Short story
Af Thomas Rud Jensen
August 2025

Nyfortolkning af ”Rottefængeren fra Hameln”. Tysk sagn fortolket af Brødrene Grimm fra 1816 men nu med inspiration fra ’Symphony of Destruction’ af Megadeth.

Tidligere udgivet i reduceret form her på siden under titlen “Piet”. Denne nærværende version blev indsendt til Sci-Fi Cirklens årlige antologi ‘Lige under overfladen’, men blev ikke valgt, da de istedet valgte novellen “Den Sorte Planet” og en forfatter kun må have én udgivelse med i antologien. God læselyst.

_____________

Kære dagbog

Det er i dag den første søndag i maj, og Dave er vendt tilbage 16 år efter sin død. Jeg er sikker på, at det er ham, der står derude.

Han var død. Hans mor og far havde dengang sagt, at han var død, da de ikke kunne finde ham, og lokalpolitiet havde ledt længe efter ham. Nogle mente at have set en sort silhuet gå gennem gaderne natten før han forsvandt. Det er en af de ting, jeg husker tydeligt. Det skræmte os alle. Nogle var vågnet midt om natten og havde hørt musik. Musik? Hvordan skulle musik hjælpe med at finde Dave? Gamle Selma, der også var gammel dengang, altså hende nede fra nummer tretten, var overbevist om hun havde set en sort fugl flyve gennem gaden med Dave på ryggen. Jeg griner lige. Undskyld. Hun sagde dengang, at fuglen havde lydt som en af de gamle helikoptere. Hun var også dengang så dement, at hun kun kunne tale om sin barndom. Det er ikke blevet bedre, kan jeg fortælle.

Nå, men alle de forslag blev selvfølgelig afvist som pjat, så vi ledte efter Dave, selvom mange af os var bange for de sorte silhuetter i gaden. Han måtte være derude et sted. En lille dreng på seks år kunne ikke bare sådanne forsvinde. Vi ledte i kældre, i skure, i udehuse, i lader og nede ved søen, selvom vi ikke måtte gå helt ned til vand. Dengang var alle bange for sygdommen i vandet. Ja, det var dengang. Måske var han nede i vandet, men det blev aldrig undersøgt af frygt for, hvilke sygdomme vandet kunne sprede. Jeg kan huske at vi ledte i omkring to uger uden at finde andet spor efter ham end hans cykel. Den stod op ad det udtørrede springvand med hans kasket i bagagebæreren den morgen, han forsvandt.

Det står som et meget klart minde for mig, at forældrene begravede en kiste på en tåget efterårsdag oppe på kirkegården, og begravelsen var god. Jeg husker ikke datoen, men jeg og vennerne var med. Vi græd og det samme gjorde Daves forældre selvfølgelig. Hans lillesøster græd også, selvom hun måske var for lille til at forstå, hvad det betød. Daves far talte i kirken med den tomme kiste ved sin side og en meget grådkvalt stemme. Det var en god tale alligevel. Jeg kan ikke rigtigt huske ordene. Bare at det var en god og vedkommende tale. Noget med at de savnede ham og selvfølgelig ikke forstod, at han var væk. Det står meget tydeligt for mig, at Daves far sagde, at Dave var død. Det gjorde han faktisk flere gange. Også selvom kisten var tom. Det var en symbolsk handling for at de kunne få fred i sindet. Dave var fra den dag død for os.

Jeg kan huske, at en af jer før har skrevet om, at I også har haft uforklarlige forsvindinger i jeres kapsler og før kapslerne. Ja, nu har jeg fundet tråden. Jeg havde gemt den på mit c-drev. Der er faktisk flere af jer, der skriver om noget lignende. Vil I ikke uddybe, når el-og mobilnettet genstartes?

Fordi nu står Dave altså foran rådhuset med en mulepose med et mærkeligt logo på. Han hilser på de forbipasserende. Jeg er sikker på, at det er ham. Selvfølgelig skuler og skynder alle sig videre. Er jeg virkelig den eneste, der kan se det? Han deler noget ud fra posen, men der er ikke rigtigt nogen, der tager imod det. Hvad kan det være?

