Solen stod højt på den lyseblå himmel, og der var ikke en sky at se i miles omkreds. Den brandvarme luft bagte alt levende til kartoffelchips på de gule sandbakker. Der var slet ingen vind til at køle de røde kinder og ingen skygge at finde nogen steder. Et par høje og orange klipper stod i horisonten og rakte deres ru stenkroppe mod solen, men alt for langt væk til at klippernes skygge ville kunne nås på en dags gåtur.

Billy trak sin hest gennem ørkenen. De to følgesvende havde gået i flere dage nu. Dag og nat. Billy var meget træt og kunne knap nok slæbe sine fødder gennem sandet. Selvom natten i ørkenen var kold og mørk, kun oplyst af de flotte stjerner på himmelhvælvet, var dagene alligevel de værste med den brændende hede, den blændende sol og de mange mil forude. Billy havde ikke mere vand i sin vandflaske, og han kunne se, at hesten Gulliver var meget tørstig og tæt på at give fortabt. De måtte snart finde et vandhul at drikke fra eller en lille prærieby med indbyggere, der var gæstfrie nok til at invitere en cowboy og hans trofaste hest indenfor i byens trygge rammer og måske endda invitere Billy ind i saloonen til et glas vand og et spil kort, mens Gulliver kunne stå ved truget og drikke til alle led på ny var saftige.

Billy sukkede og gik videre. Han drømte kun om et glas vand.

Hvad var nu det? Ude i horisonten kunne han ane noget. Det var blåt og grønt. Ikke gult, orange og rødt. Det så frodigt og saftigt ud og ikke tørt, brændt og varmt. Det så ud til at være ganske tæt på, måske få hundrede meter og ikke langt, langt væk udenfor hans rækkevidde. Solens genskin i det nye derude sendte små glimt af lys mod Billy. Han kunne se den krystalblå vandoverflade og solen spejle sig.

“Se Gulliver,” råbte Billy til sin hest. Hesten kiggede op og vrinskede begejstret. De satte straks i løb mod horisonten og den indbydende oase. Benene havde fået nye kræfter og ansigtet et nyt smil. Side ved side løb de så hurtigt de kunne. De høje, grønne træer stod fortsat derude og vinkede dem nærmere. Blafrede med grenene og vajede i vinden. Billy kunne næsten smage det dejlige, kølige vand og føle træernes skygge. Hans læber var sprukne og hans hud i ansigtet mørkerød og solbrændt. Dette var deres redning.

Men oasen kom ikke tættere på. Blev stadig ved med at være derude i horisonten. De kunne ikke løbe den ind. Billy stoppede op og fik også Gulliver ned i fart. Billys hjerte gik næsten i stå af ærgrelse. Oasen var blot et fatamorgana. En luftspejling med hans dybeste og højeste ønske. Et blændværk, der var igangsat af hans eget syn og fantasier om at finde vand. De måtte fortsætte til fods og håbe på at en rigtig oase snart ville vise sig.

Sådan gik de med resterne af deres kræfter en times tid. Da Billy igen kiggede op ud over den endeløse ørken med de små bakketoppe, fangede noget hans øjne.

Hvad var nu det? Ude i horisonten kunne han ane noget. Det var sølv og guldfarvet. Ikke brændte nuancer af gult og rødt. Det så indbydende og beboeligt ud og ikke øde og forladt. Det så ud til at være ganske tæt på, måske få hundrede meter og ikke langt, langt væk udenfor hans rækkevidde. Solens genskin i de høje spir sendte små glimt af lys mod Billy. Han kunne se den sølvgrå brøndhane, hvorfra en vandstråle piblede ud og solen spejlede sig heri.

“Se Gulliver,” råbte Billy til sin hest. Hesten kiggede op og vrinskede begejstret. De satte straks i løb mod horisonten og den indbydende by. Kroppen havde fået nye kræfter og ansigtet et håbefuldt udtryk. Side ved side løb de så hurtigt de kunne. De røde hustage og kuppelformede tårne stod fortsat derude og kaldte dem til sig. Brøndens salige og kolde vand fra dybderne under ørkenen ventede på byens torv. Billy kunne næsten smage det dejlige, kølige vand og føle husenes skygge. Hans læber var sprukne og hans hud i ansigtet mørkerød og solbrændt. Dette var deres redning.

