Short Story
Af Thomas Rud Jensen
April 2025
”Likvideringen har skabt uro i regionen. Endnu har ingen påtaget sig ansvaret…”
Scott slukker feltradioen og hiver øretelefonerne ud af ørene. Der er tale om det som alle har ventet. Et effektfuldt attentat i Jerusalem ved Knesset. Det som nu har betydet at denne plan, som han er en del af, er sat i værk hen over natten.
Han gnider hænderne for at få varmen tilbage i fingerspidserne. De fingerløse vanter hjælper ikke meget i den kolde vind, der kaster jeg hæmningsløst hen over bjergtinden. På trods af de høje træer trænger vinden gennem og ned over terrænet. Der må være minus fem-ti stykker og vinden forværrer følelsen af kulde. Men han kan klare det. Har altid klaret det.
I nat svedte han tran, da han infiltrerede og bar udstyret herop fra søbredden. Han har skiftet tøj, så det er ikke sveden, der køler ham ned. Det er bare så koldt heroppe på denne årstid.
Terrænet er uvejsomt. Det fandt han ud af i nat. Han ved dog, at han ikke er alene. Der er patruljer ude, som om de ved, han er her et sted. Eller har en fornemmelse måske. Det er svært at vide. Efterretningen har meddelt, at hans mission ikke er kompromitteret. Der florerer ikke særlige kommandoer på deres interne kommunikationssystemer og ingen troppeforskydninger som om de burde lede efter noget eller nogen. Alle er bare på stikkerne af begivenhederne i Israel. De burde ikke vide, at han er her. Alligevel hører han af og til motorstøj et sted i skoven. Propeller skaber uro i luftstrømningerne og sender en dunkende bas ud over bjerglandskabet. Han har ikke set overvågningsdroner, så de leder ikke intensivt. Måske tror de ikke på, at nogen gider sidde på bjergtoppen og fryse ad helvede til.
Alligevel står han i skovbrynet. I ly fra øjne fra oven, men måske vil det være mere smart at gå tilbage til det kamuflerede udstyr og sidde i læ bag batteriet. Han fryser en vis legemsdel af, hvis han skal stå her meget længere. Hvis udstyret ikke kan ses med deres termiske kameraer eller avancerede optik, og de ikke leder med droner, så vil han kunne bevæge sig forholdsvis ugeneret rundt. Han tvivler på, at satellitovervågningen kan finde ham eller udstyret. Måske aner de ikke, hvad de skal lede efter.
Han stopper igen øretelefonerne i ørene og lytter til radio. Både den interne kommunikation, hvis der kommer noget og nyheder fra verdenen omkring. Han venter på klarmeldingen over den krypterede forbindelse. Han er klar over, at timingen er vigtig, og de andre enheder kan være stødt på problemer. Så han må vente. Uvisheden om, hvornår det skal foregå, er hans værste fjende lige nu. Ventetiden.
Han finder igen styringsenheden og kontrollerer funktionerne. Alt skal klappe og præcision er af yderste vigtighed. Det skal bare eksekveres første gang. Der bliver ikke en ny chance herfra. Han kontrollerer vinkel, afstand og ikke mindst koordinater på den seneste krypterede besked. Oplysningerne var ændret siden sidst, men nu er alt indstillet som befalet oppe fra. Nogen må vide mere og have valide efterretninger, eller bare en helvedes god formodning. 30 kW laser peger mod det oplyste mål.
Det er ikke helt umuligt at gætte målet, men han kender intet til de øvrige udsendte. Han er ikke den eneste. Men de er ikke her men andre steder i verden. Han ved ikke hvor. Hverken deres placering eller mål. Alt han ved er, at de er udsendt til andre regioner, men ikke præcist hvem der er sat til at likvidere. Hvis han skulle gætte, ville det være oplagt, at de var udsendt til Moskva, til Teheran og måske til Beijing. Den fjerde udsendte kunne være hvor som helt – måske på det afrikanske kontinent. Måske et andet sted i Mellemøsten, eller for den sags skyld i Europa. De er fem i alt.
