Der var engang… en vild indianer.
Indianeren var af den klassiske slags, som vi alle kender fra Det Vilde Vesten. Han gik altid med krigsmaling, bare for en sikkerheds skyld, hvis nu han skulle støde på en hvid mand. Han bandt sine underbukser som et langt bredt tovværk omkring alle ædlere dele, så sol og vind var fordelt ligeligt til den ene og den anden side. Han red gerne på sin hvidskimmel, og havde naturligvis udsmykket hestens popo med et aftryk af sin egen hånd. Det var jo trods alt hans hest. Og han gik med en fjer i det løse og sorte, kraftigt blåchangerende hår. En fjer som han havde fundet på prærien og som stammede fra en stor og flot ørn, der i flere dage havde cirklet sultent over den lille tipi som han boede i. Men indianeren havde bestemt ikke tænkt sig at blive til et bytte eller et ådsel i de nærmeste dage, så den kunne pakke sig, kunne den. Fjeren blev sat i håret som en gestus fra naturens side. Han takkede.
Indianeren kiggede ud over prærien. Klemte sine øjne halvt i for at lade hud og øjenbryn skærme for den brændende sol. Den gule helcirkel på himlen, der gav liv til alting men også død, livets gaver, gav flere luftspejlinger ud over det hede sand og den klippefyldte dal. Han kendte til solens magt, og lod sig ikke forvirre til at løbe efter vand og grønne oaser, når der ingen var. Han kunne ikke redde alle de tørstige hvide mænd som han i tidernes løb havde set ligge udhungrede, tørlagte og døde i sandet for at blive til læderagtige skeletter efter at have løbet de sidste kræfter af sig mod forestillinger om, hvis ikke guldbelagte gader, så små vandhuller og saftige palmetræer. Det måtte de om. Døde hvide mænd var lige efter indianerens hoved. Det var en herlig tør dag. Ikke en hvid mand i sigte. Ikke en hjulbenet nybygger inden for miles omkreds. Han havde vitterlig prærien for sig selv i dag. Sådan så han det i hvert fald selv.
Han hvilede for en stund øjnene ved at kigge ned af sig selv og huskede straks sit navn. Store sorte fod. Navnet havde han fået af sine forældre, naturligvis, men det var et velvalgt navn, tænkte han. Den ene af fødderne var flot rød, naturlig størrelse, sådan cirka hvis en størrelse mellemstor sten, var det. Den passede til resten af ham. Men så var der den højre fod. Den var større end den venstre og den var sort, og så var navnet Store sorte fod jo velvalgt. Der var trods alt fem tæer på den store, sorte fod, så han følte sig ikke abnorm eller unormal. Det værste ved foden var dog, at hvor end han gik, så satte den store, sorte fod et stort og sort fodaftryk i sandet. Han kunne ikke liste rundt nogen steder uden at han på forhånd var afsløret. Det var faktisk derfor han valgte at bo solitært. For sig selv i sin egen lille tipi herude på prærien med sin egen hest, der ikke talte træls om den store sorte fod, men blot så ud til at være tilfreds. Han ønskede på ingen måde at sætte store fodaftryk på sin vej, blot leve sit liv i harmoni med naturen.
Han vendte atter tilbage til sit vy ud over den golde slette. Hvilket prægtigt dyr ville ofre sig til ham i dag som livets gave. Han rejste sig, fandt sit jagtudstyr og besteg sin plettede ganger, der straks vidste besked og startede sit ridt med Store sorte fod på ryggen.
Da Store sorte fod og Plettede ganger nåede åen, så han det forfærdelige. En nybyggerfamilie i en hestevogn, som havde de et hus på ryggen, stod på modsatte bred og beskuede området. Deres blegfede brune hest stod i lysningen og høvlede vand ind fra åen. Den var synligt træt og slet ikke vant til at ase og mase hen over et steghedt og beplantningsfattigt terræn uden mulighed for stikke mulen i poolen for hver skridt. Store sorte fod var ikke i tvivl. Nybyggerfamilien havde tænkt sig at slå sig ned lige her. Ved hans vandingssted. Hvor jorden fødede sig selv. Hvor planterne kunne berige sin egen næring ved at spise af jorden og vokse i lyset fra solen.
Den krigeriske indianer tog buen fra skulderen og fandt en velvalgt stor og grum pil fra koggeret. Han sendte pilen livsfarligt af sted mod hestevognens dug. En advarsel. Pilen borede sig kraftigt og halvt igennem hestevognens sideplanke, så splinterne fløj og det gav et højlydt gunk, der fik nybyggerfamilien til give et spjæt. Alle fire medlemmer af familien på den modsatte bred, stirrede forfærdede på pilen, der stadig vibrerede faretruende. Store sorte fod var tilfreds med synet og ikke overrasket af egen præcision. Det skud ville have kunnet nedlægge en springende kanin eller måske en edderfugl i flugt. Han smilede nederdrægtigt og overlegen mod nybyggerfamilien.
