Der var engang… en grusom Konge klædt i hvidt.

I kongeriget herskede enevælden. Kongen så mere eller mindre alt i sort eller hvidt. Der var ingen nuancer i hans livsopfattelse. Kongens hvide slot var fyrsteligt med to tårne og lå blankt og skinnende midt i riget otte mil oppe på toppen af bjerget, hvor der på sigtbare dage var syn til hele det isolerede land. Mod nord var landet afgrænset af høje, uvejsomme, sneklædte bjerge. Fra slottets borgmur kunne han og Dronningen tælle otte høje tinder med en tindrende iskappe på toppen. Mod øst lå det endeløse marskområde, hvor et utal af ulydige bønder lå druknet i de sumpede indsøer. Endnu var marskens ende uudforsket. Mod syd havde Kongen fra tidernes morgen arvet den gigantiske uigennemtrængelige og otte meter tykke mur for at holde de sydlandske, mørke hedninge væk og mod vest lå det altædende oprørske hav, hvor selv ikke han turde søsætte et skib. Kongen sad som den øverste leder i det totalitære regime, der var bygget inden for disse veldefinerede grænser. Han elskede systemet. Den kvadratiske tankegang, hvor alt blev sat i bås og i boks. Han havde siddet på tronen i fireogtres år. I fireogtres år havde landet ikke set fremmede. Det var fireogtres år siden der sidste gang var krig mod de sorte sydlandske hedninge. Kongens forfader havde vundet slaget dengang. I fireogtres år havde undersåtterne ladet sig kue af Kongens effektive propaganda, politiske virke, et veldefineret regelsæt og omfattende statsterrorisme. Den indbyggede brutalitet som folket havde vænnet sig til, var udtalt. Kongen var den vigtigste person i landet, og alle forstod.

Kongens soldater rundede hvert år de små landbrug med bønder, der arbejdede for hans middagsbord, hvor de opsporede alle nyfødte drengebørn. Det blev gjort med en hensigt. Alle drengebørn fik skåret højrehånden af ved fødslen, så de ikke voksede op til at blive våbenføre mænd. I stedet fik børnene påsat en otte centimeter tyk hvidmeleret metalkugle på håndleddet, der med årene voksede sig fast. Metalkuglen passede med landets specialbyggede landsbrugsværktøj og derfor blev disse drengebørn opfostret til et liv på gårdene. Det vil sige, det var ikke alle drengebørn, der led denne skæbne. Hvert ottende drengebarn blev taget med tilbage til slottet, hvor barnet blev uddannet som soldat gennem hård og ubarmhjertig træning. Kongens hær blev med rette kaldt “De ottende bønder”. Uniformen var kridhvid som Kongeslottet. Kongen elskede farven, der dog ikke var en farve men symboliserede renhed, lyset, glæde, ærlighed, sanddruhed, visdom, velsignelse og godhed som han selv mente han besad. Det var i sandhed nådens, troens og opstandelsens farve.      

Hver dag klokken otte om morgenen, lige efter den vellavede frokost, red han med sin Dronning klædt i hvidt ud ad slottets porte og lod sig hylde af folket i byen i den åbne karat med to hvide heste spændt for. Byen lå som klistret til slottets borgmur. Det var en pligt at møde op i gaden og hylde ham. Folket skulle bære deres hvide folkedragt. Så det gjorde folket. I dag var ingen undtagelse. Kongen og Dronningen red ud og mødte folket. Kongen og Dronningen. Hun var den stærkeste person han kendte. Standhaftig og livlig. En sand majestæt. Hun sad ret op på turene ud blandt folket, hvor hun lod sig hylde, som den stærke kvinde hun var. Som vanligt stod folket og klappede deres metalkugler mod blikplader, så det gav et vældigt spektakel. Dronningen vinkede. Men med et sprang en bonde med armene udstrakt foran sig frem foran den hvide karat. De to heste sprang tre skridt frem og måtte undvige et skridt til højre, men stoppede.

Kongen stillede sig op i karaten og beordrede sine Løbere, der flankerede kareten som en sikkerhedsforanstaltning, til at pågribe bonden. Kongen kiggede undrende på den enlige bonde, der stod foran ham og spærrede vejen. Bonden var jo intet match til hans veluddannede soldater. Hvad ville han? Bonden havde en metalkugle som højrehånd, han havde sin hvide folkedragt på, og han lignede ikke en oprører. De to Løberen sprang på manden og holdt ham fast. “Sig dit ærinde eller mist hovedet”, anråbte Kongen bestemt, mens han pegede på bonden med en stiv pegefinger. En ny bonde sprang ud af folkemængden og stillede sig ved siden af den første bonde. Også han lignede en almindelig bonde klædt i hvidt, som Kongen ønskede det. Den ene Løber fik fat i ham og holdt også ham fast.