Jeg kan se ham fra mit vindue og genkendte ham straks, da jeg fik øje på ham. Jeg ved ikke hvorfor, fordi han er pakket godt ind i en guldindfattet jakke og de obligatoriske blystøvler. Han har en hjelm i hånden og motorbriller om halsen. En gasmaske med partikelfilter sidder i hans bælte. Han er klædt helt i sort, men jeg kan også se, at han er beskidt. Jord på knæene og på støvlekanten. Jakken har støvaflejringer foran, og hjelmen er ridset. Jeg forstår godt, hvorfor mine naboer går i en stor bue udenom ham. Jeg kan derimod ikke se, hvad det er han uddeler.

Nu har han stået derovre hele formiddagen, og det ser stadig ikke ud til, at nogen af landsbyens borgere tager imod det, som han uddeler. Heller ikke om de genkender ham. Vi er slet ikke vant til fremmede. Så det er meget mærkeligt. Der er parkeret en slidt sort motorcykel op ad bygningen bag ham, som jeg kun kan formode er hans.

Det var dagens ord. Jeg håber I har det godt derude. Jeg venter stadig på at el- og mobilnettet genstartes. Det er først om nogle uger, så der bliver rigeligt med læsestof til jer i de andre kapsler. Jeg forventer også, at I har nyt. Jeg glæder mig til at læse om jeres oplevelser. Skriv endelig, hvis I har opfundet noget smart eller oplevet noget spændende. Det her må være spændende. Døde Dave vender tilbage.  

—

Kære dagbog

Jeg glemte helt at skrive om Dave i går. Fordi han står der igen i dag og gjorde det i går. Der har ikke rigtigt været nogen forbi derovre, så jeg ved ikke, hvorfor han står der igen. Måske er det vigtigt, det han uddeler? Han må være kommet til byen ude fra oplandet. Han kan altså ikke have gemt sig i landsbyen i 16 år. Det er simpelthen umuligt. Så hvordan han har overlevet derude? Jeg ved det ikke. Jeg kan kun forestille mig, at verden udenfor kapslens beskyttende perimeter ikke længere er så slem, som da landet blev lukket ned. Jeg kan huske, at det var lige efter Daves død at de byggede tårnet til kapslen. Lige efter at gadescannerne blev sat op, og hvor vi fik vores koder chippet ind. Han kan ikke have fået en kode, da han var død, da det skete.

Jeg ved ikke, om jeg skal være glad eller overrasket eller bekymret, og jeg forstår i øvrigt ikke, hvordan han er kommet forbi gadescanneren. Der er ingen vej til torvet og rådhuset uden at have passeret en gadescanner. Og hvis han er død, ikke har en brugbar borgerkode eller bare er syg, kan han ikke komme forbi scannerne. Så jeg er nok mest bekymret. Hvem er han?

Han er den første mand ude fra, som jeg har set i femten år. Lige siden tårnet til kapslen blev bygget. Hvordan er han kommet gennem kapslen og forbi gadescanneren? Jeg har simpelthen glemt, hvordan folk ude fra er. Hvordan det er at færdes uden for til den grænse som kapslen dækker? Ved I noget om det derude, så skriv endelig tilbage. Har alle fået en chip i håndryggen uanset, hvor de har været og virker den chip i alle kapsler? Jeg ved det ikke. Måske gør I?

Nå, men måske skulle jeg bare gå over til ham og hilse på? Give ham en omfavnelse og sige velkommen tilbage, Dave. Vi troede du var død, kidnappet af musik, taget af en fugl, der lyder som en af de gammeldags helikoptere eller sådan noget. Men der er noget ved situationen, der gør mig utryg. Jeg tør faktisk ikke gå over til ham. Hvor har han været i 16 år? Er han den Dave, jeg kendte? Vil han huske mig og sine venner, eller har nogen slettet hans hukommelse. Det hører man da om sker, gør man ikke? Hvad vil han i vores kapsel, hvis han er kommet ude fra? Hvordan er han kommet ind?

Nu har jeg siddet her i vinduet og kigget længe på ham. Ingen standser op eller tager det som han rækker dem. Alle ser ham som en fremmed, og det skræmmer mig. Hvad vil han?

Nu er han kørt. Han vendte bare rundt, da en mor med sit barn afslog at tage imod det han uddelte, satte sig op på sin motorcykel og kørte mod syd. Jeg glæder mig til at se, om han er der igen i morgen.

