nu er den på vej.” Marie rakte hånden længere ud, mens sommerfuglen kom nærmere. Bitten strakte hals for at følge sommerfuglens færd hen over Maries skuldre.
”Se nu,” hviskede Marie.
Sommerfuglen satte sig på en rød rose ved siden af bænken. Den vippede med vingerne. Svajede en smule. Hvis man ikke vidste det, så det ud som om den vurderede situationen, og hvor farlige de to mennesker på bænken var. Men det var selvfølgelig noget pjat.
”Kom så da, lille sommerfugl.”
”Stop dig selv,” vrissede Bitten, men fulgte opmærksomt med.
Sommerfuglen steg atter på vingerne og fløj nærmere Maries hånd. Hun rakte hånden op, men måtte flytte sig til modsatte side af bænken for at komme tættere på insektet.
”Nu sætter den sig.”
Ganske rigtigt. Sommerfuglen satte sig p Maries hånd. Igen fik hun en trækning ved øjet, som om den svage sitren fra hånden satte sig i ansigtsmuskulaturen. De seks ben, der kildede lige ved tommelfingerroden, gav hende følelsen af en snurrende elektricitet, der forplantede sig ned gennem håndleddet og underarmen.
”Hvad sagde jeg?” Hun måtte gnide hovedpinen væk.
Bitten betragtede sommerfuglen med et stirrende blik.
* * *
”Hold øje. Bed piloten om at være på vagt.”
”Modtaget. Niner one. Mark. Stay alert. Repeat. Stay alert.”
* * *
”Jeg sagde det jo.”
”Du sagde det jo.” Bitten gik i rask gang mod Statsministeriet. Så ud til at gruble. Når ordvekslingen ikke var kærlig og forstående, men abrupt og kortfattet, så havde Marie lært, at hun skulle fare med lempe. Selv om det var hende, der var statsminister, vidste hun også godt, at Bitten var særdeles klog, strategisk og velovervejet. Når der var noget, der skulle planlægges eller eftertænkes, så blev hun tavs og kort for hovedet.
”Kan vi bruge det?” Marie lød anspændt, da hun alligevel forsøgte at nå ind til Bitten. Hun håbede, at det var noget, som Bitten kunne godkende. Det måtte ikke kunne give bagslag. Alle vinkler og mulige formuleringer og tilsvininger fra Alexander og oppositionen skulle tænkes igennem. De måtte styre et nyt opslag på SoMe uden slinger i valsen, uanset hvad der måtte komme. Alexander havde en evne til at latterliggøre alt nyt, der kom fra Statsministeriet. Det måtte han ikke kunne udnytte, når han alligevel var så dygtig, at det føltes, som om han altid var på forkant i enhver diskussion.
”Lad mig lige tænke over det.”
De genindtog kontoret, og Marie satte sig ved computeren. Læste videre i lovforslaget. Kunne atter mærke irritationen over det stigende pres fra oppositionen. Hun følte igen hovedpinen trænge sig på. Åbnede skuffen og tog glasset med piller op. Det var snart tomt. Hun spiste for meget smertestillende, men det var den måde, hvorpå hun kom igennem dagene og det omfangsrige læsestof. Pillerne hjalp, og hun var ikke afhængig. Overholdt det maksimale anbefalede indtag.
”Marie.” Bitten stod i døren. ”Hvornår var det, du sidst var til læge? Hos ham den nye læge?”
”Øh… I foråret. Hvorfor vil du vide det?”
”Lige meget. Måske… Jeg kommer igen.” Bitten forsvandt igen fra døren.
Marie slugte pillerne og læste videre. Havde Bitten bemærket hendes forbrug af smertestillende? Umuligt. Hun købte selv pillerne og havde selv skaffet recepten på det store glas. Hun skød tanken fra sig. Det var Bittens opgave at være støttende og reagere på alle forhold omkring Marie. Også de helbredsmæssige anliggender. Hun vendte tilbage til skærmen og læste videre. Skrev noter til forslaget og formulerede en sms til justitsministeren på den lukkede telefon. Den, der ikke kunne spores. Han måtte stille forslaget i Folketinget og tage direkte fat i Alexander fra Frihedspartiet. Som selvbestaltet leder af oppositionen måtte Alexander tage en samtale med hende og regeringen om, hvordan de andre forslag kunne komme i mål, uden at de blev drøftet offentligt på tinge, og dermed uden at de kom på alle nyhedsmediernes forsider. Det var i ingens interesse. Sådanne beslutninger om landets sikkerhed var ikke for offentlighedens ører.
