Jeg har desværre valgt at stoppe al skriveri. Da jeg i den forgangne måned er blevet udsat for et forsøg på censur, ser jeg ingen anden udvej end at lægge pennen i graven og komme videre med en fantasiløs tilværelse. Forfatterskabet i bog, blog og bonushistorier er en saga blot. Nogle mennesker er bare ikke klar til at videndele og historiedele. Når disse mennesker så sætter deres klamme hånd på noget de ikke forstår, så må vi andre klappe hælene i og rette ind. Alt andet vil jo ødelægge deres verden. Det kan vi ikke være bekendt.
Pjat! Naturligvis lader jeg ikke mine læsere i stikken pga. enkelte individers navlepilleri. Glædelig 1. april og tak for at I læser med både her, på bloggen og i min roman. Livet går videre, og jeg stopper ikke med at udbrede min faglighed, finurlighed og fantasi. Videndeling er her for at blive. Jeg har nu fået sat ansigt og rygrad på et par mennesker i den verden, hvor jeg færdes. De er gået hen og er blevet ganske transparente. Bløde hatte. Ligegyldige. Pyt!
Så nu ligger der en ny historie på hjemmesiden. Den sidste historie i denne kategori for nu, men baseret på den første tegning som jeg i sin tid lavede på baggrund af mine børns livlige fantasi. Tegningen står mit hjerte meget nært og jeg husker med glæde, da den blev lavet. Historien er derimod ny og en ganske anden end oprindeligt tiltænkt tegningen. Hvis du tager dig tid til et bredere perspektiv, vil du se, hvad jeg mener. Hvem vil ikke gerne kunne pudse brillen og opleve det, når de besøger biblioteket? Giv historien karakter, så bliver jeg glad.
Nu er tiden kommet til at jeg skal udforske og udfylde små lette historier i min story cubes kategori. Stilen er den samme, men i stedet for at jeg lader mig inspirere af tegninger, så skal terninger nu hjælpe historien på vej. Jeg håber på, at der kommer nogle fine små historier ud af det eksperiment. Terningerne er i hvert fald kastet.
Dette dagbogsuddrag skal også lige give jer en status på bogprojektet Kongeklenodiet bind 2. Det går over stok og sten. Jeg har været produktiv og mangler således kun at få de sidste otte kapitler skrevet. Herefter må jeg hellere gennemlæse det skrevne og supplere, tilrette, finpudse, forfine og bare være glad for at historien igen har fået vinger.
Atter glædelig 1. april og beklager min indledning, men lejligheden bød sig for at være med på moden netop i dag :-).