Short Story
Af Thomas Rud Jensen
December 2024
En dunkende motor vækker Sjørlok. Han åbner beredt øjnene, sætter sig op og kigger rundt. Hvad er det for en larm, så tidligt om morgenen? Det er jo stadig mørkt og koldt. Mere larm kommer fra et sted i bygningen. Men støjen er udefineret og diffus. Den er svær at lokalisere, men noget foregår bestemt både ude og inde. Han skuler til venstre, men kan intet se, fordi mørket i stalden er tætomsluttende. Han kan dog høre doktoren snorke ved siden af sig i høet. Det er ikke ham, der taler i søvne igen, selvom han af og til godt kan lyde som en motor. Sjørlok drejer helt rundt og kan ane et kraftigt lys ude fra gårdspladsen. Lyset titter ind mellem brædderne i det tildækkede vindue, hvor glasset sidste år blev smadret af et stormvejr. Det er derfra lyden nu kommer. Et kraftigt smæld flænger den tidlige morgen, så Sjørlok giver et gib og kan betragte sine hvirvlende ånde foran sin mund. Noget metallisk er blevet smækket i. Det er alt for koldt til at hoppe ud af lærredssækken og starte dagen, selvom det bestemt lyder interessant og noget, han for alles sikkerheds skyld burde gå op i. Han er jo gårdens leder, så mange vil sikkert spørge ham til råds i morgen om lydene. Men han er stadig træt efter gårsdagens opklaring af, hvorfor vandet var stift. Han fandt naturligvis en forklaring, men opklaringsarbejdet gjorde ham træt. Lyde må være lyde for nu. Han kan altid opklare sagen om lydene, når det bliver lyst. Han lægger sig igen og trækker den varme sæk højere op på snudeskaftet og slapper af indtil søvnen atter tager ham i sit favntag.
—
”Hvor er Palle?”
Sjørlok hører gåsen skræppe længere nede ad staldgangen.
”Hvor er Palle?” gentager gåsen lidt tættere på.
Sjørlok misser med øjnene og hæver sig op på albuerne.
”Hvor er rotten?”
Rotten, om jeg må være fri. Sjørlok ryster på hovedet ad gåsen uforskammethed. Han ved godt at gåsen hentyder til ham. Og til doktoren. Gåsen vralter om hjørnet og skræpper en gang, da den ser ham.
”Der. Rotten. Hvor er Palle?”
”Palle.” Sjørlok gaber og kigger åndsfraværende på den hvide fedt og fjerklump, der står helt tæt på høet og dapper med sine brede orange fødder.
”Hvor er Palle?” gentager gåsen nu for fjerde gang.
”Hvor skulle jeg vide det fra, gås?” siger han og strækker sig.
”Du ved sådan noget, rotte.”
”Jeg hedder Sjørlok, gås.” Sjørlok slår den varme sæk til side og forsøger at komme op at stå, men han er stadig ør og træt.
”Og jeg hedder Petra, om jeg må bede.”
”Okay, Petra. Det vidste jeg godt, men jeg er ikke en rotte. Jeg er en mus.”
”Hvor er Palle?”
”Okay, Petra. Jeg undersøger sagen, og lader dig vide det, så snart jeg har fundet grisen.”
”Tak.” Petra dapper af.
Sjørlok vender sig og rusker let i doktorens endnu knurrende sæk.
”Doktor. Så er det op. Vi har en ny sag at opklare.”
”En ny sag,” kvækker doktoren fra sit leje, men vender sig og gaber. Der går lidt, men så kommer doktoren op at sidde, så den sorte musesnude sniffer og knurhårene virrer.
”En ny sag. Kom.”
—
Sjørlok og doktoren står i grisestien og kigger sig omkring. Der er intet spor af Palle. Eller, der er masser af spor, men bare ingen Palle.
”Han er væk,” konstaterer doktoren og går en runde i det beskidte hø for at lede efter spor.
”Han er bestemt væk,” konkluderer Sjørlok. ”Men vi skal nok finde ham.”
”Han er sikkert bare på marken i mudderpølen, som altid.”
”I frostvejr. Nej. Det vil jeg ikke tro, doktor. Jeg tror vi må spørge os for.” Sjørlok vender sig og øjner et pjusket hoved stikke op fra nabobåsen.
”Emil, gamle ven. Har du set Palle?” Sjørlok går ud af grisestien og hopper behændigt op på træbrædderne til nabobåsen og kigger ned til hesten.
