Af Maja Martine
Den brunede kartoffel er ikke stor, men heller ikke lille. Han er ikke aflang, men heller ikke helt rund. Han er det, enhver julemadselsker forbinder med en brunet kartoffel. En helt almindelig brunet kartoffel, som blot ønsker at leve livet i den dejlige fugtige jord med små kriblende naboer, der kravler rundt omkring ham og nyder det hyggelige mørke. Det inderste ønske var dog ikke opfyldt, da han med tingenes tilstand i dette øjeblik var i gang med at blive serveret på julebordet som en delikatesse på en rød dug, blandt små glade nisser og miniature juletræer spredt rundt om ham som efter en tornado, der lige havde ramt ham i knolden. Et større og grønnere juletræ stod ved siden af den ildspruttende pejs. Et farligt men naturligt sted, hvor den på den ene eller anden måde ville ende sine dage. Det var et stort og flot pyntet juletræ med en skinnende stjerne på toppen. Små guldfarvede julekugler hang forskudt på træet og der spankulerede tre små børn rundt om træet med hænderne fulde af pyntegrej. I køkkenet stod en høj kvinde med et violet forklæde og rullede marcipan til konfekt. Den brunede kartoffel vidste godt, hvad der skulle ske, og det var ikke noget han glædede sig til.

Der gik ikke længe før der kom bunker af lakridskonfekt, klejner og vaniljekranse i store fade ind fra køkkenet i armene på den høje kvinde. Men det, der fangede hans øje, var brunkagen. Hun var serveret på en smuk porcelænstallerken, der kun blev vist frem til særlige begivenheder. En hvid tallerken med musselmalede blomster i alle verdenens farver. Hun var selv pyntet med den fineste glasur og flotteste små perler på toppen, der fremhævede hendes umådelig pæne og brune hud. Til hans overraskelse blev hun sat på bordet lige ved siden af ham. Hun kunne da ikke bare tage alt opmærksomheden fra ham? Eller kunne hun? Det havde taget en time, og for at være mere præcis, 1 time og 4 minutter for at lave ham og hans brødre. Nu lå de alle i en fin bunke og glinsede om kap med stearinlysene.

Hans brødre havde været med på hele turen fra muldjorden til julebordet. Det havde været en hård tur, men med opbakning fra hinanden gik det strygende. Den brunede kartoffel havde været tæt på Kim hele turen. Kim var endda den kartoffel, der boede tættest på den brunede kartoffel. De blev dog adskilt under sorteringen og Kim skulle koges sammen med gulerødder. Kim havde så inderligt ønsket sig at blive sprød, men nu tegnede alt til, at han ville blive blød og tage lidt farve fra de ranglede orange fætre. Han var dog også en af de største kartofler, så den brunede kartoffel vidste, hvad der ville ske før Kim gjorde det. Det var lidt sørgeligt, men forventet. Da alle kartoflerne boede i jorden, havde de haft skoletimer om, hvad der ville ske med dem. De lærte om alt fra pommes frittes, ovnbagninger og hytteost til kager, men de brunede kartofler var de mest hellige. De blev serveret til jul sammen med den stegte og lækre andesteg og rødkålen. Waldorfsalat, hvis de havnede i et af de finere hjem. Men det vigtigste de lærte var, at de aldrig måtte blive forelsket i juleslikket. Juleslikket blev altid sat på bordet efter den store fyldige julemiddag. De søde sager hørte kun til på stuebordet. Den brunede kartoffel bevarede stadig kontakten til sine venner, da de blev sorteret. Nu lå de så her og ventede. Da han fik at vide, at han var en brunet kartoffel, vidste han instinktivt, at han skulle leve op til de store forventninger, der var stillet. Han ville tage sit lod i livet meget alvorligt.

Han gik meget ind for, at han ikke skal snakke eller være tæt på juleslikket. Især brunkagen. Brunkager er de værste af dem alle. Da den høje kvinde kom ind til julebordet, stillede hun den utrolig flot dekorerede tallerken med brunkager lige ved siden af ham. Den brunede kartoffel mente bestemt ikke dette var sjovt, men et sarkastisk smil begyndte at forme sig på hans læber. Det nåede hele vejen fra det ene øre til det andet. Han ville være ligeglad. Ikke kigge brunkagens vej. Føle sig for god og lækker til en brunkage. Han kunne alligevel heller ikke fordrage brunkager, selvom hende her nu faktisk duftede ganske fortrinligt og faktisk vildt godt. Hun var blevet sat med næsetippen mod de andre lækkerier, og med ryggen mod den brunede kartoffel. Med et skjult jaloux blik så han hen på hende og de andre lækkerier. Hvordan kunne dette dog gå til, hviskede han til sig selv. Efter et langt liv som kartoffel var der én ting han vidste, og det var at brunkager og lækkerier ikke hørte til på et spisebord men på stuebordet. Det var altså noget rod.

Som gæsterne kom til, blev han ignoreret, og brunkagen fik al opmærksomheden. Åh, hvor er det dog nogle fine brunkager, I har lavet, blev der himlet og Ej, sikke så flot de er pyntet, lød det fra gæsterne. Hvad med mig? tænkte den brunede kartoffel fortvivlet. Er jeg også fin? Er jeg ikke bare lækker overtrukket? Gæsterne var på besøg hver jul og gav altid smukke komplimenter til juleslikket, og især den selvfede brunkage. Værst af alt var, at gæsterne ikke blot havde et barn med, men hvad der føltes som tusindvis af børn i forskellige aldre. De var dog alle i den alder, hvor man er særdeles slikglade, og nok ikke forventer at kunne gå for den opspilede mave, når dagen er slut.

Den brunede kartoffel blev så sur. Nej rasende. Så rasende at den næsten fik samme farve som dugen. Rudolfnæserød. Det opdagede brunkagen, og med et stort smil vendte brunkagen nu ryggen mod lækkerierne og næsen mod ham. Han skummede af vrede, men fulgte alligevel de vellavede glasurmalede øjne, der rettede sig mod ham. Hvorfor ser du så overrasket ud, sagde en fin, lille stemme. Det var brunkagens stemme. Sprød, rund og veluddannet. Han kunne ikke forstå det. Hvorfor ville sådan en smuk brunkage snakke til en sølle, brun kartoffel? Det var som om alt det han havde lært i løbet af de mange måneder i jorden, var forsvundet ud af øret på ham. Nå, du kan nu heller ikke svare mig! sagde hun lettere fornærmet. Nu var det ikke jalousien, der gjorde ham rød i knolden, men djævlen selv. Eller måske forelskelsen. Han vidste ikke, hvilket ben han skulle stå på. Hvad han skulle gøre af sig selv, ikke fordi der var særligt meget at gøre, når han bare var en brun kartoffel. De andre brunede kartofler ville være så skuffede, hvis de så dette optrin. Men han tog chancen. Mandede sig op. Strakte brystkassen frem så det knasede i karamellen.

Men lige som han skulle til at svare hende med en sukkersød stemme, blev en sølvpoleret gaffel med krummelurer stukket igennem ham. Han havde vidst, at det ville ske på et eller andet tidspunkt, men han havde ikke forventet, at det ville ske lige nu. Chokket blev ikke mindre af, at han faktisk lige i dette øjeblik følte sig voldsomt megameget som den heldigste kartoffel på denne side af juleaften.

Sådanne ting sker nemlig ved et julebord…