Short Story
Af Thomas Rud Jensen
Juli 2025

Bjergtinden lå skjult i skyer. Tykke, puffede skyer. De fleste var hvide og fyldige, mens enkelte pulserede i farverne sort og blyblå. David standsede og strakte ryggen. Selvom han var ung og stærk var gåturen anstrengende. Herfra hvor han stod var udsigten begrænset til bjergtinden. Det var ikke rigtigt noget af interesse til begge sider. Men bjergtinden var langt væk. Umådeligt langt væk. Hvis han på et tidspunkt skulle derop, så var det ikke en dag som i dag, hvor udsigten helt sikkert var præget af det disede vejr.

Hjulsporet han stod i så ikke ud til at være hyppigt benyttet. Men nogen havde gået her før.  Ellers ville der jo ikke være et hjulspor. Han fortsatte frem på trods af udsigten til en dårlig oplevelse på toppen. Til begge sider af hjulsporet lå skoven tyk og tæt. Når han så ind mellem stammerne var der dunkelt og faktisk en smule uhyggeligt derinde. Men han hørte også fuglefløjt og vinden i trætoppene, der ikke var skræmmende. Og træerne skærmede ham for vinden, så alt i alt nød han turen.

Længere fremme kom en vejforgrening til syne. Forureningen lå i en lysning, og det var som om skoven var veget til side for mange år siden. Istedet var terrænet blødt af græs og fyldt med en del ukrudt. Særligt omkring sidegrenen voksede der mange tidsler, brændenælder og bjørneklo. Der var også som om hjulsporet var mere slidt lige her, som om en del kørende og gående havde drejet ned af den nye vejgren.

Derfor standsede David også, da han nåede forgreningen, der strakte sig ud mod venstre. Han kunne stadig se bjergtinden forude, så intet havde ændret sig der. En sort krage landede behændigt i det nærmeste træ til venstre for ham og begyndte at skræppe løs. Samtidig svævede en hvid due ned fra oven og satte sig i græsset lidt længere frem i retning mod bjergtinden og pikkede løs som om den sidste, der passerede stedet havde strøet korn ud.

David tog en slurk af sin drikkedunk og orienterede sig på stedet. Han nød stadig udsigten til målet. Bjergtinden var ikke nær sig indhyllet i skyer som tidligere, og så faktisk herfra ganske indbydende ud. Han kunne tilmed nu se den snoede sti, der førte til toppen.

Han kiggede ned af sideforgreningen. Efter få meter var denne vej ikke længere et hjulspor, men nogen havde gjort sig den ulejlighed at udligne og plane vejen og tilmed udlagt grus. Endnu længere fremme kunne David se at stien var asfalteret. Ganske usædvanligt herude. Men det vakte Davids interesse, så han undersøgte forgreningen nærmere med øjnene.

Han trådte lidt nærmere frem og kunne nu se længere ned af denne forgrening. Efter asfalteringen af stien lå der en velproportioneret hytte til venstre for stien. Den så faktisk temmelig indbydende ud, og der stod tilmed en mand i hvid skjorte og sorte bukser foran. Et slips blafrede i vinden. Han lignede en tjener. Når nu David mærkede efter, kunne han mærke en lille sult gnave. Faktisk følte han sig lige nu helt frisk på et hvil og en bid brød. Han kunne jo altid vende tilbage til denne sti og fortsætte mod bjergtinden.

Han gav den tindrende top et sidste blik og drejede til venstre. Tjeneren i den hvide skjorte inviterede David hjerteligt velkommen og tilbød ham menukortet. Det så absolut spændende og smagfuldt ud. Tjeneren roste i store vendinger køkkenet og det gjorde udslaget for David. Han accepterede forslaget og en ret fra kortet og satte sig til rette ved udeserveringen.

Han bestilte en lækker let ret. En sandwich og en øl. Køkkenet var utrolig hurtig til at opfylde bestillingen og snart satte David tænderne i en meget smagfuld sandwich og dejlig kølig øl. Tjeneren kom undervejs forbi og spurgte til kvaliteten. David kunne kun meddele at alt var helt perfekt.

Fra udeserveringen kunne David se længere ned af den asfalterede sti. Det så bestemt ud som om der lå en lille landsby længere fremme. En landsby, der var igang med at forberede en landsbyfest. Flag og farverige lamper blev hængt op og David kunne så småt høre feststemte landsbyborgere. Tjeneren dukkede op på ny, da David var færdig og indsamlede servicen. Han fortalte med store armbevægelser at det var rigtigt nok. Landsbyen længere fremme var skam igang med at pynte op til fest og tjeneren mente bestemt, at David skulle besøge landsbyen og feste med. David overvejede situationen kort, men besluttede sig så for at bjergtinden helt sikkert ville fortsætte med at ligge der, og han altid kunne vende om, finde stien igen og gå mod bjergtinden. Men landsbyfesten skulle have besøg.

David rejste sig og begav sig med tjenerens ihærdige tilskyndelser mod landsbyen.

De første landsbyborgere som David mødte var meget imødekomne. De tilbød ham en drink og en krans af blomster, og han måtte da hjertens gerne deltage i landsbyens udsmykning. Det sagde David naturligvis ikke nej til, nu hvor de både havde givet ham en drink og blomster. Snart satte David flere farverige pærer op mellem lysmaster og løb ærinder for en mand, der kaldte sig Hugo. Den aften fik David rigtigt mange venner og drak tæt med kvinderne og fra tid til anden med Hugo.