En svag hyletone i intercom-forbindelse, som han har i øret, fortæller ham, at der er besked. Han sætter sig ved betjeningspanelet, tager computeren frem og taster på den grønne knap. Han sidder klar. En besked markeret med rødt flag toner fem på skærmen. De to linjers besked er ikke til at tage fejl af. Han skal gøre sig klar. Det er nu. Om et øjeblik. Han kan mærke pulsen stige. Han orienterer sig i skoven, men der er stille. Heller intet larmende propelinstrument på himlen, hvor den nedadgående sol farver de få lavtliggende skyer lyserøde.
Han kender proceduren herfra. Har trænet den til perfektion i mange år. En sort firkant med hvide tal viser sig i øverste højre hjørne af skærmen. Nedtællingen er sat i gang. Det er ikke en nedtælling til, at han trykker på knappen, men nedtælling til at han skal være i højeste beredskab. Beskeden om at trykke på knappen, kan komme når som helst nedtællingen når nul. Der er endnu tredive sekunder. Efterretningen må have målet under observation i dette øjeblik og vide præcis, hvornår målet står det korrekte sted.
Han kan mærke sin hånd over den røde knap sitrer. Lige dele af kulde som af spænding på det udløsende øjeblik. Han gennemgår proceduren lige efter aktivering. Laseren vil være usædvanlig varm, så den skal tildækkes med varmefoliet, så ingen kan se laseren med termiske kameraer. Efter nøjagtig fem minutter skal udstyre pakkes, og han skal søge mod opsamlingsstedet. Der er et stykke vej.
Ti sekunder. Tallene på skærmen er blevet røde. Blodrøde. De springer fra fem til nul med det samme. I det samme lyser skærmen op med den ventede kommando. “Aktivér”. Han trykker på knappen og hører laseren summe kortvarigt. PC-skærmen går i sort. Han klapper låget i og gør som planlagt. Tildækker laseren og sætter sit stopuret på håndleddet i gang. Fem minutter. Han sætter sig på knæ og afsøger terrænet mellem stammerne. Ingen lyde kun vindens svale hvislende bevægelser i grantræernes kroner.
Han tænder radioen og lytter på den krypterede frekvens. Han vil høre, hvis eller når medierne får nys om operationen. Det vil ikke være mærkeligt, hvis hans del af operationen ikke fanges hurtigt, men det må nogle af de andre i de oplyste samfund, de opererer i. Han ved, at hans mission har fungeret perfekt indtil nu. Nu venter kun flugten og opsamlingen, men lige nu er det intet, der tyder på, at hans tilstedeværelse er kendt. Men nogle må på et tidspunkt se i hans retning. Ellers er landet dårligt forberedt til dette attentat. Det er ikke sådan undervisningen i nordkoreanske anliggende har lydt. De vil være parate til at jage attentatmænd.
Fem minutter går ufatteligt langsomt, når man kigger på en sekundnedtælling. Der. Han rejser sig hastigt, fjerner indpakningen, afmonterer laseren og pakker det ned i den specialdesignede skuldertaske.
En fjern buldrende lyd rejser sig over trætoppene. Han sætter farten op, klapper stativet sammen, pakker batteriet i brysttasken. Det er endnu varmt, så han må gispe af at få sådan en varme tæt på kroppen. Sådan. Han rejser sig i letbøjede knæ og løber ned ad skråningen mellem de ruflede træstammer og den tætte underskov.
En sort skygge rejser sig i de sporadiske huller, der er mellem trækronerne. Han søger væk og forsøger et løb fra træ til træ. De vil måske ved observation se bevægelse i skoven, men han frygter mere de instrumenter, som han ved de scanner skovbunden med. Han kan mærke at han sveder, og apparaturet afgiver absolut varme. Det vil de uden tvivl se ham med termiske kameraer.
