Short Story
Af Thomas Rud Jensen
Marts 2026

Udgivet i Science Fiction Cirklens antologi – ‘Lige Under Overfladen’ – Det Kontradiktoriske Princip i 2025

Nattehimlen er stjerneklar og den dybe uendelighed bagved er forberedt på natten. Særligt en enkelt stjerne funkler om kap med månen. Han ved, hvem den tilhører. På nattehimlen kan han også ane den sorte planet, der svagt giver sig til kende i genskinnet fra månen. Planeten er på den ene halvkugle oplyst med en pulserende isblå tåge, mens den på den anden går i ét med intetheden. Folk, der tør tale om den blå tåge, kalder fænomenet for sjælelyset. Det er, som om den sorte planet er levende og samler energi fra de døde. Som om den sorte planet gør sig selv indbydende for at kalde nye sjæle til sig. Som om den godt ved, at den gør døden smuk.

Han står længe ved vinduet i den mørklagte stue og betragter planeten, der for ham ligner en marmorkugle i uendelighedens håndflade. Den, som ingen har lyst til at se på, men alle ved er der. Det er også en ubehagelig tanke, når man stadig er barn og intet forstår, er ung og ikke kan fatte mening med det hele, er midt i livet, hvor tingene går stærkt eller skal til at nyde tilværelsen uden et krævende arbejde og kun med glæden ved at se de nye generationer leve livet og vokse sig klogere. Det forstår han godt. Men på hans stadie i livet er planeten kærkommen. 

Beslutningen er taget, og rejsen er bestilt. Han glæder sig. Der er ingen i familien, der ved, at han tager af sted, men han har skrevet et brev, som nu ligger på køkkenbordet, hvis hans søn eller datter skulle finde på at komme på besøg i de kommende dage. Det gør de helt sikkert ikke, da de har travlt med arbejde, børn, fritidsaktiviteter og kort sagt med at leve deres liv. Brevet skal dog nok komme til nytte alligevel.

Han føler, at han er blevet en pestilens at være sammen med. Han får fornemmelsen hver eneste gang, han er på besøg hos familien. Han er til besvær. Det er de små irettesættelser. Det er en mærkelig tavshed, når han fortæller om gamle dage i bedste mening for, at de forstår, hvad de er kommet af og kommet fra. Det interesserer dem ikke. Det er også hans børnebørn, der hellere vil sidde på deres værelse foran deres computer end at sidde ved spisebordet efter maden og tale sammen. Glædes sammen. Hygge sammen. Det er det dybe suk, når han foreslår at komme forbi – bare fordi. Så nu har han besluttet at tage på denne rejse alene. Ingen skal tage rejsen fra ham nu eller standse ham i terminalen og hente ham hjem, fordi de synes.

Han hanker op i den ene kuffert, som han har pakket til rejsen. Opholdet varer syv dage, men derefter aner han faktisk ikke, hvad der skal ske, og hvor lang tid der er tilbage. Det stod der intet om i brochuren. Der stod blot, at han skulle pakke det basale og de ting, han ikke vil kunne undvære. Det er dermed kun de helt elementære ting, han tager med. Kufferten er ganske let. Alt andet har han ladet blive hjemme. Teksten i brochuren lovede, at rejseselskabet ville stille alt nødvendigt til rådighed, sørge for det hele under de syv dage, som der i brochuren er tilrettelagt med spændende aktiviteter for hans aldersgruppe og funktionsnedsættelser, klare al efterfølgende administration, og der intet ville være at bekymre sig om. Han glæder sig faktisk og forventer, at brochurens indhold holder ord. Det hele virker i hvert fald topprofessionelt. Han sætter sig i sin gode stol, som han kan holde til at sidde i og som står ved vinduet mod gaden. Det eneste, han skal gøre, er at vente.

Fartøjet ankommer på slaget tolv. Midnat. Han elsker præcision, som han har elsket hele livet. Ingen gider vente og de, der altid kommer dalrende for sent til møder eller aftaler, spilder reelt andres tid. Derfor elsker han selv at holde tiden. Hellere komme for tidligt og selv være ansvarlig for følelsen af spildt tid end lade andre ufrivilligt spilde deres.

