Der var engang… en legendarisk ninja.

En mørk ninja. Ikke i sort, som man skulle tro, men han bar mørkeblå og lette klæder. Dermed stod hans silhuet ikke i kontrast i måneskær, men han kunne forsvinde i det blå og han kunne bevæge sig frit og lydløst. Og det var lige nøjagtig, hvad han gjorde nu. Forsvandt lydløst. Bag ham lå hans seneste drab og gispede endnu efter vejret, men det var en stakket frist. Lungerne var punkterede og hjertet blødte. Den lokale daimyo (lensherre) måtte væk, da han udøvede terror mod sit folk og gennemførte ransagninger og søgte indbetaling af beskyttelsespenge, hvilket alligevel ikke betød at folket følte sig trygge. Ninjaen stak sin shikomizue tilbage i skeden, den lille skarpe men lange kniv og forsvandt i den blå luft. Sprang fra vinduet ud i natten og skjulte sit spor med en røgbombe. Som det eneste tegn på, at han havde været der. Udover sit offer. Hans ninpõ (kodeks) forbød ham at opholde sig længere på paladset og betragte daimyoens sidste åndedrag.

Han var et spøgelse, en ægte Shinobi no Mono (ninja, den som er skjult) og mestrede ninjutsu (kampsporten) til perfektion. Han kunne skjule sig, hvor som helst, hvornår som helst, hos hvem som helst. Han havde lært det fra barnsben, da han som 5-årig blev fundet i en lade efter at være stukket af fra markedet, hvor han var blevet opdaget i at stjæle en mango. Det skete ikke igen efter sin træning i bjergene. Ninjaklanen Iga-ryo havde taget ham til sig. Nu havde han mangoer nok. Han var ikke opdaget i hverken at stjæle eller myrde siden. Han var foruden mester i snigmord også manden, som de sky herrer gik til, hvis de manglede informationer. Han havde skaffet de informationer, der var bestilt, så han kunne snart lukke endnu en veloverstået mission. Han mærkede den sammenrullede pergamentrulle i spændet i det brede ærme.

Han hørte alarmen gå fra paladset. Et langt indtrængende fløjt fra en sirene fyldt med overtoner, der spillede i ørets fimrehår og fik hammeren til at slå kraftigere på ambolten i det indre øre. Tonen fortsatte i, hvad der føltes som det uendelig. De måtte have haft vagter foran daimyoens dør og var gået ind, da de så røgen. Ellers ville de ikke kunne reagere så hurtigt. Fløjtet steg i decibel. Han måtte standse og holde sig for ørene. Han stod på afsatsen af en fattig families tag. Klar til at springe ned i mørket i gyderne og blande sig med skyggerne. Han spejdede mod paladset. Hvad han så, var alarmerende. Sorte skygger strømmede fra paladset som myrer fra en myretue, der var under angreb fra en dreng med en pind. Han nåede også at se den bevægelige skygge på modsatte tagryg. Og en mere på taget til højre. Han lod lyd være lyd og sprang.

Han følte brisen fra slipvinden fra den første makibishi (månestjerne), da den ramte lerhytten til venstre for ham med et klonk, og den borede sig ind i muren. Den næste havde større præcision, men han var forberedt. Han vendte sig med en adræthed og hastighed som kun lyset ikke misundte ham, og parerede den spidse og dræbende genstand med tankens kraft, så våbnet faldt til jorden foran ham. Han bemærkede flere bevægende skygger rundt om på hustagene. Hvis han kendte sin lære ret, var han omringet og det var kun et spørgsmål om tid før fjendens ninjaer kredsede ham så meget ind, at nærkontakt og nærkamp ikke længere var en forestilling, men en reel handling. Ninjutsu måtte være sidste udvej. Hellere bruge sit intellekt til at flygte og dermed undgå kamp.

Han drejede af ved den næste hytte og forsvandt ind ad døråbningen. Han hørte utallige klonk fra husmuren bag sig og tænkte på de mange mordvåben, der lå nedenfor husmuren eller sad spildt i væggen. Han var blevet målet for fjendens tanker. Skydeskive for deres våben og centrum for deres aggression. Han så et mærkeligt blåt skær, som en implosion, da han løb gennem døren, men inden for lå alt i mørke. Det var som om lys og lyd ikke undslap dette sted. Han stoppede op. En figur tonede frem foran ham i skæret fra en enkelt olielampe. Ansigtet var belyst neden fra i orange nuancer. Flakkende og ubestemmelig. Figuren var klædt i hvidt som et genfærd. Langt skæg, der nåede det jordede gulv. Betragtende og rolige øjne. Yamamoto! Legenden. Var det virkelig? Han vidste ikke om han så syner eller det var virkeligt, men den legendariske mester Yamamoto stod i rummet og kiggede på ham. Blikket søgte ind i hans sjæl og fortalte ham at alt var fint. Alt var som det skulle være. Han måtte stoppe.