Han finder ned til klippemassivet, som er hans rute. Her kan han løbe i skjul fra øjne fra oven og instrumenter. Desværre kan han nu høre helikopteren søge hans vej. Han standser og klemmer sig ind i en revne i klippen og afventer. Han kan ikke blive samlet op det aftalte sted, hvis han har en hale af soldater efter sig.
Helikopteren cirkler over klippeformationen. De må have opfanget noget. Han trykker sig længere ind i spalten og håber. Helikopter vender rundt for tredje gang. Han kunne også vælge nødplanen. Efterlade udstyret med en sprængladning og så løbe for livet. Han afventer lidt endnu. Helikopteren krænger brat til højre og kommer tættere til jorden.
“Fuck,” hvisker han til sig selv. De har tropper ombord, der skal undersøge sagen nærmere. Han tager chancen og skubber sig fra klippevæggen. Vender sig og finder en kæp i skovbunden. Han sætter sin kastet på kæppen og sætter den i spalten. Derefter forsøger han så vidt muligt at løbe med det tunge udstyr ned ad. Lårmusklerne og ryggen brokker sig inderligt. Han kan høre råb og knækkede grene et stykke bagude. Han er kommet langt nok væk og har utallige stammer bag sig, så han vender sig for at orientere sig i tusmørket. Han kan intet se til tropperne, så de kan heller ikke se ham, men han må have efterladt sig dybe fodspor i den bløde underskov. Der er intet andet at gøre end at holde tempoet nedad mod søbredden.
Radioen knaser i hans øre og en jingle lyder. Indtil nu har der bare været speak og popsange på nyhedskanalen.
Den kvindelige nyhedsvært har en insisterende stemme, da hun bryder gennem jinglen. “Vi har oplysninger om en hændelse på Mar-a-Lago. Flere udrykningskøretøjer har passeret porten. Vi følger begivenhederne.”
Præsidenten? Scott fortsætter det tunge løb, samtidig med at han hører nyhedsværten komme med yderligere indicer om, hvad der kan være sket. Det skal lige passe, at præsidenten dejser på samme tid som den storstilede operation. Det er hans klare formodning, at det er, hvad dette er. En storstilet operation. En gengældelse for begivenheden i Israel.
Han svinger mod vest og finder den planlagte rute mellem tætte nåletræer. Dyrevekslen fører ham direkte ned til vandkanten, hvor han ved, at speedbåden endnu ligger fortøjet. Han skal et stykke op ad den enorme sø for at finde lysningen, hvor hans opsamlingssted er lokaliseret.
Han hører skud et stykke oppe i skoven, men ingen projektiler i hans retning. De må have fundet kasketten. Nu ved de, at der har været nogen, og de begynder at lede efter fodspor. Men han er snart nede ved søbredden. Han har heller ikke flere kræfter.
Han kan ane den slørede speedbåd, der duver i vandkanten. Samtidig rejser lyden af rotorblade sig et sted højere oppe. De samarbejder. Han knæler et par meter fra vandkanten og klemmer sig ind under store fyrretræsgrene. De vil uden tvivl kunne se varme, hvis de stadig leder med termiske kameraer. Han ombestemmer sig og kryber til vandet med udstyret på slæb. Han lader sig dumpe ned i det iskolde vand, så han kun har næsen over overfladen. Helikopteren passerer lige over trætoppene. Det var tæt på. Radioen ligger i den vandtætte lomme og nyhedsværten er hørbart kommet i besiddelse af væsentlige informationer.
“Der er samtidig med begivenhederne i Florida kommet rapporter ind om to hændelser. I Rusland er nationalgarden i Moskva i højeste beredskab og fra Kina er der beretninger om at attentat på Xi Jinping. Vi følger naturligvis alle hændelser nøje her fra studiet og fra vores udstationerede reportere.”