“Muren er brudt”, gispede den første bonde og spilede øjnene op. “Sorte hedninge har slået lejr inden for muren og gør klar til krig”. Kongen følte maven snøre sig sammen. Krig?! Sorte hedninge?! Kongen overvejede et kort øjeblik, hvad han skulle gøre. “Tilbage til slottet!”, råbte han og kareten svingede straks rundt. “Og bring mig de to bønder”, beordrede han endvidere. Løberne fæstnede deres greb om de to bønder med budskabet og slæbte af sted med dem mod slottets hvide vægge.

Tilbage på den blege trone kaldte Kongen de to bønder ind i tronsalen til afhøring. Den ene bonde var høj og slank, mens den anden var lavere og bredere. “Bring mig nyt”, indledte Kongen og gjorde pause for at høre på bønderne. Den høje bonde rømmede sig. “Deres majestæt”. Han bukkede svagt og fortsatte. “Muren er brudt. En fremmed hær er samlet inden for muren. De har sprængt hul i muren og myldrer ind med materiel og våben”. Bonden stoppede kortvarigt og kiggede ærbødigt og ydmygt på Kongen og skelede mod højre til Dronningen, der sad til venstre for Kongen. “Muren har ikke været stærk, min majestæt. Den er smuldret og bruddet er stort. Fjenden gør klar til krig”, sluttede bonden.

Kongen følte sig som en klovn. I fireogtres år havde han ladet stå til. Ikke udbedret muren mod syd, selvom den trængte. Nu var den mørnet og havde givet fjenden adgang til hans kongerige. Han burde have forstærket muren med flere meter. Otte meter havde ikke været nok. “Gør klar til krig. Klargør min hest!”, udspyede Kongen og så de to Løbere forlade rummet med ordren om, at mønstre De ottende bønder. De to bønder forlod tronsalen med et vink fra Kongen. Han grublede. Hvad var taktikken? “Min Dronning!”, indledte Kongen sin forespørgsel. “Sig mig. Hvad skal jeg gøre?”. Kongen kiggede indtrængende på Dronningen, der bevarede overblikket. “Lad dig ikke nøje, min mand. Gå i krig på det flade terræn, hvor Ternen yngler og vind. Jeg deltager på slagmarken for din skyld, min kære. Kommer du i nød, må du forvirre fjenden og lave en rokade. Men lad det være en sidste mulighed, når du må flygte mod tårnet. Kongen nikkede anerkendende og rejste sig.

Kongen sad på sin hvide hingst og beskuede slagmarken. Ved sin venstre side havde han sin Dronning. Rigtigt nok stod fjenden klar til kamp. De sorte fodsoldater stod linet op på slagmarken og lignede frygtindgydende hedninge i deres sorte uniformer, deres sorte våben og sorte ansigter som brikker i fjendens spil. Kongen gøs. Han havde beordret De ottende bønder på lige rækker for at indgyde fjenden frygt. Hvem gav ordren til krigen? Kongen kunne se fjendens Konge stå bag rækkerne af soldater. Også han var flankeret af kampberedte mænd og sin Dronning. Alle klædt i sort. Han måtte jage disse uslinge ud af sit rige. Han måtte tage skridtet til at fjerne fjenden fra sine jorde. “Angriiiiib!”, råbte Kongen og så til sin tilfredshed De ottende bønder tage de første to skridt og herefter storme i krig. Også hedningerne sprang ud på slagmarken. Snart var det mænd mod mænd. Bleg mod mørk. Lyden af blodig krig fyldte øregangen. Kongen så til sin forfærdelse de sorte hedninge vinde frem. De ottende bønder faldt på stribe og tog kun få af de sorte soldater med sig ind i døden. Han måtte også sende sine Løbere ind i slaget. Det samme gjorde fjenden. Det ændrede ikke som ønsket slagets gang. “Tro på mig”, hviskede Dronningen med et smil, da hun satte sin ganger i galop og forsvandt mod slaget med det smalle sværd hævet til kamp. Kongen huskede Dronningens ord. “Kommer du i nød, så lav en rokade”. Kongen så ingen udvej end at flygte tilbage til slottet. Han prøvede at forvirre fjenden ved at tage plads ved tårnet, som hans Dronning havde foreslået, men det var kun en stakket frist. Da han stod i sin tilbagetrukne rolle og beskuede slaget, så han sin Dronning falde. Han følte smerten, da han så det hvide klæde blive rødt og flosset. Han mærkede en tåre på sin kind, men også et vindpust på sit øre. Som et spøgelse om natten havde Den sorte Dronning fundet vej til ham, forudset hans træk og stod nu bag ham med en dolk i kanten af hans brynje. Han følte sig mat. Følte nederlaget. Smagen af døden. Den kom hurtigt, da Den sorte Dronning førte dolken dybt ind i hans krop og punkterede hjertet. Han faldt. Kongen for de otte lå på siden, krakeleret og uendeligheden brudt. Kongens allersidste tanker var hvide bønder, de hvide tinder mod nord og sin hvide Dronning i røde klæder.

Det hvide kongerige var tabt.