Det sølvfarvede fartøj, glimter i lyset fra de lave belysningsmaster og parkerer pænt til kantsten, som om det var en rutineret chauffør, der betjente fartøjet. Dørene åbner automatisk. Han tøffer ud, låser hoveddøren efter sig, trisser hen ad den flisebelagte sti til havelågen, betragter fartøjet et kort øjeblik med beundring og lægger kufferten sirligt i fartøjets bagagerum. Bagsmækken lukker automatisk, som om den ved, at det var den mængde af bagage, der var denne gang. Al den moderne teknologi. Nogle gange kan han sagtens se, at tiden er en anden og ser det gode i de mange hjælpemidler, der efterhånden er opfundet. Andre gange hader han dem som pesten, fordi de fratager mennesket deres helt basale urinstinkt om at gøre tingene selv og ikke lade en robot klare det for sig. Nu er han godt tilfreds.

Han sætter sig besværet ind i fartøjets enlige sæde. Der er ingen at sige godaften til. Fartøjet er hævet, så det er kun, fordi han er så dårligt gående og lænden værker umådeligt af det, der sidder derinde, at han stønner og pruster for at finde sig til rette i sædet. Dørene lukker og klikker låst. Han hører suget, da dørene forsegles. Straks får han propper i ørene. Det stod der også i brochuren, at det ville ske, og anbefalingen var at tygge på tyggegummi. Han finder sin tinæske med tyggegummi frem fra inderlommen og stopper to stykker i munden, som han gumler på. Det er måske frås med to stykker, men hvad pokker. Straks udlignes trykket, og ørene åbner sig igen. Kabinen dufter frisk og indbydende. Temperaturen er sval, men ikke for kold. Sædet afgiver en let varme, og det er som om sædet tilpasser sig kroppen. Han sidder helt vidunderligt, og smerten i lænden fortager sig straks.    

Det ansigtsløse kontrolpanel lader ingen tvivl tilbage. ”Tryk her” står der med blokbogstaver på en grøn knap, der er på størrelse med en knyttet næve. Han skaber sig et overblik over de andre instrumenter. Der er et ur, der viser tallet 60:00. Han ved fra brochuren, at det er længden af rejsen. En time, og så vil han være på destinationens terminal. Hvad han gør derfra, kan han ikke huske, men mon ikke der vil være hjælp at hente. Kontrolpanelet har en skærm, hvor et digitalt papir proklamerer: ”Velkommen, Ove Jensen”. Der er mulighed for at høre radio eller tænde for en musikafspiller, hvis han ønsker det til turen. Og så står en hylde åben, hvor der ligger et lille udvalg af chokolader, pastiller og tyggegummi. Der er tænkt på alt.

Oves øjne vender tilbage til den store grønne knap. Størrelsen må være for dem, der ikke har førligheden til at trykke på en knap med pegefingeren. Han kigger mod huset, mens han lader sin pegefinger svæve over den grønne knap, og giver sine minder fra huset en flygtig tanke. Det er ikke nu, han skal blive melankolsk og nostalgisk, fortryde eller efterlade uafsluttede ærinder. Han skal bare på en rejse. Ikke andet. Kaffemaskinen er slukket, garageporten er lukket, døren er låst og nøglen ligger i potteplanten og alt det der. Han er mere end klar til rejsen.

Han trykker på den grønne knap og straks mørklægges
kabinen. Vinduerne blændes til. Han mærker fartøjet sætte i bevægelse, men ikke mere end hvis han duvede på vandet i en jolle som på en af hans mange fisketure i tidens løb. Uret på kontrolpanelet har begyndt sin nedtælling.

”Velkommen, Ove Jensen.” En behagelig kvindestemme fylder kabinen.

”Tak,” brummer han, som om han stod over for en velklædt stewardesse. Han lukker øjnene. Han har ikke brug for hverken musik eller slik på rejsen. Han er ikke til luksus, hvis der skulle tilbydes et glas champagne til turen. Han griner for sig selv. Kvindestemmen fortsætter.

”På skærmen foran dig skal du træffe nogle valg til din rejse. Udfyld venligst spørgeskemaet på rejsen. Mange tak.”

Ove åbner atter øjnene og ser, at den hvide skærm nu
indeholder en knap, hvor der står ”Start”.

”Javel.”

Han læner sig frem og trykker på start. Selvom han er omtåget og udmattet allerede af turen fra lænestolen ved vinduet til fartøjet, udfylder han spørgeskemaet efter bedste evne. Det betyder egentlig ikke det store, men han valgte forfatterkvarteret som sin destination. Han har altid været glad for ord, digtet lidt selv og læst en del. Har haft sine favoritforfattere og set mange af dem til messer og lignende. Ikke at det er blevet til noget kommercielt forfatterskab selv, men hans tidligere profession som reklamemand må da give inspiration til at kunne kalde sig forfatter. Tekstforfatter.