—

Kære dagbog

Jeg skriver lige en ekstra tekst her til aften, fordi jeg har talt med Oskar. Han så også Dave, men mener ikke, at det er Dave. Han burde ellers kunne genkende Dave, da de var bedste venner for 16 år siden. Oskar så bare en mand ude fra. Måske sendt til kapslen fra Staten for at informere om noget. Smitten i kapslen har været stigende på det sidste, så måske er det noget a la det, som manden vil informere om. Har I også stigende smitte i jeres kapsler?

Hvis der er kommet nye forholdsregler for at undgå at kapslen kollapser og alle dør, så skal alle måske have den viden. Oskar siger, at det er flyers, han uddeler, men tog ikke imod den flyer som manden rakte ham, så han ved heller ikke noget. Det er spændende. Jeg griner igen. Oskar tog ikke imod flyeren fordi manden, der ligner Dave, var beskidt. Oskar kan ikke lide beskidte mennesker, og han er sygeligt angst for at blive smittet. Måske er det fordi han har børn. Tror Magnus er fem eller seks år. Olivia er ikke mere end to år. Det kan være sådan noget, der påvirker hans hukommelse eller fornægtelse. Det kan jeg nu godt forstå, men alligevel. Som sagt mener Oskar ikke, at det er Dave. Men jeg er stadig sikker. Det er Dave. Døde Dave.

—

Kære dagbog

Jeg fik ret. Dave står igen ved landsbyens rådhus og uddeler flyers her til morgen. I dag er det dog som om flere af landsbyborgere vil undersøge sagen og sværmer forbi ham som fluer om et ådsel. Først går de i en stor cirkel uden om ham, men kommer så tilbage. Det er sjovt at se på. De tager dog stadig ikke mod de flyers som Dave uddeler.

Nu står Peter fra lokalpolitiet og taler med Dave. Måske vil Peter få ham fjernet? Måske er det på opfordring fra oprørte borgere, der er mere utrygge ved hans tilstedeværelse, end jeg er. Men Peter går bare igen med en flyer. Hvis ikke Peter kan se, at det er Dave, så er det måske slet ikke Dave.

Jeg ved, at Peter har en stemme- og DNA-genkender, der fortæller ham om det virkelig er Dave, hvis nu der skulle være snyd med håndrygschippen. Eller hvis det er en fremmed, der ikke er registreret. Men Peter går igen uden at gøre noget. Hvad vil det betyde for de borgere, der har anmeldt Dave? Hvad står der på den flyer?

Jeg kan se på den manglende travlhed i gaden foran min lejlighed, at flere af de ældre borgere, der bor i gaden, bliver væk. De plejer ellers nok at gå over Torvet ved rådhuset, når de skal til slagteren eller grønthandleren. Måske bliver de indendørs og mærker frygten igen. Frygten for sygdommen.

Frygten har været tiltagende efter sygdommen kom tilbage, men de registrerede tilfælde er isoleret, og isoleres hurtigt, når der dukker nye op. Det lader til at holde sygdommen nede, selvom den breder sig på uforklarlige måder mellem borgerne. Jeg har faktisk en fornemmelse af, at der er flere og flere, der bliver syge. Har I også den fornemmelse?

I går hørte jeg fra Oskar, at gamle Selma fra nummer tretten var blevet smittet. Hende, jeg fortalte om, der havde hørt en gammeldags helikopter forklædt som en fugl, den nat Dave forsvandt. Her til morgen er hun væk. Hun svarede i hvert fald ikke, da jeg var nede med en skål suppe. Hun var mildest talt pænt dement. Er Dave en af dem, der smitter? Men han har ikke kendetegnene, og han har beskyttelse. Det er meget tydeligt.

Den falske Dave har fundet en fløjte frem og spiller så vidunderligt, så jeg har åbnet vinduet bare for at lytte. Han kan sætte fløjten fast på sin gasmaske og fløjter gennem masken. Det ser virkelig skræmmende ud, når han gør det, og hjælper ikke på hans forsøg på at uddele flyers. Det får mig dog til at tænke på, om det er det, han har lavet i oplandet. Spillet på fløjte, mens han har været beskyttet. Rejst rundt mellem kapslerne og spillet for borgerne. Men hvorfor? Han kan da umuligt tjene noget på det? Har han været hos jer?

