Det gode liv. Hvad var det? At snegle sig rundt i slow motion og se verden fra græshøjde eller kaste sig ud på dybt vand. Sprede vingerne. Råbe mod himlen og være fucking ligeglad. Skulle hun stræbe så inderligt efter lykken, hvad end den var og hvor end den ville bringe hende eller skulle hun bare navigere behændigt uden om ulykken. Leve fra problem til problem. Stoppe op og sige fra, hvis noget blev for uovervejet, for farligt, for risikabelt. Det kunne gå galt eller gå godt, men faren for at det gik galt var der og så måtte hun alt andet end stoppe og tænke. Overveje sine muligheder for at styre uden om det ubehagelige. Hvor det gjorde ondt at være. Hvor ingen støttede hende og ingen så hende men var ligeglade. Hun stoppede op og overvejede sin egen tankerække. Hvad var hendes mål i livet egentlig? Spise, sove, vade rundt? Hvad mere? Hun var i tvivl.
Hun vidste instinktivt, at hun kun ville finde skuffende svar, hvor end hun søgte. Det ene princip for et evigt gyldigt svar fandtes jo ikke. Der var ikke blot én regel, én forskrift på det lykkelige liv. Det gode liv. Det komplicerede alting, at der ikke var én gylden regel til livet. Hun forstod sig ikke længere på verden. Hendes intuition om det gode liv, hvor lykken fandtes, var smuldret over de sidste år. Hvor var de få holdepunkter i livet, som hun hidtil havde sværget til? Forduftet. Destilleret. Udåndet. Væk.
Men hun havde dog set lyset derude et sted i mørket. Følt lyset. Set sig kaldet til et andet liv. Et liv med succes. På få dage havde hun med få tankeeksperimenter leget med sin følelser, sit livssyn, sine opfattelser om livet, sin appetit og sine livretter. Ja, selv leget med døden. Hun havde bevæget sig stille og roligt frem mod en indre revolution. For hvad var livets styresystem? Hvad var der i værktøjskassen, når alt kom til alt? Det var pointen. Pointen med livet. Det gode liv. Det var ikke faktuel viden om et eller andet imaginært nonsens eller økonomisk frihed, hvad pokker det end betød. Eller intelligens. Nej, intelligens som hun udmærket vidste var et område, hvor hun i den grad haltede bagud. Pointen var de mentale redskaber. Den klassiske livsfilosofi med en opbygning af en indre tilfredshed og mål og måske lidt ‘damage control’, men egne værktøjer til at komme videre. Se lyst på livet. Kunne se Døden i øjnene og vide, at han i princippet allerede havde vundet. Døden havde fat i kraven på hende. Hun var allerede død. Sådan gik det jo alle. Men altså. Hun var død nu, og alt hvad der kom herfra ville kun være en bonus. En bonus i livet. De sidste dage i livet. Enden var nær, men det gode liv var nu. Hvilken befrielse at tænke sådan.
Hun havde fundet sit sæt af slidstærke tankeredskaber til at komme gennem dagen. Ja altså! Ikke blot komme gennem dagen, men leve livet, elske livet, føle sig værdsat af sig selv og dermed efterhånden også af andre, der så hende. De ville komme til at se hende. Hun havde nu på fjerdedagen opbygget sine egne modeller for det gode liv. Det der betød noget for hende. Som andre kunne vælge at spejle sig i eller lade være, men trods alt kunne nyde gennem hende. Hun var lykkelig og strålede af det. Blændede sine omgivelser med entusiasme og livsglæde.
DU er en succes! råbte hun ud i skovbunden. Hun strakte sig mod himlen. Jublede højt og længe. Grinede så maven hoppede. Smilede rundt til alle og ingen. Følte hvordan alle smilede igen. Er det naturen, der smiler, eller væggene. Din nabo. Din søster. En fremmed. Hun var ligeglad. Lykkelig. Hun smilede blot og var glad for evnen til at vise glæde ved et smil. En simpel ansigtstrækning. En velovervejet stramning af de rigtige muskler. Smilet er de færreste forundt. Brug smilet, tænkte hun uden at stoppe. Mærkede smilet fæstne sig i sit ansigt. Det var let og ligetil. Kinderne foldedes og strammedes. Måske blottede hun tænder, eller noget. Tænderne blev blidt gnedet af læberne. Tungen var allerede på vej op i ganen. Lagde sig der spændt og ventede. Øjnene smilede med. Smilerynkerne foldede sig opad som smilet. Hun var smukkere nu. Hun følte glæden brede sig i kroppen. Ind i maven. Omfavne hjertet. Det sitrede i huden. Snurrede i skallen. Sjælen smilede nu. Sådan!
