Sommerfuglene dansede fra blomst til blomst. Røde, violette og blå sommerfugle med lange følehorn og ivrige bevægelser svævede behændigt rundt i den store have og nød godt af sommeren og floraens knopskydninger og vilkårlige vækst. De røde blomster med de saftige og indbydende, orange frugtanlæg vajede i vinden og ventede kun på besøg fra glade gæster. Dahliaernes udslåede kroner var magneter for havens brummende bier, der summede sammen og delte nydelsen. Bestøvede bier fløj i flok og afsatte pollen i frugtknuderne. Hyacinternes flerfarvede ranke rygge rakte opad som statelige kloner og ventede ligeledes sultne besøgende i dag. De store hortensiebuske lagde sig som plyssede dyner over et bart jordstykke og de mange klaser med blomster i bundter lå og solede sig oven på havet af mørkegrønne, savtakkede blade. Selvstændige roser med stængler af torne og vippende hoveder smilede til hinanden og til forbipasserende, mens de afgav aromatiske dufte og lagde salige krydrede billeder op i den svale vind, der indbød til kærtegn og romantik og fik standset de fleste for at inhalere blomstens parfume. Brombærranker udfoldede sit revir både opad og henad, udad og i spiraler. Buskens boblende bær, der lignede små vindruer, hang i knolde og spillede et puds med farverne sort og rød, mens de gullige kroner fuldendte billedet af de søde bær med royale undertoner.
De græsgrønne bakker bølgede som oceanets krusninger i stille vejr. Pampasgræsset med de purpurfarvede støvkoste lod sig omfavne af vindens dagdrømmende bevægelser, mens lupinernes koniske figurer pegede mod himmelrummet og indhyllede kortvarigt de mest energiske blomsterfrøsamlere.
Himlens nuancer af blå havde misforstået spejlingens kunst, men bredte sig i stedet i perfekte gradienter ud over herligheden og lagde baggrundstæppet til en idyllisk dag. Afslutningen på dagen var velkendt og bød på et naturligt sceneskift, hvor tæppet blev trukket til side og ville udstille det endnu større vidunder med huller til evigheden.
Maja fløjtede en melodi, der var som skabt til anledningen. Tonerne durede i friske farver og opadgående krøller. Livet var på spil. Maja håbede, at der også var godt vejr bag horisonten. Om det så betød solskin eller regn, brise eller blæst, sne eller frost lod hun være op til horisontens beboere. Her var dejligt i sommersolskinnet og det passede både Maja, blomsterne og bierne.
Maja satte sig på hug og betragtede dyrelivet i bunden af haven. Et tusindben var på springtur og ålede sig gennem det uovervindelige landskab, men med adrætte snørkler i den rette linje mod et uvist mål. Den brunlige spejlblanke krop lod de mange ben flytte sig som en fløjlsblød kjole i vinden og gav en god fremdrift for så lille et væsen. Den ville snart møde en ørentvist, bemærkede Maja. Ørentvisten havde vist lige forladt sin nattehvile under barken på en nærliggende egegren og strakte sin tang i vejret. Den så aldeles groggy ud og lod til at afvente begivenhedernes gang.
Maja betragtede de lange og brede græsstrå, der lagde sig i små velformede tuer. Hver lille tuer stod skulder ved skulder med en anden tue og således strakte det polstrede underlag sig ud og huserede mange møder mellem arter.
Men hvad var det? En snegl. En omvandrende katastrofe her midt i Majas have. Hun betragtede den sløve vagabond, der medbragte sit hus til en andens have. Uden at gøre antrit til betaling af leje eller finde sig i en afvisning. Den ulækre pølse med knopper var i færd med at befamle og besnære et ængsteligt men rødkindet mamelukærme, der svajede faretruende i tragten for hvert snegletag. Hvad bildte den sig ind? Maja knurrede og skulle lige til at knipse sneglen væk fra poppelrosen, da hun hævede blikket og lod det pejle udover et bed med lyserøde ærteblomster. En hær af skumle snegletyper var på vandring og sad nu sporadisk og gnaskede løs i det overdådige veldækkede bord af Lathyrus pinke perler. Åh nej, råbte Maja fortvivlet og ville storme den klæbrige fortrop af skadedyr. Da hun løb over græsplænens tætte bund, sprang den første bombe fra tæppet. Et kobberfarvet projektil var tæt på sammenstød med Majas knæ. Maja tog atter et skridt frem og flere poppede, seksbenede monstre spredte deres vinger og fløj som skumsprøjt i bløde buer væk fra kæmpens fodtrin, men satte sig hurtigt til rette et nyt sted og fortsatte deres hærgende natur. Biller! skreg Maja med hænderne for munden i overraskelse. Gåsebiller! De poppede som popcorn rundt omkring og lagde en borgerkrigsagtig stemning over haven. Raketopsendelser og bombenedslag i et stort og uoverskueligt virvar. Maja turde slet ikke se på frygtelighederne. Hvad måtte hun gøre for at redde sin have?