Jeg kigger sporadisk ud ad vinduet, når fløjteriet standser. Han taler tilsyneladende ikke med nogen hele dagen. Uddeler kun flyers til lidt flere og ellers spiller han. Flere vover sig forbi. Det er som om rygtet spreder sig. Som om de første nu har fundet ud af, hvad det er Dave informerer om og også vil vide det direkte fra kilden.

Der er i løbet af dagen kommet flere forbi. Flere hilser og nogle stopper op for at lytte, mens andre bare tager imod en flyer og skynder sig videre. Nogle smider lidt penge til ham. Måske kan han faktisk tjene lidt på fløjteriet? Måske skulle jeg gå udenfor og gå forbi? Måske se nærmere på Dave, så jeg kan forstå, at Dave ikke er Dave? Få en flyer og se, hvad det drejer sig om.

Men jeg er nok stadig bekymret. Bekymret for manden, som måske er Døde Dave.

—

Kære dagbog

Jeg har slet ikke fået skrevet hele ugen. Dave har stået det samme sted hver dag, så nu tager jeg altså mod til mig og går på gaden. Han er ligesom blevet en fast bestanddel af livet i kapslen, og dermed ikke så farlig. Det er nok fordi han ser ganske tilforladelig ud, når han tager sin gasmaske af, og hvis han har en maske, så passer han sikkert på sig selv, og kan dermed ikke være smittet. Og så spiller han bare så smukt. Måske er det fordi han står det samme sted dag ud og dag ind og ikke er anmassende eller opfører sig dårligt. Han opfører sig forventeligt. De ældre borgere kan godt lide gentagelser, ordentlighed og forventelige ting, så de er begyndt at stå længe ved Dave og høre på hans fløjtespil. Derfor tør jeg finde ud af, hvad det drejer sig om nu.

Nu er jeg tilbage. Jeg gik over gaden. Helt afslappet. Der stod allerede tre borgere foran Dave. Så stillede mig også foran Dave, imens han havde sin gasmaske på, og spillede en fin melodi. Han hilste med et nik, men spillede videre. Ville han ikke skynde sig at tage masken af, og hilse med mere end et nik, hvis han var Dave og kunne genkende mig? Jo. Det ville han. Min første tanke var, at det ikke var Dave.

Men da han stoppede med at fløjte og trak masken af, måtte jeg gispe. Det var Dave. En lidt ældre version af Dave. Cirka 16 år ældre, men det var Dave.

Jeg fik en flyer med et nik. Ikke andet. Jeg måtte vide det, så jeg talte. Jeg ved godt, at det er   forbudt på gaden, men jeg kunne ikke lade være.  

Jeg sagde bare ”Hej Dave.” Jeg kunne altså ikke lade være. I må ikke dømme mig, vel.

Dave drejede blikket mod mig og lagde sit hoved på skrå. Hans øjne var låst fast på mig. Meget skræmmende faktisk. Det var tydeligt at han vidste, at jeg havde gjort noget ulovligt. Han sagde selvfølgelig intet, fordi en affaldsbot strøg forbi foden af rådhusbygningen i samme øjeblik. Det var dumt at sige noget. Der skal jo ikke meget intelligens til at regne ud, at jeg troede, jeg havde set en dreng, der døde for 16 år siden. Selv ikke AI-aflytteren i botten vil kunne undgå det. Der er og har aldrig været andre i kapslen, der hed Dave, siden Dave døde. Argh. Det var dumt. Måske kan jeg komme i problemer for det. Hvad ved jeg?  

Men alligevel ventede jeg længe og overvejede faktisk at sige det igen, fordi det kunne være at Dave var blevet døv med alderen eller ventede på, at botten skulle forsvinde. Men Dave stirrede bare på mig, men det var altså ikke genkendelse, jeg så i hans øjne. Det var… Det var noget andet.

Jeg skyndte mig hjem. Ja, jeg måtte kigge mod Dave fra hoveddøren, inden jeg gik ind, og han stod bare stadig og gloede efter mig, selvom flere borgere kredsede om ham, og han fortsatte med at uddele sine flyers. Det var lidt skræmmende, faktisk.  

—

Kære dagbog

Nu har jeg læst, hvad der står på flyeren og i øvrigt talte jeg igen med Oskar, så jeg skriver det lige ind, hvis I ved mere derude. Også han har været forbi Dave og fået en flyer. Budskabet er tydeligt, selvom det står på en mærkelig måde.

