Der var engang… en simpel, dødelig mand med et enormt talent.

…

Han kom til byen ude fra oplandet. Det nedbrændte land. Han blev i starten betragtet som fremmed. Hvordan han havde overlevet derude, vidste vi ikke. Han var pakket godt ind i både hjelm, motorbriller, gasmaske med partikelfilter, vind- og vandtæt samt guldindbefattet jakke og de obligatoriske blystøvler. Vi kan kun forestille os, at epidemien derude ikke længere er så udbredt og slem, som da landet blev lukket ned. Efter femten års selvstændighed og det landsdækkende dekret er det første mand ude fra, som vi ser. Vi har simpelthen glemt, hvordan folk ude fra er. Hvordan det er at færdes uden for landsbyens beskyttende perimeter. Vi husker alle den dag, hvor han kom til byen. Eller rettere sagt den nat. Om morgenen på Allehelgensdag var han der bare.  

Han stod ved landsbyens rådhus og delte flyers ud. Først gik vi i en stor cirkel uden om ham, flere henvendte sig til Politiet om at få ham fjernet. Smidt ud af byen igen. Det skete ikke. Flere af de ældre blev indendørs og mærkede frygten igen. Var han en af dem? Men han havde ikke kendetegnene og spillede så vidunderligt på sin fløjte. Han kunne sætte den fast på sin gasmaske. Han talte ikke med nogen. Efter godt en uge, var han ligesom blevet en fast bestanddel af landsbylivet. Ikke så farlig. Det gik hurtigt. Nok fordi han så ganske tilforladelig ud. Stod det samme sted dag ud og dag ind og ikke var anmassende eller opførte sig dårligt. Han opførte sig forventeligt. Det var først, da vi hørte rygter om, at antallet af smittetilfælde var kraftigt nedadgående i landsbyen nogenlunde på samme tid som den fremmede kom, at vi blev nysgerrige. Hvad stod der på flyeren?

Jeg var en af de første, der kiggede og fra det tidspunkt var jeg blot en af mange, der lod mig overbevise. Der gik ikke længe, så elskede hele landsbyen den fremmede. Han fjernede mere eller mindre frygten om nye smitteudbrud, og de bad ham fortsætte. Altså med at spille. Men han havde en pris, sagde han. Flere begyndte at give ham betaling for at spille på sin fløjte ved deres hus. Det virkede men var ikke billigt. Landsbyborgeren takkede. Den fremmede takkede og returnerede til rådhustrappen igen, hvor han var at finde den næste dag. Og den næste. Jeg lærte endog hans navn at kende. Pied. Borgmesteren besluttede at tilbyde Pied fast arbejde, hvis han ville fortsætte med at spille. Den fremmede indvilgede mod betaling. Jeg hørte aldrig prisen, men rygterne går på, at den er højere end noget, der tidligere er betalt og at borgmesteren stort set har givet den fremmede nøglerne til rådhuset. Den fremmede spiller. Det gør han. Han har overtaget kontrollen med sygdommen og det virker.

De sygdomsbefængte rotter og måger flygter i massevis eller forsvinder simpelthen fra jorden overflade. I hvert fald inden for kuplen. Vi ved ærligt talt ikke, hvordan det går til, eller hvordan han gør det, men vi har en fornemmelse af, at det hænger sammen med hans fløjtespil. Hvor end han går hen og spiller, er det samme mønster. Skadedyrene forsvinder. Antallet af nye sygdomstilfælde falder drastisk. Mandens budskab på flyeren er ikke blot lyv eller pral. Han kan vitterligt ved sit fløjtespil påvirke skadedyrenes immunforsvar, så de selv bliver syge, trækker sig og dør, som der står ordret på flyeren. Manden spiller nu stort set på hvert gadehjørne og ved alle huse. Borgmesteren og han indgik jo en aftale. Han spiller så at sige dag og nat som en robot uden tanke på hvile og mad, og de smittebærende skadedyr er nu på godt og vel en uge stort set udryddet. Det samme er sygdommen. Den lokale læge er imponeret. Hvordan kan det gå til?

