Der var engang … en professor i litteratur.

Professoren var en midaldrende mand med måne, et lille pjusket overskæg, der ligesom hørte til rollen som underviser, men også sammengroede øjenbryn, som han ihærdigt havde forsøgt at få vokset, plukket og barberet væk. Men de voksede bare kraftigere og kraftigere ud igen. Det var hans mor, der var begyndt at barbere dem af ham, da han startede som professor. Nu var løbet ligesom kørt med at få gjort kål på hårvæksten. Gid fanden havde hans mor. Professoren kiggede ud over sin klasse og tørrede svedperlerne af overlæben. Femogtyve elever i den der irriterende aldersgruppe. Lige til at hade. En færre end i går dog. Eva manglede. Professoren fugtede langsomt sine læber med tungen og bemærkede at flere studiner fulgte tungen. Det var trodsalt et godt tegn. Dagens emne i litteraturstudiet var analyse af et billede. Det forestillede Jesu, der bar på et lam, mens han som hyrde passede får. En parabel. En illustration af den almene sandhed om, at Herren nok skal tage sig af mennesket. En lignelse. Hyrden som det udbredte symbol for gud eller en religiøs person eller sågar en konge eller leder som vogter for sin “hjord”, dvs. menneskene, folket. Hyrden, der i dette tilfælde var Jesus, fører sin hjord til frelse eller i forbindelse med rejsen til dødsriget. Det var jo delvist rigtigt. Professoren blev varm indeni. Følte maven brænde. Han svang sig som i en dans hen til det første bord, hvor lammet sad og blev fodret. To studiner. Jesus bar en stav på billedet. Staven symboliserede den vejledende rolle. Motivet med hyrden, der bærer lammet på armen, var så vidt udbredt et symbol i litteraturen og billedværker, så professoren fik kvalme. Hvorfor forstod disse ungmøer det ikke? Men Jesus omtaler sig som Den gode Hyrde, i Johannesevangeliet. Den gode hyrde, der sætter sit liv til for fårene. Professor smilede for sig selv. Det skete så ikke. Bemærkelsesværdigt var det, smilede professoren, at Jesus ofte også kaldes Lammet eller Guds Lam, hvor det uskyldige, offervillige understreges endnu kraftigere. Lammet. Offervilligheden. Ikke ham.

Han kiggede særligt på de to piger, der sad på forreste række, hvor han nu stod og inhalerede ungdommen. De så meget opmærksomme ud. Var de lam? De havde afgjort lavet deres hjemmearbejde og var klar til at deltage i analysen af billedet og debatten om dens symbolik om lidt. Møgforkælede overklassepiger. Om lidt ville deres flittige arme blive hævet og de første spørgsmål stillet. De ville ikke have forstået et muk, men ville gøre et ihærdigt forsøg på at overbevise ham om deres forståelse. Han ville hade hver en sætning, der forlod deres uvidende sind. Det var dagens emne. Altså billedet. Den tredje stol ved siden af de to piger stod ledig. Evas stol. Professoren kiggede ud over sin hjord. De toogtyve kvindelige studiner og tre unge drenge uden hans livserfaring, men med hår på hovedet. Der var nok at tage af.

Tonen fra højttaleren lød og afbrød diskussionen. Frokost. Han følte stressniveauet stige. Han skulle ud på gangen blandt de mange skrigende pubertetsunger. Hvor skulle han starte? “Hej Maria”, kaldte professoren og studerede en af pigerne fra den forreste række. Hun var en ny mulighed. Hun vendte hovedet og så smilende på ham. Han følte maven snøre sig sammen. “Er du venlig at komme ned på mit kontor efter frokosten?”. Han smilede anstrengt tilbage. Han følte at han havde oplevet dette før. Et deja-vu. “Jeg skal have hjælp til at bære det nye læsestof op fra kælderen”. Maria nikkede og vendte tilbage til sine klassekammerater, hvor hun fjollede videre. Klokken slog tolv og det bankede på døren. Professoren kiggede op fra sit skrivebord på kontoret og råbte “Kom ind” på en monoton måde.

Maria åbnede døren og stod med et frækt smil. Fy for satan, tænkte professoren og følte de klamme håndflade komme ilende til. “Ja”, startede han og rømmede sig uroligt. “Kom med”. Han rejste sig, svang kroppen som i en salsa rundt om bordet, og gik stift ned ad gangen mod kælderen. Maria gik bag ham. Dansende, let, legende og smilende. Ville hun spille bold med ham i kælderen? Gøre som han sagde. Eller skulle han igen have med en besværlig snottøs at gøre?

