Der var engang… en hemmelighedsfuld dobbeltagent.

Newt var ikke den type, som man ser på film. Han var ikke muskuløs, frembrusende, elegant, smidig, kvindeforfører eller andet i den retning. Han var intelligent. Hans fremtoning med vigende hårgrænse, tætklippet skæg, klassisk tweed jakkesæt og hvid skjorte udstrålede overskud men også almindelighed. Leverpostej. En farveløs kit i andres flamboyante hverdag. Men skinnet bedrager ligesom han gjorde. Med en intelligentkvotient på godt de ethundredeogfyrre ville Mensa stå med champagne og åbne arme og byde ham hjerteligt velkommen, hvis han skulle få de tanker. Men det gjorde han ikke. Han levede i det skjulte med sin evne til at få tingene til at ske. Sådan helt automatisk. Han levede efter tre love og dette var den første. Leve i det skjulte. Det var de evner som hans arbejdsgivere fandt tillokkende. Og det var uanset, hvor jobbet kom fra. Opgaverne blev løst hurtigt og effektivt. Uden stor indsats og helt uden at han eller arbejdsgiveren kom i søgelyset. Han forholdt sig i princippet lige så fuldstændig neutral som Schweiz. Til morgen havde postbuddet stået med endnu en pakke ved hoveddøren. Banket på og venligt afleveret den kvadratiske boks med ukendt indhold, men med tydelige reklamelogoer printet på siden. H&M. En beklædningsgenstand. Hvad skulle postbuddet ellers tænke? Han tog imod og lukkede døren efter sig. Det var tid til endnu en opgave for dem.

Han nød starten på endnu en opgave. Han kendte ikke kunden og de kendte kun ham af dæknavn. Arbejdsgiveren sørgede for forbindelsen, den hemmelige overlevering af opgaven, indholdet i opgaven. Udtænkningen af planen skulle han selv klare. Igangsætningen. Ethvert legeme vil forblive i en tilstand af hvile eller jævn, retlinet bevægelse, såfremt det ikke påvirkes af ydre kræfter. Han var i hvile. Nu kom den ydre kræft, der ville sætte ham i bevægelse. En retningsbestemt bevægelse. Tyngdekraften centrerede sig om deres vilje. Kundens vilje. Spørgsmålet var, hvor stor en kraft arbejdsgiveren ønskede af ham nu? Og ikke mindst kunden. Ville de pege ham i den rigtige retning eller skulle han ligesom sidst selv tilrettelægge opgaven for at skabe størst mulig uro om en bestemt aktie. Han åbnede spændt boksen.

Hmmm… Newt kiggede på indholdet. Det var usædvanligt. Kendte de ham ikke? Der var som udgangspunkt ikke meget fordækt i, hvad de bad om. Det var næsten for simpelt. For langt under hans niveau. For hemmelighedsfuldt, men på den der urovækkende måde. Han spekulerede. Tankerne fløj rundt indtil de efter lidt betænkningstid fandt hvile. Opgaven ville kræve mere end han normalt ville give. Der var en underliggende grund til denne simple opgave, som han ikke kunne lide. Men han godtog bestillingen. Han ville bruge nøglen i boksen til at hente en pakke på stationen og afvente yderligere ordrer. Men han ville forberede sig. Være klar på uventede sider af opgaven. Han havde sin formodning. Han satte straks i gang.

Stationsbygningen emmede af Danmarkshistorie. Newt kiggede rundt på den åbne plads. En overvågning af stedet kunne i princippet ske fra hvilket som helst sted. Han måtte være snu – som altid. Han stod selv i det skjulte og indåndede stedet. Sådan så det i hvert fald ud. Men Newt havde øjne og ører på stilke. Han panorerede området med sin skarpe sans. Var der nogen, der holdt området under observation, så ville han vide det. Men det var ingen. Det kom ingen og han så ingen.

Newt tog sin tweedjakke over armen og gik henslængt ind ad hovedindgangen til stationsbygningen og kiggede sig omkring. Rejsende og deres pårørende. Tilsyneladende ikke andre. Han rettede skridtene mod bagageopbevaringsrummet og boksene og fandt boksnummeret. 6. Han åbnede og kiggede ind. Der stod en firkantet klods af en kuffert. Med navneskilt. Eller et skilt i hvert fald. Der stod “Do not open” på skiltet. Det pirrede Newts interesse. Hvad skulle han så gøre herfra? Vente på yderligere ordrer. Hmmf. Han bugserede kufferten ud af boksen og fik den med besvær i armene. Pyha, den var tung og uhåndterlig. Han gik mod bussen og holdt øje med om nogen fulgte med. Det var der ikke. Han var ikke blevet skygget. Eller blev han?  