Jeg skriver ikke det hele, så bær over med mig. Men der står at antallet af smittede stiger overalt. Jeg tænkte det nok. Min fornemmelse slår aldrig fejl. Men Staten har altså erfaret, at smitten slår vilkårligt ned, men også at smitten bæres ind i kapslerne af måger, der er sygdomsbefængte. Dave er Statens udsending. Dave hedder så ikke Dave på flyeren men omtales som ’mågefængeren’. Han vil stå der indtil slutningen af måneden. Derefter må kapslen klare sig selv. Det underlige i beskeden er, at det ifølge Staten er Daves fløjte, der er løsningen på at holde bestanden af måger nede. De dør simpelthen af fløjtespillet. Hvordan de dør, står der ikke. Han kan bestilles til at komme forbi huset, men det er mod betaling og ret dyrt. Så mange penge har jeg ikke.

Men det er rigtigt. Jeg har for et stykke tid siden set store flokke af måger cirkle over kapslen. Nogle gange har jeg set dem sidde på skraldespanden ved grønthandleren eller ovre ved slagteren, men der har ikke været så mange på det sidste. Jeg har ikke tænkt over det før nu. Bortset fra det. Hvordan er det muligt at bekæmpe måger med en fløjte?

Oskar fortalte, at lægen var forbi hans nabo i går, fordi de var blevet smittet. Men lægen fortalte også at antallet af smittetilfælde har været kraftigt nedadgående i kapslen den seneste uge. Det passer fint med det tidspunkt, hvor Dave kom til byen. Altså der hvor Dave tog plads på Torvet midt i kapslen ved rådhuset og spillede på den magiske fløjte. Det gør mig nysgerrig. Er det rigtigt, hvad der står på flyeren? Hvis I ved mere, så skriv endelig. Jeg vil glæde mig til at høre, hvad I oplever. Har I også besøg af en mågefænger?

—

Kære dagbog

Nu må jeg hellere skrive lidt oftere, fordi Dave står igen ved rådhuset. Han spiller, men han går også flere gange fra hus til hus. Han vender tilbage lidt efter og fortsætter med at spille fra sin vante plads foran rådhuset. Det er som om hele kapslen nu elsker den fremmede. De bestiller ham til at tage hånd om deres mågeproblem. Jeg har ved selvsyn set, at både grønthandleren og slagteren har betalt ham for at spille for at fjerne de sidste måger. De kan betale for Daves tjenester med at spille på sin fløjte og fjerne de sygdomsbefængte måger. Som om de ved at Dave også fjerner frygten om nye smitteudbrud. Måske giver det flere kunder?

Det lader også til at virke. Jeg hører fra forskellige borgere, at smittespredningen stort set er standset. Det er som om Dave virkelig har en magisk fløjte, der driver måger ud af kapslen eller slår dem ihjel. Jeg har ikke set en eneste død måge, så måske flyver de bare væk. Oplever I også det? Eller får I bare vores måger. Hehe. Undskyld. Galgenhumor har aldrig været kønt.

—

Kære dagbog

Jeg skriver lige igen her til aften. Oskar kom forbi. Han fortæller, at han med egne øjne har set måger flygte i massevis over marken i den ydre perimeter mod øst. De fløj gennem kapslen uden problemer. De forsvinder simpelthen fra kapslen. Men det må betyde, at de ikke dør. Vi ved ærligt talt ikke, om jeg synes det er superfedt, fordi et eller andet sted må de jo flyve hen. Hvis det her betyder, at I får flere sygdomsbefængte måger hos jer, så er jeg virkelig ked af det. Det kan også bare være, at de dør uden for kapslen. Det kunne Oskar ikke se.

Men hvordan gør Dave det? Ja, jeg kalder ham altså Dave. Jeg ved godt, at det er mærkeligt, men jeg er stadig sikker på, at det er Døde Dave, der står derovre og fløjter mågerne væk. Jeg har virkelig en klar fornemmelse af, at det hænger sammen med hans fløjtespil. Hvor end han går hen og spiller, er det samme mønster. Skadedyrene forsvinder.