Justitsministeren vendte øjeblikkeligt tilbage på den lukkede telefon. Han var indforstået.
Marie skrev en almindelig sms på den udleverede statsminister-telefon. Den, som ville blive undersøgt, hvis noget gik galt eller skulle undersøges. En midtsøgende konsensus- og kompromisparat besked til Alexander. Han ville få besked af justitsministeren senere, men han måtte forstå, at hun ikke var indblandet i den reprimande som var på vej, og hun ikke havde sendt justitsministeren i byen. Det skrev hun naturligvis ikke, men orienterede blot kort og pragmatisk om, at hun ønskede at mødes med ham til en snak i statsministeriet i løbet af ugen.
’Tak for din forståelse, og ok,’ kom svaret fra Alexander.
Han skulle bare vide, hvad der var på vej. Statsministeriet og justitsministeriet havde indtil flere klemmer på hans ædlere dele. Det ville blive udnyttet nu, hvis de oplysninger ikke skulle sive ud til pressen. Dobbelt boligbidrag, som i øvrigt var på kanten af den gældende lovgivning. Formuleringer, som han i et interview i foråret havde brugt. De kunne bestemt med den rette vinkling udlægges som landsskadelig virksomhed, og bruges offensivt. Også selv om de informationer, som Alexander havde udtalt sig om, var en offentlig kendt hemmelighed. Der var mange sprækker at udnytte, når alt blev analyseret af de dygtige rådgivere, som hun i sin ministerperiode havde ansat til at dissekere enhver udtalelse fra oppositionen. Og hun havde gode forbindelser i pressen. Forbindelser, der uden problemer kunne blæse selv den mindste ballon op til proportioner, der var Breaking News værdig. For ikke at tale om de røde Tordenskjolds soldater bag skærmene i befolkningen, der på få timer ville kunne sætte ind på samtlige SoMe-platforme med halve sandheder og vinklede fortolkninger, så meningsdannelsen i samfundet kunne vendes i den ønskede retning. Det var bare med at gribe muligheden, når den bød sig, og det skulle ske, inden oppositionen og Alexander nåede at reagere. Det måtte Alexander af alle vide med hans evindelige irriterende overskud, som om han allerede vidste, hvad de ville sige og presse på med.
* * *
”Data uploaded. Bemærk sekvensen fra klokken 13:15 til 13:45. Orienter direktøren. Vigtigt. Klasse 1.”
”Javel. Direktøren orienteres om data og tidsstemplet med klasse 1 data. Godt arbejde.”
* * *
”Vil du med i haven igen, Bitten?” Marie var klar til frokost. Hun stod i overfrakke i døren og betragtede Bitten, der stirrede koncentreret på sin computerskærm. Bitten løftede hovedet og fjernede brillerne.
”Gerne. Vi skal drøfte valgkampen, så lad os bare starte på bænken.”
”Alletiders. Skal vi filme mine sommerfugle?” Marie smilede. Hun vidste godt, at det længe havde været en uafsluttet beslutning, men i en valgkamp kunne de måske bruges som et bidrag til at gøre hende mere folkelig, bæredygtig eller måske ligefrem klimabevidst.
”Måske ikke en dårlig idé alligevel.” Bitten tog sin telefon op af lommen, selvom den i sig selv var en sikkerhedsrisiko. Hun ombestemte sig og skiftede telefon. Det var en velkendt sandhed, at nogen kunne og højst sandsynligt ville lytte med, men ikke på den lukkede telefon.
Blomsterne hang med hovederne, da Marie gik forrest efterfulgt af Bitten ned ad grusstien mod den sædvanlige bænk, og de to bodyguards fulgte et par skridt efter. Marie satte sig på bænken og kiggede rundt.
