Den mørke skygge lå henslængt over morens ansigt. Faren stod tæt på hende, truende og talende. Skyggen nåede spisebordet, hvor Sam hjalp sin lillesøster Sara med lektierne. Noget om andengradsligninger. Egentlig letforståeligt. Formlen til livet, hvis det stod til Sams matematiklærer. Sam og Sara lod som om de var dybt koncentrerede på trods af Sams stirrende blik mod faren, men de lagde begge mærke til optrinnet og farens postulater. De runde briller dirrede på næsen af ham, som han stod der ved køkkenbordet og belærte Sams mor om Universets skabelse og Biblens manipulerende ord. En hånd var solidt plantet på den grå granitbordplade, mens hans anden hånd udførte stadigt mere uhåndgribelige cirkler og usynlige figurer i luften. Det lignede imaginære hulemalertegninger for Sam eller måske noget mere moderne som for eksempel farverigt graffiti på en ellers nykalket kirkemur. Måske bøjede han noget i fluorescerende neonrør?
Hvornår faldt skyggen over faren? Skyggen. Den formørkede del af ethvert menneske, dannet af lyset men også dannet af noget andet. Den var mørk, men var den blå? Hvor blå var den? Morens skygge var svag til sammenligning. Måske sad hun for langt fra loftslampens LED-belysning? Måske var hun bare mere gennemsigtig og svag i skyggen end hendes mand. Sam så på sin egen skygge. Den var dækket af bordet. Men han kendte den. Den var blå. Sådan rigtig blå. Hvorfor vidste han godt. En mærkelig følelse af at vide det.
Moren vendte blikket mod deres fælles børn og betragtede dem med ængsteligheden dybt plantet i de opspilede øjne. Sam bemærkede det. Et råb om hjælp måske? Eller et spinkelt håb om, at de ville gå ind på deres værelser, lukke døren og undlade at høre på farens påståelighed. Måske et ønske om, at de i det mindste ville forstå, hvad manden fablede om. Han talte højere og højere, og slyngede om sig med stadig mere komplicerede ord, der ikke lå først for i ordforrådet hos en simpel sundhedsassistent. Han var trods alt veluddannet og veltalende. Havde meldt sig ind i Mensa for at opnå anerkendelse hos sine kolleger. Hun ville snuble over svære ord som Pythagoras læresætning, Taj Mahal eller dualistiske og livsfjendske tanker om reinkarnation. Men hvem ville egentlig ikke også det, tænkte Sam og reflekterede morens blik med en undskyldning i de usagte ord mellem dem. Han ville ikke hjælpe. Ville ikke tirre faren med sit syn på livets opståen og livets kerne. Livets afslutning. Det ville bare slå gnister.
Sam slog blikket ned og tænkte på de pakkede kufferter i entréen. I morgen var sidste skoledag inden sommerferien, og familiens kufferter var allerede fyldt med sommertøj og klar til afrejse. Velforberedt lige efter farens hoved. Flyvemaskinen afgik i morgen eftermiddag. Intet måtte gå galt på deres sommerrejse mod sydligere himmelstrøg. Det var også her aftenens diskussion var opstået. Eller diskussion var så meget sagt, for faren havde tilsyneladende haft behov for at belære sin hustru om solen, og hvorfor og hvor længe den varmede. Hvor meget solcreme de skulle smøres ind i. Hvor højt de ville flyve. Hvorfor der var varmt på Mallorca og ikke i Danmark. Og så videre.
