Short Story
Af Thomas Rud Jensen
Maj 2025

René spurtede gennem skovbunden, der var dækket af gammel, knasende løv, nye skud og en masse tykke træstammer, som han skulle kante sig uden om. Det var svært med den fart, han havde på. Men det var tid til opstilling. Inden de andre stod op. De forventede, at han stod der. Stod der til tiden og ikke mindst forventede, at han lignede sig selv. Altså lignede den, de var vant til at se. Poserede for de forbipasserende.

Toppen af den gryende sol kunne allerede anes bag skovbrynet. Solstråler banede sig vej gennem det lysegrønne løv, og gav løbeturen en fornemmelse af at løbe spidsrod mellem billygter på en hovedvej. Men han måtte ikke stivne. Han måtte nå det, men ville han det? Han forsøgte at sætte farten op, men der var ikke mere at give af. Lungerne var bristefærdige og mælkesyren i benene hobede sig op. Han skulle nå det. Der var hans image, der var på spil her. Det var vigtigt.

Han drejede omkring den omfangsrige eg i aerodynamisk stil, snittede modsatte kristtjørn busk, så flere ubehagelige blade satte sig fast i hans pels, og han kunne mærke nerveenderne brokke sig og kunne nu se stedet. Stedet, hvor han skulle være hurtigst muligt.

Han klodsede hovene, kurrede hen over den hårdt stampede skovsti og gled adræt ind på sin vante placering og satte hovedet på plads i træets snørklede grenudhæng. Sådan.

“Godmorgen, René,” sagde det første dyr, der passerede ham.

René kvalte sit heftige åndedræt og rømmede sig. “Godmorgen pindsvin. Hjemvendt fra nattetur?”

“Javist javist,” svarede pindsvinet på vej væk.

“Godmorgen René. Flot gevir som altid,” sagde det næste dyr, der bukkede ærbødigt i samme bevægelse, da det passerede René.

“Godmorgen ræv,” svarede René med myndig stemme. “På vej hjem fra jagt?”

“Naturligvis,” svarede ræven og satte i løb. Måske var der et kuld unger derhjemme, der forventede morgenmad.

“Godmorgen René,” gryntede det tredje dyr, der passerede René under det flotte krogede træ.

“Godmorgen Grøffe,” svarede René med venlighed i stemmen. “På vej til mudderhullet?”

“Helt korrekt,” smilede vildsvinet Grøffe og travede forbi med blikket fæstnet på Renés voldsomme gevir.

René rømmede sig og kiggede til begge sider. Ingen var på vej, så han tog et par dybe vejrtrækninger og fik styr på pulsen. Syren i benene var også på retur, så nu kunne han slappe lidt mere af igen. Det var lykkedes nok en gang at nå det. Men det var på et hængende hår denne gang. Sådan. Nu var han klar til flere forbipasserende.

“Åh René,” kvidrede to stemmer i munden på hinanden langt væk fra, men René vidste præcis, hvem der var på vej. Pigerne. Han rettede sig op, skød brystkassen frem og sørgede for at hovedet stødte godt op til træets snørklede grene.

“Åh René,” gentog den ene rå, mens den anden fniste, da de nærmede sig.

René gav holdningen et ekstra nøk og stod nu ret og rank og smilede stort. “Godmorgen piger,” sagde René med dyb stemme og rolige øjne, mens snuden søgte en smule opad.

“Hvor ser du bare godt ud igen i dag,” kommenterede den anden rå og kom helt tæt på. “Skal du noget i eftermiddag? Måske vi kunne gå til vandet og drikke sammen?”

“Jah joh,” rømmede René sig. “Lige i eftermiddag har jeg planer, men ellers fin idé.”

“Måske i morgen så?”

“Jah joh. Lad os se på det.” René smilede og gav de to lækre råer et elevatorblik, som de så ud til at nyde hvert et sekund af.

“Kan du lide, hvad du ser,” sagde den første rå, mens hun stillede sig an og skød den hvidbuskede numse bagud.