Han tog i døren til den brandsikrede og lydtætte kælder. Det var det bedste sted, tænkte professoren. Så let og enkelt. Han var stort set den eneste, der brugte kælderen på dette tidspunkt. Maria gik med ham ind. “Bøgerne står der, Eva”. Professoren pegede og blev stående. “Jeg hedder altså Maria”, fjantede pigebarnet. Åh, tænkte professoren og lukkede øjnene. Var det en fejl? Skulle han allerede nu tage springet og få gjort en ende på pigens lidelser? Han talte til ti inde i hovedet med lukkede øjne og kølede af. “Ok, Maria. Tag første stak bøger”.

Maria valsede på de høje hæle hen til bordet og samlede den første stak op. Hun kæmpede øjensynligt med vægten af bøgerne. “Jeg kan ikke…”, startede hun og satte bøgerne tilbage på bordet, hvor hun pillede tre bøger af stakken. Professoren måtte virkelig beherske sig. “Så må du gå to gange”, vrissede han, mens han holdt døren for hende. Han så hende chassere væk, tog stakken ved siden af og gik op fra kælderen. Han indhentede hurtigt pigen og overhalede hende lige inden kontoret. Hvor han satte bøgerne fra sig på rullebordet.

Maria kom ind og forsøgte også at sætte bøgerne behændigt fra sig. Idet hun satte bøgerne fra sig, udbrød hun et hyl, der fik professoren til at fare sammen. “Av!”, hylede Maria, mens hun tog sig til fingeren. “Jeg brækkede en negl”. En negl… Professoren mærkede igen ophidselsen ramme. En negl… En… to… tre… En negl gør sgu ikke ondt. Professoren bed sig i læben. “Så så!”. Professoren undertrykte lysten. Lige her var ikke godt. “Vi sætter plaster på bagefter. Han dansede stift rundt om pigen, der stod ved bordet og fyldte det hele. “Hvorfor ruller vi ikke bare bordet hen til kælderen”, begyndte pigebarnet bag ham. Han følte irritationen antænde og en hede brede sig i ansigtet. Kinderne blussede. “Den er gået i stykker”, skyndte professoren sig at indvende. “Kom”. Han gik ud af kontoret igen i retningen af kælderen med rank ryg og hår, der strittede af forventning. Han hørte at hun fulgte med, men snøftede.

Eller hun nynnede nu. For fanden, tænkte professoren og følte kroppen sitre. Han øjnene hende danse forbi ham, smilende, leende og udfordrende. Han bed sig i læben. Han så kælderdøren. Redningen. Han tog hånden i lommen og mærkede det korte stykke ståltråd med de to gribevenlige håndtag. Maria åbnede døren til kælderen. Han gik med ind i den mørke underverden.  

Professoren trådte ind i klasselokalet. En ny dag. Ny lærdom og et nyt billede at analysere. Billedet i dag var hans absolutte favorit. Andy Robbins version af Danse Macabre. En sommerfugls selvmord, hed det. Dødedansen mellem skelettet med slangetunge og banjoen i hånden med et fast greb om den gravide ungmø med de skrabede knæ på en form for forhøjning. En rod måske. En bunke sten. Hun holdende et nyt træ som lignede et dansende træ med sammenholdte arme over hovedet og med en spinkel rod, der klamrede sig til pigens håndled. I træets krone voksede et hjerte. To halshuggede dyr henholdsvis en ko og en hest stod på andre piedestaler omkring dansen. Det ville blive spændende at høre klassens fortolkning af det billede, tænkte professoren opløftet og smaskede ved tanken om de lidelser han ville udsætte klassen for i løbet af den næste times undervisning. Den allegoriske kunstneriske form, der opstod i den sene middelalder. Skildringen af døde af alle rangklasser, der danser med Døden. Eller en dans, der fører til døden. Dødedans var inspiration til kunstværker inden for mange genrer og dette billede han så for sig var ingen undtagelsen. Klassen sad med åbne vid og betragtede ham som vejlederen. De forgudede ham. Han kiggede ned på første række. Der var to tomme stole. Evas og Marias stole var tomme. Han kiggede på den sidste ungmø på rækken. Lisa. Var hun den næste sommerfugl i nettet, der ville danse med?