Sam vidste, at hans mor fulgte med så godt hun kunne, som så mange gange før. Hun indstillede sig på farens snak og farens forberedelser. Forsøgte at gøre det før faren beordrede det gjort. Det ville give de færreste konflikter. Køkkenbordet var stablet med økologiske grøntsager som skulle spises i dag for at undgå, at varerne skulle smides ud. Det ville faren undgå. Den læring havde moren taget til sig. Det var også farens idé med større harmoni omkring familiens sundhed og livskvalitet. Det var blevet til en mere økologisk livsførelse, hvor der kun blev købt små mængder og spist friske madvarer. Det øgede antallet af ture til supermarkedet, men det gjorde Sams mor nu uden en ordre. Hun lærte hurtigt for at undgå ydmygelserne foran sine børn. Faren havde også indført en obligatorisk fælles spirituel tænkningstime, som han introducerede det. Meditation for velværets skyld, som han sagde. Sam huskede tydeligt, hvordan moren havde stået med store øjne og et panisk udtryk, da faren havde fremlagt sin idé. Hun havde på ingen måde set det komme, men som familiens husholderske og kit havde hun accepteret tingenes tilstand og sin mands ønske. Nu sad hun troligt med lukkede øjne hver aften og lyttede til faldende regndråber på Sonosanlægget i en stiv time. Reflekterede hun? Det var uvist. Måske ønskede hun sig langt væk fra vanviddet eller håbede blot på en cafétur med en veninde? Small talk og latter over simple oplevelser og sjove optrin eller en fælles historie. Måske forestillede hun sig, at faren ville tabe interessen for denne times uendelige kedsommelighed og atter ty til Nyhederne eller anden livsvigtig information på Discovery Channel, som han hidtil havde sværget til i oplysningens knivskarpe skær. Hvis hun gjorde som han ønskede, kunne hun måske nå at gribe telefonen og tale med sine veninder eller kontakte sin gamle mor, der så brændende ønskede sig besøg på plejehjemmet. Men de gled længere og længere ud i glemslen, mens faren insisterede på sit. Moren havde for travlt med at lave grønkålssalat med mango og avokado, citronmarineret laks med bagte sødekartofler og andre supersunde rodfrugter. Sørge for at huset var eksemplarisk rent og velduftende, så farens nye venner fra de kloges klub kunne komme på besøg og indtage et glas rødbede-/sellerijuice, mens de lyttede til latinamerikanske rytmer og nøjedes med at fortælle historier om dengang de kunne nyde cubanske cigarer og sukkerrørs rom. Den tid var slut, og de ville nyde deres nyfundne egoer over deres solbrune kroppe og manicurerede negle, mens fortidens synder og dårlig livsstil langsomt men sikkert blev skyllet ud. Moren havde dog sagt nej tak, da faren havde foræret hende et gavekort til en gratis tarmskylning. Det var alligevel for mærkeligt. Faren gik vist regelmæssigt, så vidt Sam var orienteret.
Moren levede et liv i farens skygge. Det var tydeligt. Og farens skygge var ikke en gang rigtig blå. Kun på vej. Kun en mellemting. Et mellemstadie. Det ville kræve flere cyklusser, inden han var klar til at bryde ud. Han var måske nået til oplysningens cyklus. Der, hvor interessen blev vakt, men hvor formålet endnu var ukendt. Den cyklus havde Sam været igennem for længe siden. Hans bevidsthedsmæssige evolution var langt forud for faren. Han nærmede sig slutstenen. Han var ikke sikker på om det var nu, men han håbede på, at den evige tilbagevenden til livet snart vil ende, og han havde opnået formålet med livet. Han var bevidst om, at han som en af de få, havde taget turen direkte. Han var oplyst og huskede de fleste stadier nu. Han var ikke faldet nedad i hierarkiet for at finde en lavere klasse ret mange gange. Han havde bevæget sig opad i bevidstheden. Det hele sad indprentet i hans sjæl. Kernen i det hele, hvorfra han udstrålede. Han var kommet så langt i udviklingen, at han kendte til menneskets personlighed og sin egen. Det var blot en vekselvirkning med omgivelserne, og som under gunstige betingelser ville virkeliggøre det enkelte menneskes potentiale og dermed blive, hvad det egentlig er. Sam kendte betingelserne.
Sam virrede med hovedet og befandt sig igen i køkkenet i nuet. Han havde ladet tankerne flyve. Flyveturen. Uf, hvor han hadede at flyve. At opleve og komme rundt var en del af livet. Se nye steder og blive oplyst af stedernes, menneskenes og racernes særegen samt deres måder at se livets formål på. Men selve rejsen med flyvemaskine var han ikke begejstret for i dette liv. Og han vidste præcist hvorfor. Det var i morgen, at han atter skulle sætte sig ind i en flyvemaskine og mærke rædslen.
Morgenen kom, og familien var taget af sted til lufthavnen. Nu sad de i flyvemaskinen på landingsbanen. Kufferterne lå i flyvemaskinens bug og andre familier småsnakkede ivrigt omkring Sam. De glædede sig åbenlyst til varmen, solen og ferien. Sams far var igen på banen og udbredte sin viden om Wilbur og Orville Wright som en decemberdag tilbage i 1903 gennemførte historiens første bemandede flyvning med en motoriseret maskine. Sam hørte, hvordan faren udbredte sin viden om, at pionererne ikke havde været de første, der havde leget med tanken om at flyve og svæve rundt på himlen som en fugl, men heller ikke de sidste. Sam lukkede af for farens historieoplæsning og tænkte på sin egen.
Der skulle krige til for at flyvemaskinen blev udviklet. Verdenskrigene betød udvikling af først flyvemaskiner med to eller flere sæt vinger. Biplaner eller triplaner, som de hed. Sam genkaldte sig historien om den ’Røde Baron’ aka Baron von Richthofen og hans ildrøde Fokker DR. I? Teknologien gennemgik en rivende udvikling med hensyn til aerodynamik og lette, men ydedygtige motorer i perioder med krig. Flaps og bevægelige vingeforkanter. Derefter kom udviklingen af de store bombefly, hvor menneskeheden lærte at bygge stort og bygge jetmotorer, der gav basis for udviklingen af passagerflyet, som Sam nu sad i. Men Sam huskede tydeligt hvorfor han hadede at flyve.