Men familien smilede ikke. Alle fire, det vil sige far, mor og to børn henholdsvis en dreng og en pige, fulgte pilens retning. De øjnede den grumme indianer, der stod på modsatte bred og udstrålede ejerskab over landet. De smilede stadig ikke og det bekom faktisk Store sorte fod ganske godt. Han ønskede dem væk. De skulle rejse igen. Aldrig komme tilbage. Lade hans vandingssted være. Det havde været hans i mange år. Ikke deres. Ellers ville han personligt finde fornøjelse i at skære toppen af deres skalp. Han smilede fortsat indvendigt. Hvad kunne de gøre? Manden smilede ikke. Den røde indianer studerede begivenhederne i et bredere perspektiv. Det gjorde moren slet ikke. Hendes sure og forskrækkede mine blev endnu mere sur og forskrækket og snørede blikket ind på indianeren. Store sorte fod pustede brystkassen op og rettede på fjeren. Styrken lå i udtrykket. Mundvigene vendte nedad. Næsen i sky. De to små børn smilede slet ikke og greb straks fat i morens kjole og klamrede sig fast og så meget sure ud.
Indianeren med den store, sorte fod så at faren strøg i et vildt løb hen imod hestevognen og fiskede længe efter noget på ladet. Han kiggede flere gange febrilsk op og mod ham, som han stod der og forholdt sig roligt på den modsatte bred. Tilsyneladende fandt han endelig, hvad han søgte. Store sorte fod kunne ikke se, hvad det var. Et langt rør med et træskæfte i enden som faren holdt ind mod sig selv. Manden på modsatte bred fumlede voldsomt med nogle små røde rør, som han stoppede ind i det store blanke rør. Han tabte en del af dem i den fede muld. Den trods alt nysgerrige indianer måtte kigge godt efter, hvad der foregik. Han fandt sit hjemmelavede forstørrelsesglas, som han kaldte det, lavet af et bredt og rullet blad frem fra inderlommen af sin skindtaske. Han satte det for øjet. Det fik ligesom blikket til at fokusere på det væsentlige. Han kunne stadig ikke genkende den genstand, som faren nu pegede i hans retning. Der lød et stort brag, der fik indianeren til at gibbe. Han følte straks et voldsomt slag i den højre skulder og det begyndte med det samme at stramme og svide voldsomt fra skulderen. Han tog forstørrelsesglasset fra øjet og kiggede på skulderen. Den blødte. Hvad skete der? Han blødte voldsomt fra skulderen og det sved. Han kiggede tilbage mod familien på modsatte bred og så nu faren smile. Moren smilede også, men de små børn stod blot og havde hænderne for ørerne. Store sorte fod så igen faren pege det der blanke rør hans vej og hørte igen braget. Denne gang så han røgen fra røret inden han igen følte et kraftigt bistik. Denne gang i låret. Nu blødte han også derfra. Han indså, at det var røret og faren, der var skyld i disse blødninger. Han skyndte sig at vende om og flygte væk fra røret med olme, stikkende bier.
Store sorte fod skyndte sig hjem til tipien og begyndte straks at helbrede sig selv med blade og urter fra træerne ved åen. Det hjalp omgående på smerten og standsede blodet fra at strømme. Igen blev han reddet af naturen, tænkte han. Der gik ikke mange dage, så så Store sorte fod, at der kom flere nybyggere til. Og så de næste dage endnu flere. Og endnu flere. De begyndte alle at fjerne hans livgivende planter og træer. Rodede op i jorden og tørlagde næsten åen ved at sprede det ud på den golde jord. Jorden spirrede unaturlige steder og der kom andet op af jorden. Men hvor var hans planter, der kunne redde liv? Planter, der skulle føde de vilde dyr, og som i sidste ende ville ofre sig til ham? Han følte til sidst ikke længere, at der var plads til ham. Hver gang nybyggerne så ham, så vendte de deres bistikkere mod ham og bragede. De ramte ikke flere gange, men den flygtende indianer turde ikke længere bo så tæt på dem. Han så heller ingen grund til at blive boende, da de havde fjernet al naturens helbredende planter og træer og jaget hans mad væk i deres overflod af frådseri. Han måtte rejse som vinden. Han måtte brede sin vinger ud som ørnen på himlen og finde nye jagtmarker.
Den uforstående og fjendtlige indianer tænkte meget og længe ved sig selv. De hvide nybyggere fjernede naturens gaver til mennesket og indførte nye men ikke naturlige varianter. De ødelagde naturens egen indretning og bredte sig, trampede og ordnede naturen ud fra deres vilje – ikke naturens. Det forvirrede tydeligt naturen og gjorde den arrig. Han var arrig. Naturen var ikke som det var tiltænkt vild og frodig. Han havde set nybyggerne læse og skrive al denne viden om, hvad de selv gjorde, ned i store tykke bøger, som de kaldte dem, for at andre skulle lære af det de gjorde, ligesom for at gøre det sandt. Altså skrive bøgerne med ting, som var imod naturens egen orden. Men det blev de jo ikke mere sande af, tænkte den grublende indianer. Han kunne bare ikke se, at det hjalp noget som helst. Han forudså at den hvide mand en gang om mange år ville indse, at denne måde at leve på ikke var godt for naturen. Naturen ville ikke bryde sig om det og gøre modstand. Han håbede bare, at den hvide mand ikke nåede at gøre for meget skade på naturen inden de indså, at naturen i sidste ende var stærkest og klogest af alle.
Der fandtes engang ikke-tæmmede indianere, der havde fat i noget.