Men byen kom ikke tættere på. Blev stadig ved med at være derude i horisonten. De kunne ikke løbe den ind. Billy standsede og fik også holdt Gulliver an. Billys hoved var ved at sprænge af ærgrelse. Byen var blot et fatamorgana. En luftspejling med hans dybeste og højeste ønske. Et blændværk, der var igangsat af hans eget syn og fantasier om at finde vand. Nu var Billy blevet snydt to gange og de havde brugt mange kræfter på at løbe efter noget uvirkeligt. De måtte hanke op i dem selv og fortsætte lidt endnu med håbet om at finde en by snart.

Sådan gik de uden at have flere kræfter at bruge en times tid. Da Billy igen kiggede op ud over den endeløse ørken med de små bakketoppe, fangede noget hans øjne.

Hvad var nu det? Ude i horisonten kunne han ane noget. Det var rødt og blomstret. Ikke grønt og stikkende som de mange kaktusser på deres vej. Det så sødt og venligt ud og ikke ufremkommeligt og dræbende og fyldt med skeletter fra vildfarne heste og lovløse cowboys. Det så ud til at være ganske tæt på, måske få hundrede meter og ikke langt, langt væk udenfor hans rækkevidde. Solens genskin i den hvide hud sendte små glimt af lys mod Billy. Han kunne se det røde, krøllede hår, og hun kom nærmere og nærmere, smilende.

“Se Gulliver,” råbte Billy til sin hest. Hesten kiggede op og vrinskede begejstret. Men Billy stoppede Gulliver. “Åh Gulliver, søde hest. Det er blot et fatamorgana. Vi må fortsætte og spare på vores kræfter.”

Men pigen fra horisonten kom nærmere og nærmere. Billy måtte gnide sine øjne fri for sand og støv. En varmere fornemmelse bredte sig. Håbet havde måske fået nye kræfter og øjnene et blankt og vådt slør. Side ved side gik de. Han og Gulliver og kunne næsten ikke tro deres egne øjne. Pigen fra horisonten stod nu helt tæt på og ventede. Fremviste en rød rose og smilede. Billy og Gulliver smilede tilbage og stoppede også op. Pigen talte.

“Velkommen, Billy! Velkommen Gulliver!” Pigen smilede bredere nu og kiggede fra Billy til Gulliver og fra Gulliver til Billy. “Dette er oasens blomst. Tag den blot.”

Billy rakte ud og tog blomsten fra pigens udstrakte hånd.

“Med blomsten i din hånd har du et ønske, Billy. Du må ønske hvad du vil, men kun ét ønske.” Pigen tiede og kiggede forventningsfuldt på Billy. Hans læber var sprukne og hans hud i ansigtet mørkerød og solbrændt. Dette var hans redning. Han ville ønske sig vand og skygge.

“Kun ét ønske,” gentog pigen som om hun havde læst hans tanker.

“Kun ét ønske,” gentog Billy og måtte genoverveje, hvad han havde tænkt.

Billy kiggede på Gulliver. Hans redning? Nej, han måtte i det mindste redde sin eneste ven. Om det så blev det sidste han gjorde. Billy rakte blomsten frem for sig og fremsagde sit ønske. Pigen lo stille.

“Nuvel, Billy. Værsgo!”

Med ét swush begyndte ørkenen omkring dem at forvandledes. En sø piblede frem omgivet af lave palmer. Huse skød op fra sandet, rystede sig og fandt sig til rette, indtil der var nok huse til en hel lille landsby. En frodig have med æbletræer og hindbærbuske blev dannet lige ved siden af dem, mens et træhus med terrasse og en gyngestol stod og ventede på sin ejer bagved haven.

“Men… men…,” begyndte Billy. “Jeg ønskede mig bare et æble til Gulliver?!”

“Ja,” sagde pigen og plukkede et rødt æble fra æbletræet i haven og gav det til Gulliver, der straks gnaskede løs. “Men med et så simpelt men alligevel stort ønske følger altså dette.” Pigen svajede sin hånd rundt og de nød begge synet af den farverige oase bag dem. Dette var deres redning.