”Dér.” Hun pegede i retning af en sommerfugl, der sad i solen på foden af statuen af Søren Kierkegaard med vingerne bredt ud.
* * *
”Batteri på 100 procent. Klar til indsættelse.”
”Lad dem sætte sig. Orienter piloten om gul alarm.”
”Modtaget. Niner one. Mark. Code yellow. Wait for engagement. Wait.”
* * *
”Du var sidst til læge i forsommeren, Marie. Men jeg har set, at du tager mange piller. Har du problemer?”
”Tja. Jeg har ofte hovedpine. Indrømmet.”
”Vi må have dig tjekket, inden du trykker på valgknappen. Har du datoen?”
”Vi har to. Det hele skal spille denne gang. Hele vejen rundt. Jeg afventer svar fra økonomiministeren. Han skal være klar med pakken om skattelettelser, så formuleringen ikke lader nogen tvivl om, hvem der har haft ønsket, og så den forhøjede SU. Vi skal have de unge vælgere med denne gang.”
”Selvfølgelig. Vedrørende oppositionen.” Bitten smaskede let og fandt nogle papirer i det medbragte plastikchartek. ”Jeg er kommet i besiddelse af interessant viden om Alexander og Frihedspartiet.”
Marie fjernede blikket fra sommerfuglen og betragtede nysgerrigt chartekket. ”Fortæl.”
”Det er guf til den sidste uge i valgkampen.”
”Nej, hvor fedt. Lad mig høre.”
”Hør her. Hans parti har i den seneste periode brugt vanvittigt mange midler på tre ukendte selskaber. Det er ikke småpenge, kan jeg fortælle dig. Lad mig se. Jo her. De bruger forkortelsen BY, LA og LUL i deres interne regnskab.” Bitten kiggede op og fangede Maries blik. ”Siger det dig noget?”
Marie rystede på hovedet. ”Ved vi, hvad det står for?”
”Umiddelbart er det ikke viden, som jeg har formået at skaffe endnu, men det er udenlandske selskaber med danske kontorer. De ligger spredt ud i hovedstadsområdet. To af selskaberne har kinesiske hovedsæder, hvis man søger lidt.”
Marie kiggede igen efter sommerfuglen, der var på vingerne og på vej. ”Se, nu kommer den.”
Bitten kiggede mod sommerfuglen og tyggede sig i kinden. Hun pakkede papirerne ned igen og drak en tår cola.
Marie satte sig yderligt på bænken og holdt hånden op over hovedet. ”Vil du filme?”
”Ja.” Bitten lagde chartekket på bænken og fandt sin telefon frem. Hun fumlede med knapperne for at finde kamera-appen.
”Den sætter sig.” Marie fniste, da den velkendte snurrende fornemmelse under sommerfuglens insektben kom, og hun fik det velkendte tic ved øjet.
Bitten holdt telefonen op og filmede.
* * *
”Abort. Abort.”
”Modtaget. Niner One. Mark. Abort mission. Abort.”
* * *
”Nej, øv.” Marie kiggede efter sommerfuglen, der fløj sin vej, straks efter at Bitten var startet med at filme. ”Jeg tror, du skræmte den.”
”Undskyld,” beklagede Bitten sig og pakkede telefonen væk. ”Jeg fumlede lidt. Vi kan prøve igen i morgen.”
* * *
”Ufuldendt data, men sekvens klokken 12:43-12:45 skal til direktøren NU!”
”Modtaget. Sender data med udpeget sekvens ASAP.”
* * *
”Marie. Vi skal have dig til læge nu.” Bitten stormede ind på kontoret samtidig med, at Marie satte pilleglasset tilbage i skuffen. Hovedpinen gnavede.
”Nu!?” Det gjorde ondt, bare at tale. Hun havde sovet dårligt, og morgenkaffen havde ikke som vanligt hjulpet i dag. Virkningen af pillerne fra morgenmaden var ebbet ud, og det var tid til at forny virkningen.
”Lige nu. Luk computeren og pak dine ting.”
”Jamen…”
”Jeg har bestilt en akuttid.”