Han havde ligget lunt side om side med sin wingman. Hver i en Supermarine Spitfire. De var fløjet i formation, men et par tyske Messerschmitt-maskiner havde luret på dem i skumringen. De havde påbegyndt beskydningen klokken lidt i ni foran den nedadgående sommersols sidste stråler. Sam havde set fjendens maskiner tidligt og undveget det første angreb. Det havde kostet flere af hans kolleger livet. Men de tyske maskiner var vedholdende og til sidst var Sams maskine blevet ramt hårdt. Maskinens teknik og mekanik stod af og var ikke til at redde. Han var styrtet mod jorden med 600 kilometer i timen uden håb om redning eller udskydning med det defekte katapultsæde. Han kunne stadig se synet tydeligt, selvom han nu var i cyklussen efter. Frygten for døden i dette øjeblik og kollisionen med en græsmark i det nordlige Holland sad fast i brystbenet på ham. Han hadede at flyve i dette næste liv efter sin død. Det var et trin på den indre bevidsthedstrappe. Det var han klar over. Sjælens vandring til det nye liv tog sådanne voldsomme oplevelser med sig. Frygten for begivenheden om sin egen død sad fast i det næste liv.
Nogle var bange for vand, fordi de var druknet i det tidligere liv. Nogle brød sig ikke ild, fordi de var brændt til døde. Nogle måtte se sig over skulderen om aftenen, fordi de var kommet af dage for et andet og måske sindssygt menneskes hånd i livet før dette. Det sindssyge menneske måtte starte igen i en noget lavere klasse af livet. Måske myre eller hvis de var heldige som huskat eller et rovdyr, der passede til sjælens tilstand. Mens andre blot var bange for alderdommen og at dø, fordi de simpelthen var ældet og visnet i livet før dette. Det var sådan, det var. Summen af livets gerninger og handlinger betinger det nye liv. Det var karma. De gode var på vej i den positiv retning i sjælevandringen mod det ypperste mål, mens andre måtte forsøge igen. Jovist, der blev hele tiden dannet nye sjæle. Sams egen mor var en ny sjæl med en grå skygge. Der var blevet flere og flere mennesker til at huse disse sjæle, simpelthen fordi mange flere var begyndt på den positive livsførelse. At passe på hinanden, jordkloden og den tid, der var dem forundt. Det var derfor Jordens befolkning steg så kraftigt i disse århundreder. Målet med livet var at bryde ud af denne cyklus af evige genfødsler. Sam var på vej. Hans skygge var blå, men måske ikke blå nok.
Mallorcas strand var varm og vandet lunt. Sam sad på sit strandhåndklæde på den lejede solvogn og iagttog livet omkring sig. Han glædede sig over de mange lysende sjæle, han så. Mennesker, der frigav mere af sig selv i varmen og så deres partner dybt i øjnene. Elskede deres sjæleven. Elskede deres børn højere og lod dem få friere tøjler end derhjemme. Eller blot lod kroppen slappe af, mens den blev varmere og mørkere. Sara sad ved siden af ham i sandet og byggede et sandslot, mens deres forældre gik tur langs vandkanten. Faren bevægede sig selvglad af sted i bar overkrop og Bermudashorts, mens moren spankulerede rundt i en nykøbt blomstret tunika over den tætsiddende badedragt. De talte ikke sammen, men nød varmen og hinanden arm i arm. Sam smilede for sig selv. De havde trods alt et bånd, der fastholdt deres sjæle i et bånd af kærlighed.
”Hej Sam!” Sams lillesøster kaldte.
Sam blev revet ud af sin visuelle vandring. ”Ja, Sara. Hvad har du bygget?”
Sam fandt Sara, der stirrede på ham med opspilede øjne.
”Hvor blå er din skygge?” fortsatte Sara.
Sam blev overrasket over spørgsmålet og rettede sig op. ”Hvad sagde du?” Hørte han rigtigt?
”Hvor blå er din skygge?” gentog Sara. Hun rejste sig og lod solens sidste stråler ramme sig på ryggen. Hendes skygge lagde sig i sandet ved siden af ham. Sam så forundret på skyggen. Den var azurblå. Nej, mere himmelblå. Eller også retroblå. Nej, den var alle nuancer af blå. Pulserende. Sam lod blikket følge de blå bølger i sandet, fandt de bare tæer og bevægede blikket op til Saras øjne, der skinnede. Hun smilede tilbage.
”Ånden henter mig nu, Sam.”
”Hvad! Nej!” Sam mærkede suget i maven. Hans lillesøster havde opnået det ypperste på en strand på Mallorca. Den sidste sjælevandring fra legeme, sjæl og til ånd.
”Vi ses snart,” kaldte Sara, da hun forlod Jorden som menneske.