—

Kære dagbog

Antallet af nye sygdomstilfælde har været lig nul i en uge nu. Daves budskab på flyeren er ikke bare lyv eller pral. Han kan vitterligt ved sit fløjtespil påvirke mågerne til at forsvinde på en eller anden måde. Måske påvirkes mågernes immunforsvar, så de selv bliver syge, trækker sig og dør, som der står ordret på flyeren.

Dagens dagbog var let at skrive. Undskyld, at den ikke er længere, men jeg er fuld af lovprisning om, at Dave kom hjem – også selvom han ikke hedder Dave eller er Dave.

—

Kære dagbog

I dag har jeg stået på afstand og hørt Dave spille. Selvom han ligner Dave på en prik, så kan det ikke være Dave. Dave er død.

Borgmesteren kom ud, mens jeg stod der, og det lader til, at han vil tilbyde Dave fast arbejde, hvis han ville fortsætte med at spille i byen. Dave har indvilget mod betaling. Jeg hørte aldrig prisen, men jeg mødte Oskar, der fortalte, at prisen er højere end noget, der tidligere er betalt, og at borgmesteren stort set har givet manden nøglerne til rådhuset. Oskars far arbejder for borgmesteren.

Dave spiller. Det gør han. Jeg hører ham stadig fra vinduet. Han har overtaget kontrollen med sygdommen, og det virker.

—

Kære dagbog

Der kommer kun gode nyheder fra alle steder i kapslen. Ingen har set en måge for nylig og ingen er blevet smittet. Dave spiller dog stadigvæk og nu stort set på hvert gadehjørne og ved alle huse. Borgmesteren og han indgik jo en aftale. Jeg hørte Dave spille i nat. Han er som en robot uden tanke på hvile og mad. Jeg har heller ikke set en måge i godt og vel en uge nu, og de må være stort set udryddet. Det samme er sygdommen. Den lokale læge er imponeret. Hvordan kan det gå til?

Jeg er fuld af forundring, og nu hvor jeg sætter det sidste punktum i min dagbog i dag skal I alle vide om dette geniale tiltag. Hvis I også kæmper med sygdomsspredning og måger, så må I invitere mågefængeren ind i jeres kapsel for at håndtere problemet.

—

Kære dagbog

Den månedlige genstart af el- og mobilnettet er snart. Det er dagen efter lønningsdagen, og det er den anden i måneden. Det vil sige en af de kommende dage. Jeg vil sprede den gode nyhed til jer i de nærliggende kapsler. Og hvis I vil give beskeden her videre i jeres netværk længere væk, så gør endelig det. Vi ved ikke om alle fortsat er derude. Der kan ske meget på en måned. Ved sidste genstart hørte jeg ikke fra enkelte kapsler. Det gør mig trist, men nu ved I at vi måske har løst problemet i vores kapsel. Måske har I endnu ikke haft besøg af mågefængeren. Jeg må fortælle om mine oplevelser.

Vinduet for genstarten er altid en variabel størrelse. Sidste gang var der kun hul igennem i få minutter. Men det ved I jo nok. Nu gør jeg alt klar til at sende ud, så snart signalet går igennem. Jeg har fundet min mobiltelefon og gør hele dagbogen klar til at sende den ud. Den gode nyhed. Hvis jeg kan nå det, vil jeg opdatere bloggen. Den når lidt bredere ud og må selvfølgelig gerne deles. Der står bare meget kortfattet, at en fremmed fra oplandet har knækket koden med smittespredningen. Jeg kalder ham Dave. Måske skal I bare kalde ham mågefængeren. Er det ikke utroligt, at der er fundet en løsning på sygdomsspredningen blandt os? Fra mågerne og til menneskene. Tænkt, hvis det bare er det? Måske er det virkelig svaret på landets og verdens krisesituation. Kapslerne kan måske endelig afskaffes. Jeg bliver så glad.

—

Kære dagbog

Genstarten er åbenbart udskudt nogle dage, så jeg skriver bare lidt videre på min dagbog. Det er i dag lønningsdagen, så Dave står selvfølgelig foran rådhuset og spiller som altid. Han er stoppet med at dele flyers ud. Alle ved hvem han er, og hvad han gør for kapslen. Jeg vil selv gå ud om lidt og stille mig ved rådhuset for at sige tak. Den falske Dave har gjort mig glad, og det skal han vide.