”Jeg er ikke syg. Hvorfor akut?” Marie mærkede uro i maven.
”Du er mere syg end du aner.”
”Jeg forstår ikke. Bitten! Fortæl, hvad der er galt.”
”Ikke nu. Du skal undersøges. Jeg har fundet en ny læge, og han må give besked, hvis der er problemer.”
”Du skræmmer mig.”
”Bare rolig. Men det skal være nu.” Bitten strøg ud af kontoret. ”Jeg venter i bilen. Nej, vent. Hvad har du læst i dag? FE-loven?”
”Ja. Blandt andet.”
”Hvad mere?”
”Øh. Landbrugsafviklingen og… hoverpricing.”
”Lad materialet ligge.” Bitten fandt Maries jakke i garderoben og hjalp hende med at få den på. Marie lod hende hjælpe sig, men det gjorde bare det hele mere besværligt. Hvorfor skulle det gå så hurtigt?
”Hør her.” Bitten sad på bagsædet i ministerbilen og stirrede på Marie. ”Jeg siger ikke, at der er problemer. Altså med dig. Men jeg fik din sommerfugl undersøgt.” Bitten rakte sin telefon til Marie, der tog imod den og stirrede på et stillbillede af hende selv med en sommerfugl i sin åbne håndflade.
”Det er da et perf…”
”Sommerfuglen der,” afbrød Bitten og pegede på telefonen. ”…er ikke ægte.”
”Hvad?!”
”Den er… hvordan skal jeg sige det… menneskeskabt.”
”Jeg forstår ik…”
”Den er en maskine. Elektronik. Super sofistikeret elektronik.” Bitten stirrede intenst på Marie.
”Det kan da ikke passe.” Marie forstod slet ikke Bittens hårde tone. Var hun blevet vanvittig?
* * *
Direktøren indtog rummet og betragtede mandskabet. Den fysiske tilstedeværelse betød ’rød alarm’. ”Hvad har vi?” spurgte hun.
Operatøren castede sin skærmvisning op på det store TV og gik
tættere på med et fast greb om en pointer, der frembragte en lysende rød prik på skærmen.
”Objekt B filmer enheden, mens vi downloader fra Objekt A. Download ufuldendt og rensning ikke iværksat.”
”Og telefonen?”
”Vi kender den ikke. En lukket enhed.”
”Javel. Risikovurdering.”
”Min vurdering er, at den er til stede. Vi kender til statsministeriets brug af CK Data & Security. De kender vores teknologi overfladisk. Spindoktoren havde fat på dem i går. De ved antageligt, hvad de skal kigge efter. Så vi kan ikke være sikre.”
”Kan vi sende fysisk personel ind og rekvirere den lukkede telefon?”
”Negativ. Er forsøgt, men forgæves.”
”Vi afventer. Vores enhed er ikke i fare, går jeg ud fra.”
”Korrekt. Vi har intet sikkerhedsbrud.”
”Fint. Hold øje med anormal adfærd, men ellers fortsætter vi overvågningen.”
”Modtaget.”
* * *
”Marie!” Bitten kaldte fra lægens kontor.
Marie havde aldrig været på det her sted før. Det lignede ikke en lægepraksis med hvide vægge og særprægede og farverige børnetegninger på væggene, men snarere et kontormiljø hos en dataleverandør. Koldt og klinisk med et forsøg på det modsatte med slidstærkt gulvtæppe, grønne planter i alle lommer, der ikke blev anvendt til effektiv gangtransport rundt i kontormiljøet og varm indbydende belysning. Men stedet var alligevel for teknisk, til at det virkede. Hun havde stadig hovedpine. Lægen havde scannet hendes hoved. Hun havde ligget i næsten en time i en CT-scanner i et rum, der heller ikke lignede et sted, hvor sådan en maskine burde stå. Det havde dog ikke taget den klaustrofobiske oplevelse væk. Hun var skrækslagen for at ligge klemt inde i et rør med en susende ventilator, der sendte iskold luft ind over kroppen.