Så mangler de bare oplysninger fra Nordkorea. Og de andre steder. Så kan de lade Florida ligge. Scott kigger op på himlen. Den buldrende lyd af rotorer er atter at høre ind over skovområdet. Han skubber sig op på bredden og trækker udstyret med sig op. Speedbåden frigøres for sløringsnettet og udstyret kastes ind over rælingen. Han mærker den kolde vind på kroppen og begynder øjeblikkeligt at ryste ukontrollabelt.
Speedbådens støjsvage motor starter første gang. Straks får speedbåden fart og skyder op langs bredden. Flere gange støder skroget på grene under overfladen. Scott forsøger at styre båden så godt han kan. Tæt på bredden og under de udhængende grene og ikke for tæt på, så båden går på grund eller vælter.
“Vi har netop modtaget oplysninger om, at præsidenten er død. Jeg gentager præsidenten er død. En øjenvidneberetning fortæller, at præsidenten blev ramt i hovedet af et skud på trappen til boligen. Ingen har hørt skud, men flere har observeret en kortvarig rød stråle hen over hustagene i området. Vi undersøger nærmere, hvad der er op og ned.”
“Det kan ikke passe,” brummer Scott for sig selv. Han genkender beskrivelsen. Det nyhedsværten fortæller om, lyder i mistænkelig grad som det, han er sendt ud for at gøre i Nordkorea. Sende en laserstråle mod et bestemt koordinat. Koordineret fra centralt hold. Hvad nu hvis… Han tør ikke tænke tanken til ende, men fortsætter med at styre speedbåden fri af bredden og holde sig skjult.
Han kan skimte lysningen forude, men der er ingen helikopter på opsamlingsstedet. Han sagtner farten og søger helt ind til bredden i læ af skovens bevoksning. Kontrollerer sit ur og kigger sig rundt. Ingen tegn på hverken fjende eller hans opsamlingshold.
“Der er nyt fra Rusland. Også her er der forlydende om, at den russiske leder er blevet dræbt af skud til hovedet uden at nogen har hørt skud. Til gengæld er der på flere overvågningskameraer blevet fanget en kortvarig rød stråle mod præsidentpaladset. Vi afventer endnu at høre nyt fra Kina. Til gengæld er kommet oplysninger om at der er observeret tilsvarende rød stråle i Teheran og i Nordkorea. Endnu er der intet konkret om, hvad der er tale om.”
Der er ikke længere tvivl i Scotts opfattelse. Der har været udsendt et hold til disse steder og til Florida. Han selv befinder sig på fremmed jord. Nogen har taget det lidt for bogstaveligt at fjerne de krigende stormagtsleder på én gang. Han kender kun operationen som hvepsestikket. Ikke hvem der har givet ordre til at udføre den. Han troede det var præsidenten. Han er en del af det amerikanske marinekorps, men kender ikke kommandovejene. Dog ved han, at det er umuligt at overlever en laserstråle på 30 kW til hovedet. Og det er lige præcis idéen.
Han kan høre motorlarm fra horisonten. En sort bevægelse dukker op over søen. Det er tid. Scott sætter fart på speedbåden igen og søger mod lysningen. Han rammer bredden og får slæbt udstyret på land. Han vender sig og tænder den røde lampe. Mørket på terrænet vil være absolut set fra himlen, men den røde lampe må træde tydeligt frem. Den indkomne helikopter er let at se mod den lysere himmel, hvor lyset ikke har lagt sig helt. Han afventer og kigger sig rundt. Der er ingen lyde af fjender i skovområdet. Det bliver en let udtrækning fra fjendeland.
Helikopteren kommer nærmere, men vinklen ser mærkelig ud. Den lader ikke til at lægge an til landing. I stedet vender den snuden nedad. Scott ser røgen fra begge helikoptervinger samtidig.
“Hva’ fuck,” råber han og ser de to missilers bane direkte mod ham og lysningen. Han oplever ikke det dobbelte nedslag få meter fra, hvor han står.