Nu er jeg tilbage. Dave smilede, da jeg sagde tak. Han sagde selv tak. Så vi er begge lovovertrædere nu. Ja ja. Undskyld, hvis nogle af jer bliver fornærmet over det. Der er stadig ingen genkendelse, men det er lige meget.

Noget andet. Da jeg stod der, kom borgmesteren ud. Borgmesteren sagde, at Dave ikke kunne få sin betaling alligevel. Jovist, det var med en beklagende attitude, men alligevel. Det kan man da ikke. Borgmesteren har åbenbart ikke de aftalte penge til at betale Dave. Dave har jo udført et arbejde, men borgmesteren mente, at mågerne var væk på dag ét eller to, så det kunne han godt få betaling for, men ikke alle de andre dage. Utroligt hvad den gnier kan finde på at sige og gøre. Jeg kunne også se det i Daves øjne. Han blev virkelig arrig. Han argumenterede på trods af, at han ikke må sige noget uden for, og jeg synes absolut ikke der var tvivl om, hvad Dave mente, men borgmesteren rystede blot på hovedet og gik tilbage til rådhuset. Han truede endda med at sætte Dave i fængsel for sit lovbrud. Mage til skaren.

Jeg skyndte mig ind. Hvis nu Dave skulle finde på at sige, at jeg også taler uden for. Nu sidder jeg i vinduet og kigger på Dave, der bare står for bunden af trappen som en klovn. Som om hans hjelm, briller og åndeværn er korroderet fast til stedet, hvor han i en måned troligt at stået og spillet og drevet sygdommen på flugt. Det er som om også han skal genstartes som el- og mobilnettet.

Nu spiller han igen, men tonerne er anderledes. Før var tonerne fra fløjten fornøjelige og lyse. Nu er de dystre og langtrukne.

Jeg har ikke lyst til at skrive mere i dagbogen i dag. Jeg har gjort det hele klar til genstarten, og for at være ærlig orker jeg ikke at notere dette besynderlig optrin i dag. Jeg har faktisk lidt flov over vores borgmester. Det har virkelig været en mærkelig dag, og jeg frygter hvad borgmesterens svar til Dave betyder. Jeg frygter for, hvilken melodi Dave spiller i morgen. Det er slet ikke længere smukt og melodiøst, men skræmmende og uhyggeligt.

—

Kære dagbog

Jeg bliver nødt til at skrive igen. Genstarten virkede ikke i dag. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg er en smule bekymret. Dave stod ikke foran rådhuset i dag. Han kom aldrig. Oskar har været forbi. Han hostede. Ikke slemt, men alligevel bliver jeg bekymret. Han fortæller at flere af hans høns i hønsehuset på uforklarlig vis er døde hen over natten. Jeg forstår det ikke.

Jeg må hellere gå en går tur langs åen. Solen skinner gennem kapslen, så det skal alligevel nok blive en god tur.

Nu er jeg tilbage. Der er stille i kapslen. Det er som om hele kapslen holder vejret. Der er ingen fuglekvidder som der ellers plejer at være på denne tid af året. Faktisk tror jeg, at jeg så en enkelt måge sidde i et træ. Men jeg er ikke sikker. Jeg skyndte mig videre. Jeg gik ind i skoven for at kigge på blomster, men alle dem jeg så hang med hovedet. Det er meget mærkeligt midt på sommeren, er det ikke? Jeg så også flere spindelvæv, hvor jeg ikke kunne se edderkopperne. Der var ingen bier, der brummede. Ingen aktivitet fra blomst til blomst. Ingen græshopper. Jeg fik ikke myggestik, som jeg ellers plejer at være en magnet for. Det er som om dyrelivet er fordrevet som mågerne, men jeg kan ikke være sikker på, at der er en sammenhæng. Jeg er begyndt at få ondt i halsen. Jeg skyndte mig hjem. Og det var lige i tide. Nu vil jeg ikke skrive det direkte her, men jeg fik tynd mave. Undskyld. Måske er jeg syg.

Jeg har ikke helt kræfter til at skrive mere i dagbogen, og el- og mobilnettet blev ikke genstartet i dag. Noget må være galt.