* * *

”Velkommen til destinationen, Ove Jensen.”

Han giver et gib, da kvindestemmen atter fylder kabinen. Dørene åbnes. Han må have blundet. En bølgende fornemmelse sitrer under fødderne, som om fartøjet får hans blod-cirkulation i gang, inden han skal træde ud. Nedtællingsuret står på 00:00. Han er fremme. Stolen hæver sig og drejer, så det eneste han skal gøre, er at rejse sig. Han ser sig omkring i terminalen. Den er lys og indbydende. Naturbilleder og landskaber pryder væggene, og der er en forsigtig og behagelig lyd af fuglefløjt og rislende vand, selvom han ikke kan se hverken bæk eller træer, hvor fuglene kan sidde i. Gule prikker i gulvet fører fra fartøjet til en hvid skranke med en computer længere fremme. Han rejser sig, tager kufferten fra
bagagerummet ud af fartøjet og bevæger sig besværet frem ad de gule prikker.

På skærmen ved computeren står der ”Velkommen, Ove Jensen”

”Tak,” brummer han. Han kan ikke se andre mennesker, men det er helt som beskrevet og aftalt. Han orker ikke alt det halløj med at smile og være venlig. Det er nu, han elsker den nye verden med al sin teknologi, robotter og ansigtsløs fremmedhed. Han vil bare finde frem til sit hotelværelse hurtigst muligt og så sove. Han er blevet mere træt af den korte blunder i fartøjet.

På skærmen ved arbejdsstationen har han to valgmuligheder. ‘Gå selv’ eller ‘Transport’. Han vælger transport. Han orker heller ikke at gå. Knuden i lænden værker igen. En rødpolstret lænestol kommer kørende i et skinnesystem i et mageligt tempo ud fra en luge, der er synlig til højre for arbejdsstationen. Teksten på skærmen har ændret sig. Der står nu: ”Tag plads i lænestolen”.

Han gør som der står. Sætter sig i den behagelige lænestol med sin kuffert i skødet. Stolen sætter straks i bevægelse, der hverken giver ham vand i øjnene eller den kildrende fornemmelse i maven som sønnens elbil ellers gør. Han bliver heller ikke køresyg af bevægelsen. Det er behageligt.

Stolen fører ham ned ad en lang korridor. Ind i en elevator. Standser og han mærker den svage fornemmelse i maven, da elevatoren sætter i gang nedad. Dørene går op, og stolen fortsætter ud i en hotelgang med rød løber, dæmpet belysning og en masse lyse døre med værelsesnumre over dørrammen.

Stolen fortsætter til dør nummer 32. Døren klikker åben og går op. Stolen fortsætter ind, og han hører døren lukke sig bag ham. Det første indtryk af hotelværelset er duften af parfume tilsat et stænk af noget andet. Han smager på duften. Hvis han lukker øjnene, kunne det være som om han stod ved automekanikeren i gamle dage, hvor der var hevet en gammel bil med forbrændingsmotor ind til eftersyn. Sådan lidt duften af udstødning. Men det er mange år siden, så hans hukommelse i dufte kan spille ham et puds.

Hotelværelset er velforsynet med badeværelse, queen-size seng, et lille bord med en bordlampe og en blok papir med tilhørende kuglepen og en garderobe, hvor han straks øjner minikøleskabet. Han har glædet sig til at få en godnat-cognac. Gardinerne er hevet fra til et stort panoramavindue, hvor der er udsigt ud over et fantastisk naturområde med flere søer, flyvende fugle i leg på himlen, og han kan se forskellige dyrearter gå rundt dernede mellem træer og buske og drikke vand fra en meget blå sø. En farverig leopard ligger i sollyset med lukkede øjne og tager tydeligvis ikke notits af alle de valgfrie middagsretter, der spankulerer rundt omkring sig. Selvom det hele ser ægte ud, ved han, at det er nat, men han nægter at tænke mere over det. Det er lyst og billedskønt, og det er lige den ferie, han ønsker sig, uanset at det er kunstigt. Det er kort sagt som forventet og bestilt.

Stolen placerer sig i hjørnet af værelset og afgiver et svagt bip. Han rejser sig og lægger kufferten sirligt på sengen. Nattøjet ligger pænt foldet. Han finder det frem og afklæder sig. Trækker i nattøjet og åbner minikøleskabet. Han vil sgu drikke direkte af flasken. Han nupper den mikroskopiske cognacflaske, der står i lågen, skruer vant låget af og nipper til indholdet. Smagfuldt. 

