Universet. Det uendelige tomrum med utallige lyspunkter. I sin grundessens kun en mørk uforklarlig intethed, hvor livet kun ét sted har fundet vej. For os mennesker kun en brændende sol med ufattelig mange år på bagen og en forventet levetid på 5-6 milliarder år endnu. Ubegribelig mange år inden der ikke er mere brændstof. Inden solen vil ekspandere og opsluge de nærmeste planeter herunder Jorden. Uforståeligt? Eller er det?
Albert scrollede blikket gennem sine noter igen. Det ville tage for evigt at udforske bare en brøkdel af det kendte univers. I hvert fald til den grænse, som vi kender i dag. Men der var jo ingen grænse. Mennesket har ledt langt ud, men ikke nået den forventede grænse. Boksen, hvor indenfor vores lille univers går til. Er der måske liv længere ude? Flere livgivende sole? Kan det udforskes? Og for at finde hvad? For at finde flere uforklarlige ting. Måske liv i en ukendt form. Måske uvenlig liv. Liv, som vi ikke bryder os om at finde. Noget, der kan udløse ragnarok. Enden på det liv, vi kender? Enden på Jorden? På mennesket? Hvad ville vi finde, hvis vi begav os derud på et tidspunkt? Der var absolut ingen tvivl i Alberts sind om, at vi ville finde noget. Med tiden ville vi finde mere. Vi ville finde nok til at fortsætte jagten. Til sidst vil vi måske finde menneskets endeligt? Det, der stoppede ekspeditionen. Det ukendte derude, der var farligt eller som ville give os svaret på, hvorfor vi eksisterer. Det blev ikke i hans tid. Det stod også klart for ham.
Albert så op mod himmelrummet. Ud i mørket gennem tagvinduet. Natten var sort. Månen var en aftagende stribe vendt med den konkave kurve mod højre. Der var mange stjerner, der badede sig i Solens lys. De fleste af dem var genkendelige. For ham i hvert fald. Han ville aldrig komme derud. Ud i rummet. Uanset hvor meget han end prøvede. Hvor meget han insisterede på at ville. Han havde kun en medfødt evne til at tænke. Ikke til at tidsrejse eller rumrejse. Hans krop var simpelthen ikke stærk nok. Den var uplejet og lungerne for visne.
Han forestillede sig rummet. Planeterne derude med solen i midten. Derfra startede det i det små med Merkur og Venus. Så kom Jorden med dens måne. Gode gamle måne. Længere ude ventede Mars og Jupiter. Saturn med sin ring af isstykker og isdækkede klippestykker. Vild tanke. Endnu længere ud fandt man Uranus og Neptun, hvis man havde adgang til en af de helt store teleskoper. Det var de kendte planeter. Søgte man længere ud fandt man de små dværgplaneter. Herude i det absolutte mørke lå de og susede omkring. Plutoiderne opkaldt efter Pluto som i mange år blev regnet for den niende planet. Nu var erkendelsen dog, at der var mange flere små kloder længere ude i solsystemet. Der fandtes en enkelt dværgplanet tættere på. Det var Ceres, der lå og soppede i et asteroidebælte mellem Mars og Jupiter.
Hvor ville det være stort at rejse derud, tænkte Albert og følte sig båret med af dagdrømmen. Eller i hvert fald den drømmende tanke, da dagen jo for længst havde nået sin ende og mørket havde sænket sig. Tænk, hvis han kunne sætte sig i en rumraket og besøge månen? Træde ud i den næsten vægtløse tilstand og samle månesten. Hoppe rundt på månen og føle den begrænsede tyngdekraft på kun 1,62 m/s2. Modsat Jordens tyngdekraft på 9,81 m/s2. Det ville næsten føles som, at man var let som en fjer. Sir Isaac Newton havde ikke levet forgæves. Albert ville gerne give sin højre lunge for at have været assistent til Isaac. Følge ham i tykt og tyndt. Hjulpet med det basale. Eller måske være italiensk pioner sammen med Galileo Galilei. Tænk det ramaskrig det gav i verden, da han opdagede via Venus faser, at planeterne cirkler om Solen og ikke Jorden. Måske i fællesskab udtænke den berømte faldlov, der satte selveste Aristoteles teori om at tungt falder hurtigere end let til vægs? Det frie fald. Men Albert ville bare gerne til månen og opleve livet i rummet. Opleve den bedste måde at få vægten til at vise mindre ved at tage til månen. Albert kiggede ned ad sine 82 kilogram. De var lidt i overkanten, men det var nu svært at tabe sig, når man som han var forgabt i universets vidundere og læsestoffet var enormt. Tyngdekraften var vist også bare noget overvurderet pjat. Det var noget helt andet med Solen, hvor ens masse blev over 20 doblet, hvis man da lige kunne klare at betræde den gasagtige 5500 graders varme overflade. Måske ønskede han sig bare til Mars. En dags temperatur på 20 grader var da ok, men om natten derimod. Når solens varme aftog på skyggesiden, var temperaturfaldet enormt. Minus 140 grader. Det var noget andet end at ligge i skyggen under et palmetræ i Caribien. Men Mars var alligevel drømmen. Planeten var jo helt sikkert gold og ugæstfri. Uden vand og atmosfære. Men det ville da være stort at sidde til bords med en marsmand og spise pulvermad.
