– En landsbys historie
I min iver efter at fortælle gode historier, glemmer jeg ofte virkeligheden. Så jeg tænkte, at jeg kortfattet her mellem historierne ville dele et livsperspektiv med jer læsere. Den er kommet lidt ud af det blå. Denne følgende “historie” fandt jeg på min harddisk, da jeg rodede den igennem efter gamle minder. “Historien” er rent faktisk foreløberen for Kongeklenodiet. Dengang hvor en roman var utænkelig at skrive, og dengang, hvor jeg følte at have noget på hjertet i retningen af min lille hjemby. Som I nok kan læse jer frem til, har “historien” her en del år på bagen, men jeg har suppleret den et par steder og puf, lige med et er den blevet højaktuel igen med det helt “nye begreb” decentralisering. Hvis nogle af jer indfødte har lyst og mod på at bruge den i jeres kampagne via et nyhedsmedie til at skabe debat i lokalsamfundet, så gør endelig det. Historien her og vinklen løslader jeg hermed til fri afbenyttelse. God fornøjelse…
Thomas Rud Jensen – Forfatter og blogger
Det hele begyndte vel sådan rigtigt i gamle dage, hvor et fæ var noget der spankulerede rundt ude på den uindhegnede mark og græssede fredeligt mellem idylliske bøgeskovsbløde bakker og åndehullede ådale, og en fo var en fjende man udmærket vidste hvem var, hvor var, hvad var og om denne fo havde en intention om at gå til angreb inden for overskuelig fremtid, og man derfor måtte smække skodderne ind, udruste bønderne med høtyve og alskens andre håndvåben, sadle op på den jævne ganger, bygge voldgrav eller hvordan man ellers forberedte en krig i gamle dage for at undgå at ende i glemslen som endnu et forpint offer for foens fortrædeligheder.
Det hele begyndte vel sådan cirka også dengang, hvor folket byggede kirker med håndkraft og hvis enkelte bønder ikke gad give et nap med, så var straffen benhård og ikke til forhandling. Man aflukkede simpelthen glughullet i kirketårnet med klokken i den retning de besværlige bønder boede. Så kunne de lære det. De kunne dermed ikke høre klokken, når den kaldte undersåtterne til bøn i “skibet”. Sådan gjorde borgerne i Linå dengang landsbyen var centrum for kirkens manifestation i området. Et område, der var så stort at det bl.a. dækkede området omkring Slottet mere end 10 kilometer væk i vestlig retning. Kirkens børn måtte bruge et dagsridt på oksekærrer for at nå frem til rensningen af sjælen. På slottet boede kongen af og til. Her blev han vartet op som gæst. Området dækkede beboerne i den lille flække omkring Slottet, hvilket i dag er kendt som Silkeborg. Men området dækkede ikke storbondens søn Moldis revir i den lille udbryderby Mollerup blot 4 kilometer mod øst, hvor de besværlige bønder, der ikke gad give et nap med da kirketårnet skulle nå tættere på faderen, boede. De blev klogere.
Historiens vingesus slog store slag netop her i Linå. Store fortællinger om konger og adelsmænd, der gik bersærk på deres gennemrejse, hvor sagesløse brovagter måtte lægge ryg til prygl, hvis prisen for passage var for høj. Suset i den kongeløse periode ramte også Linå. Her kom endnu flere magtfulde mænd forbi med soldater under deres befaling, hvor de gik endnu mere bersærk, men efterfølgende enten døde i lader pga. skræppende gæs og lignende eller måtte krybe til korset, da en ny og purung konge med tyske riddere i ryggen, satte sig på tronen. Dette i genskæret fra et nedfaldent flag fra en forfader hjembragt fra krig mod estiske hedninge. Den nye konge fik styr på kongeriget igen. Sådan cirka i hvert fald. Vingesus, der dagen i dag kun høres som en sagte blafren hos de mest inkarnerede lokale og i bogen Kongeklenodiet. Lokalt som i et område, der vel kun dækker aldersgruppen 60+ og inden for Kløverbyerne, Linå, Laven, Hårup og Mollerup og vel kun hos de beboere, der har mere end 40 år i området på samvittigheden og i øvrigt har haft en interesse for historien. En beskeden skare under stadig afvikling, hvis den da stadig er mulig at tælle, javel.