”Nej, men jeg blev da vækket af en forfærdelig larm i nat.” Emil gumler på en tot halm.
”Larmede Palle?”
”Njah… Jeg har hørt den lyd før, men det er for lang tid siden. Dengang var Palle her ikke, så jeg tror ikke det var Palle, der larmede.”
”Nå. Pokkers. Var Palle her i aftes?”
”Tjo, det tror jeg da, men jeg kan jo ikke se ind til Palle, men jeg hørte da, at han gryntede sig i søvn, så jo. Han var her i går.”
”Aha. Så Palle er forsvundet i nat. Tak Emil. Vi skal nok finde Palle.”
Sjørlok slentrer ud af stalden og ser mod hovedhuset. Lyset i vinduerne er tændte. Også den store julestjerne i vinduet til stuen.
”Er det i aften alt det der pjat begynder.” Sjørlok kigger efter doktoren, der nu står bag ham og kigger i samme retning.
”Måske måske,” tsker doktoren og bider sig i kinden. ”Men nej.”
”Nej?” Sjørlok vender sig mod doktoren.
”Grantræet står stadig foran døren. Det henter de ind i stuen på dagen, kan du nok huske.”
Sjørlok knipser højt. ”Selvfølgelig, min kære doktor. Godt husket.”
Sjørlok undersøger gruset på gårdspladsen. ”Der er aftryk fra Palle her.” Sjørlok peger ned og ganske rigtigt er der aftryk fra Palles klov. ”Han må være gået i marken. Måske har du faktisk ret.”
Måske måske,” tilkendegiver doktoren og nikker anerkendende.
”Vi kigger. Kom.”
De går mod marken og den store mudderpøl. Da de der kommer frem, er marken tom, og der er ingen Palle at se nogen steder. Ikke i mudderpølen, der i øvrigt er frosset til, og ikke i landmanden hjemmebyggede shelters. I øvrigt er fodertruget gabende tomt.
”Han er ikke her,” konstaterer Sjørlok.
”Næh,” istemmer doktoren.
”Plejer der ikke at være varmt ved møddingen. Måske er Palle gået undercover deromme.”
”Måske måske,” anerkender doktoren og vender rundt for at finde tilbage til gården, så de kan afsøge mulighederne for om Palle er gået undercover.
Da de står og betragter den varme mødding, er Palle ikke at se nogen steder.
”Heller ikke her. Hmmm…” Sjørlok snurrer sine venstre knurhår som han altid gør, når han tænker. ”Tror vi må tilbage og kigge på de spor på gårdspladsen. Måske kan vi følge efter dem og på den måde finde Palle.
”God idé,” bifalder doktoren, og sætter af.
Da de står på gårdspladsen, genfinder de Palles spor, men de ender blindt. Der er en mærkelig lang streg på tværs af sporene og to brede spore på langs på begge sider med et mærkeligt mønster. Det kunne ligne noget juleligt.
”Se,” siger doktoren. ”Træet er væk.”
”Så er det i dag,” konstaterer Sjørlok og løber frem til gårdhuset, hvor han hopper op til vinduet for at kigge ind i stuen. ”Ja ja,” råber han ned til doktoren. ”Kom og se. De er gået i gang med at pynte træet, de fjollede mennesker.”
De står længe og kigger ind, mens der sker alt muligt mærkeligt inde i huset. Gårdmanden kommer selv hjem og har noget stort og tungt hen over skulderen.
”Nå, doktor. Vi mangler stadig at finde Palle.”
”De der spor,” indleder doktoren endnu en genialitet. ”Kunne det tænkes, at Palle er blevet bortført af aliens.”
Sjørlok betragter længe doktoren.
”Tja…,” indleder han et svar. ”Vi har aldrig prøvet den slags, så måske er Palle bare taget på julebesøg ovre hos sin granfætter på Højgården.”
”Det kan også være,” siger doktoren og springer ned på gårdspladsens grus. ”Kender vi nogen som vi kan spørge.”
”Ja da.” Sjørlok går med bestemt skridt mod kornladen. De hører begge et kort skræp og et hurtigt klonk fra et sted bag hovedbygningen.
”Petra må stadig lede efter Palle,” konstaterer Sjørlok, da skræppet tydeligvis er Petra, der kalder, inden han smutter ind ad hullet ved ladeporten. Doktoren løber bagefter.