Og det var blot et par få tankers fortjeneste. Det indre bogholderi. Hun havde omfavnet tanken om, at hun for hvert sekund der gik, tabte tid. Kom tættere på noget nyt og spændende eller sit eget endeligt, men så havde hun da oplevet så meget.
Hun tog en dyb indånding. Mærkede hvordan ilten strømmede ned i lungerne. Fordelte sig i kroppen. Sivede kraftfuldt ud i blodårerne. Gav liv til kroppen. Styrkede musklerne. Frigav hjernen. Nu tænkte hun klart og stort. Nu var hun klar til at korrigere gennem livet og få nye minder.
Hun havde en plan for dagen, men hun vidste jo også allerede, at planen på nuværende tidspunkt var forældet. Skrevet eller tænkt for få sekunder siden, men nu – få sekunder efter – historie. Forældet og udtjent, men dog en plan. Fra nu af gik dagen med planlægning. At korrigere den oprindelige plan ud fra de udfordringer hun og planen helt bestemt og selvfølgeligt ville møde. Det var absolut ikke en fiasko at korrigere den udtænkte plan. Det var en succes at pejle sig ind på og optimere sin plan konstant. Hun muterede så at sige med naturen omkring hende. Det var naturligt at mutere. Det gode liv fandtes jo kun ved permanente efterjusteringer. Det var kunsten at korrigere. Det var ikke fejltagelser at korrigere. Det var læringstrin mod den perfekte dag. I morgen ville hun jo være blevet klogere end i dag. Have lært af korrektionerne.
Hun kiggede rundt og så overfloden af grønt. Nødder, bær, grøntsager, ingefær, gurkemeje. Havens spisekammer var hendes kærlighed. Joh. Hun ville nippe hist og her. Tage en større bid af det der smagte hende, men hun ville dele sin kærlighed til maden. Dele det gode liv og ikke hamstre.
Kærligheden til maden kom ikke fra hovedet. Det kom fra et åbent hjerte. Hun var åben for de spirituelle kræfter, der lå i at spise god mad. Det gav hende håb om og åben for at elske sig selv og andre. Kærligheden flød frit fra hendes hjerte til hende selv og til andre, der ville nyde dette veldækkede bord.
Hun var dog ikke ensom. Nej da. Hun havde sin engel ved sin side hele vejen. De var dus. Uafhængige men alligevel sammen om det hele. Hun var hovedpersonen i sit liv, men englen hjalp hende. Hjalp hende i de svære perioder, der blev færre og færre. Men englen var der. Upåklagelig og standhaftig. Livets rabatkuponer var tilintetgjort og nu ventede kun det uangribelige tanke-setup. Hun genforhandlede aldrig med tankerne eller dem hun mødte på sin vej. Hun havde sine ubetingede principper, og dem veg hun ikke fra. Fleksibiliteten som hun tidligere havde fundet, var drænende og opslidende. Viljestyrke sivede langsomt men sikkert ud for hvert kompromis hun havde indgået. Den bekvemme variant af et stridsspørgsmål havde oftest været den dårligste variant. Ikke kun for hende, men sådan generelt. Nu var hun tankemæssigt energifyldt. Fleksibilitetskulturen var droppet for bestandigt. Og det accepterede hun. Sådan var det gode liv for hende.
Hun tog endnu en dyb indånding. Inhalerede livet. Nippede til grøntkålen. Hun følte sig som en succes. Nu følte hun, at hun passede til sit navn. En dræbersnegl. En dræber af dårlig energi, livstab og tidstab. En snegl fordi hun elskede at opleve livet langsomt og i fulde drag.