Hvorfor var Mars så tiltrækkende? Han overvejede sit eget spørgsmål. Planeten var jo meget mindre end Jorden. Den nærmeste nabo til Jorden på den modsatte side af Solen. Det var vel bare alle historierne. Jens Lyns rejse til Mongo og mødet med kejser Ming. Rejsefællens opfindelse af et rumskib. Hans Zarkov hed han. Og så naturligvis den anden rejsefælle Dale Arden. Marsmænd havde altid fulgt ham i drømmene. Alle de film han så som barn. Rummet og det ukendte var en besættelse, der betød noget. Betød hvilken uddannelse han havde taget i astronomi og astrofysik.
Albert vendte for en stund tilbage til sine noter og formler på pc-skærmen og tavlen. Måske havde han fat i noget? En ide han havde haft længe, og arbejdet på længe men ikke turde sige højt eller fortælle. Han ville ikke bede andre om sparring eller søge hjælp hos kolleger. Det ville være pinligt, hvis han tog fejl. Men han følte sig overbevist. Han tænkte igen på Dr. Zarkov. Opfindelsen af et rumskib. Der skulle en opdagelse af de helt store til for at han ville kunne gennemføre denne mission.
Han rullede igen sin kontorstol hen til miniaturemodellen af universet. Den store lysende sol i midten og de otte planeter på række. Opsat på metalstivere, så han kunne bringe dem hen, hvor han ville. Dog i samme afstand fra Solen og hinanden, vel at mærke. Energi kan blive til masse og omvendt, messede han svagt for sig selv. Albert tænkte på sin navnefælle og den videnskabsmand, som han var opkaldt efter. Albert Einstein. Hans relativitetsteori, hvor masse, energi og rum vekselvirker var så velkendt. Universets ekspanderende uendelighed efter The Big Bang. Ingenting før og nu denne enorme intethed. For mennesket var det en uendelighed, men for lys mere overvindeligt, men dog med en grænse. For energi…? Tjaaa… Albert kløede sig i hårgrænsen. Det knagede, men ideen havde han. Det var muligt.
Han roterede igen universet i sin model. Otte planeter omkring en kerne. Naturligvis endnu mindre dværgplaneter, måner og andet småkravl, men otte planeter. Han tog sin atommodel frem. Bygget fra et skolesæt, som han havde liggende på arbejde. Atommodellen var bygget op af de positive protoner og neutrale neutroner i kernen. Faste plastikstivere ud til otte elektroner. Så man bort fra afstanden mellem elektroner og den manglende inderste skal med yderligere to elektroner, så stod han her med et justeret neon-atom. Det periodiske systems 10. grundstof. Neon betød “ny” på græsk. Var det en tilfældighed? Neon var en ædelgas. Ganske og aldeles uinteresseret i at indgå i samarbejde med nogen. Ville ikke nedværdige sig til at danne molekyler med andre stoffer. Levede sit eget liv isoleret og tilfreds. Tilfreds med sine otte elektroner i den anden skal. Ligesom Universet. Der var ikke set skyggen af andre universer, der ville binde sig til vores univers.
Neon var farveløs og lugtfri. En smagløs gas. Ikke magnetisk dog. Modsat den magnetiske Jord. Planeterne med en tyngdekraft. Neon blev opdaget for over 120 år siden af to gutter, en englænder og en skotte. Morris og William. Kemikere. Endnu et par navne i stjerneparaden af store tænkere og udviklere af den viden mennesket besad. Fantastisk. Neon blev opdaget sammen med to andre ædelgasser henholdsvis xenon og krypton. Albert tænkte. Kryptonit. Supermans skjulte men dog så velkendte fjende. Det grønne stof, der fratager ham sine kræfter og gør ham sårbar og ligefrem dødelig. Men neon. En gas. En energi med en opbygningen og dermed et potentiale til at ligne universets otte planeter. Det var den tanke, der bar Alberts idé. Var Universet blot et neonatom i forklædning? Atomet i en ædelgas i frit fald i en beholder i en fremmed og utilnærmelig anden dimension. Den tanke måtte han lade ligge. Men en anden tanke og idéen var måske mulig at bygge.
Albert returnerede til sin kontorplads foran den flimrende pc-skærm. Overvågningskameraet pejlede ned i rummet med den lufttætte kuppel. Ved siden af kuplen stod hans hjemmebyggede rumraket, som han havde opkaldt efter en anden kendt forsker, nemlig Thomas Edison. Opfinderen af glødepæren. Albert kunne se, at kuplen var i gang med sit arbejde. Den atmosfæriske luft, som kuplen var i færd med at nedkøle, var begyndt at fortætte. Den hvidlige røg cirkulerede derinde i kuplen og havde lagt et slør om den blå kerne, der indeholdt neon. Omkring kernen et magnetfelt opbygget med en kraftig elektromagnet, der blot skulle tændes på knappen i kontrolrummet. Og et varmelegeme, der langsomt skulle varme rummet op, når alt var klart. På denne måde ville han måske kunne gennemføre den omvendte proces ved ganske simpel destillering. En genskabelse af Morris og Williams forsøg – blot med et tvist. Måske den omvendte proces af The Big Bang. Han ønskede ikke at skabe The Big Crunch, men måske ville processen være episk og give ham stof til et videnskabeligt bevis for fysikkens grundlov om det store brag, der skabte universet. Destillering af neon med sine otte elektroner eller planeter omkring kernen men tilsat magnetisme. Han følte sig sikker i sin teori. Han var på vej til at skrive historie. Til at skrive historien til et nyt univers. Hans miniatureunivers.
I morgen ville han besøge kuplen og forsøget, hvor den sidste del af den afgørende proces skulle sættes i gang. Hans rejse ud i rummet. I hans skabte univers. På jagt efter marsmænd.