Hun rejste sig fra venteværelsets stilrene møblement og gik ind på kontoret, hvor Bitten ventede sammen med en mand i hvid kittel. Maries uro steg voldsomt, da hun mødte lægens alvorlige blik.
”Jeg vil ikke fortælle dig det uden støtte. Jeg forslår, at du får din mand ind. Nogen, der kan støtte dig.”
”Min mand. Har jeg kræft?”
”Nej. Desværre.”
”Desværre? Hvordan skal det forstås?” Marie fornemmede panikken brede sig. Skulle hun dø?
”Ring efter din mand.”
”Det er fint. Han er i England, men…”
”Okay.” Bitten vendte sig mod lægen. Han nikkede og tog telefonen. Det lød, som om han tilkaldte personale.
”Vi får assistance. De står klar uden for. Sig til, når du er klar.”
”Jeg er klar,” gispede Marie. ”Men jeg forst…”
”Sæt dig ned, skat.” Bitten trak en stol frem.
Marie satte sig på stolen, mens Bitten blev siddende på kanten af skrivebordet og studerede lægens computerskærm. Marie fornemmede sine ben skælve og hænder sitre. Knopper skød ud over hele kroppen og blussede op og ned ad armene. Var hun virkelig så syg? Hun følte sig rask. På ingen måde syg. Jo, hovedpinen var der endnu, men kun som et svagt ekko af, hvad den kunne være. Den var ikke blevet værre, og da hun så sig selv i spejlet i morges, syntes hun ikke, at hun så syg ud.
”Se her.” Lægen rullede en smule til side, så der blev udsyn til pc-skærmen, der viste et kranium. Hendes kranium. Maries blik flakkede hen over alle de hvide konturer. De krogede aftegninger. Skyggevirkningerne af skallen, næsebenet og øjenhulerne. Hvad skulle hun se efter?
Lægen tog sin kuglepen og cirklede et område ind lige bag panden. ”Her.”
Marie stirrede på den hvide plamage, som lægen havde cirklet ind. Der var intet at se. Eller jo. Hendes hjerne. Hvad skulle hun se? Stod der: ’Du er en idiot’ med usynligt blæk?
”Du har fået en svamp.”
”Svamp,” gentog Marie overrasket. Kan man få svamp i hjernen?
”Det er den term, vi bruger om en såkaldt harddisk af organisk materiale.”
Det var så godt som volapyk. Marie forsøgte at gentage ordene, men det var så fjernt fra noget, hun kendte til, at hun opgav. Forklaringen måtte komme.
”Den er årsagen til din hovedpine, men det er ikke smerten, der er et problem.”
”Jeg har hovedpine nu,” hviskede Marie. ”Men kun lidt.” Hun fornemmede, at det sortnede for øjnene, selvom hun intet forstod. Men svamp på hjernen lød absolut ikke sundt.
”Jeg skal forsøge at forklare dig det, så pædagogisk som jeg kan.”
”Tak,” undslap det Marie. Bitten flyttede uroligt på sig.
”En svamp er en enhed, som har udviklet sig i dig. Formodentlig efter en injektion. Den udvikler sig i din krop og sætter sig her.” Igen cirklede lægen pandedelen ind med sin kuglepen hen over skærmen. ”Den optager alt, hvad du ser og hører i op til to døgn. Derefter begynder den at slette data. Overskriver.”
Marie huskede, hvordan hun ved sidste lægekonsultation havde fået en injektion mod influenza. Den nye læge havde insisteret, selvom hun havde undret sig, da det endnu ikke var sæson for influenza, men hun skulle i hvert fald ikke have Corona, så hun havde accepteret.
”En computer i hovedet? Eller…?” Marie kiggede uden at se, fra skærmen, til Bitten, til lægen. Hun forstod intet. Bitten havde vendt blikket mod hende. Øjnene var skræmmende.
”Det kan du godt sige.” Lægen så på hende for at komme hendes spørgsmål i møde, og også hans øjne var foruroligende. ”Men det er desværre derfor, at du tiltrækker sommerfugle. Det er i hvert fald vores formodning.”
Marie rystede på hovedet. Hvordan var der sammenhæng mellem en svamp i hovedet, der egentlig var en computer, og så til sommerfugle? Hun følte bevidstheden flimre.