Nu kan man begynde at snakke om, hvordan det ender. For enden er nær. Jeg har skrevet det på et banner, som jeg snart påtænker at gå med om nakken op og ned ad gågaden i Silkeborg. I hvert fald “påtænker” sådan i teorien som en gimmick. For enden er nær. Nogens ende er måske i klaskehøjde alt imens historien smuldrer i kapløb med de omkringliggende forvitrede huse, gader og stræder og sjæle. Historien siver ud mellem fingrene på de økonomisk tænkende selvvalgte, men dog demokratisk indstillede og dermed folkeligt valgte deltids levebrøds politikere i den nu store by, Silkeborg. Byen Silkeborg, der efter industrialiseringens eksplosion og eksklusion af de lokale små samfund, er områdets metropol. De nye sprængningseksperter uden synlig fornemmelse for sammenhængskraft har vel blot fornøjelsen ved at høre sig selv snakke og udstikke ordrer under demokratiets åg – skulle man tro. Disse almindelige mennesker, hvis job er at forsøge at få kommunens økonomi til at hænge sammen, har nu pulveriseret sammenbindingskraften i Linå ved at fjerne grundlaget for positiv udvikling eller i det mindste fastholde landsbyens attraktionsværdi for nutidens midt- og østjyde. Det er trist. Det lader vi lige stå et øjeblik… Det er trist. For gu er det trist, at en velfungerende landsby med en armé af Tordenskjolds soldater er udryddet pga. fejlprioriteringer, dårlige beslutninger og tilsidesættelser af fornuftig logik fra en sluttet kreds af 31 mennesker med nutidens bibel i hånden – det kommunale budget med alt for store dobbeltunderstregninger under projekter i hovedbyen. Det har nu efterladt en hær af arme sovebys landsbyborgere, der har mistet håbet på, at deres initiativ kan føre til prioritering og fremskridt. Det er nu blevet mere end dyrt og dermed sagt urealistisk, at landsbyen kan komme på fode igen. Hertil mangler stort set alt, hvad der er kendetegnet for en landsby, der ligger lunt i den positive udviklingsspiral. Det har Silkeborg Kommune på mindre end 30 år formået at udslette. Plejehjemmet er for længst væk, skolen er væk og måtte ikke frigøres, købmanden er væk, de lokale arbejdspladser er næsten væk, idrætsforeningen gisper som følge heraf, byens unge mennesker fraflytter eller er stavnsbundet til et usælgeligt hus, men kirken med et stadig stigende arealudlæg til gravpladser troner på byens højeste punkt og kaster lange skygger fra morgenrøden til solens daglige endeligt. Forsamlingshuset lever endnu for dem, der gerne vil ud i det blå og opleve vaskeægte idyllisk landsbystemning i lokaler, der er til at betale. Måske dog kun i lånte fjer et stykke tid endnu.
Landsbyens historie står beskrevet i bøger, men det er ikke afspejlet i byen. Det er ikke værdsat og understøttet i kommunen. Det er ikke en faktor for prioriteringer og beslutninger hos nutidens lokale cæsarer i rådhussalen. Så hellere nye flotte boligkvarterer i en forstad, der gisper efter vejret i spidstimernes pulserende bilos. Måske kan landsbyen gøre sig håb om på sigt at få en montre med et fotografi ved siden af Gravballemanden, der ligger i en anden kommune.
Nutidens fæ græsser i rådhussalens rustrøde etui og har udvist mangel på rettidig omhu, hvis ikke det kan kaldes skandaløs fejlprioritering, der nu koster mange Linå-borgere deres murstensopsparing og er ansvarlig for det trøstesløse syn, det er at kigge ud på og ind i mit livs barndomsgader, der forarmes, fornedres og forsvinder. Nutidens fo var en midtjysk ulv forklædt i fåreklæder, som landsbyborgeren troede ville dem det godt, men endte med at bide et par livsvigtige arterier over og sætte sig med hænderne i skødet i rådhussalen for blot at kigge til, mens den langsomme forblødning udvisker den hovedløse handling, der forgår i glemslen af demokratiet 4-årige valgperioder uden at kunne pålægge nogen et ansvar.
Så fik jeg galpet og sluppet galden fri med et passende tvist af underfundighed, så den intellektuelle læser ikke tror jeg er helt spasser. Men dertil er jeg også kommet et skridt tættere på det konstruktive og positive i mit skrivs vulkanudbrud. Vi kan jo ikke bare brokke os i nutidens Danmark uden at have et bud på det bedre. I hvert fald ikke hvis man som jeg vil udvikling og ikke svælger i lyst til at se afvikling eller bare ikke er klog nok til at se konsekvensen af sine snæversynede og kortsigtede handlinger.