Bag bussen kørte nu en sort VW Passat. Han havde set den på pladsen, men ikke vurderet den af særlig betydning. Nu fulgte den med bag bussen. Han måtte tænke alternativt. Han var ikke interesseret i, at hvem end han arbejdede for nu, skulle kende hans identitet og da slet ikke kunne spore ham tilbage til sin lejlighed. Det var faktisk en af de regler han arbejdede efter. Kunden måtte ikke have kendskab til ham eller hvor han boede. Dette var den anden lov. Det var ikke hans arbejdsgiver, der fulgte efter. Ergo måtte det være kunden eller dem som kunden ikke ønskede jobbet afsløret til. Politiet måske eller værre. Han var i princippet fanget i bussen uden flugtmuligheder, men det skulle snart ændre sig. Han var alene i bussen udover buschaufføren. Det kunne udnyttes. Bussen drejede op ad rampen til den overordnede vej. Newt så ud ad bagruden at den sorte VW fulgte med på afstand, men var kørt ind på rampen. Han traskede op til buschaufføren og pegede ud ad ruden, mens han spejdede efter horisonten. Newt så at buschaufføren koncentreret fulgte fingerens retning for at få øje på, hvad end han pegede på. Det gav Newt lejlighed til med den anden hånd at fange buschaufførens hals og sætte tommeltotten i det punkt, der gav en øjeblikkelig besvimelse ved et kraftigt tryk. Det fungerede hver gang. Bussen holdt i tomgang på rampen med en bevidstløs chauffør bag rattet. Newt tog kufferten, åbnede døren i den blinde vinkel i forhold til VW’en og satte kufferten ud på det smalle areal ved siden af bussen. Han satte bussen i frigear og sprang selv af, mens bussen bakkede ned ad rampen i højere og højere fart.

Newt så, hvordan folkene i VW’en pludselig fik travlt med at bakke, men det var for sent. Den langt tungere bus og en accelererende hastighed fik kraften i sammenstødet til at blive enormt. Den sorte bil krøllede sammen alt imens Newt spankulerede af sted med kufferten som om intet var hændt. Kraften i et sammenstød er lig massen gange accelerationen. Newt nåede hjem uden at se hverken en ny sort VW eller andre mistænkelige personager. Han måtte se, hvad kufferten gemte selvom navneskiltet så tydeligt nægtede ham adgang. Han åbnede og så indholdet. Nu forstod han. Den var fuld af bundtede sedler. Millioner var der. Han grublede. Var dette ærlige penge eller uærlige. Han kunne grave dem ned et sted og vente til de og han ikke længere var af interesse og var glemt. Han var trods alt dobbeltagent og kunne snildt skifte side uden følelsen af, at have gjort nogen noget ondt. Han havde andre arbejdsgivere.

Reaktionen kom inden han havde tænkt tanken til ende. En kraftig eksplosion ved fordøren fortalte ham, at det var tid til at stikke af. Han var kompromitteret. Ham skulle de ikke fange i deres net. Den farveløse sommerfugl var for elegant og smidig til at blive offer for amatører. Han åbnede slisken i gulvet og lod sig dumpe ned med kufferten i armene. Gulvet lukkede sig over ham. Han hørte kommandoråb og ordrer fra oven, men ingen yderligere eksplosioner eller tegn på, at de havde set hans flugtrute. De havde foretaget valget og forfulgt ham selvom betingelserne var enkle. Han gjorde jobbet, hvis de passede deres. Deres aktion havde ledt til hans reaktion. Aktion er lig reaktion. Newt havde tre love. Den tredje var at, hvis han blev kompromitteret, så måtte han flugte uden at kigge sig tilbage og så ville han være tilbage ved lov nummer et.

Han mærkede tyngden af kufferten. Indholdet. Millionerne. Han skulle nok få dagene i det skjulte til at gå. Han måtte slå en høj latter op, da han satte sig i sin sportsvogn og kørte fra stedet, mens han kunne se mørkklædte personer med våben gennemrode sin forladte lejlighed. Han havde et opgør med sin arbejdsgiver, der ventede på at blive udført.