Endnu en historie er dannet herfra. Denne gang noget, der vel kan kaldes gys. Eller udvikling, hvis du er til drømmetydning. Som altid bestemmer du, hvilken betydning du vil lægge i historien. Giv den gerne en karakter.
Jeg har naturligvis skrevet den med inspiration fra en tegning. Denne gang noget gyseligt noget fra min yngste datters rædselskabinet af mareridts. Det er bestemt ikke for småpiger. Jeg må også indrømme, at jeg har haft svært ved at skrive historien. Alt omkring mig undervejs har raslet, pebet, flyttet på sig og knaget. Flere gange har jeg måttet kigge mig over skulderen og studere min plasmakugle intenst. Jeg har nemlig også en stående, der nogle gange har sit eget liv. Hvad nu hvis der stod nogen bag mig, mens jeg skrev. Hvad hvis den begyndte at lyse. Stikket er nemlig trukket ud. Øjeblik…. Kigger lige igen… Tilbage igen. Måtte lige sikre mig, at jeg er alene.
Nå, men historien måtte jo skrives, når der nu findes en tegning til den. Igen har jeg overholdt min personlige tidsplan. Fantastisk. Tre historier inde i 2021 og 21 historier igen. Det er da ikke så ringe.
Der er to tegninger endnu på lager. Glæd jer til historien om Den syngende hval og en endnu unavngiven historie. Lige præcis den unavngivne historie og tegning har en særlig plads i mit hjerte, da det faktisk var den første tegning, som blev til. Derfor skal den også have lov til at afslutte det hele. Afslutte godnathistorie-menuen – for en tid i hvert fald. Selve historien til tegningen brygger jeg stadig på.
Overskriften til dette dagsbogsindspark er jo lidt i samme boldgade som plasmakuglen. Krystalkuglen. At kigge ind i fremtiden. Sidste gang fik I en lille bid af fortsættelsen til Kongeklenodiet. Det vil være lidt fjollet at skrive mere om det nu, hvor jeg endnu ikke er færdig, synes jeg. Men I kan få en status på fremskridtet. Jeg kan nemlig ikke spå om fremtiden eller se ting klart i sådan en kugle. Derimod kan den bruges som pejlemærke og hjælpe til med at definere nogle krav om fremskridt på projektet. Det er en hjælp for mig.
Kongeklenodiet kommer til at indeholde 36 kapitler. Skellettet står. De 14 er skrevet. Igår måtte jeg tage mig selv i at skraldgrine af flere passager. Både de dystre og de humoristiske. Simpelthen fordi jeg er voldsomt tilfreds med indholdet. Så ved I det derude, jer der måske glæder sig til fortsættelsen.
Skulle du netop sidde klar i lænestolen og glæde dig, så lad mig endelig høre om det her i kommentarfeltet. Jeg har nemlig mindst én derude, der ikke var tilfreds med afslutningen på bind 1. Kun 50 % feel good stemning er åbenbart ikke nok for nogle læsere 🙂 Mon bind 2 bliver bedre end det?