For at opnå udvikling må der i mine øjne følge penge. Og for at opnå penge til gode formål må der være en gruppe lokale borgere, der vil landsbyen og vil udvikling samt dernæst et bindende samarbejder mellem de lokale og kommunen samt eventuelle investorer. For at finde de gode formål må der planlægges og fastlægges en plausibel handlingsplan med gode udviklingsfremmende og selvforstærkende initiativer. For at udarbejde en handlingsplan må kommunen i samarbejde med borgerne i gang med idérigdommen, kreativiteten og det lokale indblik eventuelt under kontrollerede forhold som en tidsplan og en fagperson med procesforståelse. I sidste ende må kommunen til tastaturet og indgå bindende aftaler og et ikke ubetydeligt startbudget inden markedskræfterne forhåbentligt kan overtage de gode intentioner med investeringer. Det er kommunen, der sidder med fagligheden, på myndighedsansvaret og pengepungen til at starte noget op.
Det er naivt at tro, at landsbyen igen kan huse en skole – bortset fra at hænge sin hat på ordsproget, “hvor der er vilje, er der vej” og selvom lokalerne jo står klar til genbrug – efter dog en større renovering vel at mærke. Det er endnu mere naivt at tro, at en dagligvarebutik med nutidens konkurrencevilkår kan og vil placere sig i Linå. Det er håbet, at kommunale investeringer fx i udbygning af mulighederne for friluftsliv, sport samt eventuelt kultur kan øge interessen for at besøge landsbyen. Det er sandsynligt at byggemodnede grunde til fx fritidslandbrug, større landsteder samt moderne parcelhuse med skoven og naturen i baghaven vil give et større beboergrundlag at justere sine ønsker til landsbyens indhold efter. Måske kan der startes en kommunalt støttet købmand med frivillig arbejdskraft fra pensionister og med lokale specialiteter. Måske kan nærområdet lægge kræfterne i, så hverdagslandskaberne løftes op og giver landsbyen det særpræg, der vil gavne udviklingen og synligheden regionalt.
Et gammelt mundheld siger: Du kan li’ nå en øl på Linå Kro. Nu er kroen end ikke mere blot en lukket grill, men helt fjernet fra jordens overflade og grunden ser i øvrigt forfærdelig ud som velkomst til byen. Mundheldet ligger spyttet ud som et gennemtygget skrå på en bar rabat på vej mod Silkeborg for bilisten, der har forvildet sig væk fra motorvejen. Samtidig forsøger kommunen at få folket med på idéen om at sætte byskilte med Silkeborg som tekst op omkring de nærmeste lokalsamfund for at opnå en befolkningsgrundlag inden for afgrænsningen af Silkeborg by, der ifølge Planloven giver byen lov til at opføre et storcenter, der kan konkurrere med midtbyens butikker i gågaden. En gågade, der i øvrigt i enderne står forladte og ubetalte hen. Kig en gang i Torve Centeret eller Arkade Centeret, hvis de da eksisterende den dag i dag. Spildte ligegyldige kvadratmeter, mens den historiske oprindelse og det unikke går i glemmebogen. Det er jo nutidens svar på datidens narrehat.
Men det lysner da lidt, når man ser en børnehave finde plads. Er det et plaster på såret, eller kan vi oprigtigt forvente at der sker mere de næste 30 år?
Indledningen til denne hæsblæsende og dundrende kritik af de tidligere politiske kundskaber og prioriteringer startede med et historisk tilbageblik. Det er også her jeg ender i min positive side af historien. For hvem har muligheden for at være den første kommune, der vender tilbage til rødderne og giver landsbyerne grobund til udvikling frem for at konkurrere på de vilkår alle andre større byer fokuserer på. Centralisering og stordriftsfordele mv. Hvilken kommune tør udvikle de historiske vingesus og bygge en ny gammel historie op? Ikke med udgangspunkt i en ringmur eller et fæstningsværk, men ægte landsbyhistorie. Hvilken kommune tør vise at vejen frem ikke er afvikling? Det er i hvert fald ikke Silkeborg Kommune sådan som tiden ser ud, men måske vejrer der nye vinde. Decentralisering er i hvert fald sat på dagsordenen andre steder så måske er der håb for en fælles konsensus om det og nogen med stjerner nok på skuldrene til at tage ansvaret og føringen – Dette er en udfordring og en opfordring.