”Vi tror, at sommerfuglene er elektriske enheder, der downloader data fra svampen. Og derfor… ja… henter alt, hvad du har set og hørt de seneste to døgn.”
”Nej, doktor,” afbrød Bitten, så Marie gav et spjæt. ”Vi ved, at de er elektriske. Højteknologiske.”
Marie rystede på hovedet. ”Jeg forstår ikke…”
* * *
Direktøren runderede det operative afsnit af bygningen. Der var piloter i alle de forseglede rum. Hun standsede ved et rum, hvor piloten stod med VR-headsettet for øjnene og lavede fagter i en indhegning af gummisnore som en boksering. Rummets indbyggede TV-skærm på endevæggen viste det billede, som piloten så i den virkelige verden. Filmsekvenser med blomster i bede og personer i baggrunden var det mest iøjnefaldende. Det var et fællestræk i de rum, hun passerede, da hun atter fortsatte mod sit mål for enden ad gangen. Hun så ikke statsministeren på nogen af billederne.
Direktøren forlod gangen og gik ind i udviklingsafdelingen, hvor hun blev taget imod af udviklingschefen.
”Ma’am.”
”Noget nyt om de nye enheder.”
”Følg med,” svarede den gråhårede mand i hvid kittel, og vendte sig brat uden at være i tvivl om, hvorvidt hun fulgte med eller ej. Han var lavere end hende, og hans spinkle statur vidnede om, at hans foretrukne beskæftigelse var forskning og viden og ikke fysisk udfoldelse. Direktøren fulgte efter ham. Han ledte hende frem til kuber, hvor der stod andre personer i hvide kitler og briller med forstørrelsesglas. De undersøgte mikroskopiske, sorte genstande. Nogle svævede, mens andre lå på smalle borde, mens de hvide kitler håndterede finmekanisk værktøj.
”Herinde.” Den gråhårede mand førte en mager hånd med tynde fingre frem og ledte hende ind i et oplyst rum, hvor der stod yderligere to personer i hvide kitler ved et højt bord. De var i tæt samtale over noget, der lå på bordet.
”Vores testenhed,” sagde udviklingschefen bag hende. ”Carl, vil du vise testenheden?”
”Javel,” kom det prompte fra manden ved det høje bord. Han satte et VR-headset ned over øjnene og trådte et skridt væk fra bordet. Det samme gjorde den anden hvide kittel.
Den sorte enhed, der umiskendeligt lignede og lød som en spyflue, hævede sig fra bordet.
* * *
Hun lå i en seng. En hospitalsseng under en klinisk lugtende dyne. Hun kunne ikke huske, hvordan hun var kommet derop, men hun fornemmede den tørre tunge, den ru gane og de rumsterende tanker. Hun havde uro i kroppen. Men hun var ikke på et hospital. Eller var hun? Havde de flyttet hende? Hun kunne ikke huske det. En svamp. Hun havde en svamp i hovedet. Hun gispede højlydt, og straks fornemmede hun løbende skridt i rummet.
”Marie!” Bitten bøjede sig ned over hende og stirrede hende i øjnene. ”Jeg er frygteligt ked at det. Du slog hovedet. Du besvimede. Forståeligt. Undskyld.”
Marie holdt sin hånd op som en forestående gestus og kørte tungen rundt i sin mund. Kan jeg få noget vand?”
”Selvfølgelig.”
”Hvad sker der nu?” Marie kunne høre skrøbeligheden i sin egen stemme. Hun havde hovedpine igen. ”Kan jeg få en pille?”
”Selvfølgelig.” Bitten rakte ud og fandt et pilleglas på bordet ved siden af sengen. ”Jeg har orienteret justitsministeren, og han vil tage fat i ministrene for at samle regeringen.”
”Jamen, Bitten. Hvad sker der med mig?”
Bitten var stille. Hun betragtede Marie med bedrøvede øjne. Der gik lang tid, hvor hun bare kiggede. Undersøgte det åbne ansigt i sengen.