“Javel. Selvfølgelig.” René mærkede kinderne blusse og synet svigte et kort øjeblik. “I har ellers gjort vældig meget ud af jer selv her til morgen.”

“Det gør vi jo altid, når vi skal forbi dig.” De fniste begge to, men den første rå tog straks ordet igen. “Du er jo selv så smuk med dit flotte gevir.”

“Joh… øh… Mange tak.” René kunne ikke længere holde rødmen tilbage, hvilket bare fik de to piger til at fnise endnu højere.

“Nå, men vi ses i morgen, René.” De to piger lavede trutmund til René og spankulerede væk, mens de grinede og fjantede.

For pokker da også. René havde igen en puls på en milliard. For pokker da også, gentog han i sit forvirrede sind. Hvordan skulle han nogensinde komme ud af denne kattepine med skindet på næsen? Han rettede sig atter op, da endnu et af skovens dyr passerede og hilste, men René rømmede sig bare. Der var alt for mange tanker inde i hovedet på ham lige nu. Det var umuligt at løse.

Sådan gik dagen med mange tanker og få hilsner, men mange beundrende blikke mod Renés flotte gevir. Tingenes tilstand gjorde ham mut og indesluttet. “For pokker da også,” var de sidste ord, som han kom til at sige højt, da han havde sikret sig, at det sidste dyr var passeret og uden for hørevidde.

René trak sit hoved ud af det snørklede træs grene og gik bedrøvet hjemad. Han snuppede en bid græstørv på vej hjem, men havde ellers ingen appetit. Heller ikke i dag. Han følte sig udsultet både fysisk og mentalt. Situationen var umulig at løse. Men han havde intet andet valg.

Natten gik med mange søvnløse timer. Da vækkeuret ringede og åbenbart havde ringet i et stykke tid, gispede han. Igen for sent på den. Han stak hovedet i den dybe sø for at vaske grusgraven ud af øjnene og spurtede af sted mod placeringen ved det snørklede træ. Hvorfor skulle han altid sove over sig? Det var uholdbart.

Han nåede det igen og satte hovedet på plads imellem det snørklede træs grene og hilste på den første forbipasserende med sveden haglende fra panden og flankerne og kvalte sit pulsslag, der udmøntede sig i det tunge åndedræt.

“Åh René,” sang to stemmer fra den nærmeste busk, hvor de to piger kom valsende ud med fjedre i benene og bagpartier med et ulovligt stort udsving til begge sider.

“Piger,” rømmede René sig og forsøgte at smile. De kom tidligere end normalt. Han var slet ikke klar til mødet endnu.

“Er det i dag, du vil med til vandet?” Begge råer smilede ihærdigt og trådte betænkeligt tæt på hans intimsfære. Ikke at han ikke nød det, men for pokker da også.

“Tja… joh. Ser I piger. Lige præcis i dag sk…”

“Hold nu op, René. Vi ved at du ikke skal noget.” Pigernes stemmeføring var nu slet ikke søde og kvidrende, men bestemte, beslutsomme og skræmmende.

“Jamen…”  

“Ikke noget jamen, René. Vi ved da godt, at du står lige præcis her hver morgen og hele dagen, fordi grenene der dækker over dit manglende gevir.” Den ene rå pegede med en beskyldende hov. “Men vi er da ligeglade. Du ser jo brandgodt ud alligevel. Du behøver slet ikke stille dig så ret og rank og poserende. Vel.” Det sidste ord blev sagt i et meget blødere stemmeleje.

“Vel, søde René.”

“Øhhhhh…” René var mundlam. Det havde han sådan set aldrig prøvet før, men han øjnede en mulighed. “Så I ved at jeg… I ved… Skjuler mit hoved her, fordi det så ser ud som om jeg har et flot gevir.”

“Ja, dumme,” fnisede de to piger samstemmende. “Det ved alle da. De taler om det alle steder, og forstår faktisk ikke hvorfor du gider stå her hver dag. De synes du er lidt mærkelig.” Igen fniste de to piger. “Men det synes vi ikke.”

“Javel,” hviskede René og så sig om. For pokker da også.