I brochuren stod der, at der var morgenmad mellem klokken syv og klokken ti, så hvis han skal regne lidt på det, må klokken være omkring klokken ét om natten. Han må hellere komme i seng for at få sovet, så han er frisk til morgendagen, og ser hvad dagen bringer. Han kan godt blive lidt nervøs for, hvad der skal ske sidst på ugen, men nu vil han nyde livet og nyde sin sidste ferie.

Den nye tandbørste skal ud af sin indpakning, og han fylder rigeligt med tandpasta på. Skyller munden og tisser af. Sengen er dejlig blød, da han lægger sig under dynen. Han kan mærke spiritussen, der døser, og han har det fantastisk. Sengen er lige så lun, som den ser ud. Han finder brochuren frem og nærstuderer de kommende syv dages aktiviteter.

Efter morgenmaden i morgen, eller om ganske få timer, er der afslapning i et velindrettet spaområde. Han kan se på billederne, at der er alt inden for varme boblebade, damp, is og kulde, olier, dufte og salte med videre, som han håber, der kommer en robot og hjælper med at bruge. Han vil gerne have den fulde oplevelse. Frokosten er et lækkert brunchbord, som allerede på billedet får mundvandet til at løbe. Eftermiddagen står på kasinospil. Han har altid drømt om at besøge et rigtigt kasino, uden der står økonomiske risici på spil. Det har han aldrig fået lov til, mens hans kone levede. Der står direkte i brochuren, at der kan spilles gratis og en gevinst er garanteret til indsættelse på kontoen til familien. Det kunne være den perfekte afslutning at vide, at pengepungen ikke er tom efter ferien. Om tre dage er der det, som han vil glæde sig mest til. Cognacsmagning ad libitum. Ud fra flaskernes etiketter at dømme, er der absolut ikke sparet på noget som helst. Utroligt at rejsen ikke var dyrere.

Han lægger brochuren fra sig på natbordet med et smil på læben. Der er endnu en masse at se frem til her til sidst. Han falder hurtigt i søvn.

* * *

Manden bag kontrolpanelet smiler af det, han ser.

”Sådan, Ove,” siger han til sig selv, selvom han er alene på vagt i aften.

At falde i søvn med et smil på læben. Det er meningen med livet. Han venter, indtil han hører lyden af Oves snorken. Han kontrollerer Oves puls og bekræftes i, at Ove sover. Da det sker, trykker han på knappen, der igangsætter den normale sekvens. En tyk plexiglasboks hæver sig lydløst op fra gulvet omkring sengen, hvor Ove sover trygt. Glasset forsegles med et svagt sug. Sluserne i gulvet åbnes og sender kulmonoxid ind i boksen. Der går et stykke tid, mens manden holder øje med instrumenterne i kontrolpanelet. Da Oves puls ikke længere kan måles, åbnes sengegavlen, og sengen kører ind i væggen. Bag væggen er et mørkt rum med brandhæmmende beklædning på alle vægge og loft. Rummet forsegles. I gulvet åbnes den store forbrændingsovn, der straks tændes og på ganske kort tid fortæres sengen og alt det, der ligger i sengen. Til sidst ligger der en mindre portion aske tilbage, som suges op i ventilationssystemet og automatisk sprøjtes ned i en urne, der står i en montre i et tilstødende lokale.

Da al aske med Oves jordiske rester er i urnen, køres urnen på et transportbånd til transportsystemet. Computeren har registreret Oves ønske om at blive placeret i forfatterkvarteret, så transportbåndet fragter urnen ud i fordelingsrørene til forfatterkvarteret på den sorte planet, hvor urnen sænkes ned i planetens overflade cirka en meter under terræn og hullet forsegles. En robot forsyner stedet med en kvadratisk mindeplade, tager et billede til familien og sender billedet med intern e-mail til manden ved kontrolplanet. Alt sammen automatisk og uden menneskelig indblanding – lige som bestilt.

Manden ved kontrolpanelet indsætter alle oplysninger i standardskemaet til familien. Computeren genererer en række billeder af en smilende Ove med røde shorts på i et velindrettet spaområde, i en læsesal med en god bog i dyb koncentration, på et kasino med en stor stak jetoner i skødet og et stort smil på læben, til cognacsmagning med salige øjne, et billede af Ove, der spiser lækker brunch og skåler i appelsinjuice og et billede af Ove foran den sorte planets fotoshoot-logo, hvor der med store bogstaver står: Den sidste vilje.

Manden samler billederne med al den nødvendige administration og trykker send til afsendelse om syv dage til de angivne e-mailadresser på en datter og en søn.