Maja sprang af sted mod redskabsskuret. Hun huskede, hvor hun havde sat spaden. Den kunne både bruges som fransk guillotine til de galliske delikatesser, dræbersneglene og som billesmækker. Inden hun nåede så langt, måtte hun atter standse og gispe. Hun havde rundet rosenbedet, da noget glinsede mellem de statelige kroner og de nye knopper. Noget lysegrønt og livligt. Hun bevægede sig langsomt og med hjertet helt oppe ved drøblen tættere på katastrofen. Rosernes nye spændstige og svulstige knopper var i fuld gang med at blive fortæret af lysegrønne bladlus med øjnene på hvide stilke. Store klistrede klumper af frådende, ædende små uhyrer, der var på vej til at dekapitere de små nye topskud.
Længere væk men i samme bed stod brombærbuskene og så triste ud nu. Sorte pletter formerede sig hastigt under bladene. Angrebsstyrken af spindemider sad dvask og dræbende og sugede løs af buskens nærende safter, som Draculakopier med tænderne dybt begravet i halsene på ungmøer i nattens gyder, baggårde, trappeskakter og andre skumle steder. Rædslerne ville ingen ende tage.
Nu måtte hun skride til alvorlig og gennemtænkt handling. Men hvilken? En flygtig tanke sprang frem fra hjernevindingernes glemte og spindelvævsbefængte kringelkroge. Ville dyrene huske hende? Ville de huske dengang hun hjalp dem med mad, da deres forrådskammer var tømt, og vinteren stadig havde fat. Hårdt fat og brutalt nedfrøs alle muligheder for at finde føde i jorden. Dengang hun fodrede alle dyr og fugle, der kiggede forbi og som vovede sig ud i sne og kulde, blot for at fylde de tomme depoter en smule op.
Det måtte briste eller bære, tænkte Maja. Hun rakte armene i vejret og fløjtede solsortenes melodi. Det hemmelige fuglefløjt som hun havde lært. Hun kiggede op og ventede. Der lød en vis flakserier i nærmeste træ, men det var også alt. Hun så ingen solsorte på vej. Hun fløjtede igen, men resultatet var det sammen. Hmmm… Fuglene havde måske glemt hende, men hvad med pindsvinene og spidsmusene. Hun lagde sig ned i græshøjde og peb som en mus. Igen og igen frembragte hun den pibende lyd, som hun viste mus og pindsvin brugte i hemmelighed til at snakke med hinanden. Maja spejdede mod de nærmeste graner og kiggede efter liv og røre under de nederste grene. Ikke en vind og ikke en gren bevægede sig. Ingen luskende nattedyr ville lade sig besole på denne tid af døgnet. Maja sukkede højlydt og bøjede nakken. Hun måtte finde andre løsninger. Dyrene havde glemt vinterens slaraffenland og hende som den gæstfri vært ved det veldækkede bord.
Maja drejede om på hælen og strøg med en bedre vestenvind ind på værkstedet og fandt de nødvendige remedier. Spaden, en haveslange, som hun påmonterede vandhanen klar til spuling og flere poser med cederbark, som hun havde stående som bunddække til vinter. Hun havde fået fortalt at netop bark ville være en træls oplevelse for snegle og deres klæbrige kroppe. Desuden fandt hun lidt hvidløg, der hang fra loftet og egentlig skulle bruges som krydderi til maden, men nu måtte deles og fordeles i haven til forhåbentlig irritation for lugtende kryb.
Hun pakkede det hele i en spand og traskede atter ud i haven. Synet der mødte hende var overraskende, overvældende og overhovedet ikke som forventet.
En hær af solsorte sad i græsset og slugte den ene snegl efter den anden. Nemesis var nået til sneglenes rige. En sværm af mariehøner sværmede om roseknopperne og satte sig behændigt til rette, hvor de en for en pillede bladlus til side og gnaskede løs. Pindsvin og spidsmus pilede rundt i græsset og det ene knas efter det andet lod vide, at endnu en gåsebille havde mødt sit endeligt. Da Maja bevægede sig tættere på brombærbuskenes plamager af ødelæggelse, så hun den mikrobiologiske krig i sidste fase. Hvis hun ikke tog meget fejl sad et utal af Phytoseiulus persimilis’er og sugede løs på spindemiderne. Midernes skrig og sidste åndedrag fortabte sig i vindenes stilstand og rovdyrenes ædegilde.
Skovens dyr havde husket vinterens redning og Majas have. Maja lod sig dupere af iveren og virkelysten, takkede og bukkede, smilede og lo, da haven atter minut for minut, sekund for sekund blev mere og mere skadedyrsfri.