‘Ni Hao, Yota-Kai’. Den skæggede mand talte til ham. Han hilste ærbødigt og knælede straks. Bøjede hovedet og lod ninjaerne bag døren komme nærmere, uden han dog hørte dem. Pulsen var i ro. Tankerne tømte. Han var klar, hvis dette var hans sidste samtale. Eller var han? Han forstod det ikke. Yamamoto var en legende. Men en død legende. ‘Jeg ser du tvivler?’, fortsatte Yamamoto. Han måtte kigge op. Han måtte ryste på hovedet. Ikke som svar, men for at udtrykke sin tvivl. ‘Det er ikke sandt’, hviskede han uden at han egentlig kontrollerede sin stemme. ‘Nej, dette er ikke sandt’. Yamamoto bekræftede ham. ‘Du er død eller så vil du snart være det’, fortsatte den hvide legende i olielampens skær. ‘Jeg vil give dig tre muligheder her på tærsklen til døden’. Ninjaen kiggede op, og så alvoren i det gamle ansigt foran sig. ‘Første mulighed er enkel. Jeg vil forære dig muligheden for at være hurtig. Ikke hurtig som nu. 番号 Bangō (nej)! Som frisat energi. Som en hvirvelvind. Du vil let kunne løbe fra dine fjender’. Yamamoto stoppede og ninjaen kiggede op. Det var jo et enkelt valg. Hvis han var så godt som død, men ville kunne løbe fra fjenden, var han reddet.

‘To!’ Yamamotos røst rystede ninjaen tilbage til den opsatte virkelighed. ‘Du kan blive lille. Ikke lille og uset som nu. 番号 Bangō (nej)! Som en myre. Som et støvkorn. Som en partikel i universet. Men du vil fortsat have din styrke. Du vil kunne gemme dig alle steder eller du vil kunne nedkæmpe din fjende uden han kan se dig’. Yamamoto standsede igen talen og betragtede ninjaen. Ninjaen var nu i et dilemma. Hurtig eller lille. Han havde sin styrke i at være skjult og uset. Være lydløs og slå til med en hurtighed og styrke, som altid overraskede en fjende. Sandheden var mere, at han mestrede evnen til at styre tyngdekraften, centrifugalkraften og modstanderens styrke til egen fordel. Men det forstod de ikke før det var for sent. Men dette valg var umuligt. Han ville begge, men alligevel ingen. Han havde viet sig liv til hvervet, men ikke for at miste sin menneskelighed.

‘Tre’. Yamamoto talte nu højere end før og lagde tryk på, at dette var sidste mulighed inden valget skulle træffes. Ninjaens sanser var skærpede. ‘Du vil med disse briller…’. Yamamoto fumlede et par mørke motorbriller ud fra sin shinobi syozoku (dragt) og fremviste dem i udstrakt arm. ‘…kunne betvinge dig solens kraft, vindens styrke, havets voldsomhed og jordens masse med tankens kraft. 番号 Bangō (nej)! Du vil ved at påføre dig disse briller, kunne kontrollere fremtiden. Kunne bekæmpe fjenden med de midler din tanke vælger for dig’. Yamamoto vendte ansigtet mod loftet og lod øjnene blive hvide. ‘Men’, fortsatte Yamamoto. ‘Du må vide, at uanset dit valg så venter kun døden’. Ninjaen sank en klump. Men hvorfor så vælge, hvis han alligevel var død? ‘Hvad vælger du, Yota-Kai?’. Ninjaen var oprigtigt skræmt. Han ønskede ingen af disse hjælpemidler, men alligevel dem alle. Han ønskede ikke døden uden sin kære. Han hørte ikke en lyd fra gaden. Det var som om de fjendske ninjaer var sunket i jorden derude. Som var de fordrevet og væk. Som kunne han spadsere ud af denne drøm og forsvinde igen. Hjem. Hjem til sin kære hustru. Lade den døde daimyo forblive død og sin eksistens vende tilbage til det næste job, som hans herrer befalede ham at udrette.

‘Jeg vælger…’, startede ninjaen, men følte en våd plet på brystkassen. Han kiggede ned og så den mørke plet på det blå klæde vokse i takt med, at han mærkede at kroppen blive svagere. Et blåt skær oplyste rummet, et sug i maven og Yamamoto forsvandt i en røgsky. ‘Dine tanker har valgt’, hørte han fra en stemme, der lød som et fjernt ekko. Rummet blev lyst. Himlen sprang frem. Han måtte skærme øjnene for solens lys, men mærkede motorbrillen i panden. Han lå på jorden i bjergene. En vimpel svajede i vinden over ham. Det var hans slægtvimpel i røde og hvide farver med nedadvendte takkede symboler og en gul stjerne i den øverste. Nej! Han lå i et klæde. Pakket stramt ind uden mulighed for at bevæge armene. Ved sin side lå hans hustru med lukkede øjne. Også pakket ind. Nej!, råbte ninjaen uden at en lyd brød læberne og forstyrrede stilheden i vindens susen. Han følte verden skrumpe, mens lyset blev dæmpet for til slut at ebbe ud.

Ninjaens sidste tanker kredsede om den morgenstjerne, der sad fast i brystet på ham i en gyde bag paladset, mens han segnede om.