David huskede sig selv på, at han også måtte tilbage til stien mod bjergtinden, men hele tiden kom en ny kvinde og tilbød ham endnu en drink. David blev fuld, men også glad og opstemt. Landsbyen kunne virkelig noget, og alle fortalte ham, at han da skulle med ind til den lidt større by, hvor festen var endnu større og endnu federe. Han kendte jo til hytten med tjeneren og landsbyen, og kunne sagtens finde tilbage til stien, der kunne føre ham til bjergtinden.

Derfor valgte David at tage med til festen i den større by. Drinksene her var lidt kraftigere og David blev en smule mere fuld end før. Men det var rigtigt nok. Festen var større og stemningen var mere intens. Hugo var væk, men i stedet blev han og kvinderne serviceret af Robert. Robert var ikke så festglad en person som Hugo, men hvad gjorde det, når han selv kunne feste løs og fik en masse gode oplevelser med glade mennesker.

David kom til at snakke med en særlig kvinde, der udviste stor interesse i David. Hun fortalte ham om den her særlige club, hvor musikken var bedre, øllet mere sofistikeret og de slap for den lidt irriterende Robert. Det var rigtigt nok at Robert faktisk også gik ham på nerverne med sit sure fjæs og lidt for hårdhændede serveringer. David lod sig derfor overtale til at tage med på club.

Stien til bjergtinden synes nu lidt længere væk, og det var som om disen havde bredt sig, så turen dertil kunne sagtens vente.

Clubben lå i byens centrum og var rigtigt nok fyldt med musik, dans, fest og farver. David følte sig ikke helt naturlig i dette miljø, men kvinden, der havde taget ham med, guidede ham og hjalp ham, så det var bestemt det værd. Der stod dørmand i døren og discjockeyen var tatoveret og ganske kompetent. Kvinden gik i baren og bestilte nogle heftige shots, så David straks var mere med i begivenhederne og kunne se glæden ved stedet. Samtidig fandt han ud af, at club-ejeren hed Dejan og ejede flere clubber i byen. Snart dansede David på bordet og groovede til stedets dybe bas. Han havde glemt alt om stien til bjergtinden.

David fandt sig selv sovende med hovedet på et cafebord på en nærliggende kebabrestaurant senere på aftenen. Kvinden han havde fulgtes med var væk, men en tatoveret dørmand stod foran David med hånden udstrakt. Han forventede tilsyneladende noget.

“Du skylder,” var det eneste ord, der undslap ham.

“Skylder hvad?” David var helt perpleks.

“For drinks, for adgang, for selskab,” påstod dørmanden.

David var ikke helt med, men meddelte at han naturligvis ikke kunne betale så mange penge, som han tilsyneladende skyldte. Det var et problem. Straks stod der yderligere tre tatoverede dørmand foran David, og der var ingen tvivl om, at han måtte betale, hvis dette ikke skulle ende frygteligt galt. Men han havde vitterligt ikke så mange penge.

Dørmændene forslog selv et alternativ. David kunne løbe ærinder for Dejan, indtil gælden var betalt. David kunne intet andet end at sige ja til forslaget. Han havde ikke lyst til at blive slået til plukfisk, eller hvad de dørmænd ellers kunne finde på.

En hvid due landede foran David, da han var på sin første opgave. Den sprang rundt og pirkede i flisebelægningen uden at finde noget. Det fik David til at huske på den hvide due, der var landet i skoven og havde fundet tilfældige korn. Det ledte tankerne hen på stien og på bjergtinden. Hvordan var det nu? Han var på vej dertil, men han havde glemt formålet.

Det var faktisk lige meget nu. Han måtte tilbage. Tilbage dertil, hvor den hvide due kunne finde korn. Han smed, hvad han havde i hænderne og skulle levere, sprang ud af clubben, løb ud af centrum i den retning, han formodede landsbyen lå, fandt landsbyen, men fortsatte forbi de stadig farverige lamper og glade landsbyborgere, forbi tjeneren, der ikke kunne forstå, hvor David var på vej hen, og til vejforgreningen, hvor der endnu sad en sort krage i træet og skræppede, mens den hvide due pirkede løs i det grønne græs og fandt korn.

David kunne nu igen se bjergtinden og satte straks af. Han var træt, udmattet og brugt, men bjergtinden var hans mål igen, og han fortrød det ikke.

Inden længe havde han snørklet sig op af den snoede sti, passeret væltede træer, forceret et vandløb, klaret frisag med en aggressiv slange og stod nu på udsigtspunktet, hvor skovens uendelige herlighed var synlig i sollyset. Til højre lå en smuk blå sø og længere væk kunne han i horisonten ane frodige marker og små sammentømrede landsbysamfund, der ikke lignede nogle med fest og farver, men alligevel så indbydende ud med flagstænger, børn i leg og regelrette hække samt naturligvis kreative legepladser.

David kunne nu overskue ruten frem, der ikke længere lå indhyllet i skyer, men alt stod klart og stabilt. Han satte af mod den håbefulde horisont.

Morale: uanset hvor langt ned af den forkerte sti du kommer, er der altid mulighed for at vende om og finde tilbage til den rigtige sti.