”Hey du,” råber Sjørlok op til den nærmeste fuglerede under loftet. Et sort hoved med et gulligt næb kigger op fra sin lune rede. En solsort. ”Hey du,” gentager Sjørlok. ”Vil du gøre os en tjeneste?” Sjørlok peger på doktoren og sig selv og smiler så sødt som han kan.
”Egentlig ikke. Der er så koldt, og jeg vil bare ligge her.”
”Hvad hvis vi skaffer dig en kornklump?” Sjørlok ved præcis, hvor gårdmanden gemmer de fedtholdige kornklumper, der hænges ud på birketræet, når julen er forbi.
Solsorten hæver sig op og flakser med vingerne. Det slår aldrig fejl. Solsorte kan ikke stå for kornklumperne. De er helt tossede med dem.
”Okay så. Hvad skal jeg gøre?”
”Vil du flyve over til Højgården og finde Palle. Petra leder efter ham.”
”Bare finde Palle?”
”Bare finde Palle og fortælle ham, at han skal komme hjem. Jeg skaffer en kornklump, indtil du er tilbage.”
”Okay okay.” Solsorten sætter af og forsvinder ud ad et ituslået vindue i gavlen.
Sjørlok og doktoren skynder sig ud af laden og ind i forrådskammeret for at hente en kornklump til solsorten. De bakser og maser med at få fedtklumpen ud, over gårdspladsen og ind i kornladen. Da de vender tilbage, er solsorten allerede retur.
”Han er der ikke, men må jeg ikke godt få kornklumpen alligevel?”
”Er han der ikke?”
”Det er jo det, jeg siger.”
”Det var værre.” Sjørlok ser oprigtigt bekymret ud.”
”Så er vi tilbage ved de der aliens,” konstaterer doktoren tørt.
”Be-be,” kalder solsorten fra oven. Sjørlok gider absolut ikke fragte kornklumpen tilbage, så han nikker og går med overvejende og bestemte skridt ud af kornladen.
”Det var værre.” Han klør sig nu i hårtotten. Det sker ellers kun, når han er oprigtigt i vildrede og ikke kan knække en sag. Sidst det skete… Ja sidst det skete var faktisk for præcis et år siden. Det var også i julen. Sjovt nok var det også grisen, der var væk dengang. Og dengang fandt de ham aldrig. Sjørloks konspirationsteorigen begynder at bevæge sig. Han hed Sigurd. Ikke Palle. Men alligevel. Aliens.
”Aliens,” prøver doktoren igen. Han smasker og ser virkelig ud til at tænke det som en mulighed.
En salig duft breder sig på gårdspladsen og Sjørloks og doktorens næsebor vibrerer for at lokalisere duften.
”Her dufter. Ligesom sidste år. Kan du huske det?” Doktoren begynder at gå mod hovedhuset, mens Sjørlok kigger mod vest, hvor solen er ved at gå ned. En kirkeklokke ringer i horisonten. De har brugt hele dagen på at lede efter Palle, men ikke fundet ham. Tusmørket lægger sig og det er ved at være nu familien i huset plejer at spise aftensmad. Det var værre. Sjørlok klør sig igen i håret.
”Det er et mønster,” siger han højt. ”Jeg tror vi må finde Petra, og fortælle, at vi altså ikke kan finde Palle. Måske er Palle forsvundet præcis som Sigurd forsvandt sidste år.” Sådan. Nu er katten uden af posen og beviserne lagt på bordet. Der kan bestemt være tale om en bortførelse. Sjørlok ser meget nedtrygt ud. Han har aldrig været udsat for ikke at kunne opklare en sag – i hvert fald ikke siden sidste år. ”Hvad synes du doktor?”
Sjørlok vender sig rundt, men doktoren er ikke at se nogen steder. Jo der. Ved hovedhuset er doktoren klistret op ad vinduet til køkkenet. Det er tydeligt, at doktoren har set noget derinde. Sjørlok kan se forskrækkelsen i doktorens kropssprog.
”Sjørlok,” kalder doktoren. ”Kom og se.”
Sjørlok lunter nærmere og hopper op til doktoren. Han kigger ind i køkkenet og kan se det.
”Vi har fundet Palle,” konstaterer Sjørlok.
”Og Petra,” supplerer doktoren.
De to mus kigger ind på Palles hoved, der står i ovnen med et æble i munden og under ham står Petras afpillede og buttede legeme svøbt i en klar plastpose.
”Sagen er opklaret,” konstaterer Sjørlok og slikker sig om munden.
Så blev det endnu en gang Jul og grise bliver stadig ikke bortført af aliens.