Der er nok ikke plads til meget overfortolkning i dagens nye Story Cube historie. Den er i mine øjne ganske makaber og slået med Actions terningerne. Igen bevæger jeg mig let og dansende på et dystert og dødbringende grundlag. Jeg holder fast i udfordringen om den mørke sommer. Nu med en morders briller. Se om du kan li’ historien eller meget gerne snart vil retur til de sukkersøde og happy ending historier, som tidligere.

Dagbogsteksten bliver denne gang kort og dødkedelig. Jeg har jo næsen dybt begravet i finpudsningen af Kongeklenodiet – bind 2. Jeg vil dog dele endnu en lille snas indhold. Denne gang må temaet for dagens dagbogstekst fastholdes. Se med her, om der er potentiale for en uhyggelig fortsættelse af Linås historie.

Tanken gik længere tilbage. På de stunder, hvor han havde set døden i øjnene. Set nok til flere liv. Lyden af sværdet, der gennemborer huden og kødet. Den gurglende lyd af død, der når halsen på den spiddede krop. Set udtrykket i øjnene, når de sidste tanker opleves. Oplevelsen og denne særlige lyd ville ikke glemmes. Ville ikke slippe hukommelsen. Han kunne føle den under huden. Det samme gjorde lyden af en mand i galgen. Skriget, der ikke vil ud fra et lukket halsrør. Han havde hørt den lyd to gange. Begge gange med stor tilfredshed og lettelse. Han havde nærstuderet konsekvensen af den død. Fra tætteste hold. Han havde set mere end nok til at fylde rædslerne i et liv. Lugten af død sad stadig fast i svælget på ham. Han havde lært at leve med den. Håbede at den ikke kom på besøg hos ham. Skærmede familien fra den, så godt som han evnede. Aftenens tur blandt karlehusene havde ikke været positiv. De fleste var ramt. Syge. Døende. Uhelbredelige. En skrækkelig død. En sort død.

Citat fra Kongeklenodiet – bind 2 – Vi der vogter