”Det er ikke mit bord, Marie. Men…” Hun gik i stå. Rejste sig og gik hen til vinduet. Kiggede ud over byen.
Marie fulgte hende med øjnene. Hun kunne kun se himlen herfra. De var højt oppe.
”Men hvad?”
”Men du er syg. Det er den besked, som vi er ved at formulere i en pressemeddelelse.”
”Syg. Jeg er ikke syg.”
”Jo. Eller Nej. Det er du ikke. Men du er inficeret.”
Marie fokuserede blikket på Bitten, der vendte tilbage til sengen. Hun havde røde øjne.
”Og det betyder lige præcis hvad?”
Bitten lukkede sine øjne i lang tid. Da hun åbnede dem igen, var der en afklarethed i dem.
”Du er blevet en sikkerhedsrisiko, Marie.”
”Jeg er hvad? En risiko. Det kan du ikke mene.”
”Desværre. Som du nok har bemærket, er dette ikke en lægepraksis, men en kombineret læge- og datapraksis. Og jo. Du er inficeret med en svamp.”
”Jamen, så fjern den dog. Operer den ud. Giv mig noget medicin.”
”Det er umuligt. Du vil dø. Eller blive permanent hjerneskadet. Det er umuligt.”
Maries hjerne stod stille et øjeblik. Hun anede ikke, hvad hun skulle sige, eller hvad det betød. Men hun kendte ordet: Sikkerhedsrisiko.
”Jeg er ked af det, Marie. Der er intet at gøre.” Bitten rankede ryggen og fik igen et professionelt ansigtsudtryk.
Det sved i Maries øjne. Hun genkendte tegnene på afstandtagen.
”Du er en permanent sikkerhedsrisiko, og der er intet at stille op.” Bittens stemme var skarp og kold.
Marie måtte kigge væk. Gråden buldrede frem lige under overfladen. Maven trak sig sammen i stød. ”Jamen, hvad skal der ske?” bævrede hun uden at kunne fatte omfanget af nyheden.
”Tænk ikke på det. Nu handler vi på dig som sygemeldt, orienterer pressen og befolkningen, får din vicestatsminister orienteret og kørt i stilling, og så må vi finde ud af, hvor der er sket en sikkerhedsbrist.”
”Min vicestatsminister. Er jeg færdig?”
Bitten svarede ikke på spørgsmålet. ”Jeg har haft fat i din mand, som i dette øjeblik er på et fly hjem. Så kan I tale det igennem sammen.” Bitten vendte sig og forlod rummet uden yderligere ord.
* * *
Direktøren trådte ind på kontoret og lukkede døren efter sig.
”Der er doorstep om lidt. Statsministeren er sygemeldt på ubestemt tid.”
”Ja, så,” svarede direktøren og kiggede mod det opstillede TV, som i dette øjeblik kørte en intro til en nyhedsudsendelse. ”Så svampen er blevet opdaget.”
”Vi formoder det. Ja.”
”Hvad med de andre svampe? Intet nyt om dem?”
”Nej.”
”Fint. Fortsæt overvågningen af de øvrige ministre, som vi har adgang til, og så skal vi have installeret en enhed i vicestatsministeren ASAP.”
”Javel.”
”Orientér Alexander. Nej, vent. Det gør jeg selv.”
”Javel.”
Direktøren åbnede døren, men vendte om i døren. ”Afvent ordre på vicestatsministeren. Vi indleder i stedet forsøg med de nye enheder på vicestatsministeren. Udsæt de nye droner på kontorerne. Døgnbemanding. Vi tester. Orientér mig hurtigt muligt om resultaterne. Standby på injektion.”
”Modtaget. Men Ma’am?”
Direktøren stoppede et øjeblik i døren.
”Er det så slut med at kalde dig ’Sommerfugledronningen’?”
”Ha,” lo direktøren. ”Nej. Fortsæt bare med det. Jeg kan lide navnet. Det er bedre end Spyflueprinsessen, selvom jeg har overvejet sloganet: We Spy.” Hun klukkede, mens hun lukkede døren med den matterede rude, hvor der stod L.U.L./L.A./B.Y. med fuldfede hvide blokbogstaver.