Den månedlige genstart af el- og mobilnettet er snart. Det er dagen efter lønningsdagen. Den anden i måneden. Jeg vil sprede den gode nyhed til de nærliggende landsbyer. Vi ved ikke om de fortsat er derude. Menneskene i nabobyerne, men ved sidste genstart hørte vi nyt fra enkelte landsbyer. De øvrige var stille. Vinduet for genstarten er jo altid en variabel størrelse. Sidste gang var der kun hul igennem i få minutter. Jeg gør mig klar og sender, så snart signalet går igennem. Jeg har fundet min mobiltelefon og indtaster beskeden, klar til at sende den ud. Den gode nyhed. Opdatere bloggen. Det må deles, at en fremmed har knækket koden. Fundet en løsning på sygdomsspredningen blandt os. Fra skadedyrene og til menneskene. Kan måske hjælpe på landets og verdens kritiske situation. De radioaktivfrie kupler kan måske endelig afskaffes. Jeg bliver så glad.

På lønningsdagen stod Pied på rådhustrappen og spillede. Ventede på borgmesteren. Ventede på betalingen. Ventede i lang tid. Han rullede med hovedet og stoppede med at spille. Vi kunne alle se, at tålmodigheden var ved at slippe op. Ingen vidste, hvor borgmesteren var blevet af. Langt om længe dukkede han op. Optrinnet trak landsborgerne til. Længe stod borgmesteren og talte med Pied. Borgmesteren blev ved med at ryste på hovedet, men vi kunne ikke høre, hvad der blev sagt udover at betalingen måtte vente. Borgmesteren begyndte at gå op ad trappen til Rådhusdøren, hvilket efterlod Pied for bunden af trappen som en klovn. Som om hans hjelm, briller og åndeværn var korroderet fast. Som om også han skulle genstartes. Efter et stykke tid fortsatte han med at spille.

Jeg er dog begyndt at opleve mærkelige ting. Jeg hører ikke længere småfuglekvidder. Flere af mine høns i hønsehuset er på uforklarlig vis døde hen over natten. Jeg forstår det ikke. Når jeg går tur langs åen i det kunstige solskin, er der ikke længere edderkopper i spindelvævene. Ingen bier, der brummer. Jeg får ikke længere myggestik. Det er som om dyrelivet er fordrevet som skadedyrene, men jeg kan ikke være sikker på, at der er en sammenhæng. Jeg er begyndt at få ondt i halsen og jeg har haft tynd mave. Måske er jeg syg. Mit afløb i brusebadet var her til morgen fuld af hår. Jeg håber ikke kuplen er beskadiget.

I nat hørte jeg igen Pieds fløjte. Han gik igen rundt fra hus til hus som et spøgelse. Hans silhuet vandrede op ad gaden. Han var også forbi mit hus. Måske har han alligevel fået sine penge? Jeg er glad for, at han hjælper med at jage rotterne og mågerne væk, så vi kan forblive raske.

Hertil morgen står Pied ikke længere foran rådhuset. Hvor er han henne? Jeg havde en stor rotte i afløbet her til morgen. Og jeg hørte naboen skrige. Hun havde nok en rotte i toilettet. Der er flere måger på tagene i dag. Hvor er han?

Jeg føler mig meget syg nu. Har lige været på toilet igen. Samme resultat. Tynd mave. Jeg er svimmel og har kvalme. Jeg føler lidt det er som om mit hoved skal eksplodere. Jeg er enormt træt. Måske hjælper det med lidt mere søvn. Jeg håber ikke rotten nåede at smitte mig. Jeg må derfor hellere lægge dette op på bloggen nu, så beskeden er klar til at blive sendt en gang i dag, når signalet genstarter.

Ha’ en dejlig dag, og god bedring til mig.

Kh

Lisa, blogger og beboer i Linå, kuplen på koordinat 56.15220508950703, 9.695022472954777

…

Manuel kiggede op fra blogteksten på skærmen. Det var det sidste blogindlæg i flere måneder nu. Var Lisa OK? Han kiggede ud ad sit vindue, hvor han havde udsigt til den store bygning, hvor kuplens rådhus midlertidigt var placeret. På trappestenen stod en fremmed og spillede på sin fløjte gennem en gasmaske og iført radioaktivhæmmende beklædning, mens han delte flyers ud.