—

Kære dagbog

Selvfølgelig står Dave stadig ikke foran rådhuset. Han er virkelig væk. Død og borte som for 16 år siden. Som om det kun er minderne om ham, der er tilbage. Måske er han rejst videre til jeres kapsel? Mit afløb i brusebadet var her til morgen fuld af hår. Jeg håber ikke kapslen er beskadiget på en eller anden måde.

I nat hørte jeg Daves fløjte. Først langt væk, men den kom nærmere, og jeg genkendte straks de mørke toner. Et kort øjeblik var det som om han var lige uden for mig lejlighed. Som om han gik rundt i gaderne fra hus til hus som et spøgelse. Jeg skyndte mig til vinduet og kiggede ud. Jeg så en silhuet, der fløj gennem gaden. Det var som en stor og sort måge, der buldrede forbi mit vindue. Den lød fuldstændig som når el- og mobilnettet genstarter. Brummende og buldrende lyde, som når alle kontakterne sender strøm ud i nettet. Jeg måtte glippe med øjnene for det så ud som om, der sad et barn på ryggen af mågen. Et barn. Hvad giver I? Men det var skræmmende for det lignede Oskars søn.

Jeg hoster ret træls nu, så er det måske bare en sommerforkølelse. Det gør mig rolig.  

—

Kære dagbog

Jeg må skrive denne besked. Jeg har det dårligt og kan ikke hjælpe med at lede, selvom Oskar bønfaldt mig om det. Hans søn er blevet væk. Blevet væk som Dave gjorde for 16 år siden. Det er skræmmende, hvis det er sket igen. Det er skræmmende fordi jeg måske så noget i nat. Men jeg tør ikke fortælle om det. Jeg kommer bare til at lyde som gamle døde og demente Selma.

Vent lidt. Det banker på døren.

Nu er jeg tilbage. Det bankede på døren. Jeg åbnede, og der stod Dave foran min dør. Han er gået nu, men det var Dave. Jeg spurgte ham, om han var Dave, og ved I hvad. Han nikkede. Han stirrede længe på mig, men nikkede. Jeg havde ret. Jeg spurgte ham om, hvor han havde været. Ordene væltede nærmest ud af mig. I 16 år. Vi troede du var død. Han stirrede bare. Stirrede og tog så sin gasmaske på og gav mig en omfavnelse. Jeg hostede godt nok, men alligevel. Det var et stort nummer at gøre ud af, at jeg hostede. Han klappede mig på ryggen og gav slip. Og så sagde han undskyld, vendte sig om og gik. Jeg skyndte mig til vinduet og så at han kørte ud af landsbyen mod syd.

Det var Dave. Jeg havde ret.  

—

Kære dagbog

Jeg har knap nok kræfter til at skrive, men i morges blev jeg vækket af naboen, der skreg. Meget skræmmende, så jeg skyndte mig op og kiggede ud ad vinduet. Selvfølgelig stod Dave ikke ved rådhuset, og jeg hørte ham ikke i nat. I stedet så jeg døren til naboejendommen blive åbnet og en måge flakser ud. Måske er det bare syner.

De har ikke fundet Oskars søn. Jeg har ikke sagt noget. Måske skulle jeg.

Naboen skriger fortsat, så nu lægger jeg mig tilbage i seng og trækker dynen op over hovedet. Jeg føler mig meget syg nu. Har lige været på toilet igen. Samme resultat. Tynd mave. Jeg er svimmel og har kvalme. Jeg føler lidt det er som om mit hoved skal eksplodere, og jeg er enormt træt. Måske hjælper det med lidt mere søvn. Jeg håber ikke mågen har været på besøg hos mig og smittet mig. Jeg må derfor hellere lægge dette op på bloggen nu, så beskeden er klar til at blive sendt en gang i dag, når signalet genstarter. Det må blive i dag.

Ha’ en dejlig dag, og god bedring til mig.

Kh

Lisa, blogger og beboer i Linå, kapslen koordinat 56.15220508950703, 9.695022472954777.

…

Manuel kigger op fra blogteksten på skærmen. Det er det sidste blogindlæg i flere måneder nu. Er Lisa OK? Han kigger ud ad sit vindue, hvor han har udsigt til den store bygning, hvor kapslens rådhus er placeret. På trappestenen står en fremmed mand iklædt sort tøj og spiller på sin fløjte gennem en gasmaske og iført radioaktivhæmmende beklædning, mens han deler flyers ud. Endelig, tænker Manuel.